Min veninde Koneko sad med en ordblind dreng i 6. klasse, der hadede bøger og alt ved skolen. Hun er opvokset med bøger og læsning (og har langt senere, via mig, fundet ud af, at hun er højt begavet), men hun kunne simpelthen ikke bare ignorere, at han fandt bøger kedelige. Så da hun passede ham, fortalte hun en historie - hun er en fantastisk historiefortæller
Den optog ham helt vildt. Han elskede den! Indtil hun sagde, at den var fra en bog. Det troede han ikke på. Så hun fortalte ham, hvad bogen hed og skrev det ned sammen med forfatterens navn. Der gik ikke en uge, så havde han været nede og låne bogen, gemt sig på værelset under sin dyne med en lommelygte og lært sig selv at læse for at kunne læse historien selv.
Og skolen havde sagt, at han havde indlæringsproblemer, han passede ikke ind med de andre, og han var altid på tværs og lavede ballade.
Tja, i dag går han vist på Mentiqa
Det startede med at være på den i Aarhus, men den blev jo lukket, så han er vist rykket til Mentiqa Nordjylland, så vidt jeg husker.
Bare utroligt hvad man skal igennem, før der måske sker noget - både som barn og forælder.
Det var nok også derfor, at jeg blev lidt hysterisk, da min søster fortalte om en dreng i vuggestuen, hvor hun arbejdede, der altid lavede ballade og skreg og var på tværs. De bad ham bare holde kæft og ignorerede ham. Jeg spurgte til, om de havde undersøgt, hvorfor han gjorde det. Hendes svar: "Jamen, han gør det altid og har altid gjort det. Så sådan er han bare. Det siger pædagogerne også". Ej, hvor fik jeg ondt indeni :/
Forumforside 
