Den største og værste del af mobningen foregår i klasselokalet, fordi det er en lukket struktur, hvor barnet ikke har lov at gå. Derfor må størstedelen af ansvaret ligge hos læreren. Det er læreren, der skal spotte mobningen, og det er læreren, der skal samle elever og forældre om problemet og gøre sit til, at det bliver løst. Det er læreren, der skal være rollemodellen for tolerance af alle og gøre klart, at manglende tolerence ikke er ok! Og giraf/ulvesprog er faktisk en ganske udmærket metode.
Det største problem ligger så i, at mobning er svært at komme af med, når det først er der. Der skal være nogle, der tør bryde normerne i gruppen, men til gengæld er det også blevet undersøgt, at hvis bare to eller tre, nogle gange kun en enkel, tør gå hen og hjælpe den mobbede, så falder strukturen sammen, og presset i børnegruppen lettes. Men man skal have børn, der tør, for de risikerer, at den modsatte reaktion sættes ind, og de selv bliver mobbet - derfor er der den største succesrate, når to eller tre børn beslutter sig for at hjælpe den mobbede.
Børn lærer mest af deres forældre, ja, og derfor må forældrene være bevidste om det sprog de bruger om andre forældre i klassen og om børnene - for det er i det små, at det starter, og børnene lærer af forældrene, og de tager det med op i skolen, hvor det udvikler sig. Problemet ligger delvist i hjemmet, ja, men det har gerne mere at gøre med forældrenes sprogbrug om andre mennesker end noget andet.
En samlet forældrergruppe, der ofte ses og besøger hinanden og laver arrangementer sammen, viser også en tolerance og åbenhed, som børnene vil tage til sig, og det kan lette mobningen. Men det kræver bare igen, at der er nogen, der tager ansvaret og får samlet flokken. Igen vil jeg mene, at det må være læreren, der er tovholder, når det meste af mobningen foregår i klasselokalet.
Jeg kan ikke selv se til, at nogen bliver mobbet, og har jeg den mindste fornemmelse, forsøger jeg at snakke med den, jeg har mistanke om bliver mobbet. Men når det kommer til børn, så er der bare nogle, der giver helt op og ikke engang vil fortælle om det - for de har mødt for mange voksne nederlag. Enten ved at de voksne forsøger at indgyde falsk tryghed ("Det går jo nok"), fortælle barnets følelser, at det er forkerte ("De driller kun for sjov", "Det er ikke så slemt, som du gør det til"), eller lægger skylden over på barnet ("Du kan jo bare gå" eller "Jamen, du gør også selv.."). Den sidste er altså bare den værste! Den mobbede har det jo skidt nok i forvejen.
Jeg ved, at jeg vil føle, at jeg har svigtet min klasse, hvis der opstår mobning, og jeg ikke sætter 110% af min energi af til at ændre det. Jeg ville virkelig have det dårligt med mig selv....
Det er vist bare ikke mange lærere, der har det sådan... De vender det blinde øje til...
Forumforside 
