Hej Bente.
Noget af det du har skrevet her på siden har jeg jo allerede læst og synes at det er meget "levende skrevet". Ordene omdannes til en film, og det er jo allerede et godt tegn. Måske skyldes det at jeg projicerer min egen opdagelsesrejse efter min egen barndom på det du skriver, som gør det så levende, men er det ikke præcis det, historier og beretninger skal gøre, at få andre til at tænke over deres egen situation og gøre dem følsommere overfor situationen?! Det gør du i hvert fald.
Jeg har ikke følt frustration overfor selve skrivningen, men det jeg skriver om. Jeg har skrevet ret meget, især i de sidste par uger. Det meste af det skriver jeg til mig selv, uden at nogen skal få det at se. Det kan bare være sjovt at læse det efter nogle måneder eller år, især når jeg har skrevet om planer for at ændre på min situation, så kan jeg kontrollere hvad der blev til virkelighed og hvad jeg gjorde anderledes og derpå reflektere over, hvorfor jeg gjorde det jeg gjorde. Sådan set skriver jeg for at få et billede af mig selv, og nogle gange for at drømme om gamle tider.
Så længe man kan lide at skrive kan det også betale sig at gøre det. Jeg synes at det slet ikke handler om at være god til det, for det bliver det af sig selv, fordi det er autentisk. Jeg tror at enhver kan skrive. Det handler bare om at fortolke det bagefter, for det er noget jeg også kan lige ved at læse mine egne tekster: At fortolke. Det er som drømmetolkning: Man lærer meget om sig selv, også det som ikke er tilgængeligt for vores bevidsthed.
Det er i hvert fald dejligt at høre at du også kan lide at skrive. Hvornår startede du med at skrive? Og er der flere her, der kan lide at skrive og måske skriver regelmæssigt, f.eks. dagbog?
Mange hilsner
Jan

Jeg begyndte at skrive for 25 år siden.

Jeg har en følelse af at bedre at kunne forklare mig på skrift i stedet for tale. Jeg har en følelse af at andre ikke forstår, hvad jeg siger inderst inde. Dit essay forklarer det meget godt.

Jeg vil så sige i samme åndedrag at jeg igennem dette forum og andre kontakter (som også har børn med særlige forudsætninger) føler mig forstået.
Mange kan ikke følge min hurtighed og tankegang, da jeg er lang fremme tankemæssigt. Det er ikke altid jeg får fortalt forhistorien til noget jeg vil fortælle. Nogle ting føler jeg ikke er nødvendigt at fortælle, da det er logisk i mit hoved, jeg skal bare huske at det ikke er i andres hoved.
Samtidig tænker jeg så hurtigt at jeg nemt hopper over i et andet emne, så andre ikke kan følge med.
Jeg snakker som sagt med andre forældre til børn med særlige forudsætninger og de hopper lige så meget som mig, så det er bare en super oplevelse. Sjovt nok synes de andre forældre det samme.

Det var vist lige et sidespring. Sådan er det jo når tankerne altid løber!!!

Hej Bente.

Det kender jeg
Jeg havde engang en ven, som jeg på samme måde kunne tale med, som du med de andre forældre med bmsf. Han har bare forandret sig meget, det var meget hårdt. Jeg har det i sidste tid at jeg glemmer ord når jeg skriver, også her. Jeg skal altid læse kontrol for at være sikker på at det jeg skriver er sammenhængende. Nogle gange bliver jeg så ophidset af at skrive, at jeg har svært ved at ramme knapperne. Det sker nu ikke så ofte, men når jeg vil fortælle noget meget hurtigt og gerne detaljeret, så begynder jeg at ryste. Så er hænderne og munden (hvis det er mundtligt) deværre for langsaomt for alle de ord og tanker. Det skal jeg passe lidt på med i min mundtlige prøve, for de bilag jeg får indeholder så mange informationer og forbindelser, at de 20 min. ikke engang tilnærmelsesvis er nok til at fortælle alt.
Mange hilsner
Jan

Hej allesammen.
Nyt fra mig. Jeg så i nat, at der var sat link op til nogle film om talentudvikling. Det var meget interessant at se dem, særligt første film om Wiliam og filmen om ATU (akademi for talentfulde unge). Sidstnævnte film var så spændende fordi jeg selv lige har været til 3. del at et dannelsesprojekt i 4 uger. Det var bare rart at se hvordan de færdedes der, det lignede meget det vi gjorde. Man lever sammen og lærer sammen og er bare på en bølgelængde med hinanden. Jeg tror vi fik ikke helt så megen chance for selv at debattere alt for meget, da vi havde det meget travelt med at forberede vores præsentationer (det var et dannelsesprojekt hvor vi blev uddannet til at kunne guide gennem muséer i Weimar, gennem Goethe og Schiller's bolig og gennem slottet. Der skulle vi til sidst holde et oplæg i 30 min.), men alment var det samme måde at diskutere på. Jeg har nu håb om, at møde andre på studiet der også kan lide at debatere. Chancen er nok ret høj.
Filmen med William mindede mig lidt om mig. Der var så mange ting som jeg selv også har oplevet. Forskellen er sikkert at jeg ikke har haft problemer i skolen og ikke så store problemer med mine kamerater OG jeg fik aldrig lov til at få et kemi-eksperiment-set! ;-) Øv!
Jeg tror at det er svært at forstå hvor problemet ligger, når man kun ser filmene og ikke har haft oplevelser med emnet. Når man ser filmene kunne man endda tro, at der da slet ikke er noget problem, for børnene der vises der har det da godt nu. Det blev fremhævet at der har været problemer og at der er mange unge højt begavede, der ikke bliver udfordret tilstrækkeligt, men der blev ikke vist nogen af dem. Synes i, da i så filmen (debatfilmen) at det var et problem, at der ikke blev vist eksempler, hvor det ikke gik så godt som hos f.eks. William?
Jeg var overrasket hvor god de viste skoler var til at opfange børnene i deres evner. Det var noget jeg ikke kendte til. Når man ser sig om på andre internationale sider, så er man nok langtfra ene om problemet. Det jeg spurgte mig var, hvordan problemet alment kan løses. Der blev sagt, at folkeskolelærere skal blive bedre til at spotte bmsf og muligvis skal differentiere deres opgaver mere. Spørgsmålet er om det kan klares. Jeg ved ikke hvordan det er i folkeskolerne, men i de skoler som jeg kender her i Tyskland er lærerne ofte håbløst overarbejdet, ofte tæt på en burn-out. Det passer godt nok langt fra på alle, men der er tendens til at dem, der gør noget ud af deres arbejde har problemer med at tage sig af enkelte pga. for store klasser. Filmene har jo vist eksempler på, hvordan det kan gøres bedre, men har alle folkeskoler kapaciteten til at give enkelttimer til børn med specielle forudsætninger?
Mange hilsner
Jan

din indlæg giver stof til eftertanke. super dejligt at du skriver

Tak :-)

Jeg har nu set filmen om William tre gange. Ole Kyed sagde noget, hvor jeg resignerede lidt: "De [bmfs] skal ikke være specielle børn, men...anderledes børn!"
Meningen er nok, at de ikke skal behandles specielt, måske med konotationen "sær" men bare andereledes. Men dette "bare anderledes" tror jeg er meget svært at håndtere, hvis kun enkelte får gavn af en differentiering, og differentieringen ikke starter med skolestarten. Dvs. hvis man vil undervise børnene anderledes, så bliver de også opfattet som anderledes, men her er det muligvis igen janteloven der slår igennem. Når enkelte får en særbehandling, så er der fare for, som Hans Henrik Knoop siger, at der opstår en form for elitære kredse, som måske ikke længere har faglige problemer, men ikke er accepteret af kammeraterne, fordi de føler, at der er nogle, der godt nok går i samme klasse, men fagligt slet ikke er del af klassen. Det er sikkert et spørgsmål om, hvordan man prøver at accelerere, eller måske slet ikke accelererer, men uddyber emner. Det vil i begyndelsen af skolegangen ikke være et problem, men senere hen tror jeg, at det kunne blive vanskeligt. Differentiering er en god idé, men den skulle så allerede følge eleverne siden skolestarten, fordi det så er nemmere, at give eleverne en fornemmelse af, at de alle behandles anderledes og ikke lidt efter lidt skilles ad. Så kunne det muligvis fungere. Det bliver så bare et ressource-problem.
Det er ønskværdigt, at kunne tage højde for alle, men det vil nok vare meget længe før man kan opnå kravene.
Endnu et problem bliver så karakterene: Hvordan skal man objektivt bedømme børn, der undervises så forskelligt, og undervist i deres eget tempo. Skal der så skrives individuelle prøver? Kan man så endnu opretholde et vist niveau for objektivitet? Karakter-givning bliver så svært, tror jeg. Ville alle forældre være indforstået med, at den ene lærer mere end den anden? Hvordan reagerer forældre på situationen, når de konfronteres med, at deres barn undervises passende for sine evner, men lærer mindre end resten af klassen? Det centrale problem ville være at det skal accepteres, at vi er forskellige. Kan janteloven overvindes?
Mange hilsner
Jan

Du har virkelig fat i den lange ende, det vil sige du kan se hvad der kan ske.
Jeg tror at man allerede skal tage fat i dagplejen og vuggestuer og børnehaver. Min fornemmelse er at børnehaverne og dagplejen synes at alle børn skal være i den samme kasse, så er det nemmest at passe dem. Det er her der skal sættes ind, allerede her skal de voksne se hvad det er for børn de passer og gøre det helt naturligt at børn er forskellige og kan forskellige ting. Børnene skal roses for det de er og dem de er. På den måde vil det næsten komme ind med modermælken, jeg sagde næsten. )
Ang. karakterer har jeg aldrig brudt mig om dem. Jeg synes det er bedre at skrive en udtalelse til hvert enkelt fag om hver enkelt person. Dog er det et stort arbejde, men fortæller en bedre sandhed.
Janteloven er ikke juridisk og derfor tror jeg ikke den kan overvindes. DESVÆRRE!

Hej Bente og tak for rosen.
Jeg bryder mig heller ikke om karakter. Jeg har i mine sidste tre skoleår tildels slet ikke set mine karakter. Jeg tog imod min studiebog fra min tutor og har lagt det uset i min taske og først set på det da jeg næste gang skulle aflevere bogen og skulle underskrive. Det var lidt frustrerende og harmende at se, at jeg, uden at gøre noget specielt kunne opnå gode eller meget gode karakter. Det trak mere og mere i min motivation til at yde noget. Jeg kunne uden anstrengelse opnå alt det jeg ville, hvorfor skulle jeg gøre mere? Hvis jeg havde gjort mere havde det næsten ikke haft nogen effekt. Det var lidt frustrerende, især overfor de andre, fordi jeg syntes at det var syndt for dem, der virklig arbejdede hårdt for skolen.
Jeg tror det ville heller ikke være godt når man ville vudere arbejdsinsatsen og kun tage højde for den i karaktergivningen, men tildels synes jeg kunne det vægtes noget mere. Hvad er ellers målsætningen med karakter? At demotivere dem der enten arbejder hårdt og alligevel fejler gang på gang og dem, der, som jeg selv, ikke gør så meget og alligevel opnår gode karakter? Skal karakter virklig være en hitliste, hvem der er bedst? Og så er der endnu NCerne hos uddannelsesinstitutionerne, som skal sortere ansøgerne efter en karakter der tildels er så vilkårligt som de forskellige lærer der giver dem. Den ene skole er lidt mere hårdt i deres bedømmelse, fordi de har højere krav til deres elever (som kan være meget godt for det, eleverne reelt lærer, men så har de en ulempe i forhold til elever fra skoler, som ikke har så høje krav), og så er der som sagt skoler der ikke tager det så højtidligt. En skam for de elever, der kommer fra en skole af første type.
Vi fik i første og anden klasse endnu skriftlige vurderinger. Det er sjovt at læse dem idag, og jeg genkender mig, som person, meget bedre i dem, end i en side fyldt med tal. Men hvordan kunne ressourceproblemet, som det jo er, løses? Mindre klasser? Mere elever pr. elev. Men kan det rent praktisk financierers? Det blev sikkert allerede diskuteret og fundet ud af, at der ikke er pengemidler nok. For uddannelsen af dem, der skal forme vores fremtid skulle ideelt ikke noget være for dyrt, men praktisk går det selvfølgeligt ikke. Eller det går måske godt, for en generation, som så til gengæld bærer på en høj gæld. Heller ikke rimeligt. Hvordan får vi så ændringer?
Jeg tror at det allerede kan gøres, i det mindste i de første år af skolen. Der er der måske lidt mere tid til den enkelte, eller er der? Men også i de højere klasser må det være muligt, i hvert fald har jeg haft tildels en hel side kommentar under mine klausurer. Så skulle det da også være muligt at skrive en lille kommentar til karaktergivningen?!

Du har i hvert fald ret i, at forandringerne allerede skal tage fat i vuggestuerne og børnehaverne. Jeg tror som sagt ikke, at det er alt for svært at ændre på systemet fra børnenes side, men kan den gamle generation klare dette paradigme-skift? At vi ikke står i konkurrence med hinanden i skolen, men alle får lov at lære i vores egen hastighed og metode? At vi ER forskellige og at det er i orden? Jeg vover at tvivle, men måske begynder jeg engang at tro på mirakler...
Mange hilsner
Jan

Noget helt andet:

Jeg er nu næsten på vej til Danmark :-)
I dag fik jeg endelig besked om, at jeg har fået tildelt et værelse i et kollegie. Jeg håber nu at kunne flytte i slutningen af august, forhåbentlig den 22.-23. august, for ugen efter starter introduktions-arrangementerne på universitetet. Jeg glæder mig til det :-)
I kommer også til at høre lidt om det. Hist og her er der nok nogle interessante ting som jeg vil fortælle om. Pladsen i "Skolebørn"-afdelingen er nok ikke helt rigtigt mere, men på en måde er jeg jo stadigvæk et "skole"-"barn" (et stort barn) ;-)
Mange hilsner
Jan

Tik Tik, klokken slår og slå og tiden går og går...

Hej allesammen.
Så er Henrik og Luise tilbage ;-) God fornøjelse med 2. del.
Mange hilsner
Jan




Det var Luises gruppe i første omgang. De fremlagde deres arbejde om kulminerne i ”Black County” og befolkningen der. Luise som gruppeleder var god til at moderere de enkelte dele af opgaven og få gruppen til at strukturere det, de havde fundet ud af. Læreren var meget tilfreds med deres arbejde da Luise havde sammenfattet gruppens resultater. ”Det kan vi bedre!” tænkte Henrik, da det var hans tur til at præsentere. Hans gruppe skulle se på den historiske udvikling af ”Black County”. Henrik begyndte at fortælle om det, de skulle finde ud af. De havde i gruppen ikke aftalt, hvem der skulle fortælle om hvad, så Henrik fremlagde bare alt det han vidste, indtil læreren stoppede ham og spurgte om de ikke havde tænkt sig at skulle sige noget allesammen. Henrik blev flov og overdrog bare Camilla opgaven at fortsætte. Hun stirrede meget forvirret på ham og så ud som om hun midt om dagen havde set et spøgelse. ”Eh, yeah, ok...I don't know.” Hun så fortvivlet fra lærenen til Henrik og så igen til klassen. Hun begyndte at gentage dele af det som Henrik havde sagt. Henrik fik panik og takkede hende for redegørelsen og bad Anders om at fortsætte med at fortælle om arbejderklassen. Anders så overrasket på Henrik da han hørte sit navn men kunne i det mindste fortælle lidt om arbejderklassen rundt om minerne og deres strejk. Da Anders havde afsluttet sit kortfordrag så han på Henrik, som ikke vidste hvad de ellers kunne sige mere. Læreren takkede dem for oplægget og sendte dem tilbage på deres pladser. Henrik gik nedslået til sin plads og sagde ikke mere i den time. Hvor havde det været et dårligt foredrag, men var det hans skyld? De andre havde jo ligeledes kunne have taget initiativet da han talte for længe. Camilla kunne da have været bedre forberedt! Han havde sin blyant i hånden og drejede den mellem fingrene. Han ville lave et bedre foredrag end Luise, men det var det i hvert fald ikke. I frikvarteret turde han ikke se de andre fra gruppen i øjnene. Han skyndte sig at komme ud på gangen og flygtede til toilettet. Han låste sig inde og satte sig på låget. Sikke en blamage! Han havde lyst til at slå mod noget, løbe væk, men han var jo ikke et barn mere. Han kunne heller ikke forstår hvorfor han nu blev så aggressiv, det havde han ellers ikke været. Han blev endnu mere sur af den grund. Han tog en dyb indånding og rejste sig. Puha, hvor det lugtede her. Enten havde en sutti smidt en stinkbombe herind, eller nogen havde ordentlig pruttet. Henrik gik derfor hurtigt ud igen og slændrede lidt gennem kantinen, da Constantin og Jesper indhentede ham. ”Der var du hurtigt væk!”, sagde Constantin. ”Ja, jeg skulle på WC”, løj Henrik, ”men pas på, det lugter dernede.” ”For fanden, har disse små bæster igen smidt rundt med noget igen?”, udbrød Jesper, ”Skulle vi ikke give dem buksevand?” De lo sammen og Henrik var lidt mere afslappet da de kom op i klassen igen og havde lagt planer om, hvordan man bedst kunne give de små buksevand eller direkte dygge dem ned i WCerne med hovedet, som Jesper havde foreslået. Dansktimen blev lidt bedre end engelsktimen før, men Henrik var lidt mere stille end selvvanlig. Så var der spisefrikvarteret. Jesper foreslog allerde at tage den første sutti de så til at give ham buksevand. Henrik afslog. Han var ikke sikker på om Jesper var klar over at deres planer kun havde været for sjov, altså ikke mere end planer. De gik ned i kantinen igen som de gjorde hver gang. Den var godt fyldt op med elever. Henrik satte sig til et af de sidste frie borde. Lige da han havde sat sig og Constantin og Jesper satte sig ved siden af ham lagde han mærke til at han havde glemt sin drikkeflaske. ”Folkens, jeg skal lige op og hente min flaske, jeg er der igen om lidt.” Han løb op ad trappen til deres klasselokale. To piger kom ham i møde da han stormede ind i klassen. De nåede lige at lave plads, lod Henrik, som ellers var rendt ind i dem, komme forbi og gik så ud af døren. Så ar der kun Luise tilbage i lokalet. Hun sad stadigvæk på sin plads og læste i danskbogen. Henrik gik til sin plads og tog sin drikkeflaske. Han var lidt nervøs. ”Skal du ikke med i kantinen?” Luise så op fra bogen. ”Nej, tak.” Hun smilte til ham, og Henrik så ned igen. ”Har du lyst at foretage dig noget?” Henrik havde udtalt spørgsmålet før han blev klar over hvad han sagde. Luise mønstrede ham. Henrik følte sig utilpas og lidt varm. ”Ja, hvorfor ikke.” Henrik så op og prøvede at smile. ”Fint.” Hun så kort ned i bogen og spurgte så: ”Hvor skal vi så mødes?” - ”Kunne du komme til mig?” Hun overvejede kort. ”Ville det passe dig at komme til Hærvej-busstation?” Det var busstationen ved parken. Henrik havde været der ofte i sin barndom. Det var kun to stationer hjemmefra. Der havde han leget med andre børn om sommeren og bygget snemænd eller huler om vinteren. ”Ja, det er i orden.” - ”Hvornår?” - ”Hvad med klokken fire?” - ”Det er ok.” - ”Fint.” Henrik tog sin flaske igen og forlod hurtigt klassen. Han småløb til kantinen, men tog en kort omvej over skolegården. Han sved lidt og var lidt nervøs. Hvad i al verden havde fået ham til at spørge sådan noget dumt?
Da han kom tilbage til kantinen var frikvarteret næsten gået og han nåede lige at spise sin madpakke. ”Hvor har du været så længe?” ville Constantin vide. Du har da ikke brugt al den tid til at hente den der flaske. Han pegede på Henrik's drikkeflaske. ”Nå, æh, nej, jeg var på WC.” - ”Har du blærebetændelse, eller hvad? Du har da været på WC i sidste frikvarter!” Henrik prøvede at skifte emne: ”Sku' har jeg da ej. Har suttierne gjordt noget spændende?” - ”Nej, men de skal alligevel have buksevand”, sagde Jesper. ”Du kan jo prøve det”, spottede Henrik, ”hvis du tør!” - ”Det kan du tro jeg gør! Skal jeg demonstrere?” Constantin og Henrik lo. ”Det er i orden, vi tror på det, det er bare spild af tid.” besvigtede Henrik ham.
Fysiktimerne gik med nogle forsøg, som de havde forberedt i sidste time. Da de havde pakket deres ting sammen forlod de rummet og gik hjem. De fulgtes hjem.
”Hej Henrik-skat,” bød hans mor ham velkommen, ”vi skal til morfar i dag, han har fødelsdag. Kunne du altså skynde dig med lektierne?” Henrik stivnede. Det havde han glemt! ”Jamen...det går ikke.” Han søgte fortvivlet efter en løsning.

Hej.
Jeg keder mig lige for tiden, da alle mine ting allerede ligger i kartoner og er klar til at tage på tur. Mine elskede bøger :-) Så jeg bruger tiden på at skrive en hel del, blandt andet Henrik og Luise-historien. Derfor kommer her alleredere 3. del. Men jeg frygter at jeg ikke fortsætter i det tempo. Men det skal jeg se i morgen, om jeg igen får lyst til at skrive videre. Indtil da: God fornøjelse.
Mange hilsner
Jan




”Kunne jeg ikke blive hjemme?” Hans mor så forundret på ham. ”Det må du selv om, du er stor nok, men jeg tror morfar ville glæde sig meget hvis du ville komme med.” - ”Ja, det ved jeg, men jeg skal lave en masse lektier, det kan jeg ellers ikke nå”, løj Henrik. Hans mor så nogle sekunder på ham, hvor Henrik havde svært ved at holde øjenkontakten. ”Det må du så vist”, sagde hun opgivende og forlod køkkenet. Henrik spiste hurtig sin havregryn og tog så sine ting op af tasken. ”Kunne du ikke tage dem med?” blev hans mor ved. ”Moor! Det larmer der og jeg kan ikke koncentrere mig der. Det er i øvrigt også dumt når jeg kommer med og så bare sidder der og laver lektier!” - ”Ok, men så er vi gået.” Hans mor og lillesøsteren Ellen tog deres sko på og forlod så huset. Henrik så på uret, der hang ved siden af døren, til højre for ham. Det tikkede uinteresseret. Det var halv tre nu, nogen tid endnu til han skulle afsted. Han tog blyanten op og begyndte at lave de lektier som han virkelig skulle lave. De var færdige i løbet af ingentid. Uret sagde noget andet, den store viser havde doven skubbet sig frem til 3-tallet. Henrik vidste nu ikke helt hvad han skulle bruge den resterende tid på. Han gik i sit værelse og satte sig på sin seng. Nu, hvor han bare lå her og ventede var minutviseren på hans ur blevet mindst lige så doven som timeviseren, som nu tog sig en lur, for den bevægede sig ikke et stykke. ”Hvad mon Luise foretager sig nu?”, tænkte han. ”Hun læser nok stadigvæk i nogen af skolebøgerne.” Han smilede. Om hun også havde en bog med til deres møde? Hvad skulle de foretage sig? Henrik fik lidt panik. Skulle de bare går rundt, eller sætte sig et sted? Havde hun nogle forventninger om hvad de skulle gøre? Han kunne tage spillesamlingen og et tæppe med. Han tænkte kort over det og besluttede så at det nok var lidt barnligt. Det var nu kvart over 3. Bussen kørte kl. 15:38, så han ville gå til stoppestedet kl. 15:30. Hvorfor havde han overhovedet spurgt hende? Han havde da næsten ikke talt med hende før. Han tænkte ikke længere over det, i hvert fald prøvede han, men spørgsmålet snurrede rundt i hovedet, han gentog spørgsmålet igen og igen. Ordene tabte deres betydning, det blev bare til en meningsløs rytme i tankerne. Endeligt havde minutviseren nået 5-tallet og Henrik gik ned til entréen for at tage sine sko på. Derved kom han forbi spejlet, der viste det, det altid gjorde når han kom forbi. Han blev kort stående foran det og så på sig selv. Måske skulle han have taget en ny trøje på?! Han besluttede sig for ikke at gøre mere ved det. Det var nu lidt overdreven syntes han. Det var varmt udenfor, solen skinnede og nogle enkelte skyer puffede hen over himlen. Der var en hare, og der et hus. Det var helt entydigt hvad der var hvad, for haren var meget hurtigere. Den var snehvid mens huset var længere væk og mere grå. Haren løb forbi huset, efterfulgt af en krokodille. Bussen kom og to stationer senere var Henrik ved parken. Han satte sig på bænken ved siden af indgangen. Her ventede han på Luise. Henriks ur viste nu præcis på 4-tallet. Han blev lidt nervøs. En bus drejede om hjørnet og Henriks hjerte gjorde et lille hop. Bussen holdt og ud kom en ældre dame med stok og en ung fyr på ca. 25, skønnede Henrik. Luise var ikke med. Henrik ventede yderligere 5 minutter før den næste bus drejede om hjørnet. Denne gang var Luise med. Henrik prøvede at virke selvsikker da han gik hende i møde. Skulle han nu give hende hånden? ”Hej. Beklager, jeg er lidt sent på den. Nogen troede han kunne skændes med chaufføren.” - ”Det er i orden.” De så kort på hinanden. Luise tog initiativet, da Henrik ikke gjorde tegn på at tage en beslutning for mødets videre forløb. ”Skal vi gå i parken?” - ”Det var sådan jeg havde tænkt mig det, ja.” svarede Henrik, der ikke havde haft konkrete planer om, hvad de skulle gøre. Han gik hen mod indgangen. Parken var indgrænset af en lav mur, der hist og her havde små porte ud til gaden. Ved indgangen voksede forskellige blomster, der strålede glad i et fyrværk af farver. Ellers var parkanlægget rustikalt og naturligt med nogle høje nåletræer der ragede op i himlen, med deres spidse kroner og stod rundt om to små søer, der lå midt i anlægget. På grusvejen spadserede de to nu langsomt længere ind i parken til søerne. ”Det er dejligt her, synes du ikke?”, spurgte Luise og lagde hovedet i nakken, så op til himlen, lukkede øjnene og tog nogle dybe indåndinger. ”Ja, der er det,” svarede Henrik der satte farten lidt ned. ”Her har jeg leget meget i min barndom.” - ”Hvor bor du så?” - ”I havevejen. Det er to stationer herfra.” - ”Ok, lyder spændende” sagde Luise, ”Jeg havde også gerne leget i en park, men jeg måtte nøjes med at lege i børnehaven eller den gamle legeplads.” - ”Hvor har du så boet, før du flyttede her til byen?” - ”Jeg boede i Fredericia før. Min far arbejder som maskiningeniør og har nu fundet arbejde her. Det var lidt for langt til at køre herhen hver dag, så vi flyttede.” - ”Kan du lide at være her?” - ”Jeg savner selvfølgeligt lidt mine gamle venner, som jeg nogle gange ringer til. Vi mødes nogle gange om weekenden, det er jo heller ikke så langt. Men ellers er jeg ret tilfreds, ja.” - ”Det lyder da fint.” De så kort på hinanden og smilede. De var nu midt imellem de to søer i skyggen af nogle lærketræer og rødgranner. ”Skal vi sætte os”, spurgte Henrik og lavede et vift med hånden til en parkbænk. Luise så på ham og så sig så omkring. ”Her? Jeg ville foreslå vi går derhen,” hun pegede på græsplænen ved søkanten, hvor skyggen og solskinnet mødtes, ”og sætter os i græsset.” - ”Det går jeg med til.”
De gik videre til græsplænen og satte sig ved søkanten. ”Tak at du gider at tage mig med ud i parken.” sagde Luise, efter at de havde set lidt på en andefamilie der tog et bad på den lille sø. Henrik så på hende. ”Det behøver du da ikke takke for!” Hun smilte. ”Jo, jeg synes det er sødt af dig.” Henrik vidste ikke hvad han skulle svare på det. Han så ud på søen hvor en ælling prøvede at tvinge en sørose til at flytte sig ved at nappe til den. ”Har du altid været så god i skolen?” spurgte Henrik. Han hørte hvordan Luise tog en dyb indånding før hun svarede. ”Synes du at jeg er god i skolen?” - Henrik så forundret på hende. ”Ok, det er svar nok,” lo hun. ”Ja, jeg tror nok at jeg for det meste har været så god. Skolen har altid været en god måde at komme af med problemerne hjemme. Hvis min mor og min far igen skændtes tog jeg bare en eller anden bog frem og begyndte at læse, eller prøvede det i hvert fald. Eller lavede lektier.” Hun så ned på sine fingre, der holdt på et strå og drejede det, så det hvirvlede omkring. ”Hvorfor skændtes de?” - ”På grund af min mors arbejdsløshed og”, Luise så ud over søen og så ned på sine fingre igen, ”på grund af mig.” - ”På grund af dig?” Henrik lød forskrækket og så på Luise. ”Hvorfor det?” - ”Mine mor mente, at jeg ikke skulle gøre som om jeg var klog, og i stedet for at læse i bøger gå ud med de andre piger. Min far syntes at hun var selv skyld i det, når hun hele tiden selv var hjemme og ikke bestilte noget.” - ”Understøttede din far, at du læste?” - ”Jeg tror han var ligeglad. Det handlede ikke om hvad jeg gjorde, bare om hvad min mor gjorde.” - ”Har du så et godt forhold til din far?” - ”Ja, det er i orden, eller i grunden er det næsten ikke noget forhold. Jeg ser ham kun nogle få timer om ugen, ellers er han på arbejde eller sover.” En due gurrede oppe i en gran, mens vinden strøg gennem dens grene.

Hej allesammen.
Nu er jeg altså flyttet! Det er allerede 3 uger siden at jeg kom til København, men de første to uger har jeg boet på vandrehjem. Det har været en spændende, men ikke særlig afslappende tid (når den ene snorker, den anden pusler rundt når han skal på WC og en anden knirker med tænderne og sengen så endnu er lidt hårdt, får man ikke altid den bedste søvn). Men jeg har talt meget engelsk i den tid og det kunne jeg godt lide. De første to dage har jeg skrevet rapport om (planlagt havde jeg at skrive om de første 8 dage, men det stoppede jeg så med), den kan i læse længere nede.
Lidt kedeligt var det, at jeg ikke kunne tilmelde mig på folkeregistret, fordi jeg først kunne flytte ind i kollegiet d. 1. september og før havde fået at vide fra mit kollegie, at det sagtens kunne vare lidt længere, fordi værelset muligvis skulle males endnu. Så jeg boede først engang på vandrehjemme. Så kom den første dag på universitetet.
Dagen begyndte hos to af mine rus-vejledere, nogle ældre studerende der skulle tage sig af de nye studerende (kaldt for "rus"). Det var en fin start på studiet og fint til at lære de andre at kende. På universitetet fik vi så senere en del introduktion, blandt andet en intro-forelæsning i MatIntro (jeg læser jo matematik) og om eftermiddagen havde vi så navne-lege og grill og gøgl.
Den næste fag skulle vi, efter at have hørt lid om de fag som vi kunne vælge som sidefag, på rustur.
Den kan vist sammenfattes som: druk, leg og en masse madrester over det hele.
Jeg havde fra starten trukket mig tilbage til køkkenet, hvor jeg hjalp med at lave mad og vakse op, selv om jeg ikke havde køkkenpligt. Jeg kunne i det hele taget bedst lide at ryde op og ordne ting på rusturen. Jeg kan for det meste ikke bare side rundt og bare deltage i andres aktiviteter. Jeg tvang mig nogle gange til det, men det var ret stressende. Nogle gange er jeg lidt trist over at jeg føler mig så utilpas ved at foretage mig noget sammen med andre og har det sjovere ved at ryde op om morgenen når alle andre sover. Det var i hvert fald det jeg gjorde. Om torsdagen blev vi så, efter et natteløb, de enddar var tilmeldt hos beboerne, smidt ud af hytten fordi vi havde larmet for meget. Det var lidt synd for vores rusvejledere der så skulle organisere et nyt program, der ellers var blevet planlagt hele sommeren, men jeg syntes at det var godt organiseret og meget hyggeligt og afslappende at komme ud. Vi tog så tilbage til universitetet, hvor vi forberedede et teaterstykke, som vi var startet på dagen før. Efter at have spist i kantinen, med mad som vejlederne havde lavet, spillede vi teater. Det var hyggeligt at se stykket i det store auditorium. Bagefter kunne dem, der boede i byen så tage hjem og for dem der overhovedet ikke kunne komme hjem (som f.eks. mig) blev der låst et øvelseslokale op, hvor vi kunne overnatte. Det var en dejlig nat. For det første var der ikke så mange, og for det andet var det meget roligt og jeg havde en god liggeplads.
Næste dag mødtes vi så igen i kantinen og spiste morgenmad sammen. Efter at have været på et løb, hvor vi klarede forskellige opgaver, f.eks. krabbefodbold og sæberutsjebane forberedede vi os på den afsluttende fest. Det blev en dejlig fest. Det var festligt (sådan som fest skal være ;-) ) og meget hyggeligt. Den varede til næste morgen, hvor jeg så over weekenden kørte hjem, til mine bedsteforældres guldbryllup.
Ellers startede mandagen efter mit studie. Det fortæller jeg sener om, for nu starter forelæsningen.
Mange hilsner
Jan





Torsdag, d. 20.08.2009:
Dagen jeg havde ventet så længe. Min første dag jeg kom til mit nye hjem...
Jeg tog toget om eftermiddagen og kom så til København noget omkring 19 tiden. Efter at have ringet til en ven, der havde tilbudt at spørge om jeg kunne bo i hans kollegies gæsteværelser, gik jeg så til et hostel, for det blev desværre ikke til noget med kollegiet. Jeg kom så til at bo med nogle italiensk-talende i samme værelse (jeg havde valgt at bo i et fællesværelse, for at spare penge, for det er i forvejen ret dyrt, især fordi jeg ikke får SU til at financiere det hele.) Så jeg gik lidt ud i byen for at se på den nye by jeg var kommet til og skulle være mit hjem i mindst de næste 5 år. Jeg gik gennem Strøget og bagefter videre til mit kollegie, som jeg skal til at bo i. Det så ok ud udenfra. Da det begyndte at blive mørktgik jeg tilbage til hostlet og lagde mig til at sove.

Fredag, d. 21.08.2009:
Jeg var kommet til Købenavn så tidligt (mine intro-arrangementer skulle først til at starte på mandagen), for at få mit CPR-nr. og åbne en bankkonto og nogle andre organisatoriske ting. Jeg kom til Borgerservice en time for tidligt og gik først engang i byen for at spise noget. Jeg købte så en pølse indviklet i dej og en croissant. Dem spiste jeg på rådhuspladsen mens jeg så på folk der gik over den eller arbejdede der, for bl.a. at ryde den op. Da det var sent nok gik jeg igen til Borgerservice, desværre for at finde ud af at mine bekymringer havde været korrekte, at jeg først skal bo i byen for at kunne tilmelde mig, for selv om jeg har lejekontrakt fra den 1. september for et kollegie-værelse, var jeg indtil da turist.
Efter denne smadrende sikkerhed gik jeg gennem byens parker i retning af mit universitet. Det var en dejlig oplevelse at være i parken, især den botaniske have hvor jeg var i det tropiske drivhus. Efter at have nydt denne naturoplevelse gik jeg videre til institut-bygningen. Det var en lang vej. København er sku' stor... Jeg blev først engang nødt til at gå rundt om bygningen engang for at finde ud af at der kun er indgange på den ene side. Jeg gik så indenfor og så mig omkring, så på, hvor jeg skulle være næste mandag. Efter at have skrevet en e-mail til mine forældre (som jeg desværre ikke kunne sende, fordi jeg ikke havde tilgang til nettet) gik jeg igen hjem til mit hostel. Det var en lang vej igen, så jeg havde lidt ondt i føderne da jeg kom tilbage. Italierne var rejst og i stedet for var to Chris'er fra Alaska ankommet. Dem talte jeg med i nogen tid. Det var lidt underligt. Jeg kom i den første tid af mit ophold i København til at tale mere engelsk end dansk. Jeg havde i det hele taget været lidt nervøs pga. alt det med sproget, og var det også endnu, eller særligt til det tidspunkt. Fra at tale tysk i dagligdagen skulle jeg nu til at tale dansk i hverdagen. Hvordan ville mine nye kammerater (og i det hele taget alle dem jeg skulle komme til at møde) reagere på min anderledes accent (som jeg senerehen ville opdage bliver det opfattet som norsk accent, måske fordi de fleste ikke ved at der findes et dansk mindretal i Tyskland). Så nu skulle jeg først engang afprøve mit engelsk. Det var meget spændende og enormt lærerigt.
Efter en kort pause i hostlet gik jeg igen gennem byen og gik til sidst i et supermarked for at købe noget til min aftensmad, da jeg syntes at det nu var lidt for dyrt hver dag at spise noget færdigt. Jeg købte så gulerøder, brød, ost og kamerjunker og, for overhovedet at kunne bruge det altsammen også en brødkniv og plasttallerkner. Jeg gik så rundt gennem byen med indkøbsposen for at finde et roligt sted hvor jeg kunne spise min mad (for jeg vidste at man ikke måtte spise på værelserne på hostlet). Jeg fandt, lidt uventet, et smukt sted direkte ved kanalen med bænke og borde, hvor jeg satte mig for at spise. Det var dejligt, for ud over nogle joggere og cyklister det nogle gange kom forbi, var der ingen mennesker. Jeg havde fundet en oase af ro midt i storbyen! Der tilbragte jeg så resten af dagen. I det hele taget kom jeg i de første dage til at opdage hvad det betyder, ikke at have et eget værelse, hvor man kan være for sig selv. Det trak lidt i mit humør og min opstemthed overfor mit nye liv. Jeg havde dagen før også fundet ud af ved en samtale med en fra mit kollegie, at det kunne vare noget længere før jeg kunne komme ind i mit værelse, hvis der skulle være nødvendighed for at istandsætte det. Det betød og betyder for mig lige for tiden, at jeg indtil videre kan være hjemmeløs de næste to uger fra nu af. Jeg håber at det ikke sker og jeg kan komme ind i værelset i løbet af min første studieuge.

Så har jeg fri (det er dejligt korte dage på universitetet og derudover frivillige :-D )
Så jeg læser som sagt matematik med sidefag fysik.
Mine første to uger (og den dag i dag) har været lidt kedelige. Vi arbejder med ting vi kender fra gymnasiet som vi så uddyber, men for det meste kender jeg disse uddybninger allerede fra det jeg selv har lært mig. Jeg er så også begyndt med at blive hjemme, når jeg har forstået det som forelæsningen ifølge ugeplanen handler om. Det virker ellers lidt for trivielt indtil nu. Jeg håber og går ud fra at det bliver sværere hen ad studiet, men lige for tiden er det som i skolen: Man skal løse opgaver som bare virker alt for trivielle, man skal lave opgaver som man bare synes er spild af tid, som i skolen.
Jeg har nu afsat ekstra tid til mit selvstudie i medicin. Derved er det en stor fordel at fagbiblioteket ved siden af universitetet er et fagbibliotek for naturvidenskab og medicin.
I det hele taget kan jeg godt lide at være i København. Man kan til næsten enhver tid går ud og handle, hvis man lige skulle mangle noget, så varer det kun nogle minutter med cykel indtil man er på universitetet eller for den sags skyld på biblioteket.
Og så er der en hel masse arrangementer som man gå til, der er bare liv hele tiden.
Nu har jeg boet på kollegiet i lidt mere end en uge og nu føles det også som et hjem. Lige for tiden virker det bare altsammen. Jeg gløder mig til de kommende år.
Mange hilsner
Jan

Opdatering.
Hej allesammen.
Så er jeg næsten ved at være færdig med blok 2 (vi har blokstruktur på matematik, dvs. vi har 9 uger per blok, 4 per år). Næste uge er der eksamen. Jeg har tre fag som jeg skal gå op i, da jeg har valgt at læse over normeringen, et fag mere end normalt. Det er meget spændende fordi jeg har vovet mig ud i noget som ikke var tænkt til mig, et kurs der hedder Analyse 2 (jeg har Analyse 0 og 1 på de kommende to blokke). Det var meget hårdt og meget frustrerende det meste af tiden men også en dejlig udfordring og glæder mig til at have det overstået på tirsdag (enten ved at bestå eller at skulle tage kurset om igen (ville være meget ærgerligt)).
Ellers har jeg stadig problemer med at finde venner. Jeg går helt amok i mine lektier og opgaver og har stadig en indre trang til at holde andre på distance, selv om jeg egentlig vil komme tættere på de andre. Det er især trist da jeg lige kunne trænge til at have lidt støtte.
Ellers var de andre to kurser, de obligatoriske, ret lette og dem bekymrer jeg mig ikke om. Jeg glæder mig lidt til fysik-projektet i næste blok.
Ellers er der vist ikke så meget at fortælle. Hvis i har spørgsmål er i velkommen.
Hilsner
Jan