Hallehøj - her kommer jeg :)

Hej alle

Jeg hedder Marianne. Jeg er gift med Poul og sammen har vi pige på 12, dreng på knap 5 og pige på knap 3.
Efter en laaaang men fantastisk snak med Bente (TAK BENTE!!!) kunne jeg godt se at jeg vist skal til at bruge noget tid her på forum og i disse kredse.

Det var egentlig vores dreng der var årsagen til at jeg tog kontakt til Bente, men efter en snak med hende om vores store datter har jeg indset at det med børn med særlige forudsætninger måske er mere vidtrækkende end lige til vores dreng

Min mand og jeg har det sidste års tid ofte kigget på hinanden og sagt noget ala: ”drengen er jo små-autistisk” eller ”gad vide om det er OCD?” Men han passer bare slet ikke ind i nogen af de kasser… Tilgengæld faldt jeg over noget af det Bente har skrevet om Patrick på hjemmesiden, og det kunne lige så godt være skrevet om vores dreng.

Vores dreng har vi altid for sjov kaldt vores mandagsbarn (ikke når han hører på det naturligvis)… Han har i sit korte liv besøgt flere speciallæger end jeg har i mit 34 år lange liv. Han er lidt af et skravl, fik fjernet mandler og polypper som 3-årig, 3-dagesfeber kunne han da ikke overstå på mindre end 5-6 dage, og efter et besøg hos hudlægen kunne vi erfare at et infektionsfremkaldt eksem som iflg. lærebøgerne burde vare max 3 uger skulle han så have fornøjelsen af i næsten 6 uger. 3 år gammel begyndte han at skele og et besøg hos øjenlægen viste at drengen var ganske nærsynet oveni…. Ja… jeg kunne blive ved… men alt i alt har jeg godt nok snart følt at vi har rendt til læge konstant, mens storesøster besøgte lægen for første gang i 7 år, da hun skulle have sine 12-års vaccinationer…
Og ja… det gør det nok ikke lettere at skulle gennem en evt. udredning hos PPR…

Det bliver en lang og sej tid vi går i møde, men jeg er sikker på, at der for enden af tunnelen venter et glad og velfungerende barn som bare havde og har brug for at blive udfordret på en helt anden måde end så mange andre 4-5 års børn.

Man keder sig sjældent i vores drengs selskab. Han er altid god for en godt grin, og et lille eksempel på hans forunderlige men meget sjove verden er en lille episode fra forleden:
Han kommer gående med sine solbriller i hånden og bøjer og strækker den ene stang mens han med et smil på læben siger:
”Jeg lurer på, om der mon er mus i de her solbriller, eller om det bare er noget inden i dem der siger denne her pibelyd”

DET er bare Vores dreng i en nøddeskal… og hold da op hvor er han en dejlig, fantastisk og vidunderlig … nå ja og helt særlig ”lille” dreng <3

Velkommen til forum og jeg håber du får meget mere viden igennem dette forum.

Det er altid velkommen med viden fra dig også, for vi sidder alle inde med viden fra vores egne børn og familie.

Det er en dejlig snak vi fik i aftes. Knus

m

Tak skal I have

Velkommen til. Er meget spændt på at høre din historie.

Jeg har ikke selv haft skrevet en velkomsthilsen på mig og min familie, men det er fordi jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg hørte til her eller ej.

Men jeg har dog skrevet en del nogle indlæg rundt omkring.

Jeg har en søn på 11 år (om 16 dage) og en datter på 6 år. Kun sønnike er testet hos Ole Kyed til at være velbegavet. Om et par år får vi nok testet datteren, som er særlig sensitiv.

Men som sagt, jeg glæder mig til at høre mere om dine børn.

Jamen jeg vil da gerne fortælle lidt mere om mine børn, og her er vel lige så godt som andre tråde

Min søn - M (4 år) har egentlig været en ganske almindelig baby - faktisk lidt sen til både at kravle og gå, men fremad kom han dog trods alt. Sprogligt var han ikke som sådan tidligt ude altså lige bortset fra at han udviklede et enormt ordforråd i løbet af ganske kort tid da han først begyndte at tale.
Sammenlignet med nogle af de ting jeg har læst om børn med særlige forudsætninger er han næsten sløv og egentlig var der ikke noget sådan virkelig bemærkelsesværdigt før han nærmede sig de 3 år, hvor han begyndte at vise visse finurligheder. Han viste bl.a. tegn på veludviklet humor og lirrede dagligt adskillige morsomme bemærkninger og eftertænksomme kommentarer af dagligt.
F.eks. oplevede vi da han var 2 år og 8 mdr at han faldt og slog sig og græd som om verden var ved at gå under. Jeg sagde så til ham at nu kunne han da godt stoppe med at græde til hvilket han svarede: "jeg skal lige græde lidt mere". Dette oplevede både vi og vuggestuen flere gange.
En dag besluttede han sig for at udvikle det en smule og da han midt i Jem og Fix får et hysterisk anfald og bliver bedt om at stoppe med at græde, svarer han med "standardkommentaren" Far svarer igen med besked om at han kan græde færdig når han kom hjem. "ok" svarer knægten, og da vi 15-20 min senere kommer hjem går han uden opfordring direkte ind på sit værelse, lukker døren, græder i 15 sek og kommer ud og meddeler at nu er han færdig.

Kort efter sin 3 års fødselsdag meddeler han at han vil lave en perleplade til sin onkel (storesøster er igang, men det er den første perleplade han har lavet) Han bliver udstyret med en spand Hama perler og en stor rund plade, og ud af projektet kommer en fin perleplade i sirligt system hvor hver ring har sin farve. M laver stadig perleplader i stor stil, og de er aldrig vilkårlige - der er ALTID system i dem. Løber han tør for en farve han har forestillet sig at han skal bruge er hele pladen ødelagt - han kan ikke bare vælge en anden farve.

Da M er 3 år og 3 mdr viser han tydelige tegn på efterrationalisering.
F.eks.: Han har stillet en scooter på badeværelset og jeg kommer ud for at skifte en ble. Jeg slår min fod ind i scooteren og slipper en lille ed. M spørger mig hvad der er galt og jeg svarer at jeg har slået tåen på scooteren. Han svarer tilbage med en monsterlang sætning som står printet i min hjerne den dag i dag fordi jeg bare blev så imponeret... Han siger:
Undskyld mor, at jeg lod min scooter ligge der så du slog dig på den. Jeg skal huske en anden gang ikke at stille den et sted hvor du træder på den.
Han siger også hvis noget går galt: "nå det skulle jeg vist ikke have gjort"

Fra 3-årsalderen viser M tegn på et behov for at sætte ting i system. Samtidig er han socialt meget umoden og har store problemer med at forholde sig til særligt jævnaldrende - han forsøger som oftest at kommunikere med dem gennem voksne.
Det er der moren begynder at blive en smule bekymret og begynder at tænke "autist". Jeg tager det op med børnehaven som tydeligvis synes jeg er hysterisk selvom de da godt kan se at drengen ikke fungerer optimalt.
Efter langt tids hårdt arbejde bliver det bedre med det sociale, og han begynder at få venner i børnehaven.

Tilgengæld oplever vi at han bliver mere og mere uligevægtig hjemme, og vi får flere og flere konflikter med ham, fordi han slet ikke kan håndtere spontanitet. Hans liv er styret at systemer, og hvor andre børn tager en konflikt med mor om farven på dagens størmper, bare for at VINDE, så tager M konflikten fordi det rent faktisk har en betydning for ham hvilken farve strømperne har, og han bliver oprigtigt ked af det og/eller frustreret hvis han ikke får sin vilje.
ja... vi tænker stadig autisme eller måske OCD... men nej for hvor han af og til har problemer med børn, og i meget høj grad med fremmede steder og situationer, så har han tilgengæld ingen problemer med fremmede voksne, og han taler glad og gerne med "gud og hver mand" på gaden om sådan ca. alt, så "autismekassen" passer han jo tydeligvis ikke ind i... OCD... nah det er alligevel ikke vidtrækkende nok..... så en diagnose kan man ikke stemple ham med.
Både hjemme og i børnehaven oplever vi at M skal advares på forhånd hvis vi f.eks. skal "ud af huset", og vi oplever også at han nægter at gøre noget før han mener at han kan, og vi KAN ikke overbevise ham om at han er nødt til at acceptere at ting skal læres før man kan forvente at kunne dem...
Han kan godt lege med biler og bygge huler sammen med andre børn, men når han leger alene er det "konstruktionslege" som f.eks. at bygge med lego, klodser eller togbaner (han bygger dem bare - kører egentlig ikke ret meget med tog på dem). Lege med perler, lægge puslespil o.l.
Da han var 4½ kunne han stadig ikke holde på en blyant, for han nægtede at lade os lære ham det.
Da han endelig fik det lært gik der ikke en måned før han skrev sit eget navn.

Det er hårdt arbejde at løse konflikter konstant især når der er 2 børn mere med hver deres behov, som vi også skal tage hensyn til, og samtidig melder bekymringen ang. skolen sig. Der er nu 10 mdr til han skal starte i førskole SFO og hvis vi skal have udredt ham og arbejdet med hans sociale modenhed så han kan håndtere skolen, så er det da ved at være tiden. P.t. ville en lærer (især en som han dårligt kender) næppe slippe godt afsted med at bede ham om f.eks. at sætte sig ned og tegne en tegning af sit hus. Ikke fordi han ikke vil tegne, og ikke fordi han ikke kan sidde stille til det, men fordi han har meget svært ved at gøre ting som han ikke selv har fået ideen til.

Qua mine mange bekymringer og et enormt behov for at finde ud af HVORFOR min søn bare slet ikke hviler i sig selv, om det er noget vi gør galt, og ikke mindst hvad vi kan gøre for at hjælpe ham, endte jeg så til et tværfagligt møde med div. spec. pæd. sundhedsplejersker o.l. i går, og jeg kom nok om muligt endnu mere frustreret hjem fra mødet... De syntes vist jeg er lidt hys og tager sorgerne på forskud. Jeg erfarede godt nok at vi efter deres mening gør alt efter bogen, for alle deres guldkorn var præcis det som vi allerede gør... men det er jo en ringe trøst når vi netop gør det fagpersonerne foreslår, og drengen stadig ikke trives. Vores søn er helt normal - måske med en smule større behov for stabilitet og forudsigelighed end gennemsnittet, og så skulle jeg iøvrigt glæde mig over at min søn har så mange godt kompetancer.
Nogle venner havde henledt tanken på muligheden for at han kunne være et barn med særlige forudsætninger, men vi havde slået det lidt hen... Janteloven og alt det der..... Godt frusteret tog jeg dog alligevel -efter et besøg på hjemmesiden - i går kontakt til Bente som var sød at bruge størstedelen af sin aften på mig og min søn. Hun læste min beskrivelse af M og vi tog en lang snak...
Jeg har stadig den der.... hvad nu hvis man begynder at arbejde med det og indblande PPR og det så viser sig at drengen "bare" ER en helt normal dreng med lidt mere behov for stabilitet ot rutine end gennemsnittet.... hmmm...
På den anden side så føles det bare rigtigt, og det fedeste af alt er at jeg har fundet mennesker som kan nikke genkendende til de ting jeg fortæller, og som rent faktisk forstår hvad jeg prøver at sige, og hvorfor jeg er bekymret....

Og til slut en sjov lille historie fra i morges:
M har desværre en del uheld hvor han tisser i bukserne, og vi forsøger at løse problemerne med et belønningssystem. Her til morgen da han er ved at tage tøj på holder han pludselig hånden foran underbukserne og siger meget alvorligt til mig: "mor, jeg har tisset i bukserne" Jeg svarer alvorligt men naturligvis ikke vredt tilbage: "ej har du det?" Han kigger på mig med totalt stoneface og bryder pludselig ud i et stort grin og siger: "det var bare for sjov mor"... Det er tydeligt at han morer sig kosteligt over at han i den grad tog røven på sin mor, for jeg troede virkelig på ham

Uha det blev et langt og vist desværre meget rodet indlæg, men livet med M er til tider også en smule rodet
Håber ikke du er faldet i søvn undervejs

"Historien" om min ældste datter følger i morgen

Ja her kommer så endnu et moster-indlæg - I bliver nok trætte af mig inden længe Men så kan I selvfølgelig lade være med at læse mine indlæg

Vores ældste datter S (12 år) har aldrig givet grund til bekymringer eller skabt problemer. Hun er meget sensitiv og perfektionistisk, men det er jeg også selv, og selvom jeg godt nok scorede 116 (eller 117 - kan ikke helt huske det, og det er vel også uden betydning ) i Mensas IQ-test, så betragter jeg ikke mig selv som mere end normalt begavet, og jeg har egentlig altid set min sensitivitet og min perfektionisme som værende et produkt af en barndom med mobning fra 2. til 7. klasse.

Vi har aldrig tidligere tænkt tanken at S kunne være bmsf, og hendes udvikling har generelt været meget "normal". Dog talte hun rent som 1½-årig, men det har vi altid tillagt det faktum at hun var enebarn, så vi har haft god tid til at tale med hende og opmuntre hende til at lære at tale.
S svømmer på konkurrenceplan og svømning er hendes et og alt. Ikke kun sporten i sig selv betyder meget for hende, men det er også i svømmeklubben man finder hendes bedste veninder.
S er noget bagud modenhedsmæssigt, og hvor hendes jævnaldrende veninder begynder at vise pubertetstendenser og snakke om drenge og gå på shopping konstant, så passer Sarah faktisk bedre sammen med de lidt yngre piger. Til gengæld er hun så langt mere fornuftig, pligtopfyldende og styret af moral. Hun HADER uro i klassen, bryder sig ikke om sin klasselærer fordi hun er et rodehoved som glemmer alt og ikke kan styre især drengene i klassen.
Hun kommer ofte i konflikt med andre fordi hun tænker på andre før sig selv.
Bente spurgte i vores snak ind til S og fik mig til at overveje om S måske også lå over gennemsnittet. Jeg gik og tyggede lidt på den, og læste noget mere om især perfektionisme. Det Hilde har skrevet om perfektionisme her på forum under kendetegn kunne være skrevet om S.
I går spurgte jeg hende så om hun havde lyst til at tage Mensa’s IQ-test, og den var hun med på. Godt nok er den først fra 18 år, men hun lavede den på halv tid, og kom ud med et rigtig fint resultat. Og så er den test endda bygget på logik, som nok ikke er S’s stærkeste side.
Vi har imidlertid ikke planer om at sætte en frygtelig masse i værk i forhold til hende. Hun keder sig en smule i skolen – især i dansk, men det skaber ikke problemer for hende, og hvad hun ikke måtte få dækket af behov for udfordringer i skolen får hun i rigt mål i sin fritidsinteresse, så det bliver noget med en snak med skolen om lidt større udfordringer, og så skal der helt klart arbejdes med hendes perfektionisme, så hun får lært at bruge den mere positivt i stedet for at lade sig hæmme af den (viser sig især ved langsomt arbejdstempo, stort behov for anerkendelse og lidt for megen selvkritik).
Vi har overvejet om det kunne være en fordel at skabe kontakt til PPR gennem hende for at nå frem til M, fordi skolen bestemt godt er klar over at S har nogle ekstraordinære evner, hvorimod børnehaven jo mener at M er: jeg citerer: ”en ganske normal dreng, der har nogle områder, som skal have ekstra fokus bl.a. at han trives bedst ved at blive forberedt” og derfor ville det måske være lettere at introducere tanken om M’s forudsætninger hvis storesøster allerede var anerkendt som bmsf
Men…. Ved nærmere eftertanke er det måske ikke den rette måde at håndtere det på… Uha… det der med ”nærmere eftertanke” har jeg godt nok brugt meget de sidste dage, for jeg har tænkt så det knagede, læst og studeret, snakket og snakket og dannet mange ideer og løsningsforslag i mit lille hoved til hvordan vi bedst håndterer situationen.

Desværre er der dog stadig kaos på øverste etage, men nu kan vi da bruge sommeren på at arbejde med at styrke børnenes stærke sider og se om ikke vi får i hvert fald en mere velfungerende dreng ud af det, og så kan vi se efter ferien hvordan vi vil arbejde videre

m

Det bliver lige et kort svar fra mig, men det er også sent. Jeg skriver igen på et andet tidspunkt.

Men kunne der være noget særlig sensitivt inde over dine børn!?

Hilde skrev:

det med at den ene barn er giver ikke forståelse for at det andet barn også er ...

Ja det har du jo nok desværre ret i

Nette72 skrev:

Men kunne der være noget særlig sensitivt inde over dine børn!?

Jo Nette mine børn ER meget sensitive (i hvert fald de 2 af dem), men jeg skal nok have en uddybning før jeg helt forstår hvor du "vil hen"

KrazyCat skrev:

Hilde skrev:

det med at den ene barn er giver ikke forståelse for at det andet barn også er ...

Ja det har du jo nok desværre ret i

Nette72 skrev:

Men kunne der være noget særlig sensitivt inde over dine børn!?

Jo Nette mine børn ER meget sensitive (i hvert fald de 2 af dem), men jeg skal nok have en uddybning før jeg helt forstår hvor du "vil hen"

Jeg ville egentlig ikke noget særlig sted hen med det. Men mange gange er intelligente børn også særlige sensitive. Jeg lærte lige igår på et foredrag, at Sanseintegration, Særlige sensitive og højt begavede børn har mange sammenfald. Og ikke nok med det, så har de også nogle ens træk med ADHD, Asperger, Tourette, OCD, så et eller andet sted så forstår jeg til dels godt, hvis lærerne har svært ved at tolke børnene. Men personligt har jeg det sådan, at de bør gøre det deres uddannelse er til - undervise - og så lade det være op til fagfolk at "diagnotisere" dem. Og nu er SI, HSP (high sensitive person) og HBB (højt begavet børn) ikke diagnoser, men derimod personlighedstræk, og dem kan man altså ikke bare "ordne" gennem medicinering. Disse børn skal derimod mødes på de niveauer de ligger på, og ikke sættes i kasser de ikke hører til i. Jeg håber virkelig at lærerne snart vågner op.

Jeg har selv kæmpet en del kampe med min søn, og nu er det endelig lykkedes at komme igennem. Vi har dog ikke kæmpet ligeså mange år som andre herinde har. Men det kan være, at vi kommer op på det, når vi nu går i gang med datterens skoleforløb, det lover allerede nu ikke særlig godt. Men hun går også kun i bh. klasse, så det er stadig for tidligt endnu at sige, hvor det bærer hen.

Min datter er særlig sensitiv, og det mærkes tydeligt. Men det er moderen også.

Nette72 skrev:

Jeg ville egentlig ikke noget særlig sted hen med det. Men mange gange er intelligente børn også særlige sensitive. Jeg lærte lige igår på et foredrag, at Sanseintegration, Særlige sensitive og højt begavede børn har mange sammenfald. Og ikke nok med det, så har de også nogle ens træk med ADHD, Asperger, Tourette, OCD, så et eller andet sted så forstår jeg til dels godt, hvis lærerne har svært ved at tolke børnene. Men personligt har jeg det sådan, at de bør gøre det deres uddannelse er til - undervise - og så lade det være op til fagfolk at "diagnotisere" dem. Og nu er SI, HSP (high sensitive person) og HBB (højt begavet børn) ikke diagnoser, men derimod personlighedstræk, og dem kan man altså ikke bare "ordne" gennem medicinering. Disse børn skal derimod mødes på de niveauer de ligger på, og ikke sættes i kasser de ikke hører til i. Jeg håber virkelig at lærerne snart vågner op.

Jeg har selv kæmpet en del kampe med min søn, og nu er det endelig lykkedes at komme igennem. Vi har dog ikke kæmpet ligeså mange år som andre herinde har. Men det kan være, at vi kommer op på det, når vi nu går i gang med datterens skoleforløb, det lover allerede nu ikke særlig godt. Men hun går også kun i bh. klasse, så det er stadig for tidligt endnu at sige, hvor det bærer hen.

Min datter er særlig sensitiv, og det mærkes tydeligt. Men det er moderen også.

Ok så forstår jeg bedre
Mine unger har altså heller ikke deres sensitivitet fra fremmede, og det er da helt sikkert også derfor det er lykkedes for mine klassekammerater at mobbe mig gennem så mange år, selvom jeg var dem sprogligt langt overlegen og reelt set burde have kunnet tale mig ud af alle konflikterne med dem
Det er min største skræk at S's klassekammerater skal finde ud af hvor hendes virkeligt bløde punkt er (når nogen stiller spørgsmålstegn ved hendes evner til et eller andet). Som det er nu har hun kammeraternes respekt p.g.a. sine talenter i et svømmebassin, og sin status som klassens "kloge pige", men uha hvor kan det hurtigt forandre sig når der er (præ)teenagere indblandet... S er ganske enkelt blevet præpareret med at det er ok at blive ked af det og reagere, men hun må bare ALDRIG græde foran sine klassekammerater - jeg tror næsten det er blevet sådan en mantra for hende...

Vores yngste L (godt 2½ år) har tilgengæld slet ikke den sensitivitet de 2 andre har. Hun kører bare på uden at interessere sig det mindste for om nogen træder hende over tæerne. Der er fuld knald på konstant, munden står aldrig stille (hun har et fint ordforåd og taler stort set helt rent og har gjort det de sidste 5-6 mdr). Hun kaster sig ud i alle udfordringer uden tanke for konsekvenserne eller fortrydelse hvis noget mislykkes. Hun har meget temperament og er ekstremt selvstændig og er rigtigt i "trods- og jeg-kan-selv-alderen", men om hun er bmsf har jeg slet ingen fornemmelse af... hun virker bare som en helt normalt fungerende sund og rask 2½-årig som vil frem i verden

Meget af det du skriver, kan jeg også nikke genkendende til, men så igen, kan jeg virkelig være i tvivl om hvorvidt vi snakker højt begavet eller blot sensitive børn. Sensitive børn kan nemlig også være begavet ligesom ADHD og Aspergers børn kan være det.

Jeg blev også mobbet hele min skolegang, for mine kammerater fandt nemlig ud af, at de kunne få mig til at græde over stort set ingenting. En løftet hånd og jeg var skrækslagen. I de første 4 år løb jeg altid op og hentede min storebror, som kom rendende med hans spaghetti-arme. Sjovt syn det må have været, og gjorde det faktisk kun værre. Men jeg var jo sårbar og vidste ikke, hvad jeg kunne gøre ved det. Dengang hed det sig, at sladre man til læreren, så bliver det også bare ti gange værre, og i 5 klasse blev det da også til, at en af drengene så bare stod og ventede på mig når jeg gik fra skole. Jeg har i den grad mærket, hvad det vil sige at blive mobbet. Men egentlig klog har jeg nok aldrig været, ihvertfald ikke på det faglige. Jeg er god til retskrivning idag - når det altså ikke lige går for hurtig, så jeg garantere ikke for stavefejl herinde - og jeg er rigtig god til at tegne. Tegner som regel vores rum i huset, inden vi gør noget ved dem. Jeg var engang inde på Dansk Design skole for at høre om det og vise hvad jeg kunne, men fik af vide, at jeg tegner for teknisk. Så min drøm om at blive indretningsarkitekt blev aldrig til noget. Jeg kan bare godt lide at tegne. Men derudover oplever jeg ikke selv nogle tegn på begavelse ud fra de kendetegn man kan læse om.

Min søn har altid på et eller andet plan været en smule klog. Ikke at vi kunne se det i hans udvikling, for han har stort set fulgt normalen. Men da han var 1½ år gammel kunne han sidde ret koncentreret og tegne cirkler, og han holdt helt korrekt på blyanten. Og da han var 5 år kunne han ordret læse en bog, som vildt imponerede vores venner. Men jeg har selvfølgelig også læst den mange gange for ham, så måske har han bare en god hukommelse og husker ud fra billederne. Men sjovt var det at følge linierne i bogen, mens han "læste". I børnehaven var han en rigtig fjollet og irriterende dreng, og de mente heller ikke, at han var socialt klar til at møde skolelivet, mens han fagligt lå rigtig godt. Vi valgte dog alligevel at sende ham afsted, da vi har den holdning, hvorfor holde børn fra noget de reelt ikke kender, og man derfor ikke ved, hvordan de vil falde tilpas. Jeg er glad for valget, for efter 3 måneder fik vi af vide, at han havde indfriet alle deres forventninger og bare kunne det han skulle. Til første møde i 1. klasse fik vi af vide, at han lå på niveau med en på 10 år, og det var her, at jeg begyndte at tænke i højt begavet, og begyndte at læse om det på nettet.

Fra 1. klasse til 3. klasse gik vi fra det ene rosende møde efter det andet, det gik ham godt. Han havde 3-4 gode kammerater på tværs af klasserne og han elsker at gå i skole. Han har stort set ingen fravær. Vi fik dog allerede af vide i 1. klasse, at han sad og sagde lyde og rullede med hovedet, men det var jo ikke noget vi oplevede hjemme, så vi gjorde ikke noget ved det. I 3. klasse begyndte vi så at få problemer. Egentlig viste sønnen ikke tegn på noget, han var stadig glad for at gå i skole, og havde stort set ingen fravær, men vi fik problemer med læreren. Hun begyndte at være efter os med ting, som hun mente, der var galt. Hun kom denne gang med en diagnose - tourette, som hun havde fået fra skolepsykologen. Men vi var helt klar uenig. Og jeg begyndte så for alvor at søge viden på nettet om samtlige børnediagnoser, så jeg blev helt skør til sidst og ikke kunne finde hverken hovedet eller hale i dem. Jeg bad dem teste ham i en Wisc på skolen, og resultatet kom, at han lå højt på visuel organisation og lavt på sproglig forståelse. Han har aldrig rigtig været den som pralede af at indholde viden, hvilket også har givet mig grund til at tvivle på hvorvidt vi var ude i højt begavet eller ej. Jeg prøvede overfor læreren at nævne det, men hun slog bare en hånlig latter op og sagde, at det var han bestemt ikke. Jeg ville dog ikke give mig, og "forskede" videre i min fritid - og lidt af min arbejdstid. Jeg VILLE bare have nogle svar. Jeg stolede ikke helt på det læreren og skolepsykologen kom med. Jeg opdagde, at det var vigtig, at stille sig kritisk.

Jeg valgte efter jeg faldt over dette forum, at få ham testet hos Ole Kyed. Mange penge at give ud - når det viser sig, at man havde ret fra start - men alligevel godt givet ud. Han testede ham med en Raven og en chips test, hvor han havde 49 rigtig ud af 60 mulige. Han vurderede ham til at være velbegavet, og han mente, at den wisc test vi havde fået lavet ikke var helt korrekt. Han lå lavt på sproglig forståelse, her mente Ole, at den lå på normalen. Men vi gav vores viden videre til læreren mundtlig, da vi intet havde fået på skrift - kun vores egne notater. Til at starte med ville hun ikke godtage dem, men vi fik hende til sidst til at kontakte Ole selv, hvor hun fik en god snak, og det vendte ligesom billedet. Ole havde vurderet at sønnike underydede, men det var læreren ikke enig i. Vi havde ofte fået af vide, at han ikke var med mundtlig i timerne i nogle som helst fag - dog i matematik kunne han altid svare, når han blev spurgt. Men vi fik så læreren til at teste ham af med forskellige diktater på forskellige klassetrin, og det har virkelig givet pote. Han er mere med mundtlig, og han klare delvist også fint diktaterne. Ole vurdede ham til at ligge på 6. eller 7. klassetrin i matematik, men hans lærer vil ikke udfordre ham, så der har vi stadig lidt en kamp. Han kommer stort set altid hjem uden lektier, og når han så har f.eks. matematik for, så siger han, at de er så nemme, og han har også lavet dem på 2 minutter. Jeg vil rigtig gerne have ham udfordret i matematik, men læreren påstår, at hun ikke har tiden.

Nå, det blev en længere smøre, og egentlig har jeg også en del at skrive om datteren, men det gør jeg lige senere. Det jeg blot ville frem til er, at jeg godt kan følge dig, hvad angår det med om vi snakker om begavelse eller noget andet. Især min datter kan jeg have min tvivl om, da hun slet ikke viser nogle tegn på begavelse, hverken faglig eller socialt - måske dog det kreative, da hun godt kan lide at tegne og elsker musik og dans. Min søn er iøvrigt ligeså god til at tegne som mig, og har altid været det.

Det du skriver om din datter kan jeg også til dels nikke genkendende ved min datter. Hun er utrolig perfektionistisk og har en stor retfærdighedssans, sidstnævnte har begge mine børn, så det er ved at drive en til vanvid, men jeg har det også lidt selv. Men alt hvad hun rører ved skal bare lykkes i første hug ellers ryger hun op i det røde felt - deraf min mistanke om sensitiv, og ikke højt begavet. Og ligeså med hendes retfærdighedssans, selvom den jo også er et kendetegn for højt begavet.

Hendes sensitive sjæl giver hende problemer i skolen, idet hun ofte kan ryge op i det røde felt, og derved støder de andre børn fra sig. Jeg har for nyligt lagt mærke til, at hun på sin vis prøver at købe sig venskaber ved at være eftergivende og bøjende overfor de andre piger i form af at lade dem styre legene og ikke mindst have det bedste legetøj. Jeg har prøvet at forklare hende på hendes niveau, at hun skulle tage og få nogle større armbevægelser. Det er ikke ok, at købe sig venskab på den måde, men hun siger, at hun bare synes det er ok, at de andre bestemmer legen eller får det bedste legetøj. Jeg kan simpelthen ikke lide, at hun er så krybende, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre hende stærkere og tro mere på sig selv. Når hun ryger op i det røde felt, så kommer den der med, at hun ikke dur til noget som helst, og det piner mig at høre på det.

I skolen er de meget obs på hendes sensitivitet, men det er som om, at de på en eller anden måde vil have hende ind i en form for kasse, hvor hun skal have støttetimer eller støttepædagog, og det er jeg bare slet ikke enig i. Hun er sensitiv, men det er ikke ensbetydende med, at hun ikke kan fungere. Hun skal jo bare forstås og accepteres på det plan hun er på. Jeg er meget spændt på, når hun efter sommerferien starter i 1. klasse og dermed for alvor kommer igang med ordene. Hun har aldrig i børnehaven vist egentlig interesse i bogstaver eller tal, og det er da først for nylig, at hun så er begyndt. Og hun oser heller ikke af stor viden, men hun spørger dog mere end storebror har gjort. Så egentlig er hun nok bare sensitiv.

I børnehaven fik vi samme besked som vi fik med sønnike, at hun socialt ikke var klar til skole. Jeg spurgte hvad de så, og fik min forklaring. Jeg spurgte så til, om det var noget, som de kunne gøre noget ved på et år, det sagde de nej til, og det vidste jeg også godt, idet hun har gået der i 3 år, og haft den samme tendens til sensitivitet, og efter jeg har læst om, at det er et personlighedstræk har jeg indset at det er noget hun har, som så bare skal arbejdes med løbende. Og det var også på det tidspunkt at jeg fandt ud af, hvorfor jeg havde haft alle de problemer i min barndom. Så jeg valgte, at sende hende i skole. Og som sådan fungere hun også fint, der skal bare arbejdes på hendes sensitivitet. Og så mener læreren, at hun er dårlig motorisk og er utryg, og det forstår vi ikke helt, da det er en helt anden pige vi ser derhjemme, hvor hun sagtens kan gå på line i haven uden at skulle holdes i hånden. Eller kan hoppe op og ned fra ting. Hun kan ikke sjippe, men altså det kan faderen heller ikke. Men så kan hun så meget andet.

Efter sommerferien bliver skolerne lagt sammen, og så bliver det spændende at se om sønnike får ny lærer eller beholder hende han har nu. Hvis ikke, så er der stor chance for, at datteren får hende, og det er både godt og skidt. Hun er rigtig dygtig faglig, men på det sociale plan, har hun nogle udfordringer. Og hun er god til at få respekt fra børnene. Jeg er meget spændt på, hvad der kommer til at ske.

Noget af det der er så sjovt og dejligt ved dette forum er at man kan sidde og smile mens man nikker genkendende når andre beskrivver deres børn

M laver også den der med bogen som du skriver om Nette... Da han lige var blevet 3 år forelskede han sig i "lille Sorte Sambo", og vi læste den flere gange dagligt. Efter en uge kunne han den udenad og vi skiftedes til at "læse" den for hinanden.
Lige p.t. er det "Aben Osvald" vi "læser". Den er skrevet på verseform, så udover at han har lært den udenad og retter mig hvis jeg kommer til at læse forkert, så har den så også bevirket at han er begyndt at gå og rime

Og så er der det der med skolen.... Uha hvor er jeg også allerede begyndt at spekulere...
Han bliver 5 år til oktober i år, og skal derfor starte i førskole-SFO til april næste år, så jeg har jo gået og tænkt meget på om han mon socialt blev klar.
Fordi han er så asynkron i sin udvikling som han er går tankerne på at han næppe når at blive helt klar socialt. Jeg vil umiddelbart vurdere at han er omkring 1-1½ år bagud, og han har bl.a. stadig problemer med renlighed. Sundhedsplejersken siger det er fordi han ikke har fuld blærekontrol endnu... det er bare påfaldende at 99,9% af alle hans uheld sker HJEMME i dagtimerne, mens han aldrig har uheld om natten og meget sjældent har uheld i børnehaven.
Samtidig er han efter min vurdering på niveau med en 8-årig når det kommer til sprog og sprogforståelse, og på mange andre punkter er han intellektuelt omkring 6, så han vil helt sikkert komme til at kede sig hvis han får et år ekstra i børnehaven...
Jeg håber bare så inderligt at de kan få det til at fungere i skolen. Heldigvis ved jeg dog hvem han får som børnehaveklasse lærer og hun er en fantastisk kvinde - meget rummelig og forstående og let at tale med, og skolen han skal gå på er vant til at håndtere børn som ikke helt passer ind, så han vil uden tvivl ikke være alene om at være lidt bagud socialt. Problemerne kan jo så desværre bare hurtigt opstå hvis der ikke er forståelse for hans asynkrone udvikling, men jeg håber rigtig meget at vi allerede til den tid er kommet lidt længere i forhold til en "afklaring" (hmmm der er bare ikke helt et dækkende ord for den der proces vi står overfor )

Ak ja... den der retfærdighedssans.... Min datter har den i udpræget grad, og jeg kan stadig selv huske hvordan jeg i 10. klasse gav min efterskoleforstander en skideballe foran adskillige elever, fordi jeg syntes han havde behandlet nogle af mine venner uretfærdigt og hvordan jeg i skolen gang på gang tog en verbal overhaling af nogle klassekammerater fordi jeg forsvarede min nabo-dreng, som de faktisk behandlede endnu værre, end de behandlede mig.

S ryger ikke op i det røde felt... hun lukker sig inde i sig selv istedet, og det er både godt og ondt. Hun har så afgjort talegaverne til at forsvare sig, men hun gør det bare ikke. Det er helt sikkert hendes måde at ungå at komme til at græde og vise svaghedstegn hvis hun føler sig mobbet/såret. Jeg har også let til gråd, og kan lige så let komme til at græde af bar raseri, som fordi jeg bliver ked af det, men folk kan jo bare ikke skelne Problemet er bare at S kan komme hjem fra skole og jeg kan tydeligt se på hende at der er noget galt med det samme hun træder ind ad døren, men jeg skal HIVE det ud af hende. Ikke fordi hun ikke vil tale om det, for når først vi får "hul på bylden" så kommer det hele, men hun er bare ikke typen der kommer hjem og lukker op med det samme.... Det bekymrer mig faktisk lidt hvordan det skal gå når hun bliver rigtig teenager... hvis hun da bliver det Men vi må jo tage det som det kommer. Det vigtigste af det hele er at hun stoler på os, og vi stoler på hende, og hun ved at vi ikke kan løse problemerne for hende, men vi vil lytte, rådgive og hjælpe alt hvad vi kan. Vi kender hende så godt at vi indtil nu har været i stand til at læse hende som en åben bog, og hvis det fortsætter, så kommer det nok til at gå trods alt Alligevel ville jeg dog - som dig Nette - ønske at hun bare engang imellem ville sige fra istedet for at trække sig, men hun HAR bare ikke temperamentet til det... hun er præcis som sin far på det område.... man kan sparke dem i r*ven og så vender de sig om og siger undskyld

Ja, man kan virkelig drage sammenligninger når man læser hinandens historier.

Det du skriver om tisseriet, så vil jeg sige been there, done that. Min søn blev renlig om natten før han blev det om dagen. Meget unormalt! Vi har simpelthen prøvet ALT! Vores læge forklarede, at det var fordi han var for optaget af f.eks. computerspil. Vi har simpelthen været så meget igennem på det punkt. Han havde altid uheld i skolen eller på SFO'en, og det var ikke kun tis. Nu her i en alder af 11 år har vi stort set styr på det. Vi har været forbi Næstved Sygehus som kender så enormt meget til disse tisseproblemer, og vi fik nogle hjælpemidler i form af en bog han skulle føre. Og så siger det meget, når en fremmed sidder og fortæller, at man skal bestemme selv over sin blære. Det gik vores dreng ihvertfald meget op i. Nu har vi måske et uheld hver 14. dag, men han drypper en del.

Hvad angår start af skole, så er det meget svært. Hvis din dreng vitterlig er højt begavet, så vil jeg ikke betænke mig et øjeblik om at sende ham afsted, også selvom han kan have sociale problemer. Hvis han kommer til at kede sig fagligt, så vil han overføre det på det sociale, som så bliver endnu mere tydeligt og problematisk. Han vil få mere krudt i røven, og have svært ved at sidde stille, og han vil måske ende med at underyde, hvis han venter et år. Dette er nogle ting jeg har tænkt efter jeg kan se, hvordan ting har ændret sig med min søn. Der går også en dreng i hans klasse, som har gået bh.klassen om, og han er helt sikkert HBB, og han har haft mange svære sociale problemer, som IKKE har hjulpet af at have gået om. Jeg tror ikke på, at HBB kommer til at fungere bedre af et år mere i enten børnehave eller børnehaveklasse. Men det er så bare min mening.

Og min datter har heller ikke temperament til at sige noget til børnene over i skolen. De kan træde på hende alt det de vil, og hun giver ikke noget tilbage. Hun bliver derimod bare ked, og det kan jeg frygte bliver et alvorligt problem - for det var det for mig. Jeg har også selv altid været den, som har taget mig af de "svage", fordi jeg havde ondt af dem og følte, at de blev uretfærdig behandlet. Med det resultat, at så stod jeg også i skudlinien for at blive drillet - for jeg havde ikke talegaverne i orden. Desværre.