Dreng på 12 måske med fejl diagnose.

Jeg har meldt mig til her, pga min søn på 12 som PT er diagnosticeret med Infantil Autisme og ADHD.

Jeg tror desværre min søn er fejl diagnosticeret og at han måske er 2e barn eller bare Særlig Intelligent.

Han blev som 3 årig diagnosticeret med AS, en diagnose der for 4 år siden blev lavet om til IA + ADHD.

Lukas afviger imidlertid både socialt og indlæringsmæssigt meget fra det "almindelige" mønster man ser hos folk med Autismespektrum forstyrrelser eks:
Retter han på lærerne i skolen, og nægter at lade sig undervise, for som han siger : " Lærerne ikke selv mestrer det fag, de underviser i" Han nægter at svare på spørgsmål i skolen, og siger han keder sig i skolen, for han lærer jo intet derhenne.

Jeg har en tid hos Ole Kyed i Juni, og håber indtil da, at kunne suge al mulig viden til mig i dette forum, så jeg føler mig bedre rustet.

NjoyDK

m

Hvordan afviger drengen socialt og indlæringsmæssigt?

Jeg har oplevet autister, der, som regl, i enkeltfag opførte sig på den måde.

Jeg har til gengæld også oplevet børn med ODD + ADHD præstere noget lignende...

Hvordan afviger drengen fra det normale sociale mønster, der ses hos AST børn.
Hvordan afviger han indlæringsmæssigt?

Kom med en mere fyldestgørende beskrivelse, specielt om de ting, drengen er god til, både fagligt og socialt!

Uha hvor skal jeg begynde ??

Socialt :

Han har megen empati, og forståelse for andre mennesker (Trøster hvis man er ked, kommer med te og en pude hvis man har det skidt osv)

Han har en stærk retfærdighedssans.

Han fungerer fint i store grupper af mennesker, så længe de er ældre end ham selv.

Han forstår kropssprog og mimik.

Han har et meget veludviklet sprog for hans alder.

Han er meget nysgerrig og spørger altid, hvor, hvorfor og hvordan.

Han hader regler, og spørger altid hvem der bestemmer og hvorfor, og har tidligere opsøgt både skoledirektør og overlæge, for at tage en alvorlig snak med dem om deres regler, som han mente var unfair.

Han er meget insisterende i sin videnssøgning blandt venner og familie.

Han har en virkelig god fantasi og forestillingsevne.

Han har en god humor.

Han har en stor mindreværdsfølelse, han er ½ asiat og har tidligere bla udtalt : " At han når han blev voksen, ville arbejde om natten for så kunne ingen jo se, at han var mørk og grim.

Han bliver meget oprørt når han laver fejl.


Læringsmæssigt :

Han har afskrevet skolen som uværdig, og anser ikke lærene som værende kvalificerede til at undervise ham, han svarer igen med : " Hvorfor skal jeg give dig svaret på det ??" eller " Det ved jeg ikke" eller " Hvad tror du?"

Han nægter at sige noget på klassen bla i Engelsk, samtidig både taler og skriver han Engelsk på ret højt niveau herhjemme - selvlært i forbindelse med online Rollespil.

Han er ufattelig stædig og nægter at lade sig undervise, bliver rasende over indholdet i bøgerne, og river dem itu, retter på lærerne på klassen .

Lærerne er frustrerede, og kan ikke motivere ham - tidligere har han altid lært i "etaper" dvs han tog ture, hvor han pludselig fandt motivationen, og lærte det der svarede til 1 helt klassetrins pensum på få uger i diverse fag, andre gange som nu lærer han intet

I sidste uge var jeg til Skole-Hjem samtale, og de sagde direkte, at han ikke i så meget som et eneste fag, havde rykket sig siden sidste år ... Han strejker simpelthen .

Hjemme skriver han breve og små historier og udtrykker sig nærmest poetiskt om de ting han ser, og leger med ordene - En dag da han var ca 10, havde jeg haft en rigtig dårlig periode, dødsfald i familien osv og havde det rigtigt skidt, så købte han et kort til mig og skrev :
Kære Mor, det skal nok gå alt sammen, du må ikke være ked af det du har jo os, vi elsker dig, Kærlig hilsen Lukas og Bedste.
Han bestemte selv hvad der skulle stå og skrev selv kortet . til mig

Desuden :

Sover han stort set ikke - han får Melatonin til nat og bliver lagt til at sove kl 22:00 men sover sjældent inden kl 01:00.

Er motorisk urolig både hjemme og i skolen.

Er der nogen, som ikke er familie eller venner, han "respektere", altså har lyst til at lave noget sammen med?

Hans kulturelle opvækst, er den typisk dansk?

Er der nogen steder fx fodbold eller spil, hvor han kan se meningen med regler?

Jeg bliver lidt bekymret, når jeg læser om hans følelser omkring at være halv asiat og hvid. Det er ufatteligt vigtigt, der opbygges selvværd. Jeg tror en meget stor del af hans modvilje mod skolen vil forsvinde, hvis han følte sig ligeværdig... måske lærerne skal fortjene hans "respekt" ved at vise, de kan "besejre" ham; give ham noget, han kan bruge.

I alle tilfælde, er det et samarbejde, og ikke en kamp...målet er at motivere ham, og det gør man ved at udfordre og ikke knægte. Når jeg skriver besejre, så er det at vise, man kan noget, han anser for værdifuldt, og som han vil tilegne sig; har man ikke noget at byde ind med, så bak ud
Udnyt hans kompetencer og potentialer; forklar ham principperne for eget ansvar for læring...se om det er en motivationsfaktor; det er ikke lærerens ansvarm han lærer, det er hans eget (ikke helt, men i dette særlige tilfælde kan det være det).
Vend de regler, der er til fordel for ham, og gør dem til emner for diskussion (med STOR omtanke)...

Jo det er der men de er alle mindst 10 år ældre end ham, ellers er der 2 drenge i skolen han gider beskæftige sig med, men det bliver på hans præmisser hver gang.

Han forstår og accepterer nødvendigheden af trafikreglerne, og det at man står i kø, reglerne for omgang med dyr (vi har en lille kennel) osv.

Hans opvækst er så typisk dansk som den kan blive, han ser ikke sin far som valgte at trække sig da det blev kendt at Lukas havde et handicap, så han er vokset op i en husholdning der består af hans bedste og jeg, med min bror hans kone og deres børn på sidelinien.

Vi gør alt hvad vi kan for at opbygge hans selvværd, han ved at han er elsket og vi ved det er gengældt.

Desværre ser vi ikke eye to eye med lærerne på hans skole omkring hans indlæring - de mener at det vigtigste er at han lærer sociale spilleregler, og at det læringsmæssige er en bonus, hvilket de næsten ordret sagde på mødet, hvortil jeg svarede - hvis han ikke læere noget der kan bringe ham til minimum en 9. klasses eksamen så er han tabt på gulvet, han ender med en pension og køber så en computer og lukker sig inde på sit værelse og så får han ikke brug for det han har lært alligevel.
De havde søledes ikke svært ved at fortælle at han pensumsmæssigt havde stået stille i et år, men kunne ikke få armene ned over at han nu sad med ved bordet sammen med de andre til undervisningen... Det var store fremskridt.

Jeg er nok ret desperat, og også virkelig skuffet og ked over skolesituationen, men prøver stadig at motivere Lukas til at lære, for jeg VED han kan - han har bare mistet motivationen.

Jeg tror meget det hænger sammen med en lærer de har, som oprindelig stammer fra Rusland, og derfor begår fejl i Dansk undervisningen - hende er han stået helt af overfor, og nægter fuldstændig at forholde sig til, og efter han har rettet hende er det tydeligt at se og mærke på hende, at hun ikke bryder sig om hverken Lukas eller jeg.

Jeg har gennem flere år været konsulent på en specialskole for børn med AST og ADHD som primære diagnoser.

Jeg kender til unge, der har forladt skolen med en udemærket afgangseksamen, og som alligevel er endt på en pension. Det jeg siger er, at det faglige ikke kommer før det sociale; manglende sociale kompetencer er "invaliderende".

Udgangspunktet for opbygning af selværdet er faglig selvtillid og egen vilje. Han skal arbejde med noget, han kan blive godt til, og som har hans interesse. Samtidigt skulle det gerne værdsættes!

Når skolen snakker om sociale kompetencer, er det så at opføre sig som de andre børn? Man kan ikke gøre en IA "normal" og få dem til at opføre sig som alle andre.
Har der været tilbud om KAT kasse og Trin for trin. Hvad har man gjort??

m

Jens Buch skrev:

Jeg har gennem flere år været konsulent på en specialskole for børn med AST og ADHD som primære diagnoser.

Jeg kender til unge, der har forladt skolen med en udemærket afgangseksamen, og som alligevel er endt på en pension. Det jeg siger er, at det faglige ikke kommer før det sociale; manglende sociale kompetencer er "invaliderende".

Udgangspunktet for opbygning af selværdet er faglig selvtillid og egen vilje. Han skal arbejde med noget, han kan blive godt til, og som har hans interesse. Samtidigt skulle det gerne værdsættes!

Når skolen snakker om sociale kompetencer, er det så at opføre sig som de andre børn? Man kan ikke gøre en IA "normal" og få dem til at opføre sig som alle andre.
Har der været tilbud om KAT kasse og Trin for trin. Hvad har man gjort??

Problemet er jo netop det, at Lukas ikke har de sociale vanskeligheder i andre sammenhænge end i skolen, jeg tror hans sociale vanskeligheder, er et udslag af frustration over ikke at blive set som den han er.

Vi har som udgangspunkt måttet kæmpe for alt vi har skulle have til Lukas fra dag 1, og den hjælp vi har fået ud over skolen, og en aflastningsfamilie som i øvrigt ser og siger det samme som os, er et pictogramsystem og intet andet - jeg har forgæves søgt om KAT kassen + kursus dertil men uden held.

Jeg ved godt at en 9. klasses eksamen ikke er nogen garanti, men jeg har svoret overfor mig selv, at jeg ikke vil lade systemet/ manglende indsigt/ manglende evner til at motivere Lukas, være det der lukker døre for Lukas, de døre der skal lukkes, skal lukkes fordi hans evener ikke rækker til at holde dem åbne.

Du skriver, Lukas kun har sociale problemer i skolen, men samtidigt, han kun omgås ældre børn + 2 andre, men kun på sine præmisser.

Hilde skriver om en pige, der er ved at skrive PhD.

I projektet Plads til alle var UU/KBH velrepræsenteret, så det var et stort gruppe af AST unge, der dannede grundlag. En ting, der var gennemgående var, at alle dem, der startede i gymnasiet, de løb ind i enorme problemer; problemer, der langt oversteg de problemer, de havde haft i folkeskolen. Det var fuldstændigt umuligt for selv de mest velfungerende aspergere, at agere i den kaotiske verden, hvor noget som gruppedannelse skete ved hjælp af "hemmelige koder" som de overhovedet ikke fattede noget af. Langt hovedparten droppede meget hurtigt ud, og dem, der blev, var i noget der nærmest kunne betegnes som håndholdt støtte.

At en klare det, mens 100 ikke gør, skal ikke få en til ikke at sigte efter det, men man skal være enormt realistisk, og man skal stoppe kampen, så det ikke bliver mere en principsag end sund fornuft.

Det er langt nemmere for alle at holde fokus på det rent faglige, end det er at skulle til at arbejde med de sociale kompetencer. Det kommer også meget tættere på, hvor forskellige barnet egentlig er, når der skal arbejdes med det sociale. der er også forældre, der er af den opfattelse, at har deres børn ikke de sociale kompetencer, så skal det sociale samspil ændres, så deres barn kan begå sig.

I en skildring fra den virkelige verden, har en amerikansk psykolog beskrevet, hvordan et forældrepar til en meget velbegavet dreng ikke kan se problematikken i drengens opførsel.
Situationen er, at en pige taber en blyant på gulvet, og drengen vil herefter have, hun skal indrømme, hun er idiot, når sådan noget sker for hende. Drengen er helt opslugt af sit forehavende, og man kan ikke trænge igennem til ham.
Da forældrene hører og episoden, griner de, og kan ikke se omfanget af problematikken.

Uanset hvor faglig dygtig denne dreng bliver, så bliver han ved med at være et "problem", hvis han ikke lærer rigtigt/forkert og sociale normer og regler at kende.
Man skal i sådanne tilfælde ikke glemme det faglige, men forkus er så absolut det sociale.
Dette tilfælde er selvfølgelig meget voldsomt, men selv langt mindre afvigende adfærd kræver fokus på det sociale, og man ikke tror, man når i mål, hvis man vælger det nemme: Det faglige!

Uanset hvor kloge børnene er, så bliver der ikke lavet en særlig verden til dem, hvor de kan have deres særtræk og til tider afvigende adfærd i fred...

Jeg tror så, man kan bruge det faglige til et socialt løft, men man skal i den grad tænke det sociale før det faglige, når man planlægger sin undervisning.

Jeg har svært ved at forstå, man ikke vil bevillige en KAT-kasse og et kursus. Har skolen ikke en, du kan låne... eller en lærer, der kan "træne" lidt KAT-kasse??

Evnerne kan række meget længere, hvis man sørger for, der er lidt harmoni mellem det faglige og sociale...

Det som er mest fasinerende her i verden er faktisk, at vi alle er forskellige, selv enæggede tvillinger er forskellige, på et eller andet punkt.

Som forældre ønsker man jo det bedste for vores børn og selvfølgelig vil man helst at der laves noget specielt til ens barn, men det kan jo ikke lade sig gøre. Dog synes jeg godt at diverse institutioner burde høre hvad forældrene siger. Der kan de faktisk lære meget om barnet. Ved test fortælles der ikke alt om barnet, og det nok med det barnet forandrer sig også hele tiden på grund af naturlig udvikling.

Det er et meget følelsesmæssigt område.
Noget fra min egen verden. Jeg har en søn på 28. Snakkede først da han var 3 år. Sygehuset troede han var mild evnesvag. Problemer med at sidde stille i skolen, Så var det mig som ikke kunne opdrage ham. 16 år så havde han en mild form for damp, frivilligt anbragt ellers ville han blive tvangsfjernet, på grund af diagnosen. 25 år var han til psykiater, hvor der blev testet, han var ikke damp, men de ved ikke hvad han fejler. ???????

Et meget misforstået barn fra alle sider også mig som moder. Jeg skulle være hans støtte, kæmpe med kommunen, min familie og diverse og oven i det hele var jeg alene mor til ham.

I dag er han på førtidspension, deprimeret og det er så det. !!!!!!!!

Jeg forstår godt i kæmper, men pas rigtig godt på jer selv også.

Jeg tror vi mangler lidt familie baggrund på det her for at det hele giver mening .

I min familie er både min mor, min bror og jeg testet på intelligensen, min bror ligger på Mensa niveau og mor og jeg ligger lige under.

Samtidig har både min mormor, min mor og jeg OCD - Jeg har det i så voldsom grad, at jeg er førtidspensionist.

I hele min skoletid følte jeg mig hævet over de andre børn, som jeg anså for mindre begavede, jeg hadede skolen, for der var altid en eller anden som ikke forstod hvad der blev sagt, og vi blev tvunget til at repetere, hvilket gjorde mig arrig og jeg holdt mig ikke tilbage fra t gøre opmærksom på det. Jeg blev mobbet, da jeg var meget akavet i min omgang med de andre børn, jeg læste faglitteratur ,mens de andre læste Lucky Luke hæfter, jeg fik høje karakterer stort set uden at åbne en bog.

Jeg ser RIGTIGT meget af det i min søn, og er bange for at han bliver tabt på gulvet fordi hans lærere ikke forstår på hvilken måde han er anderledes.

Jeg synes, det er flot, du tager skridt til at skrive på dette forum. OCD er en alvorlig og ofte invaliderende sygdom, som er usynlig for omverdenen, hvilket giver en række meget negative reaktioner.

Jeg vil ikke skrive ret meget mere, da der er så mange vinkler og facetter, der er uforudsigelige og skjulte, at det er umuligt at beskrive og dække i en debat på et forum.

Hvis jeg bestemte, så ville du/i kunne få meget støtte...

En sidste ting er, at ens egne dårlige oplevelser i skolen, dem skal man ikke overføre til sit barn. Hvis man anskuer alting gennem sine egne oplevelser, så har man sat et filter op, hvorigennem alting tydes og forstås.
Det er langt fra altid en fordel, at søge hjælp og vejledning fra en, der har prøvet det selv. Pludselig overtager den anden problemet, og ens eget problem drukner i den person, der skulle hjælpe en...

Men det er s*tans svært, når der er følelser med i det... jeg har det nemt, når jeg står som professionel på sidelinien

Jens: jeg give dig ikke helt ret. Nogle mennesker kan godt sætte sig selv til side og hjælpe andre, selv om man selv har oplevet det.

NjoyDK: Sjovt nok kommer det jo ikke som en overraskelse at familien er intelligente. Dejligt at du tør at skrive det her på forum. Tager hatten af for dig.

Vi har brug for nogen med viden i dette forum og det har du. Kom selv med råd og vejledning, hvis du har lyst. Vi hjælper hinanden her.

Ja, nogen kan, men rigtigt mange kan ikke.

Mange mennesker, der vælger at arbejde indenfor omsorgsområdet har selv haft en opvækst/problemer, der gør, de vælger det for at hjælpe andre. Problemet er, de overtager følelserne fra de mennesker, de arbejder med. Et voldsomt eksempel er en pige, der har været udsat for incest. Hun skal ikke arbejde med incestofre, og hvis hun skal, så skal hun have været igennem et meget langt og intensivt terapiforløb, så alt er bearbejdet (hvilket det meget sjældent bliver uanset hvad).
At man har oplevet og overlevet gør ikke en til ekspert, men til offer. Man ryger lige tilbage til sine egne negative følelser, og man tror man hjælper det nye offer, men i virkeligheden er man igang med at bearbejde sit eget traume.

Ingen regler uden undtagelser, og det er selvfølgelig voldsomt generaliserende og eksemplet meget voldsomt i forhold til en dårlig skolegang, men mekanismen er den samme... Når man hører om det, så ved man lige... men man ved ikke en sk*d om, hvordan det er at være den anden, for vi er alle forskellige, og så drukener det nye offer i ens egne dårlige oplevelser.

Jeg hader at generalisere, det er jo det som sker hele tiden. Som du selv skriver, mennesker er forskellige.

Det er måske det som jeg ikke brød mig om.

Hvis der skal generaliseres, så skal det ske på individplan

b

Update :

30/6 var vi hos Ole Kyed til samtale og testning af min søn.

Da testen var overstået fortalte Ole os at min søn ligger indenfor de 5 % mest intelligente børn i hans aldersgrupe, og hører dermed i kraft af hans diagnose ind under gruppen Twice Exceptional.

Samtidig fik vi at vide at TEACH sysemet som hans skole kører med næsten er den værst tænkelige metode til et barn som ham, hvilket gør, at vi nu står i overvejelser om at han skal flytte skole, er der nogen herinde der kan anbefale en skole til et barn med hans evner ??

NjoyDK

.

Jeg tænker ikke bare Kolding jeg er mere end villig til at flytte efter det - jeg ser det som min anden (og sidste) chance for at give min dreng muligheder for at få en uddannelse og et godt liv.

NjoyDK

,

m

m

Hej igen.

Citat :

Samtidig fik vi at vide at TEACH sysemet som hans skole kører med næsten er den værst tænkelige metode til et barn som ham

I har naturligvis fået en ordentlig undrvisningsplan fra Ole Kyed, som enhver lærer kan gå lige til, og med succes anvende i undervisningen af jeres søn... Så er jeg sikker på, hans nuværende skole finder en løsning!

I TEACCH arbejder man i fem dimensioner:

•Teoretisk forståelse for autismens natur og udvikling er nødvendig for det pædagoiske arbejde
•Den enkelte elev skal beskrives som et helt og unikt menneske, hvor til knyttes individuelle undervisningsplaner og strategier i samarbejde med hjemmet.
•Arbejde med »alternativ mening« - dvs give den enkelte de værktøjer (visualisering gennem farvekoder, piktogrammer, guidesystemer, samspilshjælp gennem Sociale historier m.m.), der hjælper autistens hverdag på autistens betingelser.
•Autisme er et livslang handicap, men alligevel skal der arbejdes med udvikling, der øger personens selvstændighed og potentielle handlemuligheder.
•Erkendelse af at undervisning er en dynamisk proces. Der skal konstant arbejdes på nye løsninger.

TEACCH er godt for nogle autister, men som med alle værktøjer, passer det ikke til alle.