Hej Kathe
Det er svært at kende din søn, og komme andet end med tanker ud fra dit indlæg, for dette medie er så svært.. Men jeg synes ikke at det lyder, som om at din søn har ADHD, når han kan koncentrere sig i timevis om vejledningerne til LEGO osv. Jeg er ikke en fagperson på området, men er bare mor til to dejlige unger.
Jeg synes, at din søns tilgang til verden lyder som andre børn, jeg har fået beskrevet gennem Gifted Children. Måske skulle du overveje at ringe og tale med en screener derfra. Det er nu engang mere rart at tale ordentligt med folk, end at skulle kommunikere på skrift, fordi der er så meget der forsvinder mellem linjerne. Man behøver ikke at bede om medlemsskab for at ringe og snakke.
Når det så er sagt, Så tror jeg personligt, at man som forælder er den, der kender sit barn allerbedst, og ofte holder forældrenes tanker stik, et godt stykke hen ad vejen, tror jeg.
Det kan være, at han havde det skidt med situationen hos psykologen og testen, som derfor måske udartede sig på en anden facon, end den ville gøre, hvis han havde været tryg. Det er svært at vurdere. Men som sagt, du kender dit barn bedst.
Dog kan det også være positivt at få andres øjne med, fordi de ser med andre vinkler, hvilket psykiatere nok er uddannet til.
Jeg forstår til fulde din angst for, om der kommer en fejldiagnose, hvilket desværre er set, fordi nogle højt begavede børn i mistrivsel ind i mellem udsender nogle signaler, der kan forveksles.
Det er MEGET normalt for højtbegavede børn, at være asynkront udviklet, hvilket betyder, at de mentalt er meget længere i deres udvikling, end deres følelsesmæssige udvikling har nået at følge med i. Derfor kan man have et barn, der aldersmæssigt er 6 år, mentalt er som en på 14 år, men følelsesmæssigt er som en på 5 år. Dette kan nemt misforstås af omgivelserne, som om, at børnene er følelsesmæssigt umodne (fx manglende empati, udadreagerende opførsel, mv), fordi de mentalt er langt forude, og derfor opleves ældre end de er, men deres følelsesmæssige reaktioner står ikke mål med det andet.. Giver det mening?
Men hvis han ikke "fejler" noget, så er det mest sandsynlige nok, at de finder ud af det, så han ikke får en diagnose. Men skulle det ske, så kan og skal de hjælpe ham på forskellig vis. Der findes altså også børn, der både er højtbegavede og har diagnoser, så det ene udelukker slet ikke det andet.
Han bliver jo ved med at være din søn, som du kender ham, hvad enten det ene eller andet skulle ske.
Men jeg synes, at du skal fortælle psykiateren historien, print evt. dit indlæg ud og give det til vedkommende, og overvej kraftigt, om du skal tage udtalelser med fra pædagogerne i børnehaven, så der er en tredie version end psykologens, der underbygger din egen følelse om din søn.
Jeg håber meget, at du finder ud af det hele, og at du ikke lader dig gå ned over alle de mennesker med meninger, og husk, at han jo er din dejlige søn.
Mange venlige hilsner fra Aslaug.