Abstract (DK)
I de senere år har der igen været tale om eliter og højtbegavede, uden at konnotationerne fra nazi-Tysklands
håndtering af ordene har klinget med1. Det paradigmatiske brud, der er ved at aftegne sig i forhold til anden
halvdel af det 20. århundredes fremherskende paradigme om hjerners generelle 'enshed' inden for
hjerneforskningen, peger på en begyndende, fundamental forandring i uddannelsessystemets selvstrukturering,
når der i pædagogik gøres brug af aktuel, gyldig viden fra neurovidenskaberne.
Dette paper forsøger at iagttage eliters emergens og funktion i uddannelsessystemet som en måde for
samfundet at håndtere sin egen usikkerhed om den fortsatte beståen2 gennem undersøgelser af opstående
semantikker, der indlejres i en teori om samfundet. Rammesat bliver elitens emergens af forskningsresultater
om samfundets strukturelle ny-differentiering. Konklusionen lyder på, at neurovidenskabens
forskningsparadigmer er på bedste vej til at skabe lignende forudsætninger som ved begyndelsen af det 20.
århundredes hjerneforskning, hvilket forskellige totalitære regimer brugte på grusom vis.
1
se her