Vores søn vil ikke i skole

Jeg skriver dette som et nødråb, i håbet om at nogen måske kan genkende noget af det følgende, og måske komme med et godt råd.

Vores søn på 9 år går i 2. klasse på en lille, god folkeskole. Han har aldrig været rigtig glad for at gå i skole, selv om han både socialt og fagligt er godt med. Han leger med mange forskellige drenge fra klassen, men har også en bedste ven, som han har fulgtes med siden børnehaven. Han er/har været blandt de fagligt bedste i klassen, på nogle områder langt foran de andre. Han læste flydende efter et par måneder i børnehaveklassen, hvor han senere på året blev testet til at læse svarende til 3. klasse. Han har forståeligt nok kedet sig en del i skolen, men har heller ikke rigtig gidet tage imod lærernes tilbud om undervisningsmateriale på et højere niveau.
Han har altid haft meget nemt ved at kede sig, og han er generelt dårlig til at beskæftige sig selv.
Af natur er han charmerende, kvik og en stor humorist, men også egenrådig, stædig, og ikke særlig socialt anlagt. Det er næsten kun i familiens skød, at han viser sine dejlige sider, alle andre, selv bedsteforældre, oplever oftest kun et tillukket og mut barn. Han er meget genert, nærmest hæmmet, hvilket tit virker som uhøflighed over for andre. Han er generelt meget dårlig til at give udtryk for hvad han tænker og føler. Derfor bliver han tit frustreret, og reagerer mange gange med temperamentsudbrud, især over for os forældre.
I retrospekt kan vi se, at han aldrig har været glad for at være blandt mange jævnaldrende. Han blev aldrig glad for at gå i børnehave, og selv i dagplejen var han altid ked af at blive afleveret. I skolen har han som sagt kedet sig, han har ikke engageret sig i aktiviteterne og han har kun nødtvungent lavet sine lektier. Han har fået danskbog for 5. klasse, som han kan arbejde med, men det hjælper heller ikke.
I dette skoleår er det gået helt galt. Det startede med at han ikke ville i SFO efter skoletid. Hans bedste ven og flere andre af drengene fra klassen stoppede i SFO, og han følte sig nok meget svigtet af dem, da han pludselig var ”alene” blandt en flok støjende børn. Han er nødt til at være i SFO nogle dage om ugen, men har haft meget svært ved det, og har ringet os op på job og tigget om at blive hentet. Han kan ikke sige hvad problemet er, men vi mener at have udspurgt os frem til at han ikke kan rumme de mange børn og den megen støj. Vi har så lavet en aftale med personalet om at han kunne trække sig tilbage til et tomt lokale, hvis han ville, men det benytter han sig ikke af. Og siden jul er situationen eskaleret nærmest dag for dag, hvor han nu heller ikke vil skolen. Han har fuldstændigt ”meldt sig ud”, er for længst holdt op med deltage, har udviklet selektiv mutisme, hvor han ikke taler i klassesammenhæng, ligger ind over bordet og falder tit i søvn (og ja, han får som oftest sin nattesøvn), eller insisterer på at opholde sig alene i det tilstødende lokale. Han opfører sig sært når personalet forsøger at tale med ham, lukker øjnene, bliver slap eller stivner, eller laver sære fagter. I sidste uge var det som om han slet ikke kunne holde ud at være sammen med resten af klassen, var inde i frikvarteret, og gik ud, da de andre børn kom ind. Det er vores fornemmelse, at han ikke har noget problem med de enkelte børn, han vil meget gerne have legeaftaler efter skoletid, men han virker som om han ikke kan rumme alle børnene, han siger selv at han ikke kan klare støjen (han er generelt noget sensitiv over for støj mv.). Og i går og i dag har han simpelthen nægtet at tage i skole. I går fik vi ham hen til skolen, men han fulgte efter os tilbage, og nægtede at gå ind i skolen, og i dag ville han simpelthen ikke stå op. Vi har forsøgt med bønner, trusler, råben, lokken, men intet virkede og jeg måtte blive hjemme hos ham. Man føler sig godt nok som en mislykket forælder, og for sit indre kan man høre stemplet med ”forkælet unge, der manipulerer med sine forældre”, men alternativet var at slæbe et skrigende barn i nattøj til skole, og det virker heller ikke synderligt konstruktivt.
Det skal siges at herhjemme er han glad og fornuftig for det meste. Vi har da også nogle konflikter med ham, hvor han har svært ved at styre temperamentet, men alt i alt fungerer han fint.
Vi er ret sikre på at han er temmelig godt begavet. Hans storebror, der nu er 14, blev sidste år testet til IQ 149. Vi fik ham testet, fordi hans skole mistænkte ham for at have Asperger, men det viste sig så at han ”bare” var intelligent, og han trives fint nu. Men det kan nok være svært for lillebror at leve op til, for uanset for kvik han er, så vil han jo altid opleve at være 5 år bagefter. Vi har ingen planer om at få ham testet, for som han har det nu, kan vi ikke forestille os at han vil samarbejde i testsituationen.
Vi er selvfølgelig dybt bekymrede, og det er skolen også. Vi skal i denne uge til et opfølgende dialogmøde med lærere, skoleleder og skolepsykolog, og håber meget at vi kan finde frem til en strategi, der kan bedre situationen – men er nok ikke så optimistiske på trods af skolens gode vilje og imødekommenhed. Det er jo svært at finde den rigtige løsning, når man ikke ved hvad problemet er. Er det socialangst, har barnet Asperger, manipulerer han med os, eller er det hans begavelse, han selv har svært ved at tackle? Vi har været omkring mange ting, og har ikke fundet svaret, og derfor prøver vi nu at lægge dette nødråb ud, for det tilfælde at der er nogle der kan genkende problematikken, og måske kan hjælpe os lidt på rette spor, så vi kan hjælpe vores dejlige dreng, der tydeligvis ikke har det godt.
Venlig hilsen
Ulla

Prøv og læs den her, den beskriver det meget godt, det nogle af vores børn går igennem.
http://mensa.dk/skriverier/rumskib.xml

n

Hvad er det, man har gjort, for at få det til at fungere i skolen for storebroren? Kunne man afprøve om det samme ville hjælpe lillebroren??

Tak for de foreløbige kommentarer til min søns situation. Vi har i dag været til dialogmøde på skolen, og bl.a. takket være jeres kommentarer vovede vi at foreslå hans begavelse som en mulig årsag til hans adfærd. Skolen var heldigvis positiv over for teorien, hans lærer mener at han på nuværende tidspunkt læser svarende til 5.-6. klasse, og det blev på mødet besluttet at han skal intelligenstestes af skolepsykologen. Desuden vil de gøre mere ud af at han, når det er muligt, trækkes ud af klassen og undervises sammen med et par andre (ganske vist de fagligt svageste, men de lovede at have mere fokus på vores søns specielle problematik). Så slipper han da for at være i den store børnegruppe, hvad han jo har det svært med. Vi talte også om at han kunne få sit eget projekt at sidde med ind i mellem.
Jeg synes at klasselæreren havde en meget god fornemmelse for at det handler om at han genfinder sin motivation for (og glæde ved) at gå i skole, og hun kunne komme med eksempler på få situationer, hvor det var lykkedes hende at engagere ham i aktiviteter, fordi han havde været motiveret (af belønning eller interesse).
Skolepsykologen var meget opmærksom på hans trang til perfektionisme, som vi jo kunne bekræfte. Hun spurgte om vi havde overvejet at flytte ham til den Steiner-skole hans storebror har gået på de sidste 1½ år. Det har vi selvfølgelig, især fordi Steinerskolen lægger vægt på mange af de sider, vi synes vores søn trænger til at få styrket. Men vi frygter at Steinerskolen ville have svært ved at acceptere et barn der så tydeligt vender fællesskabet og det sociale element ryggen. Storebror trives der, for selv om han også er både stædig og enspænder, så er han et meget mere flegmatisk barn, der - lidt undrende - accepterer andres for ham mærkelige normer, bare han selv får lov til at være sig selv. Da vi fik ham testet for et år siden, var det som om han fandt sig selv, og hans skolekammerater accepterer hans "særheder" fordi han jo er "professor". Han dyrker i dag sine interesser, sin karate, sit internetfællesskab, sine tegninger og skriverier, er også lidt sammen med klassekammerater, når der er arrangementer, men har aldrig nogen med hjemme; jeg tror han betragter sit værelse som meget privat.
Alt i alt synes vi at mødet i dag gik godt, og vi håber meget at de planlagte tiltag vil gøre tingene bedre. Vi modtager dog stadig gerne gode råd og kommentarer fra forældre med erfaringer omkring lignende.
Venlig hilsen
Ulla