Er det ok, at han trækker sig tilbage?

Nu er jeg igen kaldt til samtale i søns fritidsklub.
Jeg er nødt til at melde ud, at jeg er bitter over måden, hvorpå klubben har tacklet hele forløbet indtil nu på (det er beskrevet i "Indstilling til pæd. psykologisk vurdering"), og jeg har ikke tillid til, at de ser min søn rigtigt.

Jeg fik en krybtisk email fra klubbens leder, om et møde omkring søns trivsel. Jeg var nødt til at ringe hende op og få en forklaring på, i hvilken anledning dette møde skulle holdes, da det ikke er noget, de gør normalt. Punkterne, der skal tages op på mødet er:

- Han leger "under alder".
- Han trækker sig nogle gange tilbage/går rundt alene
- Der er ingen, der vil følges med ham fra skole, fordi han tager en omvej.

Der er intet nyt i ovenstående for mig. Men jeg ser det ikke som et problem. Er det forkert af mig?

De mindste børn i klubben er 6 år. Min søn er lige blevet 8, men han er meget umoden, og jeg kan sagtens se, hvorfor han befinder sig godt med de yngre børn - de 'klikker' bare på en anden måde.
I skolen har han 3 veninder på samme alder, som han har et tæt venskab med. (På hans fødselsdag havde de rottet sig sammen om gaver til ham - nogle pokemon kort og en hoppebold, som tydeligvis var noget af deres eget legetøj - og en af dem lavede et efterårsmaleri til ham).

Forløbet med PPR blev i sin tid indledt, fordi han ingen venner havde, men der er sket en rigtig stor udvikling på halvandet år.

At han trækker sig tilbage nogle gange i klubben og vælger en omvej, som gør at han aldrig følges med nogen, forstår jeg også godt. Når klubben mener, at "de andre børn ikke vil følges med ham", så ser jeg det som endnu en af deres tolkninger. Han vælger en omvej, fordi han godt kan lide at tudse rundt i sine egne tanker.

Han går i en klasse, som er meget vild og larmende. Hvis jeg var i hans sted, ville jeg også have brug for nede-tid, før jeg ankom til klubben, hvor der også er et højt støjniveau.

Og ja, han trækker sig. Ikke altid, ikke hele tiden, men han kan rigtig godt lide at være i sit eget selskab. Også herhjemme. Ikke fordi han er i dårligt humør, eller tror, der ikke er nogen, der vil lege med ham - men fordi han nyder det.

Nu skal jeg så til samtale om det. Og mit udgangspunkt er egentlig, at hvis de vil gøre noget for ham, så tror jeg, det ville hjælpe om de støttede ham i at finde et roligt sted. At de så det som et reelt behov han har - og ikke at det er et problem.

Jeg har en rigtig glad dreng, hvis "problem" er, at han falder udenfor rammerne på alle områder. Så skaber han sig nogle andre rammer og finder frem til nogle løsninger selv. Er det ikke bedre at støtte om de løsninger, han har fundet frem til, end at forsøge at presse ham ind i rammerne og problematisere det?

Ok, det blev lidt en forsvarstale...

Spørgsmålet er så - tager jeg fejl? Giv los, lad mig høre nogle modargumenter. Jeg har ikke tillid til klubben, men det kan jo godt være, budskabet er rigtigt, selvom afsenderen har været forkert på den før.

Hej

Jeg vil ikke komme med modargumenter.
Jeg vil støtte om omkring det din søn gør.
Kender klubben ordene asynkron og sensitiv. Det gør du sikkert.
Hvis han ikke får de pauser han selv tager, trives han jo slet ikke. Han skal selvfølgelig muntres op til at deltage hvis der er noget at deltage i som interesserer ham. Se hans interesser.
Jeg har også en søn der var som din, skolen og sfo de acceptere ham og i dag leger han med alle og jeg mener de små og dem på hans egen alder. Det har de fundet ud af han har brug for, ellers stiger han helt af hvis de presser ham.
Ligeledes har vores sfo et stillerum hvor børnene kan gå ind og der er massage og der skal der leges stille.
Det giver flere af børnene en pause.
Du kan jo prøve at fortælle dem lidt om det at se og høre alt, og derfor har han brug for en pause på vej til klubben.

De kan jo ikke gøre for de ikke kender til emnet, så tålmodighed, selv om det er svært. Jeg kender alt til det. Jeg har stadigvæk møder med vores skole, selv om mine drenge har gået på den de sidste 4 år.

Spørg om de ikke har noget positivt at sige også. Det er det der skal arbejde ud fra.

Bente, du er virkelig en ressource!

Tak for svar, støtte og opmuntring!!

Tak

Kan sagtens følge dine tanker.

Jeg tror at det vigtige er at spørge ud omkring deres intention, for de vil jo hans bedste og tror har måske svært ved at vide hvad de skal gøre ved ham. Det er jo positivt at de tager initiativ, hvis de mener der er noget der skal samles op på.

Når det er sagt, så handler det for dig om at få nogle aftaler på plads med dem. Det er jo dem der skal støtte ham i løbet af dagen og til det mangler de måske en vejledning. Netop den vejledning som du, som forælder kan give.

Der er ingen grund til at forsvare, medmindre de selvfølgelig fortæller dig at han skal ændre sig, for så må du få dem til at forstå at det kommer når han føler sig forstået, altså får den ro der skal til og bliver accepteret omkring det sociale.

Jeg har min søn i en frit, hvor personalet er meget forstående, men også der tog det noget tilvænning. Det er helt normalt at man leger på tværs af årgangene og de har fx en "storebror/søster"-ordning, hvor de store tager sig af de nye små, som understøtter min søns asynkrone udvikling. I dag er det store problem ikke fritten, men at min egen søn "føler" sig anderledes og er ked over det.

Håber på at mødet går godt og prøv at holde det i den positive og konstruktive ånd.

Hej Nonsi

Det er dejligt at høre der er andre der har gode oplevelser.

Hvad gør i så for at han skal føle sig rigtig?? Gode råd modtages med kyshånd.

,m

Ganske enig, Hilde. Vi kender det jo fra os selv.

Hvad gør vi for at understøtte?
Lader ham finde sin måde at håndtere en hverdag på, trin for trin. Han er med vilje placeret i en kommuneskole, hvor jeg har været så heldig, at han er kommet i en super god klasse med et højt fagligt niveau. Det var svært lige da han skiftede til frit og børnehaveklasse. Han har svært ved at overskue nye rammer og stiller høje krav til sig selv om at burde kunne forskellige ting, "som alle andre jo kan".
Hans udfordring omkring at skulle noget nyt, har jeg talt med både frit og skole om. Han har det bedst, hvis man lige løber dagens begivenheder igennem med ham, så han mentalt er forberedt når man fx skal på tur, eller lave en fysisk øvelse, eller en aktivitet.
Fritten er ikke så stor, 48 børn, hvilket har været en god størrelse. Det er et gammelt hus, så der er mange kroge man kan krybe i når man er der. Det har han selvfølgelig udnyttet undervejs. Han legede af sig selv med de større børn og siden også med de yngre.

Det tog lang tid for ham at falde til i børnehaveklassen. Han er (sjovt nok) ret sensitiv overfor drillerier og uretfærdigheder og syntes vist ikke altid skole var det sjoveste de første år. Han har en bedste ven i skolen og de støtter hinanden i mange ting, samtidig med at de nørder over i et hjørne med en eller anden leg. Han ville ikke med til fødselsdage det første år og det var lidt en kamp for ham at overvinde den barriere. Men for at få gang i det sociale og give ham flere sociale facetter slæbte jeg ham med til spejder. Det har givet ham muligheden for at være en anden end i skolen og har helt sikkert styrket ham.
Samtidig slab jeg ham løs til fodbold(som er vores hovedpine nu) for et år siden(han var ikke klar før). Det er der hvor han udfordres allermest på netop hans skæve udvikling og tilstand. Fx det at være "et team", det at skulle lave nye øvelser hele tiden, det at være bagud i en kamp etc etc
Han elsker dog fodbold og så finder vi sammen nok en vej over den indre kamp han har.

Han viser mange tegn på underydelse, mest i skolen, men også til fodbold. Jojo, der er skam mange bekymringer for os forældre, men som med din søn, så har jeg det også sådan, at hvis drengen er glad og fungerer i den sammenhæng, så er det en succes.

Det er dejligt at høre om jeres hverdag.

Jeg havde vist brug for at få lidt luft, sidst jeg skrev.
Jeg ved godt, at de i klubben kun gør det, fordi de handler udfra de bedste intentioner. Og jeg har fuldt tillid til, at de gør deres bedste i hverdagen.

Jeg blev ret oprørt over meldingen, fordi det netop er områder, vi har gennemgået tidligere i samarbejde med PPR. Jeg føler, at vi kan starte helt forfra igen, fordi de lige har glemt, hvad det var, der blev talt om dengang. Og jeg føler, at de stadig - et år efter - fejllæser ham.

Det gør det ikke bedre, at de både mellem linjerne og direkte har sagt, at "du kender jo dit barn rimelig godt, men..." de ved bedst, fordi jeg er jo hans mor og kan ikke se det klart.

Forløbet med PPR var langtrukkent og endte i ren snak. En god snak dog, om hvordan min søn skal forstås, men det virker ikke som om, de har taget det til sig. De positive ting, der er sket siden, kom helt af sig selv, da han startede i skole.

Derfor har jeg svært ved at håbe på, at det vil skabe andet end frustrationer at starter op igen.

m

Vi forældre og hb-voksne synes det er nemt at forstå vores børn, men vi ved jo også godt, hvorfor vi kan forstå dem.

De få mennesker der er i Danmark der kan undervise højt begavede børn er oftest selv begavede eller højt begavede og derfor skal vi have tålmodighed med at andre kan forstå det.
Jeg ved selv jeg har meget lidt tålmodighed, men det er dog blevet bedre, men kan dog stadigvæk tænke, så forstå dog hvordan mit/mine børn er og tænker.

Det kan være svært men vi kan ikke lave andre mennesker om og de kan jo heller ikke lave os om.

Det har du ret i. Jeg kan ikke lave om på folk. Men det er så bittert, når pædagogerne ikke gør et forsøg på at lytte til mine observationer og erfaringer.

Jeg var til møde i går, som gik rigtig dårligt. Der er ingen forståelse for min søns behov, intet forsøg på at rumme, at han har brug for rum og udfordringer ud over "det sædvanlige".
Når jeg fortæller, at han trives rigtig godt, når han får lov at beskæftige sig med teknik og ting han kan samle/skabe/skrue sammen, bliver det henkastet. Da hans problem er socialt, mener de ikke, at resten er relevant - og jeg kan ikke trænge igennem til dem med budskabet, at man er nødt til at se på det som en helhed.
Jeg foreslog, at han måske kunne få adgang til nogle af de værksteder og aktiviteter, som storeklubben og heldagsbørnene har adgang til, hvor han kan få lov at nørde lidt engang imellem - dette blev også overhørt. De er kun interesserede i at starte et nyt forløb op, denne gang med distriktspædagogen.

Da jeg spurgte om, hvor gamle de børn han legede med var, fik jeg at vide, at det især var børnehavegrupperne (børnehavebørn, som besøger klubben... om formiddagen, hvor søn er i skole. Fantastisk, hvordan det kan lade sig gøre...)

Ud over det, var klubbens leder virkelig grænseoverskridende og begyndte at spørge ind til, om mine børn nu også var glade for at se deres far på hans weekender og kommenterede på hans måde at tale til søn på. (lang forklaring kort, de havde brugt en time på at prøve at finde søns jakke, i skole og i klub, og måtte aflyse eftermiddagens plan af samme årsag, hvilket gjorde far mere end almindeligt pirrelig. Dette overhørte en pædagog så og nu er det åbenbart blevet til at "sådan taler hans far til ham hele tiden")

Nu smider jeg håndklædet i ringen.
Søn var i SFO'en på hans skole i dag i forbindelse med en legeaftale. Imens havde jeg en lang snak med hans far om mødet og luftede tanken om at flytte søn til SFO'en i stedet for. Det første, søn spurgte om, da han kom hjem, var, om han kunne få lov at gå i SFO. "Please - please - please???"

Det giver god mening nu. Jeg ved godt, jeg skal "starte forfra", men jeg kan slet ikke se, hvordan endnu et forløb i klubben skal kunne lede til noget konstruktivt, når det sidste ikke gjorde og når vi har så forskellige syn på min søn.
Hvis der skal et nyt forløb til (det ved jeg på forældremøde i næste uge), vil jeg i alle tilfælde mene, at det er bedst at få det i skolen, hvor han er det meste af tiden og gerne skulle være de næste 8-9 år. Og da vil det også være lettere at lave samlet indsats i forhold til SFO'en.

Der er færre børn, flere af hans klassekammerater, og et stort ude-område, hvor han også vil kunne "være i fred", når han har brug for det.