Har I selv...

været bmsf? Måske har spørgsmålet været oppe og vende før - men har ikke lige bladret så langt tilbage...

Når jeg ser Mikkel imens han vokser op og følger hans skolegang, synes jeg ser mere og mere af mig selv som barn. Jeg kan huske hvordan jeg i 1.klasse kedede mig ekstremt. Jeg lavede til at starte med en skrækkelig ballade i timerne - specielt matematik, fordi det bare var så kedeligt. Jeg fik slangebog på slangebog(dem husker I nok;)), men alle opgaverne var jo ens. Hvis jeg spurgte efter dem der var sværere var svaret, at det skulle vi først lære i de større klasser...Efter et forældremøde, hvor jeg fik en øredøvende kritik af min opførsel, lærte jeg at tie stille og sætte tempoet ned...Da vi kom til 6. klasse, var jeg i niveau med de andre og derfra holdte jeg nærmest op med at lære noget - det interesserede mig ikke længere. Jeg klarede mig dog fint i skolen og fik at vide at jeg var dygtig, men jeg gjorde ikke rigtig noget ud af det. Jeg lagde så i stedet al min interesse i musikken, for der var det nemlig helt ok at kunne noget ekstra

Min egen lille konklusion er at at den gejst til at lære, som jeg havde fra starten, blev revet helt i stykker og dæmperen jeg lagde på, hindrede mig i at tage en udvikling jeg ellers havde kunnet...

Kh.Karina

Hvis du har lyst kan du læse min historie

http://www.intelligenteboern.dk/voksen.msf.html

Mange af os forældre med intelligente børn, er oftest også intelligente, men janteloven gør at det må man ikke være.

Det er vel en ærlig sag at være god til nogle ting.

Børn med særlige forudsætninger, så snakker vi jo også om sportstalenter, musiktalenter osv.