Intelligente børn
Vil du reagere på denne meddelelse? Tilmeld dig forummet med et par klik eller log ind for at fortsætte.
Intelligente børn

Dette åbne forum er for forældre til intelligente børn, lærere, pædagoger og andre interesserede, så intelligente børn kan få det bedste ud af livet.
 
ForumforsideForumforside  Nyeste billederNyeste billeder  TilmeldTilmeld  Log ind  
Fortæl andre
Følg os
Seneste emner
» Vi behøver virkelig hjælp!
17-årig pige søger svar EmptySøn Feb 06, 2022 4:12 am af Hun

» Hvornår er man intelligent - og hvornår bare godt begavet
17-årig pige søger svar EmptySøn Feb 06, 2022 4:08 am af Hun

» Legoland 2011
17-årig pige søger svar EmptySøn Feb 06, 2022 3:55 am af Hun

» Særlige sensitive og heldagsskole
17-årig pige søger svar EmptySøn Feb 06, 2022 3:27 am af Hun

» Min kære søn.
17-årig pige søger svar EmptySøn Feb 06, 2022 2:59 am af Hun

» hjælp til 5 årig pige
17-årig pige søger svar EmptySøn Feb 06, 2022 2:58 am af Hun

» Vi er nye... en lille intro om os, og vores spørgsmål
17-årig pige søger svar EmptyTors Apr 28, 2016 6:15 am af bettina1979

» Hvor skal jeg starte, vil gerne have testet min søn inden skole start
17-årig pige søger svar EmptyTors Apr 07, 2016 8:27 pm af Soes

» People who boast about their I.Q. are losers
17-årig pige søger svar EmptyTors Mar 03, 2016 8:43 am af Zmiley

Søg
 
 

Vis resultater som:
 
Rechercher Avanceret søgning
Keywords
børnehave privat mentiqa wisc gifted Århus begavede hilde skole children
Mest viste emner
17-årig pige søger svar
Hvor svært kan det være at være klog?
Gennembrud for Videncenter for bmsf.
People who boast about their I.Q. are losers
Min prinsesse
Diverse psykologer der tester
Sæt de højt begavede børn i specialklasser! Af Jesper Skovlund
Informationsmøde på Mentiqa nordjylland
Mit projekt?
bmsf.dk kalder Jylland
Social bogmærkning
Social bogmærkning reddit      

Bookmark and share the address of Intelligente børn on your social bookmarking website

Bogmærk og del adressen Intelligente børn på din sociale bogmærknings-hjemmeside
Translator
Statistik
Der er i alt 477 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Pakexcucomp

Vores brugere har i alt skrevet 4248 indlæg i 1019 emner

 

 17-årig pige søger svar

Go down 
+3
Millemor
mindleaving
Admin
7 deltagere
Gå til side : 1, 2  Næste
ForfatterBesked
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyFre Aug 21, 2009 3:24 am

Hej

Jeg er en pige på 17 år, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke kendetegn der typisk kan være på et "barn med særlige forudsætninger", når det er teenager? Her taler jeg om den mere indadreagerende type, da jeg typisk kun har fundet om den mere udadreagerende af slagten (som typisk er om børn fra børnehaven, og dem der lige er begyndt i skolen - udover det er det svært at finde nogle kendetegn for teenagere, som jeg ikke har fundet nogen af, udover de generelle der står rundt omkring).

Jeg ved godt at folk herinde typisk er forældre af børn med særlige forudsætninger (og som evt. også er det selv), men hvis der er nogen der har teenagere (eller bare ved noget om det) så kunne jeg godt tænke mig at høre fra jer (evt. om jeres egne erfaringer). Det er nok lidt svært at definere hvordan en teenager typisk kan være, når vedkommende er et "barn med særlige forudsætninger", men nu tager jeg chancen.

Hvis det undrer jer hvorfor jeg spørger, kan jeg fortælle at det er af egen personlig interesse. Udover det har jeg også endnu et spørgsmål: Kan man blive screenet, når man er blevet 18? På forhånd tak for hjælpen.
Tilbage til toppen Go down
Gæst
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyFre Aug 21, 2009 5:40 am

17-årig skrev:
Hej

Jeg er en pige på 17 år, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke kendetegn der typisk kan være på et "barn med særlige forudsætninger", når det er teenager? Her taler jeg om den mere indadreagerende type, da jeg typisk kun har fundet om den mere udadreagerende af slagten (som typisk er om børn fra børnehaven, og dem der lige er begyndt i skolen - udover det er det svært at finde nogle kendetegn for teenagere, som jeg ikke har fundet nogen af, udover de generelle der står rundt omkring).

Jeg ved godt at folk herinde typisk er forældre af børn med særlige forudsætninger (og som evt. også er det selv), men hvis der er nogen der har teenagere (eller bare ved noget om det) så kunne jeg godt tænke mig at høre fra jer (evt. om jeres egne erfaringer). Det er nok lidt svært at definere hvordan en teenager typisk kan være, når vedkommende er et "barn med særlige forudsætninger", men nu tager jeg chancen.

Hvis det undrer jer hvorfor jeg spørger, kan jeg fortælle at det er af egen personlig interesse. Udover det har jeg også endnu et spørgsmål: Kan man blive screenet, når man er blevet 18? På forhånd tak for hjælpen.

Hej 17 årig

Jeg har en datter på 12 hun er godt på vej til at blive teenager, men ikke helt endnu.
For hendes vedkommende er hendes kendetegn og har altid været det hun er perfektionist, faktisk så meget at vi ikke vidste hun kunne læse før hun gjorde det den dag hun blev testet af Ole Kyed. Hun siger altid jeg kan ikke, og lige pludselig så kan hun da alligevel. Hun har også store tanker omkring liv og død og en masse andet, nogle gange tænker hun simpelthen så meget hun får ondt i hovedet.
Ved ikke om du kan bruge noget af det,men det er sådan vi oplever det.

Med hensyn til test så kan du tage Mensas test evt melde dig til, hvis du har behov for at få det bekræftet. du kan også tage mensas for sjov test på deres hjemmeside www.mensa.dk det siges den giver et meget godt fingerpeg, så har man da lidt og forholde sig til.

Lone
Tilbage til toppen Go down
Admin
Admin
Admin



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyFre Aug 21, 2009 5:57 am

Hej 17 årig pige

Det er også muligt at se på www.intelligenteboern.dk hvor der er en side med link.
www.giftedchildren.dk kan du muligvis også snakke med. Der er andre unge mennesker også tilknyttet.
Tilbage til toppen Go down
evse
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyTirs Sep 01, 2009 11:00 am

Hej 17 årig pige.

Jeg har ikke professionel erfaring med teenagere med særlige forudsætninger, men da både min mand og jeg sandsynligvis hører til gruppen, så har jeg en idé om hvordan det kan være...

Som indadreagerende....

Synes man ikke det er sjovt når kammeraterne drikker sig fulde, og har iøvrigt svært ved at se det sjove i teenagelivet.

Kan man føle sig sær og anderledes iblandt jævnaldrende men inspireret og godt tilpas blandt voksne, som deler ens interesser. Man kan undre sig over hvad "de andre" (teenagere) egentligt laver.

Det kan være, at man slet ikke klarer sig så godt i gymnasiet eller måske endda dropper ud og tager praktisk eller ufaglært arbejde. Måske har man aldrig lært ordentlige arbejdsmetoder i folkeskolen, for man kunne jo det hele uden at lukke en bog op. Hvis man så ikke lever op til sine egne idealer, så kan det være, at man dropper lektierne og skolen helt. Helt ærligt...et 7-tal SUCKS - ikke? Razz
Det kan endda gå så vidt, at man selv tror man er dum...
At føle sig udenfor i klassen, kan også få stor betydning for ens præstationer i gymnasiet. Her tror jeg det kommer meget an på hvordan klassen er skruet sammen. Går man i en klasse med "stræber-drenge" tror jeg det er lettere at begå sig, end hvis man går i en hormonforstyrret gymnasieklasse hvor de fleste er bagstive:-)

Som 17-årig er man sårbar og kan let blive deprimeret. Jeg tror denne tendens er værre, hvis man hører til de indadreagerende med særlige forudsætninger.

Man er måske ikke selv er klar over hvor gode ens præstationer faktisk er. Man kan være meget selvkritisk, og blive VILDT overrasket når man pludselig får et 12 tal til en eksamen, hvor man bare brændte inde med en masse.

Det kan være man isolerer sig med dyr, digte og dagdrømmerier.

Det kan være at det kun er ens forældre og bedsteforældre som ved, at man løser ekspertkryds og læser tykke engelske klassikere, men at lærerne i skolen/gymnasiet aldrig har haft mistanke til ens spøjse interesser og evner.

For mange teenagere kan det være svært at vælge videregående uddannelse, men for mange højt intelligente er valget umuligt, og en del ender med aldrig at få en høj uddannelse. Hvordan skal man vælge det man er bedst til, når man faktisk er god til det hele? Hvordan skal man kunne vælge, når det hele lyder så spændende?

Og kærester..... svært svært svært. Hvis man ikke lige er til nattelivet med de andre - hvor møder man så en kæreste? (Gennem sport måske??? Men der er næppe mange fodboldspillere og håndboldpiger i denne kategori - men det kan da være jeg tager grueligt fejl Laughing )
Når man bliver lidt ældre, er en uddannelsesinstitution et oplagt sted at lede...
Som pige bliver man måske tiltrukket af nogle lidt ældre fyre, som ikke er så barnlige og som man kan snakke fornuftigt med.

Det var som sagt nogle af mine egne erfaringer. Måske du kan nikke genkendende til noget af de - måske er det bare mig der er sær geek

Millemor
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyTors Sep 17, 2009 7:16 am

Hej

Mange tak for jeres svar. Jeg kunne godt tænke mig at høre flere personlige erfaringer på det punkt (fra dengang man selv var teenager/ung).

Af de ting jeg kan nikke genkendende til er bl.a. at jeg ikke kan se ideen i at drikke alkohol. Jeg drikker ikke selv og har det fint med det. I den klasse jeg gik i (i folkeskolen) havde holdningen, at man er "kedelig", bare fordi man ikke drikker. Jeg forstår bare ikke pointen med at bedøve de mere avancerede dele af hjernen med noget, der er gift for kroppen. Udover det går jeg egentlig heller ikke op i fester, da jeg finder dem uinteressante og så keder jeg mig. (Det er så ikke kritik af folk, der rent faktisk drikker eller fester, da det er deres eget valg - men jeg bryder mig personligt ikke om fulde mennesker).

Min folkeskoleklasse var ikke så begejstrede for folk, der var "anderledes" end dem og ikke drak. Typisk blev man bagtalt, kritiseret og sågar mobbet. Når man både føler sig anderledes og udenfor (+ tror at ingen kan lide en, bl.a. fordi der ikke er nogen, som man passer sammen med, og der ikke er nogen der snakker til en), så (som du nævnte) bliver man let deprimeret.

Jeg vil så ikke sige, at jeg ved alt det, man lærer i skolen/gymnasiet - langt fra - men synes ikke ligefrem at skolen er særlig motiverende. Den eneste måske lidt "underlige" interesse, jeg har, var at jeg begyndte at interessere mig for psykologi og psykiske sygdomme i 6 klasse (det er så blevet udvidet til bl.a. menneskekroppen, specielt hjernen, og sociologi). Jeg er så ikke typen, der kunne få mig til at pjække, da jeg finder det forkert at gøre det. Man går jo trods alt i skole for at lære noget. Noget irriterende (for mig) kan også være når folk intet laver, da det ikke er rimeligt, at jeg skal lave det hele, bare fordi man får en samlet karakter og ikke en individuel. Det kan også være lidt træls, at folk skal have tingene at vide op til flere gange, før de forstår det, når man nu engang kan have forstået det første gang. Det er selvfølgelig i orden at de spørger ind til det m.m., men hvis der lige er blevet sagt noget - og de så ikke har hørt efter fordi de havde travlt med noget andet - så er det ret irriterende. Vil dog ikke karakterisere mig som fagligt klog - langt fra (hvorfor jeg lige nævner dette, ved jeg dog ikke, da det kan diskuteres, om det er relevant).

Det eneste jeg rigtigt har gjort meget af (og som man kan finde meget af i mapper) er alle de tegninger, jeg tegnede som mindre. Tegnede ofte nye personer, som var i mine historier i hovedet (= dagdrømmeri). Opfandt også små væsner og tegnede dem og gav dem navne. I børnehaven kontaktede jeg også meget de voksne, men de ville ikke ligefrem have det store med en at gøre. Har altid været meget stille og genert (+ jeg har altid observeret andre meget - interesserer mig bl.a. for at aflæse andre mennesker) og lyttede tit til de voksnes samtaler eller sad ude ved døren og ventede på at komme hjem. Håbede også at hvis jeg opførte mig godt, så ville de voksne snakke med mig. Det var dog ikke ligefrem tilfældet, da de ofte havde travlt med de mere larmende børn.

Jeg gad heller ikke at være udenfor i børnehaven. Jeg ville hellere sidde indenfor og tegne, fingerstrikke, lave spåkoner m.m. (nogle ting der er meget nemme og hurtigt at lære) imens jeg ventede på at komme hjem. Udover dagdrømmeriet og diverse små aktiviteter synes jeg også, man har det godt sammen med dyr - specielt katte for mit vedkommende. Det med at tegne finder jeg dog tit irriterende, da det aldrig rigtigt bliver som jeg vil have det. Jeg kan også tit sidde og skrive det samme ord om og om igen, fordi det ikke er skrevet "godt nok" (det samme gælder regnestykker som jeg ofte regnede om og om igen for at tjekke, om det nu også var rigtigt det jeg var nået frem til).

Jeg har også fundet en bog, fra da jeg var mindre, hvor der står, hvornår jeg begyndte på ting som f.eks. at kravle, gå m.m. Jeg ved godt at bare fordi man var motorisk eller verbalt hurtig ikke er ens betydende med, at man er særligt intelligent m.m. (vil dog ikke sige jeg var verbalt hurtig eller noget. Jeg kunne bl.a. ikke læse langt før tid), men bare for at komme med nogle eksempler på ting (vil dog ikke tage allesammen, da der står en del - har skrevet hvor mange måneder jeg var, i stedet for de datoer der oprindeligt står):
1 måned gammel: Begyndte at slå til rangle
2 måneder gammel: Begyndte at nynne med når der blev sunget, følger folk med øjnene og vil ligge hele tiden
3 måneder: Leger med fingrene.
5 måneder: Slår med ting.
6 måneder: Kan kravle. Har kunne møve sig frem i 5 uger. Har kunne rejse sig op og stå ved stole, møbler og døre i 14 dage.
9 måneder: Kan stå oprejst uden at holde ved noget.
(Kort tid efter): Kan gå 2-3 skridt.
11 måneder: Kravlede selv op i en lænestol, prøvede selv at spise med ske og gaffel + var ude at gå på vejen i blæsevejr.
1 år og to måneder: Har gået på tæerne i nogen tid, første ord 'Oyeee'.
1 år og tre måneder: Holder skeen rigtigt så mælken ikke løber af, når hun sætter skeen i munden.
1 år og syv måneder: Cyklede rigtigt på den 3 hjulede cykel - døjede lidt med at nå.

Udover de informationer jeg har fundet ud af herfra, har jeg fået fortalt at jeg havde et lille søvnbehov og hele tiden ville underholdes. Man kunne også hurtigt se, hvad jeg tegnede, og jeg kunne lægge pusslespil, da jeg var ca. 10 måneder gammel. Som i kan se ovenover er det ikke ligefrem de mest "kloge" ting, jeg har gjort. Ved dog godt at "normalt" (må vel snarere være gennemsnitligt) begynder børn først at kravle når de er 8-9 måneder og gå når de er ca. et år, så der har både mig og min lillesøster været lidt foran.

Jeg har kun fundet én person, der minder om mig - og det var over nettet. Jeg har så mødt ham i virkeligheden siden hen. Vi synes begge, at vi minder meget om hinanden og har hver vores lidt "underlige" interesser. Selv vores forældre synes vi minder meget om hinanden (desværre forholder det sig sådan at vi bor ret langt fra hinanden og derfor kun ses en gang om året). Den egentlig grund til, at jeg spurgte var nok meget, fordi han kender en screener (som selv er et barn med særlige forudsætninger + hun har en datter på hans alder som også er det). Både hende han kender og hendes mor vil sige, at han er et barn med særlige forudsætninger. Hun kan dog ikke bekræfte det 100%, eftersom hun kender ham fra før. Jeg ved godt, at det ikke er sikkert, at jeg er det så - langt fra - har kun fået at vide af ham, at datteren mener, at jeg også kunne være en (hun har vist ikke taget fejl endnu - men ser det langt fra som sikkert, da hun kun har skrevet med mig ca. 2 gange - kan jo kun blive sikker ved at blive screenet, selvom jeg tvivler på, at jeg er det. Jeg tvivler dog ikke på, at min ven er det).

Det her blev så lidt langt, og det er langt fra sikkert at nogen læser det her - regner hvertfald ikke med at folk kan sige, om jeg er det eller ej - men det er hvertfald nogle af de få ting der, meget kort fortalt, er sket. Hvis nogle kan nikke genkendende til nogle af tingene, som jeg har skrevet, så vil jeg gerne høre fra jer.
Tilbage til toppen Go down
mindleaving

mindleaving



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyLør Sep 19, 2009 6:59 am

Hej.
Velkommen til.
Jeg har nu ikke læst alt, det der blev skrevet/svaret indtil nu, næsten tværtimod, men jeg bliver bare nødt til at svare, lidt i håb om at der kommer flere unge hertil og måske bliver (du har måske set min "Historier af en ung"-thread, under "Skolebørn"). Jeg er selv 19 år gammel.
Jeg er ikke testet for intelligens, men det som jeg ved af kendetegn fra andre høj begavede, er sådanset de samme kendetegn, som hos børn, undtaget de specielle, altså at kunne noget bestemt, jeg tænker mere på kvalitative beskrivelser, som god til at se mønstre og udvikle overordnede love, hurtigt til at opfatte nye situationer, eller se meget differentieret på ting.
Jeg selv kunne heller ikke læse tidligere end mine klassekammerader, men jeg tog ofte fat i tingene på en anden måde. Det er det svært at give en beskrivelse af, uden at plukke eksempler ud. Jeg kan og kunne godt lide at være meget for mig selv, for at kunne udtænke og gennemtænke forskellige ideer og selv kontrollere mine leg, for at stoppe op der, hvor jeg syntes at det var nødvendigt, hvor de fleste andre børn måske bare havde fortsat med at lege uden at gøre sig tanker om noget som helst.
Hvad kunne det så være for nogle kvalitative kendetegn? Jo, det kunne være følgende:
- Hurtig opfattelsesevne
- Velinteresseret i mange ting og ofte høj detail-viden
- God evne til at abstrahere ting og problemstilligner og finde analogier
- Udpræget evne til at gøre tankeeksperimenter
- Selvkritisk sans

Der finde mange flere, og de fleste af disse kendetegn kan enkeltvs godt nok findes hos ikke høj begavede. Men det er bare ikke let at definere intelligens og den har ikke nogle specifikke kendetegn. Intelligens er kun en egenskab. Den kan, men behøver ikke, forme mennesker på en bestemt måde. Ofte opdages det, når der er noget der går galt, men, hvis man skal tro internationale studier, så har de færreste høj begavede problemer og spottes derfor ofte slet ikke.
Hvis du har spørgsmål (og selv når du ikke har nogle) så skriv.
Mange hilsner
Jan

EDIT: Jeg har nu lige læst dit sidste indslag. Jeg kan genkende mange af de ting i min egen historie. At jeg lige skriver her på forum og ikke er på fredagsbar med de andre har også sit udgangspunkt i en flydende væske, opbygget af to C-atomer, 5 H-atomer og et OH-molekyle.
Du er hjertlig velkommen til at skrive, hvis du er interesseret i min egen historie, som du sikkert kunne kendkende en del paralleler.
Tilbage til toppen Go down
Millemor





17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyTirs Sep 29, 2009 9:26 am

Hej igen 17-årige.

Jamen der er skam nogle ude i cyberspace, som læser hvad du skriver - og nikker genkendende til det :-)

Du har desværre nok ret i dine iagttagelser omkring hvor pædagogerne ofte har deres focus... Hos de larmende!
Jeg ved ikke hvorfor - men jeg har mange gange mødt pædagoger som viser en lidt afstandtagende og ironisk holdning til de stille og lidt gammelkloge børn. Det virker faktisk som om mange af dem bliver lidt irriterede over børn som helst vil voksenkontakten. I bedste fald bunder det i en bekymring over barnets manglende sociale kontakt med sine jævnaldrende... Hvorfor er "gammelklog" egentligt et skældsord???

Jeg er også stødt på, at de voksne har manglet forståelse for de meget fantasibetonede børn. Nogle voksne fanger simpelthen ikke glimtet i øjet på det barn som kommer med en langt-ude-røverhistorie, måske bliver de irriterede over den lemfældige omgang med sandheden, måske bliver de bekymrede over barnets mentale tilstand, hvis fantasien får alt for frit spil...

Og mht. ungdomslivet med dertil hørende fester...gaab hvor har du ret! (Og dig Jan :-) Og hvor har du ret i hvor tåbeligt det er at lamme hjernen weekend efter weekend efter w.... Helt ærligt der foregår jo ikke en s... til de der fester, bortset fra kap-brækning som optages på video og deles på Youtube :-)
Nå men glæd dig bare til at huen er i hus, den videregående uddannelse er valgt og rus-turen er overstået...så er fårene skillet fra bukkene og så er det igen legalt at være et tænkende væsen :-)

Jeg synes mange af dine oplevelser også lyder som om du er "gifted". Du er måske ikke udelukende til 12-taller nu, og du mener ikke selv du har fod på alt stoffet i gymnasiet - men som jeg også skrev i mit første indlæg, så mener jeg omgivelserne er af stor betydning for om man kan udfolde sit fulde potentiale.
Da jeg selv gik i gymnasiet, var der 3 vidt forskellige matematiske klasser. "Stræberklassen" med flest drenge og kun et par piger. Mange af dem har efterfølgende fået lange komplicerede uddannelser og sidder idag på topposter. Så var der "Mette-medium-klassen" Rar og velfungerede social klasse, som ikke fik de højeste eksaminer, men de var søde ved hinanden og læreren. Og så var der min klasse hvor alt gik op i "hat og briller" og i fysiktimerne i 2.g foregik der vilde papirkuglekampe - næsten hver gang! (Det er ikk' engang løgn!) Jeg gik selv helt i baglås - og endte med at droppe ud i 2.g og troede selv jeg var dum.
Her adskillige år efter, har jeg så taget en HF som selvstuderende med et snit som åbner døre til næsten alle af landets uddannelser - og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan verden havde set ud, hvis jeg havde gået i "den kedelige" klasse med alle nørderne - dem som aldrig gik på druk, dem som ikke havde kærester... Ikke at det er kammeraternes skyld - slet ikke. Jeg var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt! Idag kan jeg slet ikke forstå hvorfor jeg havde svært ved matematikken som 17 årig, og det er nok ikke livserfaringerne som har gjort det lettere at fatte trigonometri og andengradspolynomier. Idea

Og jo... det er "underligt" at interessere sig for psykologi og psykiatri i 6. klasse lol! Bliv endeligt ved med det!

PS: Hellere en socialt bevidst enspænder end et asocialt flokdyr.

PPS: Du har sikkert potentialet til at gøre noget anderledes - ved at følge din egen specielle vej... Og bare vent og se til 15 års studenterjubilæet... så er det måske dig der har levet det liv og haft de oplevelser de andre misunder.

Mange hilsener
Millemor
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyLør Okt 03, 2009 5:47 am

Hej Jan (sjovt nok hedder både min far, min nabo og min bedste vens far det navn)

Jeg vil først sige, at jeg ikke før havde været opmærksom på dit emne "historier af en ung", men det er jeg nu og tog mig den frihed at læse det hele igennem. Jeg har ikke læst så mange indlæg derinde, men jeg vil nok gøre det senere. Jeg vil dog ikke oprette mig som bruger, før jeg vil kunne få bare nogenlunde bekræftet at være et "barn med særlige forudsætninger" (selvom det nok kræver en screening). Jeg må dog sige, at jeg føler mig lidt "dum", når jeg læser jeres indlæg, da jeg bl.a. ikke ser mig selv som hverken højt begavet, intelligent osv. (Jeg ved godt, at der er mange forskellige måder at definere intelligens på osv). Så hvis jeg er højt begavet, så er jeg nok en af dem, der er i den lavere ende af "skalaen".

Ja, jeg kunne godt tænke mig at høre din historie. Hvordan tog du fat på tingene på en anden måde?


Hej Millemor

Desværre er jeg nok en af dem, der er endt i de mere "uheldige klasser", hvor de sjældent laver lektier m.m. Specielt i folkeskolen hvor den mest udprægede holdning var, at man intet skulle lave. Til jubilæer (eller andre sammenkomster) om flere år er jeg ikke interesseret i at møde dem igen (af flere forskellige årsager). Mange af dem mente også, at vi skulle være "unge nok til at drikke", når klassen mødes igen. Min nye klasse på gymnasiet er flinke nok (jeg taler dog ikke med nogen af dem udenfor skolen), men "mange" af dem virker også lidt ligeglade og går ud af lokalet som det passer dem (det gælder dog ikke hele klassen). Jeg tror man generelt bliver mere "motiveret", hvis størstedelen i klassen er det. Der er mere at "leve op til". Mit generelle indtryk er dog, at det er "i orden" (ifølge mange) at downloade ting til sine opgaver fra nettet, snyde m.m. (En holdning jeg tager afstand fra).

Egentlig ret underligt at tænke på at jeg aldrig rigtigt har interesseret mig i det samme som de jævnaldrende: f.eks. går jeg ikke op i make-up (jeg bruger det ikke) - men egentlig lægger det også lidt til familien. Min mors side går slet ikke med det, imens det på min fars side heller ikke bliver brugt det store. Shopping må jeg ærlig talt indrømme, at jeg også finder en anelse kedeligt (maybe it's just me? who knows).

Nu er det heller ikke skole-emnerne, som jeg går mest op i. Jeg vil hellere se, hvor god jeg f.eks. er til at aflæse andre mennesker, da jeg kan se, hvad jeg kan bruge det til (f.eks. om folk smiler falsk eller ægte: - en interesse der også er smittet af på min lillesøster). Interessen for psykologi kan jeg så bruge i dansk, som nok er det fag, jeg har mest "succes" i (primært skriftligt det går bedst med i alle fag, da jeg ikke er glad for at sige noget i en forsamling på 29 personer + en lærer).


Ellers er det skønt at høre folk fortælle om deres egne erfaringer. Så har man lidt at "sammenligne" sig med Razz . Har du/i flere "personlige erfaringer" i gerne vil dele, så vil jeg godt høre dem.
Tilbage til toppen Go down
Admin
Admin
Admin



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyLør Okt 03, 2009 7:29 am

Som du nok kan se er jeg 47 og jeg gider ikke og har aldrig gidet fnidder fnadder med andre piger, ingen make up, ingen shopping alle de "almindelige" ting som man gør som teenager.
Jeg var anderledes end dem jeg gik i klasse (skole) med, det var hårdt dengang. Idag er jeg glad og stolt af at være mig i stedet for en del af mængden. Vi skal alle være her som det vi har det bedst med.
Jeg elskede og elsker stadig at læse andre af, akkurat som du siger. Jeg er faglig på det jævne med alle fag. Jeg kan det jeg gider. Mit motto er Hvad jeg ikke kan det kan jeg lære.
Det er jo ikke kun det faglige det går ud på, når man vurdere om man er et barn med særlige forudsætninger. Hvis du er nysgerrig nok kan du teste dig selv, eller gå til en psykolog.

Her kan man tilmelde sig uanset om man er intelligent eller ej. Det er ikke det det kun drejer sig om. Det er lige så meget det at turde give sin mening eller hjælpe eller råde andre.
Vi har alle erfaringer intelligent eller ej.

Hvad er intelligens???? Det er et definations spørgsmål.
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyLør Okt 03, 2009 11:14 pm

Hej Admin

Nu ved jeg ikke, hvordan jeg "tester mig selv", men kender personligt ikke nogen screenere i Nordjylland. Kan psykologer teste, om man er et barn med særlige forudsætninger? Jeg ved godt, at de kan teste ens IQ, men ens IQ spiller ikke den store rolle, når man skal have bedømt, om man er et "barn med særlige forudsætninger".

Når man skal screenes, er det vel ens forældre, der snakker med screeneren (gennem telefonen)? Eller er der tilfælde, hvor screeneren snakker med barnet selv?

Mange tak fordi du gider at dele ud af personlige erfaringer Smile
Tilbage til toppen Go down
Admin
Admin
Admin



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyLør Okt 03, 2009 11:50 pm

Der er forskellige muligheder.
Der er psykologer som har interesse i børn med særlige forudsætninger og dem kan du finde på min hjemmeside www.intelligenteboern.dk under links.

Der er også Giftedchildren.dk hvor der er sceenere som snakker med forældrene, men da du jo er så gammel du godt kan snakke for dig selv er det muligt de hellere vil snakke med dig eller/også vil snakke med dig.

Nu ved jeg du er interesseret i psykologi. Jeg har lige læst om Anders lund Madsen i Magasinet Psykologi, og den er faktisk ret spændende.

Du kan også gå ind på Mensa og tage en test for sjov/alvor og se hvor du ca. er.
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptySøn Okt 04, 2009 4:41 am

Hej Admin

Mensas "for sjov"-test har jeg taget en del gange før, og jeg ligger på 133 - det er dog langt fra sikkert, at jeg ville få ca. samme resultat i en "rigtig" IQ-test. Eftersom jeg har prøvet den en del gange før ved jeg dog ikke, hvor "gyldig" den er længere (prøvede den første IQ test på nettet som 12-årig, men det var den på iqtest.dk). Nu kender jeg også en, som fik over 125 i en logisk IQ test taget hos en psykolog, men i mensas "for sjov"-test fik vedkommende en nær "normalen" (100). Så det kan vist variere meget fra test til test (specielt dem på nettet - jeg er så godt klar over, at det er dem, man har fået taget hos en psykolog, som nok giver det mest "korrekte svar").

Angående screening har jeg nok ikke det store mod på at ringe nogen op af mig selv (ville blive nervøs og være lidt bange for at få resultatet at jeg ikke er det - så vil man jo nok føle sig lidt dum - det ved jeg hvertfald, at jeg ville), så jeg bliver nok nødt til at lade en af mine forældre gøre det (når jeg engang tør at spørge om at blive screenet). Mine forældre vil nok også kunne fortælle nogle andre ting, end jeg kan. F.eks. har jeg fået fortalt, at da jeg var ude at handle med min far (jeg var nok 2-3 år gammel), så mødte min far en udenfor, som han begyndte at snakke med. Jeg gik så ind i butikken, imens han snakkede, tog en lille vogn og begyndte at lægge ting som æbler og andre frugter ned i den. Min far opdagede så, at jeg var væk og gik ind efter mig. Der stod vist en del voksne og kiggede meget på mig. (De smilede vist også lidt over at se sådan en lille pige handle helt alene - men det er jo heller ikke noget, man ser hver dag). Jeg havde så ikke lagt æblerne i en pose, men vi fik vist alligevel købt det, som jeg havde lagt i vognen (min far lagde selvfølgelig tingene i en pose først). Det var vist et lille sidespor så tilbage til emnet:

Tak for linket/linksne - kender godt siderne, men jeg har ikke kigget efter folk, der rent faktisk har kunne "identificere", om man er det før, så det er godt at vide, at andre kan finde den information, som man ikke selv har været opmærksom på. (har primært søgt på information om det at være et barn med særlige forudsætninger - men har som sagt mest fundet informationer om mindre børn).
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyTors Okt 08, 2009 5:27 am

Nogle spørgsmål:
- Hvordan reagerede i til forældresamtaler? (samtaler hvor læreren/lærerne, forældrene og eleven er til stede) Altså: hvordan reagerede i på ros og på mindre gode ting?
- Hvis i havde et lavt søvnbehov som børn: Har i det stadig nu?
Tilbage til toppen Go down
mindleaving

mindleaving



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyTors Okt 08, 2009 9:58 am

Hej.
Beklager at jeg først svarer nu, og alligevel ikke. Jeg ville bare lige meddele, at jeg først nu har læst., at der er svar. Jeg svarer i morgen (skal i seng nu). Så kan jeg alment lige fortælle lidt om mine oplevelser fra mit "nye liv".
Mange hilsner
Jan

P.S. Har nu aktiveret e-mail-reminder, hvis der kommer svar.
Tilbage til toppen Go down
mindleaving

mindleaving



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyFre Okt 09, 2009 1:00 am

Så er jeg der igen efter lang tid.
Først min historie:
Jeg kommer fra det danske mindretal i Tyskland og har gået i dansk børnehave,skole og gymnasium og er nu endelig endt på Københavns universitet.
Før jeg begynder, så vil jeg lige gøre op med den måde der her skrives om "de andre". Jeg kender jo selv følelsen af at være anderledes og at gøre ting anderledes. Ordet "anderledes" indeholder allerede de "andre", men det er langt fra så simpelt at afgrænse sig fra de andre. Især når vi ønsker at blive accepteret skal vi omvendt også acceptere de andre og ikke beskrive dem som dårligere mennesker. Jeg er sikker på at ingen havde i sinde at gøre det, men det kan lyde lidt sådan, når man læser hvordan man selv afgrænser sig fra "de andre", der jo bare er til druk og alle sammen er lige/normale, mens man selv er det højtudviklede menneske. Ok, nu ikke mere om det lige nu, men jeg syntes at det var vigtigt. Kategorisk imperativ.
Jeg vil nu ikke fortælle alt der kan fortælles om mig (så bliver vi jo aldrig færdig ;-) ). Hvilke tegn har ført til, at jeg endte her?
Det hele med "højt begavet" begyndte lidt mere end 3 år siden. Jeg var lige i praktik (den har ikke noget at gøre med det hele, men det er bare den hændelse som jeg forbinder med denne praktik), da jeg en aften fik lyst til at søge efter "højt begavede" på Google. Bare for sjov, bare se hvad disse overmennesker, som jeg forestillede mig at de måtte være, gjorde på nettet, om de overhovedet opholdt sig et sted som er så åben, eller om der findes hemmelige foreninger for dem. Jeg søgte så eksplicit efter et forum. Jeg stødte så på det forum, der siden er blevet noget som et hjem, et åndeligt hjem, men et sted hvor jeg følte og føler mig hjemme.
Det var lidt som om at blive ramt af et lyn. Jeg var meget ophidset da jeg ikke kun opdagede, at disse formentlig så overmenneskelige mennesker skrev på et normalt niveau, men også havde en lignende måde at tænke over ting, dybgående og mange af dem med de samme problemer som mig selv. Det var det første sted hvor jeg stødte på folk der åbent diskuterede om ting, som jeg selv syntes, andre folk i min omgivelse ikke gjorde sig tanker om. Eksisterer Gud? Har dyr en bevidsthed? Efter hvilke etiske regler burde man handle? Hvor stor er universet? Hvad er uendelighed? osv.
Siden da er jeg blevet hængende i det forum og har mødt mange der tænker som mig om mange som ikke gør, men det vi har tilfældes er, at have glæde af at diskutere, ikke tage ting for givet og lysten til at trænge i dybte med noget.
Et halvt år siden prøvede jeg så at finde et tilsvarende forum i Danmark, da jeg jo havde besluttet mig for at skulle læse i Danmark. Jeg kunne desværre ikke finde et åbent forum, der svarede til det jeg søgte efter, men endte så her på siden og har hidtil følt mig tryg her, altid i håb om, at kunne få nogle unge mennesker til at komme herind og blive her. Statistisk er der 2% af befolkningen der er højt begavet, så der må være flere unger... ifølge det jeg har læst om bmsf er der endda 5% der falder indenfor definitionen...
Hvad har jeg så gjort før jeg opdagede at der var mennesker der lignede min måde at tænke på (alle mennesker ligner hinanden, så man må ikke sige: Mennesker der ligner mig). Jeg gik på en meget lille skole, hvor vi med 10 elever i klassen var den største af 6 klasser. Det var en dejlig tid (Vi gik 6. år i grundskole, og kom bagefter på andre skoleformer f.eks. gymnasium), da vi var så få og lærerne havde masser af tid, når vi havde specielle spørgsmål. Til min tysklærer lavede jeg hver time en quiz med forskellige opgaver og min matematiklærer kunne jeg spørge om volumenformler og lignende. Det var en meget tryg måde at starte uddannelseslivet på. Jeg deltog for det meste ikke i de andre børns leg, men kunne godt lide at være inde alene (men vi blev ofte tvunget til at gå ud i frikvarterene), men jeg følte mig tilpas i skolen. Mine forældre var ofte bekymrede over at jeg ikke havde interesse i at mødes med mine kammerater. Jeg tilbragte min fritid for det meste alene eller med min lillesøster, og det havde jeg det fint med.
Da jeg så kom i 7. klasse, på gymnasiet (gymnasietiden gik fra 7.-13. klasse, 11.-13. klasse svarende til 1.-3.g) blev klassen meget større, med 28 elever. Tiden fra 7.-10. klasse var en dejlig tid, med en klasse af individier. Alle med hver deres særheder, styrker og svagheder. Vi var en klasse der holdt sammen, fordi vi var forskellige. Der var det heller ikke længere vigtigt, at jeg ikke gjorde som de er "normalt" for nogen i vores alder. Alkohol spillede ingen rolle i den tid. Der blev lavet lidt spøj med de enkelte klassekammeraters særheder, men på en måde, så alle kunne le over det sammen og give et selvironisk svar.
Hvor anderledes jeg var, blev først synligt igen fra 11. klasse. Jeg kedede mig vildt meget, fordi jeg kom i klasse med dem, der skiftede fra "realskolen" til gymnasiet. Det førte til, at mine klassekammerater var optaget af at opsamle alt det, de ikke havde lært på "realskolen", mens der ikke var så meget nyt for mig. I sommerferien før dette skoleår var begyndt havde jeg sørget for, at jeg måtte gå til forelæsninger hos det lokale universitet. I 11. klasse gik så med, at jeg gik til skole og efter sidste time sprintede til busstoppestedet for at nå bussen til universitet. Der var jeg så til om aftenen. Det var en dejlig tid. Jeg har nydt den åndelige udfordring der kom med forelæsningerne. I økonomi-matematik havde jeg ikke haft de fleste af de ting der blev krævet, så jeg blev nødt til at lære dem selv. Det havde igen som effekt, at jeg kom langt forud for det vi gjorde i skolen, ja rettere lærte jeg mig alt det, jeg ville komme til at lære i de 3 år der var tilbage i gymnasiet. I den tid begyndte det så også med at det blev moderne at drikke. Jeg havde så meget at se til at jeg overhovedet ikke havde tid til fester, bortset fra, at jeg heller ikke havde lyst at foretage mig noget i den stil. Men jeg har nogle gange vært til fødselsdage og skolefester, bare for ikke helt at tabe forbindelsen til mine kammerater. Jeg havde det også sjovt på trods af, at jeg var helt nøgtern. Det er lidt ondt, når man glæder sig over at se de mange berusede mennesker og vide at nogle ikke vil har det særlig godt næste dag. Jeg har på de skolefester, hvor jeg har været med, forsynet mine venner med vand. Alkohol gør folk tørstig og de var meget glad for vand og jeg havde noget jeg kunne gøre. Jeg kan ikke lide at sidde rundt uden at gøre noget. Jeg skal altid have noget jeg kan gøre.
I min universitetstid opdagede jeg også noget af det smukkeste og mest hellige i verden: Biblioteker! Bøger er noget helligt. Jeg kan tildels går gennem rækkerne af bogreoler og forsigtigt stryge over bogbindene og af og til ærefrygtigt trække en bog ud og bladre igennem den, og, hvis den er noget jeg gerne vil vide mere om, sætte mig ned og læse.
Det er noget som jeg indtil nu ikke kunne begejstre nogen anden for, ud over dem i forumet for højbegavede. Så er der nogle hverdagssituationer hvor man lægger lidt mærke til, at man har en anden tænkemåde end de fleste mennesker omkring mig (det gælder måske ikke mere på universitet, men i min skoletid var det sådan). F.eks. at løse problemer, hvor andre ikke tror der kan gøres noget. Et eksempel som jeg blev mindet om ofte bagefter var, at vi var på spejdertur, og havde et fjernsyn med i hytten. Desværre virkede den ene ledning ikke. Tilfældigt havde vi en guitar-streng liggende, der lige var revet over. Det var en stål-streng, så den kunne lede og dermed reparerede jeg så fjernsynet. Det var ikke særlig god og ingen måtte røre ved det, men det virkede.
Det er hverdagssituationer hvor man lettest kan finde eksempler på en anden tænkemåde, det er også derfor at man kan komme til at føle sig så anderledes, når man løser problemer anderledes end det er tænkt. Kan du komme i tanke om nogle eksempler hos dig selv?

Det er en grov sammenfattelse af min skoletid. Nu er jeg på universitet og deværre ligner det fortiden meget skolen, især fordi jeg har brugt min fritid i 12. og 13. klasse på at læse videreførende matematikbøger, så det vi lige lærer på matematikstudiet er ikke noget nyt. Derfor kan jeg også skrive svaret mens jeg lige nu sidder i forelæsningen.
Lige for tiden er jeg lidt skuffet over studiets forløb, men til gengæld har jeg nok tid til at lære andre ting i min fritid, f.eks. medicin og kinesisk.
Til til spørgsmål om søvnbehov: Ja, jeg har haft og har stadigvæk et nedsat søvnbehov. Jeg kan godt lide at ligge lidt længere i min seng, men i min skoletid, hvor jeg havde 8 timer skole og bagefter selv underviste, har jeg i gennemsnit sovet 4,5 timer pr. nat. Nogle gange 6-7 timer, og enklte gange kun 1,5 time. Men så var jeg også meget optaget af ikke at falde i søvn i undervisningen.
Men det der kendetegner højbegavede mest er glæden for at tænke og spørge. Alle de andre ting, er kendetegn på en høj indsats for at ophåbe viden, men det kan opnås med flid og ingen betingelse for intelligens. Det er også grunden til, at intelligens ikke medfører success i f.eks. skolen, da der stadigvæk skal en del arbejde til. Men forskellen er, at højbegavede ofte har glæde af at lære nyt og derfor yder mere. Men til gengæld kan de også hurtigt blive frustret, hvis de ikke får den udfordring og ikke så meget ny viden som de føler de kunne få. Især når man først engang har oplevet en rigtig udfordring som f.eks. ved selv at lære ved hjælp af bøger, kan det være meget frustrerende og lysten til at yde noget går mod nul (for at udtrykke det matematisk ;-) ). Tildels tolker jeg min egen ekstrem og tildels overdreven arbejdsindsats som flugt fra skuffelsen over andre ting, f.eks. den manglende sociale interaktion. Måske gør jeg det samme som dem der drikke for meget. De prøver at drukne deres hverdag i alkohol, jeg prøver at drukne og lamme min hjerne med arbejde. Sålænge jeg tænker på noget fagligt kan jeg ikke tænke over hvor ensom jeg er. Jeg føler mig godtnok nogle gange lidt ensom, men ikke nok til at jeg ville opgive den hverdag jeg har nu, hvor jeg dag for dag kan mærke, at jeg lærer mere. Men det er som sagt en flugt fra realiteten, en flugt fra at tænke nøje over den situation jeg er i. Psykologi er noget dejligt, ik? ;-)
Jeg håber du kunne genkende nogle fællestræk. Ellers uddyber jeg dem.
Mange hilsner
Jan
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptySøn Nov 01, 2009 4:44 am

Hej Jan

Ja, din første pointe er vigtig at få fastslået (man skal bl.a. prøve at lade være med at stryge alle over en kam - som egentlig blot er en forenkling af virkeligheden).

Jeg har dog aldrig selv været en af dem, der har været såkaldt "længere fremme" fagligt. Det meste af tiden har jeg nemlig prøvet på at "passe ind" (det lykkedes dog aldrig rigtigt i min folkeskoleklasse - men "heldigvis" er mange af personerne i min nuværende klasse meget forskellige). I første eller anden klasse kan jeg bl.a. huske, at jeg havde en masse spørgsmål i natur og teknik. Desværre skete der det, da min lærer kaldte mig opmærksomhedkrævende, og derefter stoppede jeg med at stille flere spørgsmål (jeg havde trods alt ikke lyst til at være opmærksomhedskrævende -et ord der virker meget negativt præget).

I modsætningen til dig har jeg ikke gået i en klasse (hvertfald ikke i folkeskolen), hvor folk var meget forskellige. Jo, alle er da forskellige, og der er ingen, der ligner hinanden - men der var en "kvote" for, hvornår man lignede "de andre". Lignede man "de andre" så var man accepteret (var man for anderledes var man blot underlig og et nemt offer). Desværre havde specielt pigerne en tendens til at kommentere og bagtale alle - selvom dem de legede "bedste veninder" med. Denne form for adfærd passer meget godt med at "holde sine venner tæt på, men sine fjender tættere". Mine klassekammerater begyndte dog at drikke allerede i 6 klasse, og specielt i 7ende trådte det kraftigt igennem. Udover det var pigerne også nødt til at få gruppe-psykolog-samtaler (hvis der da overhovede er noget, der hedder det, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det), fordi de skændtes for meget. Personligt tænker jeg blot, at hvis kan bagtale en anden, så kan de også bagtale mig. Man er ikke "fredet", bare fordi man var "bedste veninder" - en adfærd jeg har undret mig meget over (som der dog kan findes både psykologiske og fysiske forklaringer på).

Jeg må dog sige, at jeg aldrig har stillet alle de spørgsmål, som jeg gerne ville. Jeg har nemlig altid haft indtrykket, at de andre sikkert allerede vidste den slags og derfor ikke spurgte om det - og jeg ville helst ikke virke dum. Jeg har dog for nyligt snakket med en dreng fra klassen her på gymnasiet og opdagede, at han slet ikke tænkte over den slags, jeg spurgte om. Eksempelvis har jeg hørt, at ens blod har en levetid på ca. 4 måneder (og vi producerer trods alt blod hele tiden, ellers ville det blive et problem at være bloddoner - man ville også få for meget blod i kroppen, hvis man ikke slap af med blodet), men hvor ryger det døde blod hen? Hvad sker der med det? Jeg kom også til at tænke på, at hvis helvede var varmt, hvordan ville det så være i himlen? (Dog kom jeg til at tænke på, at man i himlen ikke ville have en krop, og derfor ikke ville kunne mærke temperaturen. Udover det skal religion tolkes, så man beskriver egentlig bare en "psykisk/åndelig tilstand" som noget fysisk, så det er nemmere at forholde sig til - dette kan dog blive en længere diskussion og køre lige fra religion til hvor langt nede helvede burde ligge. Når man siger helvede, tænker de fleste på noget der ligger "nede", imens himlen er længere "oppe", men det er nok ikke en indre diskussion, jeg skal skrive videre om nu).

Jeg kender ikke din holdning til religion, men jeg synes nemt "folk", der blankt afviser religion, kan virke en anelse snævertsynede. Dette kunne bl.a. skyldes, at mange tager skrifterne bogstaveligt i stedet for at tolke dem. Bl.a. kan den kære videnskab nemt bevise, at det er fysisk umuligt for en mand (af kød og blod) at sidde oppe på en sky i himlen - himlen ser vi jo som himlen over os. Når vi ser op møder vi nemlig en blå himmel med hvide skyer, og hvor mange har lige set en mand af kød og blod hoppe fra sky til sky? (eller hvad folk nu forestiller sig om Gud). Sådan en person kan ikke være "overalt", men eftersom at Gud og helligånden er det samme, så kan Gud lige så godt være en ånd/sjæl (evt. på et meget højt niveau). Hvis vi så går over til "hvad der sker efter døden", så synes jeg ofte, jeg hører at: "når man er død, så er man død, og så sker der ikke mere" (specielt hvis folk går ud fra, at vores personlighed sker i hjernen), men jeg kan selv bedre lide tanken om, at der sker noget efter den fysiske død. Tit vil folk godt have at det "engang stopper" og at alt har en "start", men hvad hvis sjælene bliver "genbrugt"? Hvis vi siger, at personligheden ligger i hjernen, så vil en ånd (for mig er en "ånd" en sjæl uden en krop) måske ikke have en personlighed? Det er trods alt pga. kroppen, at man kan mærke ting som kulde, varme m.m., men kan man mærke psykisk kulde? - Jeg ved godt, at man synes, at folk er kolde overfor en, men det er ikke social "kulde", jeg søger. (note: jeg tror ikke på, at videnskaben kan bevise alt). Nu kom jeg over i lidt mere abstrakte emner (som måske kan virke lidt "langt ude", da de ikke nødvendigvis er "logiske", så jeg må hellere hoppe tilbage til noget mere jordnært og konkret):

Jeg har så også været meget psykisk passiv specielt fra 6-9ende klasse. Jeg "meldte mig nærmest ud" af det sociale i klassen, fordi jeg ikke gad al den overfladiske snak, bagtaling m.m. mere. Det var ikke noget bevidst på det tidspunkt (at jeg meldte mig ud). Jeg er dog glad for, at jeg "meldte mig ud", da "disse personer" ikke var specielt gode for "sådan en som mig" at være sammen med. I den tid brugte jeg dog meget tid på psykologi og psykiske sygdomme (specielt spiseforstyrrelsen anoreksi har været meget i mit søgelys - bl.a. hader jeg diverse nemme "løsninger", som at "de bare kan spise noget"). Jeg synes også at snak, som indeholder fester, alkohol (medmindre det er noget rent fagligt - som hvad det gør ved kroppen, opførsel m.m.) osv., er en anelse kedelige, da jeg ikke synes jeg kan "følge deres interesse". Jeg har også for nyligt for første gang set klassekammerater være berusede. De snakker ufattelig højt, eftersom de ikke kan styre deres stemme. Jeg har også meget holdningen, at når de selv vælger at indtage alkohol, så har de også selv ansvaret for deres opførsel. De drenge, som jeg så som berusede, havde også en ufattelig dårlig motorik i forhold til, hvad de plejede. Dagen efter kunne man også mærke og se på dem (bl.a. var deres øjne rødlige), at de ikke var helt vågne psykisk. Jeg var dog ikke med til selve festerne, da jeg sad på værelset (det var en studietur) og læste bogen "de intelligente børn" af Ole Kyed (sjovt nok synes jeg ikke, at psykologi er særlig tungt at læse - der mener jeg generelt og ikke blot denne bog). Hvorfor er det egentlig, at deres øjne bliver røde? (med det mener jeg selvfølgelig ikke, at farven på deres øjne bliver rød (ligesom ved albinoer - grunden til at de har røde øjne kender jeg godt fra biologi-timerne) eller at den røde farve dækker hele øjeæblet). Udover det synes jeg at ens forhold til "festvenner" virker en smule overfladisk, og den slags forhold har jeg ingen interesse i at få til folk - bl.a. fordi den slags forhold virker meget meningsløse for mig. Jeg ser gang på gang folk have over 200-500 venner på sider som f.eks. facebook. Personligt tror jeg ikke på, at de kender dem alle særlig godt, men det virker meget som om, at det nærmest er blevet en "sportsgren" at få så mange bekendte som muligt (eller som de kalder dem: venner). Tilbage til emnet:

Jo, psykologi er en dejlig ting. Hvis man ser sig omkring kan man også se, at der er hierarki overalt. Dyreverdenen, arbejdspladsen, socialt m.m. (som bl.a. er et emne, hvor man kan komme vidt omkring og ende et helt andet sted, end man startede). Jeg har også tit syntes, at det var lidt "sjovt" at tænke på, at man kigger ud af et par øjne i en krop. Det er dog et emne, som jeg ikke helt kan forklare, men jeg synes tit, at det virker som om, at man blot er placeret i en "tilfældig" krop og nærmest sidder og "kigger ud". Så man kan vel sige, at jeg nærmest sidder og "håber" på, at der er mere i tilværelsen end den måde, som mennesket har valgt at indrette verden på. Denne krop gør det dog muligt, at man kan røre et andet menneske - noget, der ville være et problem, hvis man blot var en ånd. Nu er mit "åndesnak" meget "højt oppe i skyerne", og det kan virke ufattelig langt ude, for det er "slet ikke logisk", men hvad er logik? Er det det, som videnskaben kan bevise? Det man kan forholde sig til og relatere til? Det kan nok på mange virke en anelse "tåbeligt" og naivt, når man sidder og overvejer den slags, som størstedelen ville se som "overtro", så på det punkt foretrækker jeg ofte at "holde kortene tæt på kroppen" (medmindre vi taler folk, der rent faktisk kan følge tankegangen og gider at diskutere det). Hvad er egentlig definitionen på ordet "overtro"? Hvad betyder det præcist?

Jeg gad også godt, at man kunne prøve at dø i nogle minutter, opleve hvad der sker efter døden og så huske det. Dog er det et "problem", at vi er så afhængige af hjernen. Den kan trods alt ikke undvære ilt alt for længe. Jeg har også tit tænkt på, hvordan det ville være at forlade sin krop. Bare sidde og kigge på sin krop (og evt. flyve rundt og være steder, som man ikke kan være pga. kroppens begrænsninger - dette kunne bl.a. være at komme ind til jordens kerne). Dog ville andre nok have mulighed for at indtage ens krop, hvilket hurtigt kunne blive udnyttet. Hvis man nu kom "udenfor" sin krop, som en sjæl, ville ens krop så kunne fungere (gå rundt, spise m.m.) uden man var inde i den?

Nu ved jeg ikke hvordan du (eller andre) vil reagere på dette indlæg, men hvis jeg vovede mig ud og lagde det ud på enhver anden side, kan jeg ikke forestille mig at størstedelen af reaktionerne er specielt positive, så jeg håber ikke, at det bliver tilfældet her. Jeg kan godt se (fornuftsmæssigt), at mine tanker virker lidt "langt ude" (eller sagt på en anden måde: meget abstrakte). Udover det har jeg også altid syntes, at Nordamerika lignede en kænguru (fra siden). - Hvorfor det lige skulle med, ved jeg dog ikke. Dette er også ved at blive et langt indlæg, så jeg må nok hellere sende det. Jeg har så også tit siddet og prøvet at "analysere mig selv". Dette gælder specielt fortiden, da jeg (imens jeg var der) ofte prøvede at glemme tingene (ingen har trods alt lyst til at føle sig uønskede). Det var dog ofte svært at fornægte, da jeg tit stod og kiggede i et hjørne fra 6-9ende klasse (eller på min stol) i frikvarterne, imens jeg observerede de andre (og tænkte). Jeg synes også tit, at når pigerne var oppe at skændtes, så tænkte de kun over, hvad de/den anden gjorde imod dem, men ikke hvad de selv havde gjort. De virkede ikke som om, de prøvede, at sætte sig ind i den andens situation (jeg har ofte undret mig over folks adfærd). Jeg kan også sige så meget, at hvis man fortalte en person én ting i et frikvarter, så ville resten af klassen (+ paralelklassen) ofte vide det inden det næste frikvarter. Nu skal det selvfølgelig ikke lyde som om, at alle i min klasse var trælse at være sammen med (fra min synsvinkel af). Der kom trods alt "nyt blod" ind i klassen i 8-9ende klasse, eftersom der kom en masse folk fra en anden skole og blev blandet med vores klasse.

Det gjorde dog ikke den store forskel for mig (jeg havde aldrig nogen med hjem og snakkede ikke rigtigt med nogen i skolen - eller i fritiden), men jeg må da indrømme, at jeg ikke har det mest positive syn på min folkeskole-klasse. Var læreren gået ud af lokalet (hvor vi skulle sidde og lave opgaver selv), så hørte man hurtigt kommentarer som: "laver du nu noget igen!?" flyve igennem luften. De sad for det meste og snakkede og larmede, når læreren var gået og havde en ret negativ holdning til det, at man lavede sine ting. Nu ved jeg godt, at jeg meget tager afstand fra "mine gamle klassekammerater", men jeg har ikke lyst til at have noget med "dem" at gøre. Selv her på gymnasiet (de går en årgang under mig) så kan man stadig høre dem kommentere en og sende blikke. Bl.a. kom jeg ind i bussen på et tidspunkt (jeg var den eneste der kom ind), og jeg kunne høre en af dem hviske: "se hende lige" og så stirrede de ellers bare hånligt. Det er dog kun pigerne, der var/er sådan. Drengene fra min gamle klasse havde jeg ikke noget imod (udover dem der mobbede folk).

Ja, mit syn på gamle klassekammerater er meget negativt m.m., men jeg må nævne, at jeg ikke er den eneste med holdningen om, at specielt pigerne fra min gamle klasse var "frygtelige" (udfra deres egne indtryk af dem). Nu ved jeg ikke, hvordan du/i vil definere det jeg skriver, men jeg har blot valgt at fortælle i det sprog, jeg nu engang skriver i, uden at tage det store hensyn til, hvor meget der kan misforståes eller "tolkes forkert". Jeg synes også nemt, jeg kan lyde "mindre intelligent" (i forhold til de andre herinde), når jeg skriver på den måde, som jeg gør. Dette kunne måske have noget at gøre med, at jeg sandsynligvis er den yngste person herinde eller generelt ikke ser mig selv som specielt intelligent (snarere dum).

Note: Drengen, som jeg kender (= min bedste ven), har fået fortalt af en screener, at han er et barn med særlige forudsætninger, men han har dog aldrig været til en officiel screener samtale. Jeg kan så sige så meget, at han finder tankerne ovenover interessante og tænker selv på den slags.

Jeg må nok hellere stoppe og sende indlægget, da det allerede er ret langt.
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptySøn Nov 01, 2009 5:22 am

Ps. Jeg har ikke rigtigt kommet med "anderledes foreslag", hvor jeg har tænkt anderledes, da jeg aldrig har været særlig åben omkring disse tanker. Når jeg "udleverede" tanker eller ideer, fik jeg oftest et blik, der fortalte mig, at jeg var dum at høre på. Angående forældresamtaler har jeg aldrig kunnet klare at få hverken ros eller kritik. (Den eneste "kritik" jeg dog har fået var, at jeg skulle sige noget mere). Ved rosen endte det ofte med at jeg sad og gemte mig bag mit hår med tårer i øjnene, fordi jeg ikke syntes, jeg fortjente rosen (og synes jeg stadig ikke).

Udover det synes jeg, det er en god fortolkning/sammenligning (det med at drukne hjernen i alkohol/arbejde). Det er trods alt nemmere at "drukne" hjernen i andre ting, så man ikke behøver at tænke så meget over den situation, man nu engang er i. Det virker bare "nemmere". Jeg har så selv druknet min hjerne i informationer om psykologi og psykiske sygdomme (specielt spiseforstyrrelser) og skrive med andre folk på nettet. Jeg har fået fortalt, at jeg havde et lavt søvnbehov som lille (+ jeg kan huske, at jeg ofte stod op ved 5-6 tiden for at se tegnefilm - på trods af at de ikke var startet endnu, men så så jeg bare noget af det, som jeg havde optaget på vhs-bånd - jeg kunne specielt lide tegnefilm som "den travle by", hvor man lærte noget), men i teenagerårene/slutningen af folkeskolen (der for mig var meget deprimerende) sov jeg en del. Jeg sad også tit og så tv-avisen i 2-3 klasse (de var ikke glade for, at jeg gjorde det/godt ville se det, så de slukkede tit for tv'et).

I modsætningen til dig har jeg dog aldrig rigtigt været med til såkaldte "drukfester" (som jeg har valgt at kalde dem), da jeg har taget afstand fra dem. Det har nemlig aldrig været noget, som jeg så som vigtigt at have med i min tilværelse. Jeg kan godt lide at lære, men jeg tror, at jeg ikke har ydet mere, fordi min gamle klasse bl.a. så meget negativt på det. Jeg kan huske, at jeg synes (specielt i de yngre klasser - hvor jeg ikke var blevet påvirket særlig meget) at tingene var nemme at lære, og jeg ville gerne lære mere. Dog kedede jeg mig ofte hurtigt, specielt når folk skulle have gentaget tingene, som jeg allerede havde lært.

Jeg mener også at det miljø, man er vokset op i, spiller en ufattelig stor rolle på det her område. Min folkeskoleklasse/gamle klasse var meget præget af janteloven, og hvor meget man end ville ønske ikke at blive påvirket af dem, så bliver man det ofte alligevel. Jeg er dog glad for at høre, at dine klasser har været mere "succesfulde", selvom du nok keder dig fagligt. Det er dog interessant at du har fået lov til at være med i forelæsninger på universitetet. Hvordan fik du lov til det? Hvordan har du fundet ud af, at du er højt begavet? Var det noget, som du selv kunne "indrømme overfor dig selv"? (på trods af vores kære jantelov). Jeg synes nemlig ofte, at det er "tabu" at snakke om, at man er "klog/intelligent", for så har folk ofte den opfattelse, at man "tror at man er noget", og så tænker nogle ofte straks, at man er "overlegen" eller prøver at være noget "specielt". Ser du egentlig dig selv som intelligent? Hvordan klarer du dig i mensas "for sjov" IQ-test?

Kender du det med, at når man først er begyndt at skrive (om tanker), så kan man næsten ikke stoppe igen? Jeg synes lige, at jeg skulle svare mere på dit indlæg end blot at skrive om "mig selv" (jeg vil jo helst ikke virke for ego-centreret). Jeg bruger også mere japanske-smileys end "de normale smileys", som nok kan forklare, at jeg sjældent bruger smileys herinde..men nu skal jeg heller ikke give dig for meget læsestof Wink
Tilbage til toppen Go down
mindleaving

mindleaving



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptySøn Nov 01, 2009 1:38 pm

Hej. (kunne du ikke give dig et navn, enten dit fornavn eller et pseudonym? Jeg kunne tiltae dig som "17-årig pige" men det lyder underligt...)
"men nu skal jeg heller ikke give dig for meget læsestof"
Det var da ikke meget ;-) (Jeg er sikker på du kan lide ironi og måske sarkasme?!) Jeg fik et halv tankekollaps ved at læse. Det killede i fingrene at svare noget, og det gør jeg også, men det bliver nok en halv bog, så jeg svarer nok først i morgen eller overmorgen. Jeg har meget at svare. Især religion er et vidunderligt emne. Jeg er ikke helt så religiøst (troende endnu mindre) end du er, men emnet har fulgt mig hele mit liv. Jeg er nok mere den typiske naturvidenskabsmand, der gerne forklarer ting fysisk. Det har jeg også gjort da jeg var på din alder, men allerede der begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg har stadig svært ved at tro, men jeg synes heller ikke at det lige nu er det rigtige for mig at være troende i traditionel forstand, men det er nærmere, at jeg ikke fanatisk hævder at der ikke findes noget metafysisk. Min tese er nærmere, at religion/tro og videnskab langtfra udelukker hinanden, men eksisterer parallelt. Som det er med parallele linier (i euklidisk rum) så har de ikke noget skæringspunkt. Jeg mener selv at begge har deres eksistensberettigelse og deres anvendelse. Videnskaben kan ikke sige noget om noget guddommeligt, mens en religion heller ikke skulle prøve at blande sig i videnskaben. Jeg tror ikke på noget, jeg er heller ikke spirituellt, men en vis sjat overtro har altid fascineret mig. Især når andre mennesker har en tro, hvad end det er. Jeg beundrer folk der kan tro for jeg har så svært ved det, og jeg synes at det er en vidunderlig evne. Desto mere bekymret er jeg når nogle mener, at de skal overbevise disse folk om, at det de tror på er noget sludder og kommer med videnskabelige argumenter. De har i mine øjne misforstået nogle vigtige sammenhæng. Men jeg uddyber det i mit svar.
Du har en vidunderlig måde at skrive på og jeg glæder mig til mange kontroversielle konversationer. Tak fordi du turde åbne dig så meget. Jeg håber at du selv har fået noget ud af det. Har du før prøvet at skrive dine tanker ned på den måde?
Jeg husker mine første indslag i det tyske forum, hvor jeg for første gang åbnede mig overfor andre med mine tanker ud til det offentlige rum. Jeg var nok lige så bekymret overfor reaktionerne som dig. Jeg håber at jeg kunne tage lidt af din nervøsitet.
En god sønddag.
Mange hilsner
Jan
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyMan Nov 02, 2009 2:33 am

Hej Jan

En af grundene til at jeg tænker mange tanker omkring religion, er nok fordi jeg er opvokset i en kristen familie. Jeg kan godt lide tanken om, at man har noget at tro på. Tro kan jo trods alt give håb, og så ender man ikke helt som: " Palle alene i verden". Da jeg var mindre hørte jeg gang på gang argumenter om, at Gud osv. ikke kunne findes m.m. Jeg synes bare det virkede forkert at afvise tankerne om det blankt. Jeg kunne selvfølgelig godt se logikken i, at en mand ikke kunne sidde i himlen m.m., men jeg havde aldrig tænkt på ham/hende/den som et menneske af kød og blod. Det var bare noget, der "var der".

Jeg er selv af den opfattelse, at religion og videnskab ikke skal blandes sammen. Udover det bryder jeg mig ikke om det, når folk prøver at overbevise en om, at det man tror på er ulogisk eller ikke kan passe (typisk bruger folk videnskaben til det). Desuden tror jeg ikke på, at religiøse mennesker skulle være "mindre kloge" end ikke religiøse (fra undersøgelser). Jeg har bl.a. hørt engang at: "hvis mennesket ikke har noget at tro på, så går det under". Så kan man altid diskutere hvad "tro" er, men når folk tror på videnskaben, så har de også noget at tro på. Man kalder det ikke nødvendigvis "religion", men tro er vel tro, og hvis man ikke har noget at tro på, så bliver man fortvivlet (og som jeg nævnte ovenover giver tro håb).

Men jeg glæder mig da til at læse den halve bog, du kommer til at skrive. Jeg skal nok ikke skrive for meget denne gang, ellers bliver det da til mere end en halv bog.

Jeg hedder forresten Sara (et dejligt anonymt navn). De eneste tidspunkter jeg har skrevet tankerne ned var i "dagbøger" eller til min bedste ven (som godt kan følge tankerne) - både når jeg har "skrevet til mig selv" og vennen, så er det blevet diskuteret og ført langt ud (det kan nemt ende med et ubevidst emneskift). Her for nogle dage siden var så første gang, hvor jeg prøvede at stille en "gennemsnitlig person" om, om han tænkte på den slags. Det er egentlig ret underligt at tænke på, at de ting man undrer sig over, ikke er noget som andre nødvendigvis tænker på. Udover det sagde han, at når jeg begyndte på den slags spørgsmål/tanker, kunne han slet ikke følge med (noget der overraskede mig, eftersom jeg finder den slags nemt at følge med i - og jeg synes ikke, at man skal tænke "for meget", som han udtrykte det. Det var slet ikke noget, som han tænkte over).
Tilbage til toppen Go down
mindleaving

mindleaving



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyMan Nov 02, 2009 2:38 am

Hej.
Så er her mit svar:

+++ Klik her +++

Det blev så langt at jeg skrev det som pdf-dokument. Hvis du har lyst at diskutere om noget, så vælg venligst et af emnerne, ellers kan man ikke gå i dybden og det ville være synd når det blev overfladisk. Men jeg ville glæde mig hvis du havde lyst til at diskutere et af emnerne. Så bare vælg.
Mange hilsner
Jan
Tilbage til toppen Go down
mindleaving

mindleaving



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyMan Nov 02, 2009 2:46 am

Hej Sara.
Der var vi lidt lige hurtige. Jeg skal nu først engang i bad og bagefter læse på nogle ting.
Det varer nok lidt før jeg svarer og du har vist først engang noget at læse ;-)
Måske til i aften.
Hilsner
Jan
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyTirs Nov 03, 2009 3:06 am

Hej Jan

Jeg må indrømme, at jeg sad meget undrende, da mine øjne mødte spørgsmålet: "hvad er rød?". Umiddelbart ville man sige, at det er en farve, men hvad er en farve? Du kunne lige så godt have stillet mig spørgsmålet: "hvordan beskriver man en farve/rød overfor en blind?". "Hvad er rød" er egentlig et virkelig godt spørgsmål, men jeg tror desværre ikke alle spørgsmål har svar, der ligger åbent og vidt tilgængeligt for mig lige nu.

Et af de emner jeg godt vil diskutere er specielt det med alkohol. Vi kan nok godt blive enige om, at alkohol ikke er specielt sundt, da det er som gift for kroppen, så noget bemærkelsesværdigt er, bl.a. at det overhovede er lovligt. Nogle folk skulle man ligefrem tro var på forstadierne til at blive alkoholikere. Desværre er det sådan at alkohol er med overalt, og jeg er personligt ikke interesseret i at få den slags "overfladiske" forhold til andre. Folk er ikke sig selv, når de drikker. Jeg synes slet ikke, man lærer folk virkeligt at kende, når de er berusede. De slynger ud med en masse følelser, som ikke holder, når de bliver ædru igen.

Jeg synes også der findes mange gode argumenter imod at drikke alkohol. I min gamle klasse hørte jeg også gang på gang, at jeg var "kedelig", fordi jeg ikke ville drikke eller være med til fester. Jeg er så den eneste i min gamle klasse, der ikke drikker (vi var en ret stor klasse). Jeg har så været til en fest som mindre, hvor der ikke var indvolveret alkohol (omkring 5 klasse). Jeg kedede mig bravt og var kun taget med, fordi en af de andre gerne ville have mig med.

Jeg tror så ikke på, at "bare fordi" gennemsnittet gør det, så er det det rigtige at gøre. Vi er flokdyr og vil helst gøre som "alle andre", men hvor "klogt"/smart er det at gøre som flemmingerne, der løber ud i vandet, hvis resten af flokken gør det? Egentlig er det bare nemmere at "følge flokken" og give sig til at drikke, men jeg tror bare, det er bedre for mig at følge det, som jeg selv mener er rigtigt. Jeg kan ikke lide tanken om at "slippe kontrollen" og gøre en masse dumt, som jeg senere vil fortryde. Jeg mener bl.a., at undskyldninger som at "jeg var fuld" er en af de mest langt-ude undskyldninger, hvor man blot prøver at lægge ansvaret over på alkoholen i stedet for det faktum, at man selv valgte at indtage den, og derfor selv har ansvaret for ens handlinger. (Det blev vist en meget lang sætning).

Ja, man går da "glip af noget", men egentlig er det noget, som jeg fint kan undvære. Egentlig har jeg aldrig overvejet at begynde at drikke for at "være med". Den tanke ligger meget fjernt for mig (som egentlig burde være ret underligt, når man gang på gang hører om de andres drukhistorier). Egentlig er jeg ret "streng" overfor det med alkohol (noget der måske kan virke afskrækkende på andre?), men egentlig har jeg aldrig oplevet nogen, der ville diskutere alkohol med mig. Måske fordi der ikke er nogen "gyldig" grund til at indtage det? Who knows. Det er hvertfald socialt acceptabelt, hvorimod det ikke at drikke (som burde være det normale) snarere er et tabu emne.

Angående sider som facebook så er jeg så "uforskammet", at jeg bare afviser dem, som jeg ikke ser som venner, eller som jeg ikke snakker med. Det kan godt være, at "det gør man ikke", men personligt sætter jeg høj pris på privatliv. Jeg har så ikke tid til at skrive flere indvendinger eller spørgsmål (evt. til både det som du og jeg har skrevet) lige nu, da jeg skal lave en historie-aflevering (om Darwin) på ca. 5 sider og en matematikaflevering (+ de normale lektier som i dette tilfælde bl.a. er spansk). Så mine spørgsmål må vente til imorgen. Dog kan jeg sige så meget, at jeg ofte selv stiller store krav til dem, som jeg er i gruppe med (i gruppearbejde). Dog virker de selv til at tage meget let på tingene.

Hvad synes du egentlig om det, at man får karakterer?
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyTirs Nov 03, 2009 7:02 am

Ps. Jeg har desuden fundet citatet: "Trangen til at stille "dumme" spørgsmål og foreslå forandringer findes hos de fleste mennesker med en høj IQ".
- Jeg ved godt at IQ kun er én måde at definere intelligens på m.m., men jeg synes nu at "trangen" til at stille "dumme" spørgsmål nemt kan være der - selvom spørgsmålene i sig selv ikke er dumme (de kan dog opfattes som dumme, fordi det umiddelbart ser ud til at have et meget logisk svar, der ligger lige for - men alligevel viser svaret sig ikke at være så nemt at få fat på, ligesom du spurgte om tidligere: "hvad er rød?").

Udover det virker det frustrerende på mig, at jeg ikke kan svare på alle de spørgsmål, du har stillet mig. Udover det tror jeg ikke, at jeg er specielt religiøs - jeg tror snarere på, at man hverken kan bevise eller modbevise Guds eksistens (som sagt: videnskaben kan ikke bevise alt udfra mit synspunkt) - men kan samtidig godt lide at forestille mig ting som "livet efter døden" m.m. (jeg sagde desuden aldrig, at man ville blive ved med at have den samme intelligens, personlighed m.m., eftersom jeg gik ud fra, at personligheden lå i hjernen). Jeg synes nemt at de "dumme spørgsmål" dukker lynhurtigt op i ens hovede, men tit vælger jeg at "lægge dem til side" og finde spørgsmålet frem igen senere for at få svar på det.

Ja, jeg har vist lidt svært ved at holde mig til ét emne, men der foregår jo så meget i hovedet på en, at det er lidt svært at fastholde ét emne hele tiden. Så det må nok være op til dig at vælge et emne, da jeg ikke helt kan bestemme mig, men mine generelle emner er bl.a.: intelligens, menneskers adfærd, alkohol/fester, ungdomskultur, situationer hvor man har oplevet/følt sig anderledes m.m.
Tilbage til toppen Go down
mindleaving

mindleaving



17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyTirs Nov 03, 2009 8:25 am

Hej Sara.
Min opfordring til at vælge et emne var også kun vejledende for at forhindre at du for det første føler dig tvunget til alt svare på det vi indtil nu har skrevet og for det andet, så jeg selv ikke skal skrive et lignende bidrag engang til.
Jeg er også lige i gang med at lære en masse. Som jeg havde skrevet vil jeg gerne tage 2.års-kurser på universitetet og skal nu lære det som jeg ellers ville få i de kommende kurser. Jeg er meget nervøst, for jeg kræver af mig at lære noget på en uge, som jeg ellers havde haft næsten et år til. Jeg håber det ikke går galt.
Mit spørgsmål angående farven rød var jo i anledning af din skildring om folk der havde drukket for meget dagen før og jeg ikke var sikker på hvad det var du undrede dig over, om det nu var den fysiologiske grund du ville vide, eller om det var mere filosofisk, jeg valgte så det sidste, men jeg havde spurgt om det var det du mente. Ja, mon farver kan forklares for blinde? Jeg tror ikke. Kun når de har kunnet se før de blev blinde. Men ellers kan man det nok ikke. Nogle blinde kan føle farverne på tøjet, da farvestofferne er forskellig ru. Men vi kan jo ikke engang være sikre på om vi har samme oplevelse når vi ser en farve. Du kunne lige så godt prøve at give en farveblind et indtryk af farven. Måske skulle man knytte det til følelser, som vi også gør det ubevidst. Orange og rød er varme, blå er koldt. Men det bliver så et meget subjektivt billede af farven. Har du prøvet af forestille dig, eller ønsket dig, at være blind? Det har jeg nogle gange gjort. Det må være en meget spændende oplevelse af omverden. Vi havde selvfølgeligt den ulempe, at vi er opvokset med syn.
Jeg troede heller ikke indtil en til to uger siden, at jeg overhovedet ville overveje at drikke alkohol. Men det er imponerende hvad man kan komme til når man føler sig ensom og prøver at finde grunden til det. Jeg har i midlertiden besluttet mig for at jeg holder fast ved min holdning og ikke prøver det.
Du har vist ret med, at der er en del af de unge er på "bedste" vej til at blive alkoholafhængige. Desværre vil man ikke opdage det så hurtigt, for der drikkes alligevel så ofte. Kan man måske sige at et helt samfund (og dermed mener jeg ikke det danske, men mange vestlige samfund) der er alkoholafhængige? Er det blevet mere?
Jeg er meget taknemmeligt for at der alligevel er nogle, der ikke går op i det. Men jeg har også opdaget, at jeg får følelsen af at være "forkert" når jeg tilsyneladende er den eneste i min omverden der blokerer sig overfor indtagelsen af alkohol. Det er sikkert ikke særligt klogt at drikke alkohol af den grund, men jeg har været meget fortvivlet over min situation nogle gange. Langt fra venner, fra familien. Jeg havde heller ikke troet at jeg ville komme til at føle mig som en udlænding. Jeg har jo boet få kilometer syd for den dansk-tyske grænse før jeg kom til København og har gået på dansk skole og børnehave, men alligevel huskes man af alle som "kommende fra Tyskland". Det er godt nok rigtigt, men alligevel er det lidt underligt, når jeg ikke selv fornemmer at det har nogen betydning hvor jeg kommer fra...
Som mindre har jeg også nogle gange været med til fester, hovedsageligt fødselsdagsfester. Der blev der endnu spillet fodbold og leget andre lege. Det var endnu fester som jeg kunne lide at være med til, men i den alder er forældrene jo også stadigvæk mere eller mindre toneangivende og den pubertære tvang til at vise at man er stor og sej ikke kommet frem endnu. At drikke alkohol er blevet et symbol på at man er voksen, og hvilken ung vil da ikke være voksen? Måske er det en grund til at flere unge begynder at drikke så tidligt. Jeg har i øvrigt også på fødselsdagene i børnealderen sat mig ind til siden og leget med mig selv eller i nærheden af de voksne.

Karaktergivning: Jeg har vist engang skrevet om karaktergivning. Jeg tror jeg pegede dengang på, at karaktergivningen på en kvantitativ måde ikke tager hensyn til personen der bedømmes og personen reduceres til et enkelt tal, der endda gives subjektiv af en lærer, men at det på den anden side vil være svært at gøre om på det, da der ikke er nok ressourcer til at skrive udførlige bedømmelser, og de kan så heller ikke bruges til at ansøge om studiepladser. Men det er ikke nogen god grund til at man skal have et kvantitativt system. Tallene suggererer at man kan sammenligne elever på tværs af klasser og skoler, som jeg ikke synes man kan, for skolerne har ret forskellige kriterier for at bedømme deres elever, eller rettere lærerne har. Den ene lærer forlanger lidt mere for at for den og den karakter, en anden kræver ikke helt så meget. Dette system af subjektiv karaktergivning skulle så ikke overføres til et pseudo-objektivt system, som karakterskalaerne er det. At skolerne skal bedømme deres elever synes jeg er nødvendigt, for at give eleverne en vis motivation til at deltage i skolen, ellers ville dem, der ikke gider at være i skolen droppe ud. På en måde skal man have forskellige standarder, for at virksomhederne der gerne vil uddanne de unge efter deres skoleliv, kan stole på at de har en vis viden om forskellige emner.
Man kunne måske argumentere for, at der så ville være nogle, der ville være gladere for skolen, når de ikke blev demotiveret af de karakter de får, hvis de ellers kan lide at gå i skolen, men er dårlige til nogle fag.
Man kunne overveje om det ville være en ide at specialisere elevernes uddannelse tidligere, så de kan fokuserer på deres styrker. Men jeg synes også at det er nødvendigt at uddanne dem i fag som de ikke er gode til, fordi de ellers får et for stort deficit i dem. Et menneske bliver for ensidigt, når det kun uddannes i dets styrker.
Tilbage til karaktergivningen: Vi fik i de første tre år af vores skoleforløb en kvalitativ bedømmelse af vores evner. Jeg kan huske at vi alle glædede os til at "blive store" og få karakterbøger med tal. I dag er jeg glad for min første karakterbog hvor jeg kan læse kommentarer om mig i stedet for tal. Det ville måske endda være muligt med de ressourcer lærerne har i dag, for de sidder jo også og skriver mere eller mindre lange kommentarer under prøver og klausurer. Spørgsmålet er om det på den måde ikke bliver endnu mere subjektivt og lærerne blev konfronteret med mange klager fra elevernes og forældrenes side. Hvordan ville jeg selv skrive en bedømmelse af et menneske? "Han var utrolig dårlig til engelsk. Han sov hele tiden eller forstyrrede undervisningen." Hvordan begrunder man en sådan bedømmelse?

Det var ikke ideen med mine spørgsmål at du skulle blive frustreret. Mange af dem findes der jo heller ikke noget svar på og andre er kun retoriske spørgsmål. Beklager når du bliver trist af det, det behøver du ikke. (men at man ikke behøver det, betyder jo ikke at man ikke alligevel bliver det...)

Du er også velkommen til at skrive hvad du lige kommer i tanke om og hvad du er optaget af. Det var som sagt kun en vejledning, og så kommer jeg alligevel til at skrive meget...
Mange hilsner og god fornøjelse med dine lektier.
Jan
Tilbage til toppen Go down
17-årig
Gæst




17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar EmptyOns Nov 04, 2009 10:53 am

Hej Jan

Mit spørgsmål omkring de røde øjne var primær fysisk. De havde nemlig "rød-sprukne" øjne, dvs. de var lidt rødlige i siderne af det hvide i øjet (som jeg sjovt nok ikke ved, hvad kaldes). Jeg synes også tit man ser, at folk har fået det, uden de har drukket, så hvorfor får man det? (hvis du forstår hvad jeg mener Wink)

Egentlig er det ret interessant at blinde kan "mærke sig til farven", selvom de nok ikke engang ved, at det har forskellige farver (eller at der findes det - medmindre de, som du sagde: ikke altid havde været blinde). Jeg har før oplevet, hvor jeg ikke har haft samme farveoplevelse, som en jeg arbejdede sammen med (gruppearbejde). Han kunne se en farve som mere grønlig, imens jeg så den som blå (vi skulle beskrive et billede i spansk, og det var derfor relevant). Det skete med op til flere farver, at han havde en anden farveopfattelse end mig. Af hvad jeg ved, så er jeg ikke farveblind, selvom der ligger farveblindhed i familien (og farveblindhed er trods alt primært noget drenge får - men det der ligger til familien, er blot det med nuancerne). Man kan også spørge sig selv om, hvorfor vi kan se farver, når andre dyr ikke kan det? (note: jeg ved ikke, om andre dyr kan se farver - jeg ved kun at hunde osv. ikke kan).

Jeg har før prøvet at forestille mig at være blind. Et af mine spørgsmål har bl.a. ligget på, om de kan "se" en farve. Umiddelbart når man tænker på, at de intet kan se, så vil man nok tænke på sort (= mørke), men synet er en forudsætning for, at man kan se farver. Når man selv lukker øjnene og prøver at "se", så vil der typisk komme en mørk farve frem (evt. med en nuance), men man ser vel ikke noget, når man ikke prøver på at se noget med lukkede øjne? Er der egentlig nogen mennesker, der kun ser sort/hvid (og grå)? Tror du man kan glemme, hvordan noget ser ud, hvis man bliver blind men før har haft synet? (Det kan man sandsynligvis). Hvordan drømmer blinde? Vi drømmer selv i billeder, lyde osv., men når en blind ikke kan se, vil personen så kun kunne høre drømmen? Egentlig en lidt sjov tanke, hvad en blinds underbevidsthed finder frem, når vedkommende ikke kan se. Vedkommende (som er født blind) har jo aldrig set andre mennesker, dyr, planter osv., så vil vedkommende have mulighed for at danne sig billeder inde i hovedet?

Illustreret videnskab:
"Drømmebilleder opstår også hos personer, som har været blinde fra fødslen, viser ny forskning fra et søvnlaboratorium. Ikke alene kan blinde beskrive, hvad de ser i drømme. De kan også tegne, hvad de har drømt. Hjernens elektriske bølger blev målt hos blinde såvel som seende forsøgspersoner, mens de sov, hvorefter de blev udspurgt om deres drømme. Analyserne viste, at drømmebillederne hang sammen med mønstre i hjernens elektriske bølger – mønstre, som var de samme hos blinde og normaltseende. Forskerne mener, at blinde oplever former, som hjernen er i stand til at omdanne til billeder." (Dette blev skrevet i 2004)

Derimod siger "dansk blindesamfund" - landsforeningen af blinde og svagtsynede i Danmark at: "Blinde drømmer, som alle andre gør det. Blinde husker drømmene på forskellig måde afhængig af, hvornår blindheden er indtruffet. Hvis en person er født blind, så huskes drømmene i bevægelse, lugt, smag og lyd." (Jeg kan ikke indsætte links, så længe jeg ikke har en bruger, derfor får du blot citaterne).

Dansk blindesamfund siger dog at de "husker" drømmene i lugt, lyde osv., men ikke at billederne ikke er der, når de drømmer (illustreret videnskab derimod mener, at de sagtens kan beskrive det, som de ser i drømme, så de må egentlig også kunne huske, at de har set noget). Udover det kan jeg ikke sige, at det er andet end godt at holde fast i sin "alkoholpolitik". Jeg synes nemt (og hurtigt), at man kan komme til at overveje det, for man er da lidt "anderledes" og "udenfor" på det punkt. Jeg tror dog aldrig, at jeg bliver typen, der vil gå til fester, drikke alkohol, så det er ufattelig nemt for mig at holde mig fra det.

Jeg kan også fortælle så meget, at jeg "kun" ser min bedste ven ca. én gang om året (sådan har det været de sidste tre år), da han bor på Sjælland og jeg i den Nordlige del af Jylland (egentlig ret underligt når man tænker på, at vi ikke bor på hver sin side af jorden - men det er jo begrænset, hvor ofte man får lov til at rejse for forældre - og når man er under 18, skal man jo have deres tilladelse på trods af, at man betaler selv). Så min primære kommunikationsform (med folk "ligesom mig") er over nettet. Ellers er der en masse "gennemsnitlige personer" irl, som der ikke er intellektuelle og personlige samtaler med (hvorfor mon jeg blot finder de få samtaler overfladiske og uden den store betydning?). Egentlig kan jeg så spørge mig selv om, hvornår man kan kalde en person sin "bedste ven", men det er vel en individuel bedømmelse. Personligt synes jeg dog ikke, at man kan kalde diverse "festvenner" m.m. for venner men derimod blot bekendte.

Personligt tror jeg, at mange unge allerede er "afhængige" af alkohol. Det samme gælder af produkter som sodavand, slik osv. Jeg ser mange have et storforbrug af det (og skal jeg være ærlig, så bryder jeg mig om hverken sodavand eller slik..underlige underlige mig). Man kan så spørge sig selv: kan de ikke have det sjovt uden alkohol? Er det blevet sværere at stole på hinanden? Personligt synes jeg, at omgangs-tonen ofte også er blevet ret "grov". Egentlig et underligt verdensbillede og verdensopfattelse man kan have, men man hører efterhånden selv børnehavebørn sige diverse "skældsudtryk" til hinanden.

Jeg synes lidt, at når man ikke drikker alkohol, så dannes der nærmest en "mur" omkring en. Man adskiller sig fra de andre, selvom det ikke nødvendigvis er meningen. Jeg er selv den eneste (udover min familie), der ikke drikker, så man kunne diskutere, om det er pga. min opdragelse, at jeg ikke gør det. Dette tror jeg dog ikke er tilfældet, men det er med til, at jeg ikke føler mig presset til at drikke. Hvis alkohol er et symbol på at være voksen, så tænker jeg blot, at det giver mig endnu mere grund til at sige at: "det er deres eget ansvar". Er de voksne nok til at drikke alkohol, er de vel også voksne nok til at tage ansvar for deres handlinger? (dette er dog sat meget firkantet op og gælder ikke indenfor alt). Personligt vil jeg godt have, at det at blive voksen, bliver "sat i bakgear" eller hvertfald blot står stille, for jeg synes slet ikke (langt fra), at jeg er "voksen". Nu er alderen 18 jo blot det antal år, som kroppen har levet, men når jeg bliver det, vil jeg jo ikke føle mig anderledes, blot fordi det er min fødselsdag.

Jeg gik selv i klasse med en halv tysker i folkeskolen, og jeg kan sige så meget, at folk åbenbart gik ufattelig meget op i det. Jeg er selv halv nordmand (jeg er dog født i Danmark), men det så ikke ud til at have den store betydning (men jeg snakkede så heller aldrig med dem). Det blev aldrig nævnt, modsat det, at han kom fra Tyskland (han havde dog en dansk mor). Man kan så overføre det til, at folk går ufattelig meget op i "at man er anderledes". Ser man f.eks. på indvandrere (fra f.eks. Irak, Iran osv.) vil de straks møde en række fordomme. Vi har (åbenlyst) en tendens til at frygte det, som er anderledes, fordi vi ikke "kender det". Hvornår er man egentlig "dansker"? Når man kan sproget? Er statsborger? Når man er født her? Ens "baggrund" burde ikke have den store betydning.

Angående karakterer kan jeg se dem som både gode og dårlige. F.eks. har jeg skrevet med en på Sjælland, der aldrig laver lektier, snakker i timen, følger ikke med osv. (udfra hendes egne udsagn), der stadig får gode karakterer. Dette synes jeg dog er ufatteligt, da jeg altid har gået på mere "strenge" folkeskoler, hvor man virkelig skulle gøre noget for karaktererne. F.eks. har jeg en lærer, der direkte har sagt, at han aldrig giver tolv som standpunktskarakter (han "gemmer" derimod 12-tallene til eksamen). Jeg er generelt ikke den store fan af "bedømmelser", da jeg ikke kan lide at blive bedømt (og jeg kan blive ufattelig negativ over dårlige karakterer - hvad en dårlig karakter er, er så en individuel bedømmelse, men personligt er jeg ikke den store fan af 4 og nedefter, og et 7-tal vil blot være et "nå.."). Så jeg er ikke den mest positive overfor det, at jeg får en karakter. Karakterer ser jeg vel mere som en bedømmelse af mig, som person, i stedet for mit faglige, som jeg egentlig burde se det som. Hvor jeg har fået denne opfattelse fra, ved jeg dog ikke. Dog kan jeg godt se både fordele og ulemper ved karakterer, da man bedre kan se, hvilket "niveau" man ligger på (en af ulemperne er dog, at jeg ikke selv bryder mig om at få dem).

I min folkeskole fik vi engang imellem et papir med udtalelserne fra lærerne om vores faglige niveau i de forskellige fag. Dette var jeg dog ikke begejstret for, da der mundtligt i alle fag stod, at jeg skulle sige noget mere, men hvor nemt er det for en stille og genert pige (det var hvertfald det, som de synes, jeg var/er) at sige noget i et lokale med folk, der ikke kan lide en samtidig med, at klassen er forholdsvis stor? (Jeg har vist stadig nogle gamle udtalelser helt tilbage til 4 klasse i en mappe). Men som jeg sagde før, så er jeg ikke glad for at blive bedømt. Ærlig talt bryder jeg mig ikke om, når folk tror, de har "regnet mig ud" eller "kender mig", selvom de langt fra gør det (dette gælder dog ikke lærerne - blot andre elever). Hvornår "kender" man egentlig en person? Det kan jo have flere betydninger: 1) når man har set personen før (og evt. kender navnet på en), men ikke nødvendigvis har snakket med vedkommende. 2) man er bekendte. 3) "kender" en som klassekammerat. 4) man er virkelig nære venner. osv. Så hvornår "kender" man egentlig en person? Personligt mener jeg ikke, at folk kender mig, før de kender mig "meget godt" og forstår mig. Mit navn er ikke nok til at "kende mig", medmindre de mener, at de godt ved, hvem jeg "er" (dvs. ved hvordan jeg fysisk ser ud og mit navn). Dette kan jeg så blive ved med at diskutere med mig selv og stille spørgsmål til, for dansk er egentlig et ret "udtryksløst" sprog - hvis man da kan sige det på den måde.

I 9ende til vores sidste forældresamtale kan jeg også huske læreren sige, at hun troede det var godt for mig at komme et nyt sted hen og finde nogen, der var "mere ligesom mig". Jeg synes nærmest, at jeg fik stemplet et "anderledes"-tegn i panden, men samtidig var jeg glad for, at der var nogen, der kunne se, at jeg ikke trivedes.. Så jeg har åbenbart ikke været den eneste, der har syntes, at jeg var "anderledes" end dem fra klassen og "skilte mig ud". Hvorfor hun synes jeg "ikke var ligesom de andre", det ved jeg dog ikke. Hun fortalte også engang om et sted, hvor man kunne komme hen, hvis man ikke havde nogen at snakke med m.m. Hun stod og kiggede lidt på mig, imens hun fortalte om en dreng/mand, der var dygtig/intelligent, men desværre ikke klarede sig særlig godt socialt. Han kom så til det sted (som hun aldrig nævnte navnet på) og fandt nogen at være sammen med. (Jeg har så senere overvejet, om det kunne være ventilen, hun snakkede om).

Jeg må nok sige, at jeg ikke blev trist over dine mange spørgsmål. Det irriterede mig blot en anelse, at jeg ikke kunne svare på dem, da jeg godt gad at "kunne svare på alt" Wink . Jeg måtte dog nå frem til den erkendelse, at mange af spørgsmålene kunne jeg ikke svare på (eller også har jeg blot ikke opnået den viden endnu). Jeg kan godt lide at læse meget (om folks synspunkter, holdninger, oplevelser m.m.), måske har det noget at gøre med min interesse i psykologi? Jeg håber da ikke, at du pludselig vil spare på ordene, fordi du synes, at du "skriver for meget", da jeg langt fra synes, at dette er tilfældet. Jeg skriver jo selv en del, når jeg først er begyndt.

Hvor mange "gennemsnitlige" skriver du med? (måske lidt "ondt" at kalde dem det, men hvad skulle jeg ellers kalde dem?) Typisk synes jeg, at det primære spørgsmål man får er "laver?", som om de ikke kan finde på bedre spørgsmål. Når det spørgsmål først er gentaget et par gange (uden andet indhold i samtalerne m.m.) så må jeg ærlig talt indrømme, at jeg begynder at miste interessen. Snakker du egentlig med nogen IRL? (vidste ikke lige hvad jeg ellers skulle kalde det, men jeg synes ikke selv, jeg får det store ud af særlig mange samtaler irl med folk, der ikke virker til at tænke helt "ligesom mig"). Jeg kan også sagtens (og nemt) synes at folk er flinke, virker søde osv. irl, uden at jeg selv kan snakke med dem. Ofte synes jeg heller ikke altid at min "humor" passer ind. Jeg synes også tit, at jeg nemt kan opfatte tingene, som folk siger, bogstaveligt (selvom jeg godt ved, at det ikke er det, som de nødvendigvis mener - men jeg kan nemt komme til at tænke over forskellen på det, som folk siger, og hvad de egentlig mener). Jeg må nok også hellere nævne, at jeg nok ikke altid opfanger, at tingene er ment ironisk (det er ikke altid til at høre, om tingene er ironisk ment, medmindre man kender vedkommende). Det her blev vist ret langt, så du må vist hellere få svaret nu (inden jeg begynder på at skrive endnu mere).

- Sara
Tilbage til toppen Go down
Sponsoreret inhold





17-årig pige søger svar Empty
IndlægEmne: Sv: 17-årig pige søger svar   17-årig pige søger svar Empty

Tilbage til toppen Go down
 
17-årig pige søger svar
Tilbage til toppen 
Side 1 af 2Gå til side : 1, 2  Næste
 Lignende emner
-

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Intelligente børn :: Velkommen til et levende forum :: Debat :: Voksne-
Gå til: