Ja, og undskyld, at jeg bliver ved med at vade i det, jeg prøver bare ihærdigt på at forstå det, så jeg er rustet, når jeg skal have diverse møder fremover.
Men jeg kender jo godt kendetegnene for HBB, og for asynkron udvikling (det sidste er nok mest det vi er inde på, hvis vi er inde på noget i forhold til min søn)
Men der skrives side op og ned om, at et kendetegn for HBB er deres store viden. Men findes der også HBB som ikke er så viden? Der skrives jo, at det sproglige er et af de største kendetegn ved HBB.
Jeg kan jo se rigtig mange ting ved min søn, som gør at jeg jeg tænker, hold da op, hvor han bare kan. Det går ham jo rigtig godt i skolen, hvor han egentlig kun har problemer med engelsk og idræt, og engelsk synes jeg faktisk kun, at det er det mundtlige som er noget rusten. Idræt er han bare en total klovn til. Men når jeg sådan ser ham sidde og bygge alle mulige ting i lego (sidste kreation var en ekstra arm med fingre, han kunne sætte på hans egen arm - hvad det så lige skal gøre godt for :-) ), men han bygger de mest mærkelig og flotte ting. Og han elsker det. Alle hans kammerater sidder dagen lang og spiller computer, mens vores dreng løber mellem lego, computer og tv. Læse gider han ikke rigtig, og det kan da godt undre mig, hvis læsning giver dem viden. Og så er han utrolig følsom, hvad angår film. Der må slet ikke være blod med i, så er han den der er løbet. Han kan lige til nød se transformers fordi der er robotter med, noget som han nyder at bruge tid på også.
Altså det korte af det lange er, at jeg overhovedet ikke betvivler, at han er kvik på et eller andet plan, men i forhold til, hvordan jeg præsentere ham overfor de nye lærer - som selvfølgelig også har lagt mærke til, at han er lidt mere end blot det normale - det ved jeg simpelthen ikke. Jeg ville jo gerne kunne henvise til et eller andet, som de kan forholde sig til, for det føles som om, at kan man dele beviser ud, så når man længere med skolen, end at blot slynge ud "Han er blind" (ok, det er han så ikke, det var blot et eksemple på, hvor konkret jeg godt ville være). Men når jeg prøver at sige noget som helst, så føler jeg, at jeg møder en væg både fra manden og skolens side. De mener blot, at vi skal skrive os det bag øret, at han er kvik, og ellers bare give ham noget mere (ofte af det samme, som han har været hurtig til at løse).
Men sproglig kan jeg virkelig nogle gange have mine store tvivl, for han lyder ærlig talt ikke altid begavet i det han udtaler - også selvom det skulle være hans måde, at udtrykke sig og tænke anderledes på. Han udtaler ting, hvor man nogle gange er tilbøjelig til at sige "Ej, det der sagde du bare ikke". Men jeg gør det selvfølgelig ikke. Jeg prøver derimod at give ham modspørgsmål for at undgå at skulle svare på spørgsmålene, da jeg simpelthen føler, at han blot spørger for at spørge - og så er han ligeglad med hvor dumt det lyder. Et eksempel "Ej, hvad tror I der sker, hvis vi putter den mus, som katten kom ind med, ned i colaflasken?". Jeg krummer simpelthen tæer, når sådanne spørsgmål bliver bragt på banen, men ender ud med at spørge "Og hvad skulle formålet være ved det?" eller "hvad tror du selv?". Men han kan aldrig selv give et svar andet end "det ved jeg ikke", og lillesøster griner bare, til stor glæde for sønnike, så man tænker om han blot forsøger at være sjov. Vi fatter bare hat af de spørgsmål, eller hans bevæggrunde for at stille dem. Og når han spørger om sådanne spørgsmål, hvis vi er sammen med venner (som ved, at vi tænker HBB), så kigger de blot på os og siger "Begavet?", og ja, så er det at tvivlen kommer op i mig igen.
Jeg synes det er så svært.