med tårer i øjnene af glæde

22 år gammel og med en rygsæk, der vejer flere ton, så man burde være knækket sammen for længst, men endelig lader det til, at jeg ved, hvor jeg hører til. Denne side, samt søgning mange andre steder, har overbevist mig om, at jeg er et barn med særlige forudsætninger. Ganske givet også den sørgelige underyder, og jeg døjer stadig med rigtig mange af de konflikter, det giver, da jeg går på en læreruddannelse, hvor mine undervisere ikke kan 'styre mig'. Jeg stiller for mange spørgsmål, der ikke kan besvares af bøger, og det er aldrig forståelsesspørgsmål. Både mine undervisere og de fleste af mine medstuderende er dødhamrende trætte af mig. Jeg forslog åben ud til klassen at lave en studiegruppe, fordi jeg intet fik ud af undervisningen - jeg vidste det hele i forvejen. Men ingen havde tid eller lyst, ligesom ingen forstår mig, når jeg siger, at det intet siger mig at drikke hjernen ud hver weekend.

Jeg er perfektionistisk, stædig, temperamentsfuld, og yderst følsom.

Det virker måske som dårlige kendetegn ved en kommende lærer, men det føler jeg ikke. Jeg stiller ikke høje krav til eleverne, men jeg elsker at se dem lære og udvikle sig - det gør mig glad, ja, nærmest ekstatisk, ligesom når jeg får lov til at fortælle om mine interesser. Temperamentet er også kontrolleret overfor børnene, men af jævnaldrende og ældre har jeg en tendens til at tro, at de burde forstå, men igennem hvad jeg her har læst, så nej. Bmsf tænker ikke på samme måde.

Læreruddannelsen var det helt forkerte valg for mig, men jeg er sikker på, at jobbet er, hvad jeg gerne vil. Og er der noget bedre end, at man føler, at man kan lidt af det hele, og så vide, at man kan flexe imellem fag og klasser, som der er behov for? Alle ens evner bliver udfordret.

Er jeg en 13tals elev? Bestemt ikke. Jeg knokler i stædighed, og specielt når jeg sidder med raseri, der giver mig tårer i øjnene, fordi jeg ikke vil stemples på, at jeg intet kan. 'Jeg skal vise dem, skal jeg' sidder tit i mig - og oftest bliver udfaldet ikke bedre af den grund. Og jeg er endda blevet beskyldt for at overpræstere i min undervisning. Jeg er for grundig. Jeg har for meget med - også selvom jeg stædigt kan holde på, at alt sammen er relevant. Ja, det er det da også, får jeg igen. Men jeg har for meget med.

Det værste er, når jeg først bliver god til noget, for så begynder jeg virkelig at lægge mærke til andres fejl, og jeg må tit bide mig i tungen for intet at sige, hvis det er, at jeg mener, at vi burde være på samme niveau. Jeg har nu indset, at vi måske er på samme faglige niveau udefra, men indeni er min verden helt anderledes.

Jeg har altid betegnet mig selv som en drømmer, og min bedste ven var min kat, og når jeg kom hjem og græd fra skole af, hvor dagligdagen var mobning fra elever og lærer, så var det hos min kat eller min bamsekat.

Ja, du læste rigtigt. Min lærer brød sig ikke om mig, og hun troede mig ikke, når jeg sagde, at de andre drillede mig. Hun tvang mig til at lave ting igen og igen, uanset hvor gode de var, og lige meget hvad var det aldrig godt nok. Jeg var perfektionistisk i forvejen og opdraget af en far, der var lige så. Jeg kan ikke sige, at min skolestart var god. Faktisk har jeg kun haft få undervisere igennem min skole, der kunne udfordre mig og holde mig motiveret. De kan i hvert fald tælles på en hånd, og efter at have gået på to skoler, i gymnasiet, og på to seminarier på fire forskellige hold plus diverse kurser, så har jeg haft mange undervisere. Udfaldet - det har altid været det samme. Jeg var for 'besværlig'. Jeg stillede 'svære' spørgsmål, og jeg var ikke tilfreds med små afvigende forklaringer. Det gør jeg vel i og for sig stadig, selvom jeg prøver at holde mund, men det lærer jeg heller intet af.

På baggrund af min egen skolestart sagde jeg stædigt som 7årig, at jeg ville være skolelærer, for der var fandme ingen, der skulle have lov til at opleve så dårlig en skolegang som jeg. Mit mål er stadig, at jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan hjælpe alle elever på deres niveau, så ingen bliver tabt som jeg.

Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal rette op på de mange fejl og mangler, jeg bærer med mig, og selvom jeg nu har fået tildelt en psykolog fra lægen - med grobund i en depression - så ved jeg ikke, om hun vil kunne hjælpe mig. Jeg fik trods alt læst et sted, at det meste arbejde skal klares af mig alene. Det er svært, når man føler sig som et barn, hver gang verden er 'ond og led' imod en, fordi man f.eks. ikke fik lov til at tale færdig.

Mit mest brugte ord? Undskyld.

Jeg kan sige meget endnu om, hvem jeg er, men det vil jeg ikke nu. Der må I til gengæld gerne spørge. Det, jeg håber, ved at sidde her, det er, at jeg måske kan finde nogle ligesindede, der på en eller anden måde kan være en sparring for mig. Jeg ved ikke, om det er muligt, eller om vi kan fungere sammen. Jeg har bare en idé om, at forståelsen måske er større herinde, end den er noget andet sted.

Janteloven lever stadig godt i Danmark....

Du skal være meget velkommen her i forum,
Ja der der stor forståelse for hvordan du har det.
Ville det måske være bedre for dig, hvis du konsulterede en psykolog, der har viden om højt begavede børn/voksne? De findes.!!!

Har du tænkt på at blive testet ved Mensa og på den måde være sammen med ligesindede. Nu ved jeg jo ikke hvor du bor, men hovedafdelingen er i københavn.
Prøv at kontakte dem.
Det er muligt de har noget komsammen diskutionsklub a la et eller andet, som du kan bruge.

Hvis du kommer igennem denne uddannelse, vil du være guld værd for højt begavede børn, men du skal også huske det ikke er alle som kan forstå den måde vi tænker på.

Se jeg gider ikke lave kommaer da jeg ved andre forstår mig alligevel.





Skriv eller spørg endelig mere, hvis du har behov for det.
Det skal siges, der sikkert ikke er mange unge mennesker på dette forum og derfor har jeg henvist til Mensa.

Jeg tror ikke, at der er mange omkring min alder, der overhovedet er klar over, hvad det vil sige at være med særlige forudsætninger, og slet ikke, når medierne primært kun taler om det i forbindelse med børn.
Jeg bor så i Århus, så der er lidt langt til Mensa, og jeg troede ellers, at de kun kiggede på IQ-tal. Jeg ved ærligt talt ikke meget om Mensa, skal jeg ærligt indrømme.

Jeg gør virkelig, hvad jeg kan nu, for at huske, at jeg tænker meget anderledes. Det har endnu ikke været et problem i mit arbejde med børn, da jeg ofte ser vinkler, som de andre undervisere eller pædagoger ikke ser, når børnene spørger, selv i almindelig hyggesamtaler. Og interessant nok har de børn, der har ladet til at holde mest af mig, været dem, der ikke var som resten - om det så har været adhd eller hvad, det har været. Hvis de har skilt sig markant ud, så har jeg haft et godt forhold til dem.

Har du kendskab til nogen af de psykologer eller en idé om, hvordan jeg finder dem?

kender du min hjemmeside
www.intelligenteboern.dk

Under link kan du finde disse psykologer og meget mere om emnet.

Du kan da prøve at kontakte Mensa, da de har forskellige arrangementer rundt i de største byer i DK og jeg ved der er noget i århus.

Nej, den kendte jeg ikke. Mange tak
Jeg vil begynde at undersøge det

Jeg har også opdaget, at der er en dreng i min praktik, der er med særlige forudsætninger.
Underyder, ganske givet, men han havde et par meget tydelige signaler, da han startede i skole, som underviserne har arbejdet med: perfektionismen og tanken om, at man ikke skal prøve noget nyt, for så kan man ikke.
Lidt ekstra fokus og jeg fandt mange sammenhænge.
I dag sad jeg så med ham i matematik og hjalp ham med at lave typer af opgaver, han ikke havde mødt før. Jeg læste, hvad han skulle, han gav mig svarene, og jeg spurgte til, hvorfor han kom frem til det. Han synes, at det er spild af tid at skrive ned, når jeg nu godt ved, hvad svaret er, så jeg pressede i stedet let til ham, så han fandt ud af at bruge de rigtige argumenter for, hvorfor det han gjorde var rigtigt. Han så ud til at have det vildt sjovt
Han har nu fået kopiark på 1 til 3 klassetrin over hans niveau, som jeg kort overfladisk forklarede ham, før vi skulle til næste time, og han var bare fuldstændig med på, hvad han skulle og havde tydeligvis holdningen, at det kunne han da sagtens klare.
Så nu er jeg spændt på at se, om det er de opgaver, han vil arbejde med i morgen, når vi har matematik

Ellers af signaler, jeg reagerede på:
- kigger ind i væggen, når vi repeterer
- virker ligeglad med det hele
- keder sig i timerne
- synes det er spild af tid at skrive længere tekster til sin matematik: "Hvorfor skal jeg det, når både du og jeg ved, hvorfor svaret er seks?"
- Forskel på mundtlighed og skriftelighed, der overraskede mig. Han undgår matematikopgaver med tekst - ikke fordi han ikke kan læse, men fordi han ikke 'gider' læse. Jeg prøvede at spore mig nærmere ind på hvorfor, men det vidste han ikke rigtig. Han ville bare hellere lave matematik uden tekst.
- Regner i hovedet
- Stort overblik i forhold til opgaverne
- Bruger forskellige argumenter afhængig af opgaven til at finde løsningen, selvom opgaverne er af samme type, men hvor en metode er mere effektiv eller brugbar end en anden.
- Han har en tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest. F.eks. bad han om at få lov til at sidde med plusstykker, selvom han sagtens gange i hovedet uden problemer. Men hvis det hele er nemt for en, så tager man vel bare det letteste, så man ikke behøver at tænke over, hvad man laver

Heldigvis virker han til at have det super godt socialt. Det er så skønt at se

Jeg har 'rapporteret' min mistanke til hans underviser, så jeg håber, at de vil finde ud af noget mere om, hvorfor han ikke bare er velbegavet, og at de finder en måde at integrere ham bedre i klasseundervisningen, når der f.eks. skal repeteres. Jeg har selv tænkt på, at han måske kunne være interesseret i sudokuer, fordi det er 'nemt', men man skal alligevel tænke sig lidt om, og det kræver ikke mere opmærksomhed end, at man kan følge halvt med på tavlen, hvis der skulle komme noget nyt.

Jeg ved bare, at det ærgrer mig at se ham sidde og stirre ind i væggen og vide, at det er, fordi han godt har forstået tingene, da jeg sagde det første gang, men hvor resten af klassen har brug for, at vi terper begreber og repeterer betydningen.



P.S. hvis nogen ved mere om tavshedspligt end jeg, så sig lige til o.o Så vidt, jeg har forstået, så er den ikke brudt her, fordi der hverken er navn, skole, by eller anden reference, der kan identificere drengen

du har ikke overtrådt tavshedspligten, ikke så vidt jeg ved.

Men du er absolut på den rigtig vej med ham.
Det var som at læse om min 8 årige søn og han er heldigvis også meget social.

(er ikke lige logget ind fra denne computer)

Godt, jeg bliver til tider i tvivl, og jeg er ikke spor glad for at gøre noget forkert - yeah, perfektionisme her, og jeg arbejder kraftigt på at kontrollere det

Det er rart at høre, at jeg er i et skridt i den rigtige retning. Han er heller ikke meget ældre end din søn.
Jeg læste også om din historie på din hjemmeside. Hele folkeskolesituationen lignede meget min.
Det er et generelt indtryk, når jeg kommer herind og læser om folks egen historie - at jeg simpelthen ser mig selv, og det har jeg aldrig gjort noget andet sted før. Det er både skræmmende og rigtig rart

Hej neko jeg har lagt en besked til dig i beskeder i forum.

Børn med særlige forudsætninger bliver ikke direktører
written by Neko

Der var engang en lille pige. Hun følte ikke, at hun passede ind noget sted. Uanset hvad hun gjorde og sagde, så var det forkert. Selv ’ikke helt rigtigt’ betød forkert for hende. Hun kæmpede og kæmpede. Hun udmattede sig selv men blev ved. Fejlene var der altid, og fejlene skulle rettes. Det skulle være perfekt. Det havde hendes far sagt. Han havde også sagt, at intet var perfekt, men man var nødt til at arbejde hen mod det alligevel. Så det gjorde hun.

På mange måder var denne lille pige helt anderledes end de andre børn i skolen. De vidste det. Hun vidste det. De drillede. Hun gjorde alt for at passe ind. Hun gjorde virkelig alt. Alt hvad de ønskede. Det nyttede intet. Intet var godt nok. Der var stadig fejl. Der var fejl ved hende. Og selvom hun prøvede og prøvede, så kunne hun ikke finde ud af at rette dem, så de blev rigtige.

Hendes mor hørte nødråbet, da den lille pige var ved at drukne. Nu var det nok. Ingen havde kunne hjælpe hendes lille datter. Der var nødt til at ske noget nu. Nu. Før hun ville drukne i hendes raserianfald og underkastelse.


Der blev valgt en anden skole til den lille pige. Også her var hun forkert. Ikke ligeså forkert dog. De andre børn lærte hende, at hun var okay. Hun var ikke perfekt. Hun havde stadig fejl. Men hun var helt okay.

Den lille pige blev større, og hun fik bedre overskud til skolen. Men hun var foran. Langt foran. Førhen havde hun været blandt de dygtigste i klassen. Hvis ikke den bedste. Skolen havde været nem dengang, men hun havde ikke haft kræfterne til at se det. Nu havde hun. Det hele var for nemt. Alt, alt for nemt.

Opgaver begyndte at blive lavet fejlfrie. Selvværdet steg. Venner blev til. Og så skete der det, at skolen blev kedelig. Selv når hun ikke arbejdede hårdt, så klarede hun sig godt. Fejl spurgte hun til. Ja, hun spurgte sådan set også bare af nysgerrighed, ligesom hun altid havde gjort. Ofte kunne hun ikke få svar.

Der var en lærer, der så noget i den lille pige. Den lærer viste hende ting, der gav hende svar på hendes spørgsmål. Hendes hunger efter viden blev stillet. Hun var stadig ikke fejlfri, men hun var for længst holdt op med at kæmpe. Hvorfor skulle hun? Det blev ikke perfekt alligevel, og selv når hun sløsede, så fik hun gode karakterer.


Gymnasiet kom. Pludselig var det meste sværere end normalt. Kampen begyndte. Men spørgsmålene blev ikke besvaret. Nye venner skulle tilkæmpes. En kamp hun tabte. Hun var mærkelig og anderledes. Hun sagde sin mening. Hun stillede reflekterende spørgsmål og gav argumenterede svar. Det var spild af tid. Lærerne blev ved med at afbryde hende. Hun begyndte ligeså stille at sløse igen – og det gik jo ganske fint, når hun bare fik læst og afleveret sine stile til tiden.

I matematiktimerne sov hun med åbne øjne og var altid tre skridt foran læreren. Fejl var der ikke mange af. Hun havde fået topkarakter, hvis hun bare ville skrive pænt og nok tekst til spørgsmålene. Det var spild af tid. Hun prøvede en måneds tid og opgav så. Det tog en krig af tid, og det var kedeligt. Dræbende. Hun orkede det ikke. Så hellere nøjes med det næstbedste. Det var hun så vant til. Perfekt blev det jo alligevel aldrig.


Et eller andet sted havde den nu unge kvinde aldrig været i tvivl om, hvad hun ville være. Hun skulle være skolelærer. Var der noget bedre, når man vidste, at man havde evner indenfor stort set alt, så længe man kunne læse sig til det? Når folk havde spurgt hende, hvad hun var bedst til, så havde hun det med at svare ’intet’ eller ’alt, så længe det er i teorien’. Som lærer skulle hun kunne en masse ting, og hun fik muligheden for at hjælpe dem, der havde det svært med at gå i skole, ligesom hun selv havde haft det.

Hun havde altid været nysgerrig. Hun havde altid elsket at lære. Hun var helt umættelig. Var der noget i hendes viden, hun manglede, insisterede hun på, at hun skulle have det forklaret, så der var et hul mindre. Det var bare langt fra alle hendes spørgsmål, der fandtes svar på blandt dem, hun spurgte.


Folk forstod hende ikke. Jo mere, hun lærte at bruge sit sprog, jo sværere havde folk ved at forstå hendes tankegang. Folk mente stadig, at hun var mærkelig. Også på lærerseminariet havde folk svært ved at forstå hende. Hun fandt sine medstuderende useriøse, undtagen to. Der var to. For den ene lignede hende mere end den anden. De var tre, der kunne sammen. De var tre, der ønskede at tale, spørge, reflektere og undersøge hinandens viden. Det gav et pusterum. Det gav ro hos den unge kvinde, der engang var en lille pige.


Sulten er der endnu. Sulten efter viden. Hun higer og søger stadig, men ikke længere helt alene.
Det kan godt være, at det ikke er alle, der forstår hende. Det betyder heller ikke al verden altid. For hun ved nu, at der er nogle, der gør. Der er nogle, der altid vil forstå hende. For de har det præcis som hende.

Gammel tråd - men nu tillader jeg mig at svare på den alligevel

Jeg kan på forhånd sige, at mine bedste lærere har været stædige, temperamentsfulde og ikke mindst empatiske. De har heller ikke været bange for at dele historier fra deres eget liv.

Neko skrev:

Jeg tror ikke, at der er mange omkring min alder, der overhovedet er klar over, hvad det vil sige at være med særlige forudsætninger, og slet ikke, når medierne primært kun taler om det i forbindelse med børn.
Jeg bor så i Århus, så der er lidt langt til Mensa, og jeg troede ellers, at de kun kiggede på IQ-tal. Jeg ved ærligt talt ikke meget om Mensa, skal jeg ærligt indrømme.

Når jeg har hørt folk på "vores alder" omtale "intelligente", så snakker de ofte om personer, der er gode fagligt. Jeg er ikke selv typen, man ville tro var højt begavet (mine skriftlige karakterer skal jeg ikke kæmpe det store for - men mine mundtlige derimod..) - men jeg hørte også til et foredrag, at drengene ofte har én eller flere interesser, som de går rigtig meget op i (og er rigtig gode til) - imens pigerne ofte er sværere at opdage, fordi de tilpassede sig. Jeg fik også at vide til en forældresamtale i slutningen af folkeskolen, at det vil være godt for mig at komme ud og finde nogle, der er "mere som mig". Jeg ved dog ikke, hvad hun mente med det. Jeg er også blevet fortalt om en dreng, der var rigtig god fagligt, men han fungerede ikke social sammen med de andre i klassen. Han blev dog medlem et sted (vi blev ikke fortalt hvor), hvor han fandt en masse, som han kunne med. For mig lyder det som en "barn med særlige forudsætninger"-historie, der endte godt .

Angående mensa: Der foregår flest arrangementer omkring Hovedstadsområdet og Midtjylland. Så hvis man bor i København og Århus, så er der mulighed for cafeaftener flere gange om måneden - men hvis man kommer fra andre steder i Danmark, så er der ikke så mange arrangementer. Jeg bor selv et lidt upraktisk sted, når det kommer til arrangementer.

Nu ved jeg heller ikke, hvor meget info du har fået om mensa i mellemtiden .

19-årig skrev:

Gammel tråd - men nu tillader jeg mig at svare på den alligevel

Jeg kan på forhånd sige, at mine bedste lærere har været stædige, temperamentsfulde og ikke mindst empatiske. De har heller ikke været bange for at dele historier fra deres eget liv.

[...]

Nu ved jeg heller ikke, hvor meget info du har fået om mensa i mellemtiden .

Det lyder som om, at jeg nok skal blive en god lærer
Men du har været ret oplysende omkring Mensa - og hvem der nu ellers lige har skrevet med mig på det offentlige forum XD

Knus Nilletoez

Jeg vil bare lige update og fortælle, at jeg er blevet medlem af Mensa

m

Tja, jeg ser det mest som et meget klart bevis på, at jeg faktisk hører til i kategorien af højt begavede Det er meget rart at have i baghånden, når folk bliver skeptiske og ikke tror en - så kan man da i det mindste sige til sig selv, at de kan tvivle så meget de vil : jeg ved bedre, og jeg har endda et helt firkantet og håndgribeligt bevis (af papir ) på det ^^

Selvom jeg har det lidt mærkeligt med, når folk siger tillykke O.o Et eller andet sted er det jo også 'bare noget jeg er født med'. Og når jeg tænker på, hvor mange problemer det har givet mig igennem livet, så ved jeg ikke rigtig, om en lykønskning er helt rigtig fra folk, der ikke aner, hvad det er. Jeg siger self. pænt tak, men samtidig sidder jeg også lidt med følelsen "Du kunne også have ønsket mig tillykke med, at jeg er rødhåret? Eller har blå øjne?"

Det betyder noget for mig, at jeg kan sige, at jeg har et sted at høre til - ikke bare et sted, jeg tror, at jeg hører til, men et sted jeg ved, jeg hører til. Og det havde det også været, hvis der havde stået øverste 5% i stedet for det andet Det er godt nok et lille 'dumt' tal, men det er, hvad folk kan forholde sig til. Følelser og fornemmelser giver de fleste jo ikke meget for. Men et lille 'dumt' tal til gengæld! Det kan folk virkelig gå op i!

Jeg er bare glad for, at jeg fandt jer, og I har kunnet lære mig en masse om, hvem og hvad jeg er, og at jeg ikke er alene

Tak