lidt om min mor

Ja, der er egentlig skræmmende mange i min familie, der får mig til at tænke på højt begavede....
Min fætter er med stor sikkerhed. Ham har jeg nævnt herinde før.
Min far og farfar lader også til at være det - men med en ekstrem perfektionisme, de har haft tvunget ned over mig, og uden forståelse for, hvorfor andre ikke tænker som dem. Bl.a. i forhold til tal og udregninger. "Det er jo nemt!" siger de "De er da for dumme!"
Så er der min mor....


Min mor er et meget ømt punkt for mig, for hun er en meget kraftig underpræsterer.
Jeg er stadig i tvivl om, om hun er højt begavet, men når hun har fortalt om sin opvækst og skoletid, så er det i den retning, jeg tænker. Og hvis hun er, så er hun underpræstere. Specielt har jeg hæftet mig ved hendes udtalelse om, at selvom hun ikke åbnede en bog i hverken 8. eller 9. klasse, fik hun alligevel jævnt gode karakterer, så i dag ærgrer hun sig over, at hun ikke bare engang imellem læste.

Hun var også glad for at skrive dengang. Specielt digte, så vidt jeg husker. Og hun har fortalt om, at hun engang havde skrevet en stil om en pige, der sad i vinduet og drømte, og det var det bedste, hun nogensinde havde skrevet. En fri opgave, hvor hun kunne bruge fantasien.

Derudover var hun en pige med energi, ganske flabet sådan set også - været med en skarp tunge, som hun selv siger. Specielt overfor lærerne. Hun var en pige, der tit var i klinch med lærerne - nogen mere end andre. Til gengæld kom hun rigtig godt ud af det med rektor. Hun brugte alle sine engelsktimer hos ham, hvor de spillede skak. Hendes engelsklærer havde haft hendes storerbror, og hun havde draget konklusionen, at min mor var på samme måde.

Min mor kan sidde i timevis med spil som Mahjong (staves?) og finder det ganske hyggeligt. Og det var hende, der lærte mig at tegne og male. Altså tegne som i at mennesker blev sådan i nogenlunde struktur så arme og ben fik en nogenlunde rigtig længde, fingre blev rigtige, ansigtet fik form osv.

Min mor har altid været meget opmærksom på, at jeg fik udfordringer nok i min udvikling. Hun begyndte at læse med mig, da jeg var ca. tre år gammel, og hun har gjort sit bedste for at støtte og anerkende mig i at lære nyt, ligesom hun altid har været åben for at høre om, hvad jeg har hørt, og lære lidt af det. Sådan da... for så begynder problemerne ligesom at træde frem...


Selvværdet er fuldstændig knækket. Hun tror ikke på sig selv eller hendes evner. Hun anser sig selv som dum, og at hun ikke kan lære noget. Og hun tror ikke på, at hun kan nå nogen vegne. Intet nytter noget. Og hun har slet ikke lyst til at prøve.

Der er noget nær ingen snært af motivation af nogen art! Det er til tider som om, at hun også mangler motivationen til bare at stå ud af sengen. Og hun har altid et hav af undskyldninger for, hvorfor hun ikke kan det ene eller det andet, og hvorfor det ikke vil hjælpe på noget.

Hun har svært ved at finde ro i sig selv og er ofte rastløs. Derfor optager hun gerne sig selv med spil, enten på computeren med tvet kørende i baggrunden, eller med banko sammen med de venner, hun har fået derinde.

Hun kan heller ikke klare ensformigt arbejde, hvor hun ikke får lov at tænke - dertil kan så siges, at hun tit har arbejdet på fabrik, og hun har oftest været yderst hurtig og lærenem omkring, hvordan maskinerne skulle fikses, når der var fejl på, så hun slap for at vente på teknikkeren, eller har haft brugt ventetiden på at løse problemet i stedet for bare at sidde ned og lave ingenting, som mange af hendes kollegaer gjorde.

Hun har haft svært ved de store grupper, og hun har et heftigt temperament, hvis man siger, at der er ting, hun ikke kan klare.

Alle disse ting gør så også, at hun har haft rigtig svært ved at finde et arbejde og at holde på et, og hver gang hun mister et arbejde, så bliver alting lige en tand værre. Hun har været inde og ude af jobmarkedet de sidste to år. P.t. har hun fået et vikariat et sted, hvor hun har arbejdet førhen, og så vidt jeg husker, var hun ret glad for det derude. Det mistede hun vist nok, fordi der skulle skæres ned.

Hendes kæreste har hun også haft mistet for de der ca. to år siden, da det begyndte at gå helt derud - så vidt jeg husker er det ved at være så længe siden. I hvert fald er han kommet videre, og hun kan simpelthen ikke give slip. Hun nærmest nægter det!

Økonomien er også et helved. Lav indtægt generelt, og hun har en kæmpe gæld, som hun overhovedet ikke kan se, hvordan hun nogensinde skal komme af med. Og hun virker generelt bare som om, at hun har givet op.

Depression har hun også. Et kæmpe søvnbehov. Og hun har en trang til bare at ville glemme virkeligheden i stedet for at finde en måde at komme på rette kurs. Hun føler sig fuldstændig låst, og det virker som om, at hun ikke rigtig vil give nogen chancen for at åbne op til, at hun kan komme videre - hun tror ikke på, at det kan lade sig gøre. Eller også føler hun måske et eller andet sted, at hun ikke har energien og kræfterne til at arbejde sig op derfra, hvor hun sidder.

Den sociale omgangskreds er generelt heller ikke særlig sund. De fleste venskaber er dem, hun har inde til banko. Og det er mest efterlønnere, pensionister, førtidspensionister og folk som hende selv, der har problemer med arbejdsmarkedet eller generelt bare en eller anden form for ludomani. Hun er dog glad for at være der, fordi hun føler sig ønsket der. Det hjælper hende virkelig, at hun kan komme et sted, hvor folk gerne vil se hende.

Hun hjælper gerne til inde i bankohallen og får lidt for det. Og hver gang ejeren ringer og spørger, om hun kan hjælpe, så står hun på spring. Det der med at føle, at nogen har brug for hende, fylder vist rigtig meget i forhold til, at hun bliver ved med at fortsætte derinde, selvom hun godt ved, at hun ikke har råd til det.


Anyway.... Jeg er dybt bekymret og vil så gerne hjælpe. Hun ved, og min kæreste ved, at hendes situation går mig rigtig meget på. Jeg føler, at jeg kan og skal hjælpe på en eller anden måde, og at jeg ikke bare kan tillade mig at sidde stille og se på, mens det bare går ned af bakke for hende.

Nogen har sagt, at hun er nødt til at ramme bunden, før hun kan gå op af, men med den baggrund, der er i min familie omkring selvmord, og hvad jeg selv ved, hvad jeg har været ude i, så tør jeg simpelthen ikke at lade hende komme helt derud. Er hun som jeg, så er den eneste grund til, at hun stadig er her, er, fordi hun ikke vil svigte resten af familien, fordi hun ved, hvor hårdt det var for alle, da hendes bror tog livet af sig for nu 11 år siden.


Jeg har været noget tvivlende med at lægge dette ind, da jeg ved, at alle på nettet kan se det, men nu følte jeg, at det var på tide, at jeg fik lettet hjertet og spurgt, delvist på mine og delvist på min mors vegne, om hjælp.


Min kæreste har foreslået, at vi skulle snakke med hende om, at hun skulle åbne op for, at vi kan hjælpe hende med at strukturere økonomien, og vi i familien kunne gå sammen om at betale for, at hun kan komme til psykolog. Kæresten og jeg ved dog også godt, at vi snakker om, hvad der nok vil være flere års terapi - for ligesom jeg, har hun ikke bare et par enkelte ting, der kræver hjælp, men mange.

Hvor er du sej, at skrive herinde. Har du nogensinde tænkt på at sprøge hendes læge hvad der er af muligheder. De kan muligvis hjælpe dig.

Men det er meget svært at hjælpe hvis hun ikke selv vil.

Jeg tror måske, at det er, fordi hun ikke kan se, hvordan noget skulle hjælpe... I don't know...

Det er også længe siden, at jeg har snakket med hendes læge. Det er nemlig den læge, jeg er opvokset med
Det kunne være, at jeg skulle skrive til hende ^^ Det er da værd at overveje...
men hun har allerede været til psykolog førhen for depression, og jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvor meget det faktisk hjalp hende.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive til dit indlæg, som jeg dog finder rigtig godt, da jeg selv kan nikke genkendende til meget af det, både fra mig selv, men også min mor og bror.

Jeg har ikke nogle løsninger til dig, da jeg selv står lidt i den samme situation med en bror som fuldstændig har mistet grebet om ordet økonomi, og selv vil have lov at styre den. Min mand og jeg har forsøgt et par gange at råde ham til at få hjælp hos banken, men han vil selv styre hvilke regninger som skal betales hvornår. Det er jo bare en rigtig dårlig løsning i det lange løb. Men jeg tror desværre aldrig at han bliver klogere.

Ligeså er det lidt med min mor, hun har dog fundet ud af, at banken skal ind over, så hendes regninger bliver betalt. Men hun har stort set aldrig penge, nok fordi de bliver brugt lidt de forkerte steder, ligesom din mor. Min mor søger trøst i billiard, hvor hun har alle hendes venner, og til tider i flaskerne. Sidstnævnte har gjort, at vi ikke rigtig snakker sammen mere.

Og jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg kan gøre ved det, da jeg ikke bare vil fodre dem med penge, som de så kan bruge forkert.

Men alt det du skrev om skolen kan jeg genkende fra mig selv, dog ikke det med ikke at åbne bøger. Jeg pjækkede det meste af 9. klasse væk, fordi jeg kedede mig, men det gjorde bestemt ikke mine karaktere bedre, nærmere det modsatte. Men jeg havde også vrølv med lærerne, var altid grove overfor dem, og det endte også med et halvt års tyskundervisning hos viceinspektøren. Jeg vil dog til gengæld sige, at jeg lærte mere tysk på det halve år end jeg gjorde resten af tiden. Vi havde vikar i matematik i et halvt år, hvor jeg bare ikke kunne med hende. Og i skolen generelt blev jeg mobbet, hvor min særlige sensitivitet ofte kom i spil.

Idag bryder jeg mig ikke om rutinepræget arbejde til trods for, at jeg på min selvtillid føler mig bedst rustet, når jeg kender rutinen, men det ender bare med, at jeg keder mig. Jeg har nu et arbejde, som også er sat op på rutiner, men der er tilgengæld mange forskellige opgaver, og man ved aldrig hvornår der kommer hvad.

Og min selvtillid og selvværd ligger også helt i bund, min chef er dog rigtig god til at rose mig konstant, så jeg føler, at jeg gør det rigtige. Mine forældre og min familie har altid været efter mig om min særlige sensitivitet, som de selvfølgelig ikke har været klar over dengang, men den gjorde jo nærmest at jeg følte mig helt elendig. Min sensitivitet gør også, at jeg overfor nogle folk - især min far - får den der grådlabile stemme, det er bare pisseirriterende, og for nylig fik jeg den overfor min chef, jeg kan simpelthen bide tungen af mig selv, når det sker. Jeg er bare så pisse følsom. Men som min chef siger, så viser det ham også, at det interessere mig, de ting jeg laver, og at jeg ønsker, at tingene er i orden, da jeg ellers bliver frustereret.

Men Neko, du er ikke alene.

Hvor er det dejligt at vide, at jeg ikke er alene, men det er selvfølgelig ingen rar situation for nogen at være i.
Så vidt jeg har forstået, så er alle min mors lån blevet samlet i banken, hvilket da er et skridt i den rigtige retning.

I skolen pjækkede hun også meget i 8. og 9. klasse, og som nævnt åbnede hun aldrig en bog.

Jeg har til tider tænkt tanken, at det måske var bedst, at man simpelthen tog myndigheden fra dem, så nogen, der havde forstand på det, kunne hjælpe hende. Problemet er så bare samtidig, at økonomien næsten er den mindste del af det alt sammen o.o

Så vidt jeg ved, så er min mor heldigvis ikke gået til flasken. Hendes far var alkoholiker, og den slags har det med at brede sig i familien, men det har hun heldigvis endnu ikke gjort. Det har min ene fætter så -.- Han er vist 17 efterhånden. Another problem ^^''