Får du nok ud af dine talenter?

De første gange jeg hørte lignelsen om de betroede talenter , syntes jeg, at det var sært og uretfærdigt. At han, der havde gravet talenterne ned, blev straffet, og at de tjenere, der havde investeret og fordoblet talenterne, blev belønnet. Jeg blev harm og tog den straffedes standpunkt. Indtil jeg fik forklaret, at det handlede om de talenter, vi som mennesker er blevet betroet, og hvad vi evner at få ud af dem.

I Danmark hylder vi vores sportstalenter som nationalhelte og har sportsprogrammer i radio og TV, der får lige så stor vægtning og plads på sendefladen, som de øvrige nyheder. Det er tankevækkende. Specielt hvis man sammenligner med hvor meget plads innovation og talentpleje i uddannelsessystemet og erhvervslivet får til sammenligning. Men siden vi nu er en nation af fodboldentusiaster, så lad os tage udgangspunkt i fodboldens verden – for fodbold er et fantastisk spil, der kan spilles både på eliteplan og med en tøjbold på en støvet, afrikansk jordbane.

Forestil dig, at du er en dreng (eller pige) på 8 år. Du spiller fodbold i alle frikvarterer, i al din fritid i SFO’en, derhjemme i haven og på gaden. Du har set dine fodboldidoler Messi og Ronaldo trylle med bolden, og du øver og øver til du næsten kan gøre det samme. I hvert fald nogle gange. Du spiller også i en fodboldklub to-tre gange om ugen, men selv om du klart er en af de bedste og altid scorer mange mål til kampene, så taber I stort, fordi resten af holdet ikke spiller sammen, taber boldene og ikke gør deres bedste. De lader de andre vinde uden at kæmpe. Du bliver sur og ærgerlig, du skælder dommeren ud, når han dømmer uretfærdigt, råber ad dine holdkammerater, når de spiller dårligt, og sviner din træner til, når han skifter dig ud. Du koger og syder.

Når I træner, kaster du lange blikke efter årgangen over, når de træner finter, driblinger, jonglerer og forstår at flytte sig for hinanden. Selv må du hele tiden finde dig i, at spillerne på din egen årgang løber efter bolden som en bisværm, og når I træner, skal I lave nogle øvelser, du har kunnet længe. Du skal hele tiden vente på, at det bliver din tur, du keder dig helt forfærdeligt og nogle gange laver du ballade bare for at få trænerens opmærksomhed. Men det værste er stadigvæk når træneren bliver så sur, at han sender dig ud af banen. For fodbold er dit liv og det eneste, du synes, du er virkeligt god til og brænder for.

En dag til træningen sniger du dig over til det andet hold årgangen over og spørger deres træner, om du må få lov at træne med dem. Du har længe drømt om at få mulighed for at træne med dem, og du har samlet dig mod nok til at spørge, så du bliver superglad og jubler, da han siger ja. Endelig bliver du udfordret og skal lave nogle svære øvelser, du ikke helt kan endnu. Træningen er sjov, og du hænger i – gør dig så god som du overhovedet kan. Træneren roser dig. Men da I skal spille kamp, ændrer det sig. Ingen spiller dig, og hvis du erobrer bolden, er der straks en fra dit eget hold, der forlanger at få den og ikke spiller tilbage. Du er nederst i holdets hierarki, og du er udenfor. Du går hjem fra træningen og er forvirret, på den ene side lykkelig for at du fik lov at deltage i den sjove træning og på den anden side ulykkelig over, at de ikke ville spille dig, så du kunne score mål. Du føler dig ensom. Der er åbenbart slet ingen, der forstår dig.

Præcist sådan er der rigtigt mange højt begavede børn, der har det hver dag i skolen. Og omtrent ligesådan har de højt begavede voksne det rundt om på landets arbejdspladser, hvis de altså har været vedholdende nok til at få en uddannelse og et job. Hvis ikke de for længst har opgivet kampen og er blevet selvstændige. Eller postbude. Eller førtidspensionister.

Forestil dig nu, at du er fodboldtræner, lærer eller leder. Du arbejder frivilligt og gratis, får en relativt lav løn eller en solid hyre. Forestil dig, at en af dine vigtigste opgaver er at spotte og udvikle talenter. At udfordre dine spillere, elever eller medarbejdere, lade de mest talentfulde vise de andre, hvad de kan og dermed inspirere resten af holdet, klassen eller afdelingen. Forestil dig, at du tillader dig at afvige en smule fra rutinerne, så du kan tilpasse træningen, din undervisning eller din ledelsesstil, og dermed kan flytte talenterne mere effektivt. At du kan sætte holdet, så hver af dem gør det, de er allerbedst til, men også hver dag bliver en lille smule bedre til det, de ikke er så gode til endnu. Du kan sætte rammerne, få alles potentiale i spil og få dem til at arbejde sammen. Du overhører deres fornærmelser, når de er ophidsede, for du forstår dem, og du har for længst erkendt og accepteret, at deres talenter er større, end dit var, så du sætter en ære i at få det ypperste frem i hver enkelt og udvikle alle på deres niveau.

Forestil dig så, at du fra nu af udfordrer og eliminerer de forhindringer, du møder. Alle de formelle og uformelle små og store ting, der forhindrer dig i at udvikle og udnytte talenterne. At du tager hver forhindring en ad gangen og drøfter med dine kolleger eller en ekstern sparringspartner, hvordan du og I kan overvinde dem og skabe forandringer, innovation og udvikling.

Forestil dig, hvilken forskel det kunne gøre. Forestil dig, hvor mange kampe, høje karaktergennemsnit og kunder I kan vinde sammen. Forestil dig, hvilken forskel du og I kan gøre – for holdet, skolen og arbejdspladen. Måske ligefrem for Danmark.

Er du opmærksom på dine betroede talenter? Formår du at bruge dine egne talenter? Så talenterne styrkes og fordobles?

Rigtigt god arbejdslyst derude og få nu det bedste ud af talenterne!

Ann C. Schødt, Interim HR Manager, fodboldtræner, mentor, forfatter, foredragsholder og selvstændig med fokus på karriere, test og udvikling af begavede voksne/talenter.

Schødt Consult
Netværk for Begavede

Mobil: +45 6137 9914

http://schoedtconsult.vpweb.dk/

har netop læst i JP i dag en lille fin artikel, der kan følge tråden op fra din fine artikel Schødt :I Dansk Idrætsforbund,har man besluttet, at der skal være plads til alle og har lavet et slogan ' we - not me'.
Børn lærer primært noget, når de føler sig værdsat og er en del af fællesskabet.
Man skal være en del af holdet, uanset om man er fast mand i startpositionen med topscorerstatus, eller om man sidder på den yderste plads i udskiftningsbænken og højst forventer få minutters spilletid.

We - not me betyder nemlig også, at der må forventes et større bidrag til holdet, og den fælles læring, fra dem der har evnerne, og at enhver må forvalte sit talent med omhu til glæde for holdindsatsen og til gavn for den individuelle faglige og personlige udvikling.