Intelligente børn

Dette åbne forum er for forældre til intelligente børn, lærere, pædagoger og andre interesserede, så intelligente børn kan få det bedste ud af livet.
 
IndeksIndeks  FAQFAQ  TilmeldTilmeld  Login  
Fortæl andre
Følg os
Latest topics
» IQ eller percentil
Søn jan 08, 2017 8:40 pm by Hilde

» Vi er nye... en lille intro om os, og vores spørgsmål
Ons maj 18, 2016 10:25 pm by Hilde

» Hvor skal jeg starte, vil gerne have testet min søn inden skole start
Tors apr 07, 2016 8:27 pm by Soes

» CHIPS - forberedelse!
Lør apr 02, 2016 5:09 pm by Hilde

» People who boast about their I.Q. are losers
Tors mar 03, 2016 9:23 am by Hilde

» Hvis man står med et muligvis særligt intelligent førskolebarn?
Søn jul 12, 2015 8:16 am by Hilde

» En kort introduktion
Ons dec 10, 2014 8:03 am by DeaFranck

» Diverse psykologer der tester
Ons dec 10, 2014 7:35 am by DeaFranck

» Introduktion af min søn, leder efter legekammerater
Søn nov 02, 2014 10:27 pm by annekir

Søg
 
 

Display results as :
 
Rechercher Advanced Search
Keywords
Most Viewed Topics
Foreskellen mellem Asperger og et barn med særlig fourdsætninger
IQ eller percentil
Tolkning af WISC III test
CHIPS - forberedelse!
Kort om forskellige tests
Kendetegn på intelligente børn
Kender I Kuno Beller ?
Udviklingsforskelle for højt begavede børn
17-årig pige søger svar
Asperger Syndrom kontra højt begavede børn
Social bookmarking
Social bookmarking Digg  Social bookmarking Delicious  Social bookmarking Reddit  Social bookmarking Stumbleupon  Social bookmarking Slashdot  Social bookmarking Yahoo  Social bookmarking Google  Social bookmarking Blinklist  Social bookmarking Blogmarks  Social bookmarking Technorati  

Bookmark and share the address of Intelligente børn on your social bookmarking website

Bookmark and share the address of Intelligente børn on your social bookmarking website
Translator
Statistics
Der er i alt 470 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Krossfish

Vores brugere har i alt skrevet 4641 indlæg in 1199 subjects

Share | 
 

 Min lille tømmerflåde..

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
mussepigernesmor




IndlægEmne: Min lille tømmerflåde..   Ons jun 20, 2012 11:52 pm

Jeg tror altid jeg har været bevidst om, at jeg var anderledes end de andre børn. Jeg følte alting meget stærkere, tænkte meget hurtigere, og lærte uden anstrengelse. Jeg havde altid denne kugle af energi der fløj rundt i min krop, og gjorde det umuligt at sidde stille.

I en alder af ca. 2 år skulle jeg, som altid, afleveres hos min dagplejemor. Jeg vidste min mor var hjemme, hun var nemlig syg. Da dagplejemoren og de andre børn er optaget af leg og aktiviteter, beslutter jeg mig for at gå hjem. Jeg åbner døren og går, uden at blive bemærket. Der er ca 5 km hjem, men jeg er ikke bange eller utryg, jeg ved jo hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. På vejen stopper en falckmand. Han synes jeg er lidt lille til at gå alene langs landevejen, og spørger om han kan hjælpe. Jeg har fundet en død fugl på vejen, viser den trist til ham, og spørger om han kan hjælpe fuglen. Det kan han ikke siger han, men han vil gerne hjælpe mig. Jeg viser ham vej til hvor jeg bor, han sætter mig af ved vejkanten, og kører videre. Efter et par minutter er jeg hjemme, med min døde fugl.

Min mor bliver selvfølgelig rasende på min dagplejemor. Hvordan kan et barn gå, uden hun lægger mærke til det? Jeg er ikke lige så forundret, jeg valgte jo bevidst det tidspunkt hvor alle var optaget af gøremål, til at udføre min plan.

Min udvikling fortsætter i rivende fart. Som 3 årig lærer jeg mig selv at læse og skrive, og som 4 årig læser og skriver jeg flydende. Min far synes jeg er unik, men synes alle forældre ikke det? Min far får mig ind på en privatskole, og jeg glæder mig som det lille barn jeg var. Desværre oplever jeg allerede her, hvor svært det er at være anderledes. Jeg startede med forventninger om, at nu skulle jeg lære en masse. Jeg var jo ikke selv klar over, det ikke er normalt at kunne læse og skrive i en alder af bare 4 år. De andre børn var optaget af, hvor dygtige de var til at tegne indenfor stregerne – og jeg kedede mig. Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg satte mig til at sove. Skolen var bekymret, og mente jeg var for umoden. Min far sagde, ”hun keder sig, I er nødt til at aktivere og motivere”. Skolen mente, at hvis jeg kedede mig, måtte det være min egen opgave at finde på noget at lave. Men hvordan finder en 4 årig tilfredsstillelse i en skole der ikke er gearet til en lille exceptionel sjæl?

Skolen ville ikke anbefale jeg startede i 1. klasse, og min far ville ikke acceptere jeg skulle gå børnehaveklassen om, så jeg blev flyttet til en stor almindelig folkeskole. Og her startede mareridtet for alvor.

Her lærte jeg for alvor at der intet godt er ved at være anderledes. De andre kunne ikke forstå min avancerede tankegang. De drillede mig, uden nåde, år efter år efter år.

Jeg løste mine opgavebøger hurtigere end de kunne give mig dem, og som ”opfyldning” blev jeg brugt som hjælpelærer. Jeg elskede tal, og alt det man kunne med dem. Da jeg gik i 2. klasse opdager min lærer at jeg ikke kan tælle til 100. Hans reaktion er at sige, ”du får ikke dine bøger igen før du har lært at tælle til 100”. Jeg var dybt ulykkelig, og forstod ikke hvorfor han tog mine elskede bøger fra mig. Jeg havde aldrig selv set det som et problem at jeg ikke kunne tælle til 100 uden at bytte rundt på nogle af tallene. Jeg kunne løse alle opgaverne, er det så ikke lige meget i hvilken rækkefølge tallene kommer? Det var første gang jeg begyndte at tvivle på mine egne evner.

Jeg har en stor mental blokering når det kommer til min barndom. Jeg tror jeg begyndte at underpræstere i matematik efter de tog min bog. Jeg tror også jeg fortalte mig selv at jeg nok slet ikke var så dygtig som jeg troede, det var bare et tilfælde at jeg havde haft så nemt ved tingene, for efter den episode er der kun en vej, og det er nedad – i rasende fart.

Til forældrekonsultationerne (inden det for alvor gik ned ad bakke) vil jeg helst diskutere de andre børn, specielt hvis der var et barn der mistrivedes. Jeg kunne føle deres smerte på et helt andet plan end de voksne. På en lidt Peter Pan agtig måde kan de voksne jo hverken se eller føle. Derfor så de heller ikke mig, eller følte min smerte, og min ensomhed. Jeg brød mig ikke om ros, følte ikke den var velfortjent, og prøvede at gemme mig, eller tale om andre ting, så de – måske – ville glemme at sige noget.

Jeg er meget ensom, og søger trøst hos de voksne. Til børnefødselsdagene var det mig der altid sad i stuen, eller køkkenet, og konsekvent nægtede at gå ind til de andre børn. Jeg vidste de ikke ville forstå mig, jeg gennemlevede det jo hver dag.

Jeg underpræsterer i skolen, for derefter slet ikke at præstere, sluttende af med at undlade at møde op. Min sjæl er slået i stykker, og min trang til viden er knust. Jeg finder ud af at snige mig langs panelerne. Hvis ikke de andre opdager jeg er her, vil jeg ikke blive drillet, mobbet, og slået. Hvor ville jeg ønske jeg var usynlig.

Mine forældre bliver skilt da jeg er 9 år. Det kommer ikke som den store overraskelse, jeg havde jo følt det, mærket deres smerte i hele min krop. De skændes aldrig, men der var små, næsten umærkelige forskelle, man skulle være usandsynligt fintfølende for at opfange, og det gjorde jeg.

Efter det bliver jeg syg. Jeg får en øjensygdom der ofte er en følge af en autoimun sygdom, men jeg fejler ikke andet, og lægerne mener det er psykisk betinget. Hvordan kan det være andet? Min elskede far er flyttet, i skolen er jeg udstødt, min mor forstår mig ikke, og min søster hader mig. Jeg røg ind og ud af hospitalet i 3 år, og modtager i den periode ingen undervisning. Jeg ligger ikke på børneafdelingen hvor de har skole. Jeg ligger på en medicinsk øjenafdeling for voksne. Min ene værelseskammerat er en dame der skal have fjernet sit ene øje, og jeg trøster hende. Jeg hjælper sygeplejerskerne med at give de blinde frokost, og jeg dør mere og mere indeni.

Skolen tror, trods breve fra hospitalet, ikke på jeg fejler noget. Jeg ser jo helt normal ud. Når jeg er højt medicineret med binyrebarkhormon og er hjemme fra hospitalet, men ikke må gå i skole, pjækker jeg nok bare. Jeg kommer længere og længere bagud i forhold til den grundlæggende indlæring, og i forholdet til de andre i min klasse. Det lykkedes mig at få min 9. klasses eksamen, høje karakterer i de mundtlige fag, og meget lave karakterer i de skriftlige som f.eks. matematik. Jeg får på den måde bare verificeret, at jeg er dum som en dør.

Efter skolen flytter jeg hjemmefra og bliver piccoline. Jeg flytter hjem flere gange, da ensomheden stadig vejer tungt, og følelsen af at være anderledes er blevet til en velkendt følgesvend. Jeg får læreplads hos en ejendomsmægler, så kan jeg blive sekretær som min mor, det er vel mit lod i livet, jeg har jo ikke hjernekapacitet til at blive ”noget stort”. Jeg tror stadig min hurtige opfattelsesevne er tilfældig, at min kærlighed til det skrevne ord bare hører med til min unormale side, og at det er mig der er underlig når de andre ikke forstår mig.

En dag tager jeg mod til mig, og går op i den lokale ungdomsklub. Det var nok mit livs bedste beslutning, for her møder jeg min bedste veninde i hele verden. Hun forstår mig heller ikke rigtigt, men hun kan rumme mig, og rumme at jeg er anderledes. Desværre mister vi kontakten efter nogle år.

Jeg møder en mand som 19 årig. Vi får et barn, bliver gift og får to børn mere. I forbindelse med hans arbejde flytter vi på landet, og jeg prøver at passe ind – endnu engang. Vores liv går op i hans ambitioner, hans drømme, og hans arbejde. Jeg får anoreksi, for så er der da noget jeg kan kontrollere, og jeg føler også jeg får en smule udledning for min kugle af energi, den jeg ellers er blevet så god til at undertrykke. Jeg fylder min hverdag med børn, hus og mand, og holder mig selv så tilpas beskæftiget, at jeg kan dæmpe min indre uro. Efter 10 år sammen bliver vi skilt, vi er alt for forskellige.

Jeg flytter med min yngste til den anden ende af landet, og får igen arbejde på kontor. På dette tidspunkt har jeg genoptaget kontakten med min veninde, og livet er rimeligt. Efter 3 operationer for 5 discusprolabser bliver jeg førtidspensionist, og min hjerne er så godt som slået fra. Jeg nægter at lytte til den, nægter at overgive mig til den indre energi, men døver mig selv med dagligdags ligegyldigheder, jeg holder mig beskæftiget, for så behøver jeg ikke at tænke.

Efter nogle år forsøger jeg mig med et datingsite på nettet. Her møder jeg mit livs store kærlighed. Hans hjerne er fantastisk, hans sjæl er smuk og hans rummelighed er stor. Vi bliver gift, og får en lille efternøler. Desværre kæmper han med mange af de negative ting ved høj intelligens, bl.a. et stort alkoholforbrug, og jeg bliver skilt endnu engang.

Nu sidder jeg så her, 44 år gammel uden uddannelse, og uden de fremtidsudsigter jeg havde troet mulige for mig selv. Jeg tror min 18 årige datter er højt intelligent, perfektionist, men underpræsterer og med tendens til depression. Jeg tror min 6 årige datter er højt intelligent, men underpræsterer for at passe ind i gruppen af de andre piger, og da jeg sidder og læser om højt intelligente børn finder jeg mig selv. Altså mig selv som barn, jeg ved nemlig stadig ikke hvem jeg er som voksen. Jeg føler mig stadig som det lille misforståede 9 årige barn der ikke passede ind i nogle af de kasser der var stillet frem. Jeg har stadig den mentale blokering der gør det så svært for mig at lære, men nu er jeg klar over hvorfor.

Jeg føler stadig at jeg flyder rundt på min lille tømmerflåde, helt alene på det store hav. Engang i mellem flyder der en anden flåde forbi, men jeg formår ikke at tage kontakt, jeg har jo lært det er bedst bare at være mig, for så bliver jeg ikke gjort til grin. For mig er mennesker farlige. De er ondskabsfulde, beregnende, og intolerante. Så jeg flyder videre på min lille flåde, med et lille glimt af lys i horisonten. Min dejlige veninde har nemlig lovet at hjælpe mig ud af dødvandet Very Happy
Tilbage til toppen Go down
Admin
Admin
avatar


IndlægEmne: Re: Min lille tømmerflåde..   Tors jun 21, 2012 12:16 am

hej mussepigernesmor

Velkommen til forum.

Mange mange tak for at du vil dele din historie. Den fik mig til at græde, det gør så ondt.
Jeg har selv været en masse igennem og kender den følelse ikke at høre til og ikke blive forstået, hverken af omgivelserne og familien.

Jeg vil gerne have lov til at kontakte dig igennem beskeder. hvis det er ok.

Hej fra Admin

_________________
(Admin) Bente
Tilbage til toppen Go down
mussepigernesmor




IndlægEmne: Re: Min lille tømmerflåde..   Tors jun 21, 2012 12:26 am

Hej Admin,

Tak fordi du læste min historie. Den har været i støbeskeen i mange år, og er selvfølgelig meget forenklet - men detaljer er ikke så vigtige i denne sammenhæng. Jeg ville vise mig som et bmsf, der blev tabt på gulvet af både skole og famillie, og nu er blevet voksen. Jeg tror nemlig, hvis jeg lærer at forstå mig selv, kan jeg bedre forstå mine piger, og på den måde være der for dem.

Du må meget gerne kontakte mig igennem beskeder *s*

Hej fra mussepigernesmor
Tilbage til toppen Go down
Admin
Admin
avatar


IndlægEmne: Re: Min lille tømmerflåde..   Tors jun 21, 2012 1:27 am

Det vil jeg gøre. Tak

Det som vil være godt er at læse alt du kan komme i nærheden af og selv sortere i tingene. Dog er der ikke vildt meget på dansk.

Smile

_________________
(Admin) Bente
Tilbage til toppen Go down
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Min lille tømmerflåde..   

Tilbage til toppen Go down
 
Min lille tømmerflåde..
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Intelligente børn :: Velkommen til et levende forum :: Debat :: Voksne-
Gå til: