Konklusion
Jeg vil her konkludere på, hvordan kategorien ‟højtbegavede børn‟ konstrueres. Først vil jeg konkludere på, hvordan forståelsen af kategorien har udviklet sig siden 1995, dernæst hvordan kategorien i dag konstrueres af folkeskolelærere, skolepsykologer, forældre og Mentiqa og til sidst hvordan kategorien kan forklares fra et sociologisk perspektiv.
Analysen viser, at kategorien har udviklet sig over tid, men at den også har uforanderlige elementer. Italesættelsen af kategorien sættes for alvor i gang i 1996, hvor talentproblematikken bliver introduceret: At der ikke gøres nok for talenterne i skolen. Talentproblematikken er en af de ting, der op gennem årene er uforanderlig ved kategorien. Andre ting, der kontinuerligt forbindes med kategorien er, at de højtbegavede børn er kvikke, har stort potentiale, er nysgerrige, lærer hurtigt og er i fare for at udvikle dårlige arbejdsvaner.
Der sker også flere forandringer i kategorien over tid. For det første går man fra at betegne kategorien ‟talenter‟ til at betegne den ‟børn med særlige forudsætninger‟. Betegnelsen ‟talent‟ er forbundet med børn, der har udfordringsproblemer og er særligt udviklet indenfor nogle områder. Betegnelsen ‟børn med særlige forudsætninger‟ er forbundet med børn, der har brug for speciel undervisning, har en IQ der placerer dem i blandt de øverste fem procent, er kloge, fagligt flere niveauer over deres klassetrin og børn der er ved at overskride grænsen for, hvad folkeskolen kan rumme.
Samtidig er betegnelsen også forbundet med børn, der er ballademagere eller indadvendte og mistrives. For det andet går man fra at forbinde kategorien med børn, der er i fare for at få dårlige arbejdsvaner, til børn der er i fare for at mistrives. Mistrivsel er ikke blot dårlige arbejdsvaner, det er adfærdsforstyrrelser, personlige vanskeligheder, børn der kan være provokerende og voldsomme, problembørn samt i fare for at opleve ekstraordinære problemer. Fokus flyttes fra kategorien som positiv afviger til negativ afviger. For det tredje går kategorien fra at blive kritiseret til at blive accepteret.
I begyndelsen bliver talentproblematikken kritiseret for at være endnu en trend for den stigende individualisme og elitisme i samfundet. Kritikkerne finder det besynderligt, at det nu skulle være smertefuldt og kræve ekstra ressourcer at være født som højtbegavet. Denne kritik forstummer. Analysen af den aktuelle konstruktion af kategorien viser en kategori, som forbindes med flere typificeringer og med forskellige forståelser og fortællinger. De fire forskellige gruppers forståelser af kategorien har sammenfald. Gennemgående i forståelserne af kategorien er, at de højtbegavede børn har særlige kognitive forudsætninger, de lærer hurtigt, er nysgerrige, behøver udfordringer for ikke at kede sig og ofte har nogle problemer af social eller personlig karakter. En høj IQ er også kendetegnende.
Kategorien har nogle fællestræk med diagnoserne ADHD og aspergers, men disse diagnoser er ikke inkluderet i kategorien, da de grundlæggende opfattes som forskellige fra højtbegavede børn. De eneste, der ikke anvender IQ-begrebet og diagnoser i forhold til deres forståelse af højtbegavede børn, er folkeskolelærerne. De forskellige typer af højtbegavede børn fordeler sig overordnet set i en gruppe af velfungerende børn og en gruppe af børn, der mistrives.
Når der kigges nærmere på forståelserne af de velfungerende børn og dem der mistrives, fokuseres der forskelligt. Den velfungerende gruppe ses af folkeskolelærere og skolepsykologer som en gruppe, der fungerer rigtig godt både fagligt, socialt og personligt og er socialt højtbegavede.
Af Mentiqa forstås kategorien generelt som børn med lav social intelligens, men der er nogen, der fungerer bedre socialt end andre og de er i den velfungerende gruppe, fagligt fungerer de ikke nødvendigvis godt, da de har behov for større udfordringer, end de får i skolen. Den gruppe der mistrives forbindes i høj grad med sociale og personlige vanskeligheder og børn der føler sig anderledes. Folkeskolelærerne ser gruppen som børn med destruktiv eller asocial adfærd eller som enspændere.
Skolepsykologerne ser gruppen som havende problemer med adfærd og relationer til andre. De kan enten være indadvendte eller udadreagerende. Mentiqa ser gruppen som børn, der har mange konflikter, skoleskift og nederlag. Forældrenes historie om deres børn repræsenterer to konkrete eksempler fra gruppen, der mistrives. Den ene er en underyder i skolen og fungerer dårligt socialt og personligt. Den anden fungerer godt fagligt, men har også store huller i sin viden på nogle områder. Han har gode sociale relationer med jævnaldrende, men har konflikter med lærere og fungerer dårligt personligt. Så selv om et barn hører til gruppen, der mistrives kan det fungere godt på nogle områder. Når man ser nærmere på folkeskolelærerne, skolepsykologerne, forældrene og Mentiqa, så repræsenterer de også forskellige forståelser af kategorien og laver forskellige typificeringer.
Udover den førnævnte gennemgående forståelse af kategorien, har de fire forskellige grupper også andre egenskaber, de forbinder med kategorien.
Folkeskolelærernes forståelse af højtbegavede børn er, at de kan være dygtige på ét område og så til gengæld have nogle mangler på andre områder, det være sig faglige eller sociale. Der er tre forskellige typer af højtbegavede børn. Der er de usædvanligt højtbegavede, som virker nørdede ved kun at fokusere på én ting og være asociale. Der er de velfungerende, som har en positiv tilgang til skolen og som fungerer godt både fagligt, socialt og personligt. Til sidst er de ikke velfungerende, som ikke fungerer godt socialt eller personligt. De kan være enspændere eller have en destruktiv adfærd.
Skolepsykologerne forstår højtbegavede børn som børn, der behøver motivation og udfordringer. Der er to typer af højtbegavede børn; de heldige og uheldige. De heldige fungerer godt, har stor grad af empati, kan se tingene i mange perspektiver, er gode ledere, har selvtillid, er socialt højtbegavet og føler sig ikke særlige. De uheldige føler sig derimod anderledes, isolerede og ikke forstået og på grund af mange nederlag i skolen har de udviklet et lavt selvværd. De har svært ved at forstå de sociale spilleregler og fungerer derfor ikke så godt socialt i skolen. De uheldige deles yderligere op i to grupper; pigerne som er stille og indadvendte og drengene som er urolige, larmende, trodsige og småprovokerende.
Mentiqas forståelse af højtbegavede børn er, at det er intelligente børn og at der findes forskellige områder, man kan være intelligent indenfor. Deres skole er for børn, der er bogligt intelligente, hvilket er børnene med den højeste IQ. De højtbegavede børn tænker logisk, har en god hukommelse, har stor viden på nogle områder og gode til fordybelse, de keder sig ved gentagelser og melder fra, kommer i konflikter, mangler faglige færdigheder på nogle områder, kan have svært ved det sproglige og er motorisk svage. Der er overordnet to grupper af højtbegavede børn på skolen. En gruppe der fungerer dårligt i folkeskolen og en gruppe der fungerer i folkeskolen. Gruppen der ikke fungerer, kommer i mange konflikter, føler sig unormale, er ofte blevet placeret i klasser for AKT, ADHD og aspergers og drenge dominerer i denne gruppe. De fleste piger findes i den gruppe, der fungerer i skolen. De er bedre til det sociale end den første gruppe og de finder en måde at passe ind på, selvom de ikke føler sig hjemme.
Forældrenes forståelse af højtbegavede børn er, at de tænker mere abstrakt og analyserende end deres jævnaldrende, har et godt og veludviklet sprog og så har de nogle særlige forudsætninger for at tilegne sig viden. Begge drenge bliver ikke mødt med forståelse i skolen og har flere skoleskift bag sig. De fungerer så dårligt, at Mentiqa ses som eneste løsning. Et sted hvor de passer ind og er normale. Hvis børnene skal have et godt liv nu og i fremtiden, så er det afhængigt af, at de er et sted, hvor de bliver forstået, støttet og udfordret. Kategoriens typificeringer er i stor grad bundet op på, hvordan de højtbegavede børn mødes og forstås i skolen. Hvis de bliver mødt med forståelse, støtte og udfordres, så vil de være velfungerende, hvis de derimod ikke mødes med dette, så vil de mistrives. Typificeringer er også meget afhængige af, om børnene besidder gode sociale kompetencer eller ej. Det kan dermed konkluderes, at kategorien konstrueres ud fra børnenes møde og oplevelser med skolen og de fremtidige risici, der er forbundet hermed. Der konstrueres også i forhold til ”normale” børn og børn med diagnoser, da styrker og svagheder defineres i forhold hertil.
Kendetegn, styrker og svagheder konstrueres også ud fra børnenes essens – nogle medfødte forudsætninger. Ud fra et sociologisk perspektiv kan kategorien højtbegavede børn forklares som en social konstruktion, der historisk har forandret sig under påvirkning fra kontekstuelle forhold som interesseforeningers og forskeres fokusering på og formidling af viden om kategorien samt den store stigning i udskillelsen af ”problembørn” fra folkeskolen.
At forståelsen af kategorien er konstrueret, og ikke entydig, ses også ved, at de samme børn bliver kategoriseret forskelligt af forskellige grupper. Det afvigelsessociologiske perspektiv kan forklare, hvorfor de højtbegavede børn er afvigere. Det er de, eftersom deres omgivelser stempler deres adfærd som afvigende. De bryder de uformelle regler, der eksisterer i en skoleklasse for acceptabel adfærd og reaktionen fra kammerater og lærere afgør, om de er afvigende eller ej – om de kan rummes i klassen eller ej.
I følge teorien har forskellige sociale gruppe, deres egne regler for, hvad der anses som afvigende og det forklarer, hvorfor kategorien i folkeskolen er afvigende, men ikke er det på Mentiqa. Mentiqa fremstår endvidere som en subkultur, der er opstået som en reaktion på et problem, der er fælles for gruppen af forældre til højtbegavede børn: At deres børn mistrives i folkeskolen.
I forhold til teori om styringsrationaler, kan kategorien forklares som en del af inklusions- og eksklusionskredsløb i forhold til den inkluderende folkeskole. De højtbegavede børn, der udviser en problematisk adfærd lever ikke op til normerne for inklusion i folkeskolen og de bliver derfor en del af eksklusionskredsløbene. Enten forsøges de inkluderet i fællesskabet igen gennem forskellige tiltag, som skal ændre deres adfærd. Eller også ekskluderes de ved at blive udelukket fra fællesskabet.
Kilde:
http://projekter.aau.dk/projekter/fbspretrieve/16246670/speciale.pdf
Forumforside 
