Helene er 10 år og befinder sig netop nu i et vadested, fordi hun er ved at skifte skole.
Helene har altid været et utålmodigt barn. Jeg husker hvordan jeg meget imod min vilje og overbevisning til sidst måtte kaste håndklædet i ringen og droppe amningen da Helene var 3 måneder, fordi hun aldrig havde tålmodighed til at vente på at mælken løb. Når hun var vågen (og det var hun det meste af tiden, sov slet ikke det antal timer, hun ifølge bøgerne burde) skulle der bare ske noget hele tiden. Den eneste måde vi kunne få hende til at sove på om natten var ved, at vi kørte hende i søvn i barnevognen inde i stuen og satte en DVD med bluesmusik på "repeat", så sov hun 3-4 timer.
Helene var aldrig glad for dagpleje eller børnehave. Det tidspunkt hun trivedes bedst på, var året før hun skulle i skole, hvor hun var "en af de store". Hun nød at komme i skole og lave opgaver, men hun klagede ofte over at det var for kedeligt og socialt gik det ikke særlig godt.
Når vi var til forældresamtaler i skolen fik vi altid at vide at Helene var så dygtig og at alt gik godt. Helene blev dog mere og mere ked af at gå i skole. Hun følte sig udenfor, anderledes, havde ingen venner, og de andre grinte tit ad hende og gjorde nar. Helene er utroligt sårbar og hun har svært ved at ryste dårlige oplevelser af sig, hvilket ikke gjorde sagen bedre.
Så i 3. klasse var vi igen til en forældresamtale på skolen og her fortalte matematiklæreren, at Helene ikke havde lavet matematik-lektier i 1/2 år!! Vi var ved at tabe både næse og mund, Helene var jo altid blevet færdig oppe i skolen eller havde intet for i matematik (troede vi!). De andre lektier lavede Helene altid pligtopfyldende og til UG. Vi forstod ingenting, matematik havde jo i de første klasser været Helenes yndlingsfag, og i børnehaveklassen havde Helene kunnet lægge tal sammen i 100.000-klassen, hvilket de var meget imponerede over! MEN, det er gået op for os senere hen, at det var Helenes protest mod kedsommelige opgaver, der fik hende til ikke at lave matematik.
I 4. klasse begyndte det at blive helt galt med Helenes trivsel. Helene kom ofte grædende hjem fra skole, begyndte at "blive syg" (hvilket sjovt nok forsvandt som dug for solen, når hun havde fået lov at blive hjemme) og havde mange sammenstød med både de andre elever og nogle af lærerne.
Vi havde i mellemtiden meldt os ind i Gifted Children, som er en underafdeling af Mensa, beregnet for børn, og det var egentlig screeneren fra Gifted Children, som henledte vores opmærksomhed på, at Helene måske også var godt begavet ligesom sin lillebror. Vi kunne pludselig se alle symptomerne og blev ret hurtigt klar over, at Helenes dårlige trivsel hang sammen med, at hun er godt begavet. Vi talte derfor med lærerne om emnet og bad om ekstra udfordringer til Helene. Lærerne var imødekommende og Helene fik flere faglige udfordringer, hvilket hun trivedes med, og vi troede at nu var vi på rette vej.
MEN, en dag gik det helt galt. Helene fik en sammenbrud, græd uophørligt og sagde at hun ikke kunne holde ud at gå på skolen mere. Det var så galt, at hun ikke ønskede at leve mere og hun fortalte til min rædsel, at hun i ugen forinden havde taget en kniv med ind på værelset for at gøre en ende på det, men at lillebror ikke ville lade hende være i fred, så hun kunne gennemføre det!
Vi sygemeldte hende omgående, traf hurtigt beslutning om et skoleskift til Mentiqa og er heldigvis nu optaget på Mentiqa i Hadsten, hvor Helene skal starte d. 9. juni. I mellemtiden hjemmeunderviser jeg hende.
Helene har det heldigvis bedre nu, er blevet glad igen og glæder sig usigeligt til at starte på Mentiqa. Men det har godt nok været en barsk omgang for os allesammen! Jeg håber inderligt at Helene falder til på Mentiqa og får den følelse af samhørighed og ligeværdighed, som hun i den grad har manglet i sit hidtidige skoleforløb.