Hej,
Og hvor er jeg glad for at have opdaget, at I eksisterer.
Jeg står p.t. i en lidt svær situation med min søn, som bliver fem år om et par måneder, og mens jeg nogle gange synes, at jeg ved, hvad hans problemer er, så bliver jeg andre gange forfærdeligt i tvivl. Derfor vil jeg utrolig gerne høre, hvad andre med erfaring i den slags måske kan give mig af input.
Min søn har aldrig trivedes i børnehaven og har længe givet pædagogerne grund til bekymring. Det er især det sociale, det halter med. Han har ekstremt sjældent lyst til at være en del af fællesskabet og bryder sig ikke om at være sammen med de andre børn - medmindre det er på tomandshånd, altså, og så kun ind imellem. Han leger meget alene og ignorerer kollektive beskeder om f.eks. at gå ud og vaske hænder eller sætte sig til bords. (Jeg tror simpelthen, at han bare ikke hører beskederne, fordi han ikke anser sig selv for at være en del af det kollektive).
Han har også en svag fysik - som han i øvrigt har arvet af sin far - er meget smidig, men ikke særlig stærk og har f.eks. stadig svært ved at bruge pincetgreb.
Der har tidligere også været tale om, at han er sprogligt bagefter, men den har jeg altid været lidt imod. Det er rigtigt, at han ved den obligatoriske sprogtest ikke havde så stort et ordforråd og så god en sprogforståelse som hans jævnaldrende. Men til gengæld er han reelt to-sproget. Hans far er fransk, og selv om min søn og jeg flyttede hjem til Danmark, da han var fire måneder gammel, har han altid haft regelmæssig kontakt med sin far - på fransk - og har set franske film og hørt franske børnesange siden han var helt lille.
I dag er hans sprog netop en af de ting, der får mig til at tro, at han netop er et barn med særlige forudsætninger. I dag har han nemlig et ordforråd, som på visse punkter ligger over middel, og han er ekstremt præcis i den måde han bruger ordene på. En cello er f.eks. ikke en violin, og han har længe protesteret, når jeg kommer til at sige til ham, at han kan ligge og læse lidt i sin bog, inden han skal sove, for "mor, jeg kan jo ikke læse, men jeg kan kigge i den". Samtidig har han længe kunnet nogle få ord som bil, hest, lastbil og kylling på fransk, men siden jul har han optrappet sin interesse for franske ord helt enormt. Nu går han efter at vide, hvad hele sætninger betyder, og bruger franske ord, uden at man opfordrer ham til det. Og for at det ikke skal være løgn, vil han nu også vide, hvad tingene hedder eller betyder på engelsk!
Og så er det, at jeg på den ene side synes, at det må da vidne om en vis form for intelligens, men på den anden side alligevel bliver i tvivl. For måske er det alligevel normalt, at femårige bruger ord som 'skrøbelig' og 'fortsætte' og spørger, hvad 'tradition' betyder?
Når jeg læser andre beretninger her, kan jeg i hvert fald godt få fornemmelsen af, at min søn måske ikke ligger i den allerhøjeste ende af skalaen. Han stiller ikke abstrakte spørgsmål om livet og døden og kan heller ikke læse, om end han kan stave en håndfuld forskellige navne og ord. I stedet er han enormt 'nørdet' på flere områder. Han har altid været god til tal og vil gerne regne små lette regnestykker. Han kan alle verdensdele og jeg ved ikke hvor mange forskellige lande og flag. Og hans helt store interesse er verdensrummet, hvor han han ved, hvad alle planeterne hedder, hvilken vej de drejer rundt, hvad de er lavet af, og hvor langt de ligger fra solen.
Han elsker Lego og puslespil og lagrer nye informationer utrolig hurtigt. I det hele taget passer han på mange af de kendetegn, som jeg har set rundt omkring, på høj intelligens. Men nogle af dem - som det abstrakte og det med tidligt sprog - passer slet ikke. Jeg så også her, at ekstra gode motoriske færdigheder var et kendetegn, og der er han i hvert fald slet ikke med.
Med hensyn til hans sociale udfordringer kan det jo selvfølgelig være, fordi han føler sig anderledes på grund af høj intelligens (der er ikke rigtig nogen af de andre drenge, som gider at fordybe sig i astronomibøger så længe, som min søn gør). Men jeg er også sikker på, at han trækker sig ind i sig selv, fordi han også er et af de særligt sensitive børn og har brug for ro til at fordøje alle sine indtryk.
Så jeg er i tvivl. Er det særlig intelligens eller bare 'nørdethed' og ekstra sensitivitet?
Det bliver ikke bedre af, at jeg godt kan mærke, at der fra nogle fagfolks side ligger en Asperger-diagnose og lurer. Den tror jeg bare overhovedet ikke på. Og jeg holder mig til, at Asperger-børn mangler empati og f.eks. kan aflæse folks humør. Min søn er utrolig empatisk og har MEGET fintfølende radarer i forhold til stemninger og humørsvingninger.
Nu er jeg så blevet foreslået at give ham en WPPSII-test - med tilføjelsen, at det også er første skridt, hvis han skal videre mod en decideret udredning og diagnose "i kontakt-feltet", som det blev sagt. Jeg har takket ja til testen, men det kommer simpelthen ikke på tale at sende ham videre til udregning med deraf følgende risiko for en diagnose, som jeg bare ikke tror på, og som jeg ikke vil have, at min søn skal have stemplet uretmæssigt på sig.
Eller er jeg helt galt på den? Lige nu er jeg jo forfærdeligt bange for, at testen vil vise, at han slet ikke ligger i den høje ende af IQ-skalaen. For hvad gør jeg så? Og hvordan sikrer jeg, at han ikke bliver gjort mere 'problematisk' af systemet, end han i virkeligheden er?
Alle forslag, observationer og input modtages med kyshånd.