Forening: Begavede børn er tabu i Jylland
Jantelov: Foreningen Gifted Children mener, at begavede børn stadig er et tabu udenfor København. Ekspert opfordrer forældre til at være åbne om intelligens.
Af Claes Holtzmann Senger Tlf. 7912 4575, chs@jv.dk
Jyder er dårligere til at hjælpe og stimulere begavede børn. Sådan lyder kritikken fra foreningen Gifted Children , der mener, at intelligente børn stadig er tabu udenfor København. Foreningen er for børn med en intelligens blandt de øverste fem procent, og de kan ofte føle sig udenfor eller kede sig i skolen.
- I København og hovedstadsområdet generelt er det blevet legitimt at tale om det her både med klasselærere, kammerater, venner og bekendte, mens man i Jylland dårligt kan snakke med sin nærmeste familie om det, siger Heidi Stolberg, der mener, det skyldes janteloven.
Hun bygger blandt andet kritikken på, at det stort set kun er i København, at der er tilbud til og fokus på begavede børn. Samtidig er langt de fleste medlemmer af foreningen fra hovedstadsområdet. Det er både dårligt for samfundsøkonomien og synd for børnene, hvis de ikke bliver stimuleret og hjulpet, mener Heidi Stolberg.
- Mange af de her børn oplever en meget stor ensomhed, fordi de ikke har nogen at spejle sig i, i det daglige. De kan komme til at gøre så meget vold på sig selv for at komme til at ligne andre, at deres personlighed næsten forsvinder, siger hun.