Liv uden mål

Min egen historie
Opdagede som 45-årig, at jeg var barn med særlige forudsætninger.


Jeg er den yngste af en flok på 3 piger. Jeg ved ikke så meget, fra jeg var helt lille og det jeg kan huske, det er ikke så rart. Jeg får nogle få glimt frem, når jeg anstrenger mig. Bl.a. kan jeg huske, jeg legede med naboens dreng. Jeg ville hellere lege ude og med biler, end hvad piger ellers leger med. Mine storesøstre var altid efter mig, for jeg har sikkert været irriterende. Min far tog mig med i værkstedet og her hyggede jeg mig med, at hjælpe ham med at lave f.eks. vores cykler o.s.v. Stort set har jeg ikke følt, jeg hørte til i min egen familie.

Skole

Jeg havde en enkelt veninde fra jeg var 6 år, det var naboens datter, som jeg skulle følges med i skole. Vi kom til at gå i samme klasse. Jeg var genert, som børn er, når de starter i skolen. Jeg mindes ikke de store ting fra de små klasser. Jeg blev dog drillet meget med, at jeg havde æblekinder og var en brilleabe. Jeg lavede mine lektier og havde ikke problemer med det. Set i bakspejlet har jeg kedet mig i de store klasser. Jeg havde nemt ved alle fagene på nær engelsk, men dog ikke så slemt, at jeg ikke kunne følge med. I teenageårene synes jeg, det var sjovest at være sammen med drengene, for så skete der jo noget. Jeg var ikke til pigefnis og sminke. Jeg vidste allerede på dette tidspunkt, at jeg var anderledes. Jeg havde mine diskussioner med lærerne og de andre elever. Jeg tror i dag, jeg har kedet mig, derfor disse diskussioner. Jeg var den, som greb alle emner i luften. Mange af de andre elever fra min klasse brød sig ikke om mig. Jeg har altid været enspænder og været ligeglad med, at de ikke brød sig om mig. Jeg var så, så heldig at have 3 forskellige jobs, så jeg tjente en del penge. Det var nok min måde at hævde mig på, da jeg jo altid havde penge. Da jeg gik ud af skolen, viste jeg ikke, hvad jeg ville være. Jeg tænkte på butik, bibliotekar, revisor og pige i huset.

Flytte hjemmefra

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg knap nok var færdig med 10. klasse. Mine forældre var dybt skuffede, for jeg havde jo intet arbejde eller uddannelse. Jeg havde mødt en fyr, som var 8 år ældre end mig. Jeg var meget egenrådig og de skulle ikke blande sig i, hvad jeg foretog mig. Efter et par år uden arbejde og uddannelse, blev jeg gravid. Forholdet gik ikke, så jeg flyttede hjem igen, til fødslen var overstået. Igennem hele min ungdom vidste jeg ikke, hvad jeg ville være. Jeg har i al den tid, jeg kan huske ikke kunnet finde ud af, hvorfor jeg hele tiden var frustreret. Jeg har aldrig kunnet finde en indre ro, og bare falde til ro.

Voksenlivet

Indtil jeg var omkring de 40 år, har jeg flyttet og haft flere mislykkede forhold. Har aldrig kunnet finde nogen sammenhæng i tilværelsen, der måtte jo være noget galt med mig. Så gav jeg mine forældre skylden, det var jo nemt. (Min mor har også noget af skylden, hun gjorde mig bange for min far.) Jeg har arbejdet inden for mange områder, men aldrig fundet noget, som kunne interessere mig nok til at blive i faget. Jeg har altid villet noget andet eller mere. Når jeg havde prøvet noget, kedede jeg mig. Da jeg var ca. 25 tog jeg grunduddannelsen EFG, det er som HG i dag. Bagefter startede jeg på HH, men var der i 1 måned, jeg kunne ikke klare de helt unge mennesker i klassen. De var så uambitiøse, så det gad jeg ikke. Senere var jeg på VUC, det kunne jeg lide, da de også var voksne. Jeg var på VUC for at blive optaget på pædagogseminariet. Jeg blev optaget, men var der kun i ½ år. Jeg har overbevægelige led, så jeg kunne ikke holde til praktikken. Det måtte jeg så opgive. Jeg var så heldig at jeg fik mulighed for at tage en uddannelse som socialrådgiver. Jeg måtte sige fra over for denne uddannelse, da jeg havde fået en søn, som har særlige forudsætninger. Det er ikke min søns skyld, men for min søns skyld. Efter endnu en søn, som blev født 21 måneder efter, var der jo nok at se til. Jeg kunne ikke få tid til at studere til socialrådgiver. Jeg er alligevel en stædig natur, så der måtte findes en mulighed, hvor jeg ikke skulle studere herhjemme. Det blev så til en voksen HG og derefter i Skolepraktik, da der er svært at finde en læreplads, når man er over 40 år. Når man er i skolepraktik, skal man i praktik i en virksomhed mindst 3 mdr. Jeg fandt selv en praktikplads efter 2 mdr., men stoppede efter 1 uge, da vi havde problemer med vores søn. 14 dage efter jeg var stoppet i praktik, gik der et lys op for mig. Jeg er en voksen med særlige forudsætninger.

I dag

Noget jeg har fundet ud af ved at få en søn med særlige forudsætninger er, at jeg er ligesom ham. Eller rettere sagt, han er som mig. Jeg har også en datter, som er intelligent. Det har jeg også fundet ud af for ”sent”. Jeg har fundet mig endnu en praktikplads og denne gang kommer det til at fungerer. Jeg ved med mig selv, at mit hoved helst skal have noget at arbejde med hele tiden, på den måde undgår jeg at blive frustreret og rastløs. Lige nu arbejder jeg med hjemmeside, åbent forum og en blog om intelligente børn. Jeg er ved at tage PC-kørekort ved siden af, så kan jeg lære lidt mere, som jeg kan bruge i sammenhæng med fremtiden. Så målet for mig er at jeg færdig gør min kontoruddannelse til oktober 2009. Ligeledes vil jeg hele tiden arbejde for børn med særlige forudsætninger.

Den røde tråd i livet

Noget af det eneste, som har fulgt mig igennem hele mit liv, har været at hjælpe andre til at blive behandlet retfærdig. Helt tilbage fra skolen kan jeg huske, at have forsvaret dem, som blev uretfærdigt behandlet. Da jeg begyndte at gå i byen, var jeg den, som sørgede for at fulderikkerne kom hjem i god behold. Senere i livet har jeg kæmpet for min ældste søn på 26, så han kunne få hjælp til hans milde form for damp. Jeg har altid været den, som andre har betroet sig til. Jeg gjorde så alt for at hjælpe de personer til at komme ordentlig videre i deres liv. Jeg har følt mig som en magnet for andres problemer. Jeg har mødt fremmede mennesker på gaden, som har betroet sig til mig. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at hjælpe andre. I dag kæmper jeg for børn med særlige forudsætninger, da de har ret til udfordringer i skolesystemet og dagtilbud i forhold til barnets særlige forudsætning. Da jeg startede i skolepraktik i oktober 2007, var lederen altid efter nogle voksne med dårlig selvtillid. Jeg gik så vidt, at lederen kunne have bedt mig forlade stedet. Det gjorde hun ikke, hun var sød, når jeg var der.
Bente