Jeg er 22 år og jeg har været det man kalder for et barn med ”særlige forudsætninger”. At man bruger et så kryptisk udtryk for det at være højtbegavet, vidner i mine øjne om, at det er vanskeligt at tale om. Jeg har læst meget om det at være højtbegavet og om intelligens generelt. Jeg læste for nogle måneder siden Ole Kyeds bog, ”De intelligente børn”, og jeg har vel nærmest fået en form for katarsisoplevelse ved at læse den, da den har været meget rørende og jeg har kunnet genkende meget fra min egen barndom. Noget der især slog mig ved bogen var også, hvor ringe og mangelfuld en viden, der hersker omkring højtbegavede børn. At der så med dette forum er blevet taget initiativ til videns og erfaringsdeling på dette område, ser jeg derfor som meget positivt. Det er noget jeg gerne vil støtte op om – i det omfang jeg kan. Og udover muligvis at kunne være til hjælp håber jeg også på at blive klogere, da jeg er meget nysgerrig anlagt. Endelig kunne det være meget sjovt, at møde andre højtbegavede. Så meget om, hvorfor jeg er her.
Det vil i denne sammenhæng nok være for omstændeligt at komme ind på, hvad min begavelse har betydet for min barndom såvel som ungdom samt hvordan og hvornår jeg fandt ud af at jeg var højtbegavet; jeg ved virkelig ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. I stedet vil jeg bare kort fortælle lidt om mig selv. Som person tænker jeg uhyre syntetisk. Jeg bryder mig bestemt ikke om det omstændelige eller små sekventielle emner, der ikke har nogen relevans for en helhed. Jeg bryder mig ikke om møbler, lever meget spartansk, går stort set kun i sort, elsker det enkle, Ockhams ragekniv etc. Jeg er meget deterministisk og jeg er hele tiden sulten efter at klogere og udvikle mig, og ting, der ikke gør dette, endsige forhindre mig i at gøre dette, har ikke min interesse. Jeg har derfor også et beskedent socialt behov og jeg har derfor ikke haft mange venner, men jeg har dog haft nogle meget tætte venner i tidens løb, og set i bakspejlet, kan se, at disse også var og er højtbegavede. Men jeg er altså ikke særlig social anlagt. Det at sidde i en bar og drikke drinks og small talke, er totalt meningsløst for mig og det jeg foretager mig, SKAL have en form for mening. Jeg ynder at sammenligne mig selv med en formel 1-bil. Jeg er god til at præstere på et højt plan, hvad enten det eksempelvis handler om at stille mig op og fortælle om en bog foran en forsamling, eller at gøre mig indenfor sport. Men størstedelen af tiden skal en formel 1-bil jo ikke præstere; den skal bare stå i en garage. Sådan har jeg det også. Jeg er god til at præstere. Størstedelen af tiden ligger jeg og læser alene, eller koncentrere mig om min sport(som selvfølgelig også foregår alene). Og en formel 1-bil er heller ikke bygget til at gøre sig blandt almindelige biler. Hvis den skal dette, skal den ”lægge låg på sig selv”, køre på en anden måde end den er bygget til. Sådan har jeg det også…