Indstilling til pæd. psykologisk vurdering

Tilgiv mig at jeg introducerer mig selv med en problemstilling, som jeg ikke engang kan være sikker på passer ind her på forummet. Men det er netop hele humlen i min problemsting... Ach!

Jeg var til forældre-konsultation i min søns heldags-SFO, hvor de fortalte, at de gerne ville indstille ham til pædagogisk-psykologisk rådgivning. Jeg har i går eftermiddags modtaget en kopi af deres indstilling og har mulighed for at vedlægge kommentar til deres beskrivelse af min søn. Han er 6 år, og skal starte i skole i august.
Jeg skriver for at bede ydmygt om noget feedback fra jer, som har erfaring med intelligente børn, for jeg er meget skeptisk overfor min egen fornemmelse af, at dette kunne være svaret på hans vanskeligheder.
Nedenstående er udtalelsen fra institutionen, hvor jeg har valgt XX i stedet for min søns navn. Efterfølgende har jeg nogle kommentarer, men derudover vil jeg prøve at være så objektiv som muligt.

Jeg citerer:

Beskrivelse af barnets vanskeligheder:
I gruppesammenhænge sker det ofte at XX ignorerer både børn og voksne der taler til ham. Til frokost skiftes børnene til at fortælle. I de situationer har XX utrolig svært ved at stoppe så andre kan komme til at tale og han forstyrrer ved at lave mange fagter der rammer de andre børn og ved at sige forskellige lyde.

XX har en fantastisk fantasi og han er rigtig god til at finde på. Ind imellem er der andre børn som rigtig godt kunne tænke sig at være med til det XX laver. Når de byder ind eller prøver at få lov til at være med på anden vis, oplever vi ofte at XX begynder at skrige virkelig voldsomt at de ikke må røre eller grave eller hvad det nu kan være.

XX føler sig ofte drillet og generet af de andre børn. For eksempel kan han gå gennem vores smalle gangareal med begge arme spredt helt ud så han fylder næsten hele gangbredden. Når der så er andre børn der skal forbi vil han ikke tage armene ind til kroppen og støder derfor ind i dem. Hvilket giver anledning til at XX skriger som et lille barn fordi han mener det er de andre der driller ham. XX tyr tit til at slå hvis han føler sig drillet.

XX trives derfor ofte bedst på legepladsen eller i Tarzan, hvor der er højt til loftet. Han kan tilbringe mange timer alene på legepladsen fordybet i leg.

XX bruger meget at sige alle mulige forskellige lyde i løbet af dagen. Han kan pludselig gå hen foran et andet barn eller voksen og sige meget højt som en søløve eller andre lyde, og så bare gå videre.


Beskrivelse af barnets generelle udvikling:
XX har et rigtigt stort ordforråd og han er virkelig god til at formulere sig.
XXs almene viden er langt større end andre børns, til frokost deler han gerne ud af sin viden.
Han er utrolig glad for at snakke, især med voksne.

XX har en utrolig livlig fantasi og han er rigtig god til at finde på. Han har nogle fantastiske lege med pinde, papkasser og gummielastikker.
XX er meget glad for at være ude, både i Tarzan og på legepladsen. Han tilbringer mange timer på ude feltet fordybet i sine egne lege.
XX elsker hvis vi har en håndværker på besøg der skal lave noget praktisk for os. Så er han hos håndværkeren og snakker og vil gerne hjælpe.

Vi mener at XX skal i skole men vi er bekymrede for hans sociale udvikling.

Citat slut.

Jeg kan godt genkende det, institutionen beskriver, udfra hvordan det ser ud, når jeg henter ham om eftermiddagen. Han føler sig drillet - han bliver også drillet, men jeg er bange for, at institutionen er så underbemandet at de kun ser det, som er lige foran dem.
Egentlig synes jeg, de tolker ret meget i deres beskrivelse. De konkluderer at han går på legepladsen pg.a. konfrontationerne, mens jeg selv tænker: "Han har jo bare brug for ro omkring sig". Ligesom jeg ser hans lyde i gruppesammenhænge som en måde at skabe sit eget rum på. Omvendt ser jeg søløvelydene som god humor, men måske er jeg den eneste som ser sådan på det...?
Ligesom jeg også forstå ham i beskrivelsen af, hvordan andre børn ikke måtte være med til at grave. Han havde brugt det meste af en dag på at grave en borg med voldgrav i sandkassen og jeg kan sagtens se, hvorfor han ikke vil have det ødelagt af en, som bare gerne vil grave lige der.

Han trækker sig ind i sig selv, når han er i institution, nogle dage er værre end andre. Herhjemme oplever jeg ikke de samme problemer, heller ikke i samspillet med hans to år ældre søster.

Jeg håber, at det at inddrage PPR vil sætte gang i nogle ting, hvorfor jeg umiddelbart ikke tænker at jeg vil kommentere på deres indstilling. Men samtidig brænder jeg efter at give et mere nuanceret billede af min søn, for jeg føler (de store roser til trods), at han bliver beskrevet som et problembarn frem for et barn med et problem. Generelt oplever jeg at der hersker en meget negativ holdning til min søn, hvor, når de ikke kender det fulde billede vælger de at fylde egoistiske træk i ham.

Enhver feedback modtages med kyshånd! Og gerne, hvis ikke feedback så uddybende spørgsmål, eller spørgsmål jeg kan stille mig selv.

- Malene

Velkommen til forum.

Nu ved jeg ikke om du er blevet overrasket over at de har indstillet din søn?

Hvis jeg var dig vil jeg helt konkret spørge hvilket formål det har og om de synes han skal testes for noget bestemt.
Hvis du har overskud så fortæl så meget om din søn som muligt, om f.eks hvornår han begyndte med hvad osv osv. Prøv at optage ham sammen med hans søster når de leger, hvis de gør det.

Har du en ide om hvad ppr kunne hjælpe din søn med? Hvor ser du problemer eller jeg kalder dem udfordringer, for børn er ikke problemet det er de voksne der ikke forstår børnene.

Har skolen AKT på skolen, nogle lærere der ser tingene udefra. Sørg for at ppr ser jeres dreng på skolen, og derhjemme også for ellers kan de ikke se hvor det er galt.

Noget du også skal vide, ppr må ikke give diagnoser, så hvis de f.eks. mener han har skal have en diagnose skal han igennem psykiatrisk system.

Skriv op og bed om referater, så du hele tiden kan følge med.

Der har været nogle øv sager, hvor skolen mener at hjemme har nogle problemer, og derved reagerer barnet sådan og sådan. Vær kritisk når der bliver sagt noget, spørg endelig en ekstra gang end en gang for lidt. Bed om at få lov til at ringe efter en uge, når der har været møder, for så har man haft overskud til at bearbejde det man har hørt.

Hvis du vil have din søn undersøgt ved privat psykolog skal du gå gennem din praktiserende læge, for så skal de medtage disse papirer.

Har du tænkt på at få ham intelligenstestet???
Hvis du har skal du bruge en psykolog som har forstand på højt begavede børn.!!!

Spørg endelig efter mere og søgt selv på nettet om kendetegn og se om du kan genkende noget.
Du skal passe meget på med at sige han er intelligent, du kan f.eks. spørge "dumt" om det kan være det. så det egentlig er dem som finder du af det.

Hej Bente,

Tak for de mange ting at have i baghovedet, det er helt klart noget, jeg vil gøre brug af.

Han går ikke i skole (endnu) men er i heldags SFO, som hans søster også går i altså efter skole. Han er der hele dagen.

Jeg blev overrasket over, at første gang jeg hører om problemerne er i sammenhæng med denne indstilling og i forbindelse med almindelig årlig konsultation. Han har gået der et år, og ikke een gang er jeg blevet trukket til side i 5 minutter for at drøfte bare et af de beskrevne problem områder. Jeg synes, det er dejligt de vil tage fat på det, og at de søger udaf i forhold til hjælp.
Men samtidig føler jeg mig som mor umyndiggjort i forhold til den korte process fra erkendelse af problem til hjælp udefra. Jeg tænker, at de kunne have bedt om et kort møde for et halvt år siden, hvor de som minimum ville drøfte problemerne i stedet for blot at smile påklistret, når jeg træder ind af døren for at hente ham. Min datter har gået der i knap 3 år, så jeg er ikke vildt fremmed for dem. Jeg føler ikke, jeg har været involveret.

Jeg er ikke overrasket over, at han har brug for hjælp. Nu hvor jeg har fået at vide, hvilke problemer der er, er jeg kun glad for at kunne få noget rådgivning. Jeg ser ikke de samme problemer derhjemme.

Når jeg skriver herinde, så er det selvfølgelig med den tanke, at han måske faktisk er "intelligent nok" til at det kan være årsagen til konflikterne, eller i hvert fald en bidragende faktor. Institutionen nævner hans flotte sprog og viden som en generelt god ting, men de kæder det ikke sammen med de problemer, de beskriver. Jeg tilstår, at jeg allerede er i færd med at tolke min søns adfærd og behov ud fra dette perspektiv, fordi det for første gang nogensinde har givet mig en forståelse af ham - en virkelig aha-oplevelse. Hans far har selv været i samme kategori, læste engelske paper-backs i 1. klasse, men som så senere helt mistede interessen for at lave noget i skolen.

Jeg erkender, at jeg drager for hurtige konklusioner, måske er problemet i virkeligheden noget helt andet, men ellers sidder jeg jo bare med en hel masse dårlige følelser, som jeg bare ikke kan tænke mig en løsning ud af.

Glemte lige at uddybe noget...

Jeg ser det største problem som værende det, at han trækker sig ind i sig selv. Når jeg henter ham om eftermiddagen er der en skal omkring ham i større eller mindre grad, som er svær at trænge igennem, han er ikke den samme som derhjemme. Jeg så ham spille sit-down med nogle andre børn i går, og det er som om han bare er der, men det inderste er slet ikke med.
Jeg tænker, at det er denne skal som gør det svært for ham at aflæse andre børns signaler og grænser, og så bliver det pludselig en ond cirkel.
Herhjemme oplever jeg ikke dette. Han tænker anderledes, ja. Og jo mere hans hjerne får at pusle med, desto bedre er han til at rumme andres behov. Det gælder lege såvel som spil, playstation eller hvis vi maler.
Altså, hvis han og søster spiller sorteper, kan han godt blive rigtig hidsig hvis han ikke vinder. Hvorimod playstation er et rigtig godt "miljø" for ham at være glad for sin søster og hjælpe hende til at spille. Han kan se hendes behov, når hans egne er dækket, tænker jeg. Men måske tolker jeg for meget?

Jeg tror jeg skal trække vejret lidt i et par dage.

Noget du skal er at sætte dig ind i hvad det er at være intelligent barn.

Det er ikke ok at de ikke har sagt noget til dig før. dybt kritisk

Det kan være svært for ham at være social hvis han er asynkron (f.eks. sproglig dygtig som en 8 årig men følelsesmæssigt som en 4 årig.)

Mine sønner har begge haft at der helst ikke skulle være for mange nye mennesker eller mange mennesker at skulle tage stilling til, så er de blevet så umulige at jeg har måttet køre væk fra stedet, De har været meget lydfølsomme over for andres lyde ikke deres egne.

De har begge været ironiske i en meget tidlig alder. Normalt forstår og kan lave ironi som ca. 12 årig.

Så mine børn har også været meget forskellige hjemme og ude.
Hjemme er de trygge og behøver ikke gå ind i sig selv eller flippe ud for at komme hjem.

Meld dig ind i forum under anonym navn så kan du skrive private beskeder, hvis du ikke vil have alt ud på nettet.

Det er super godt, det her!

Jeg fandt nogle artikler i går og her til morgen om asynkron udvikling, og det giver rigtig god mening. Jeg kan genkende uhyggeligt meget af det, både hvad jeg selv oplever og hvad institutionen beskriver.
Hjemme har vi netop faste rammer og en forudsigelig hverdag, fordi det er sådan det fungerer bedst for ham og mindsker konflikterne. Især i forhold til hvad der kan diskuteres og hvad som ikke kan.

Igen, tak!

m

Du får simpelthen mange flere aha oplevelser hvis du bliver ved med at læse, hvis din søn er hbb.

glad for at du kan bruge det vi skriver.

I morgen skal jeg til indledende møde med PPR. Jeg fik dato og tid serveret af institutionslederen, mens hun gik forbi mig. "Fredag d. 10 juni 8.30 - det vil være godt hvis du kunne komme." Jeg var nød til at stoppe hende for at få det noteret ordentligt. (Rent held at jeg tog mobilen med, så jeg havde noget at skrive det ned i!) Først efter arrangementet fik jeg mulighed for at spørge, hvad det var der skulle ske.
Jeg synes det er helt urimeligt. Hun kunne have ringet til mig, eller skrevet en mail, eller blot sagt det til mig efterfølgende dag, hvor der var mere ro på.

Men altså, der er møde i morgen tidlig, og indtil i dag følte jeg selv, at jeg vidste, hvad jeg skulle sige. Lige nu er jeg bare i syv sind og ved intet.
Jeg er også bange for, at min følelse af ikke at være blevet hørt af institutionen og måden jeg er blevet "inddraget" på kommer til at præge mine udtalelser, altså, at jeg kommer til at være åbenlyst negativ overfor dem, imens de sidder og er overbærende og vammel-søde overfor mig. Som lige i dag, da jeg hentede ham - mens resten af tiden kan jeg nærmest ikke få et hej tilbage.

Mit forhold til institutionen er ikke skide relevant, det er min søn det gælder. Men jeg er virkelig påvirket af det, ved tanken om mødet i morgen. Som om jeg inderst inde forbereder et angreb mod dem, frem for en redegørelse af min søn og hvordan jeg ser ham i forhold til de problemer han har.

Jeg tror virkelig, at min søn er dybt frustreret i perioder, og at det påvirker hans samvær med andre børn. Dels at der stilles krav til ham som en 6årig, som han ikke kan leve op til. Det er virkelig bebrejdende toner jeg hører nogle gange, og jeg tænker, at det kan umuligt være mildere, når jeg ikke er der.
Og dels at han er overladt til at finde sine egne udfordringer hele dagen, uden indspark fra de voksne på nogen måde. Om mandagen kan han komme på træværksted, og om onsdagen begynder han igen at spørge om, hvornår det bliver mandag. Det er den eneste time på hele ugen, hvor der er voksne til at lære ham noget og som giver sig tid til at fortælle og vise.

Der er meget lidt opsyn med, hvad der foregår drengene imellem, og min søn er holdt op med at fortælle de voksne, når han bliver drillet, fordi han ikke vil kaldes for en sladrehank af de andre børn. Til gengæld er han begyndt at lege meget (meget=et par gange om ugen) med de lidt yngre piger - især udenfor institutionen. Og det klikker bare rigtig godt! Så jeg ved jo, at han kan være social, omend ikke med jævnaldrende drenge.

Så, ja, han har et problem med sin sociale udvikling. Men som jeg ser det, er det forholdene, der gør, at det er et problem.
Jeg mener, at hvis man kunne mindske frustrationerne ved at stille krav, han kunne leve op til - og give ham de udfordringer han har brug for, så ville han måske bedre evne at være social, måske 3 eller 4 dage om ugen.

Giver det mening? Og i så fald; kan jeg sige det lidt varsomt - eller er det så meget lomme-psykologi og tolkning, at det ikke vil falde i god jord?

...Glemte at skrive, at jeg fik meldingen om mødet, mens jeg stod i kø for at komme ind og se et show i institutionen. Rent kaos lige på det tidspunkt. Hvilket er derfor, jeg mener, at hun kunne have ventet med at sige det.

I morgen skal du have tålmodig og lade være med at kæmpe imod, men tag det med hjem og tænk over tingene og spørg om du kan få det skriftlig, så du kan se og tænke over det der står. Håber du tager en med så der er flere ører til din side.
og spørg så om du må ringe et par dag senere hvis du har nogle spørgsmål til det der er sket på mødet.

Vi krydser fingre.
Gør det ikke til en kamp men en udfordring, det virker bedre i hjernen. ja jeg ved det er dit barn.

knus

Tak for indspark!

Som jeg forstår det, er hun (psykologen) ikke begyndt at observere på ham endnu. Jeg har tænkt hele aftenen og skrevet noter, omkring indstillingen, alle de tolkninger, de har.

Jeg havde nogle tanker om det allerede dagen efter at have læst indstillingen, og forsøgte at få en snak med pædagogen på stuen omkring et par af tolkningerne, e.g. at han faktisk bliver drillet, det er ikke kun noget han "føler" i bestemte situationer hvor det faktisk ikke er sådan. Hun kommenterede: "Du kunne ikke vente?", hvorefter jeg fik at vide, at det måtte jeg så fortælle psykologen, når hun kom.

Jeg har nogle få konkrete perspektiver i forhold til udtalelsen, egentlig bare med det formål at få min søn ud af den kasse, de har proppet ham ned i.
Eksempelvis henviser de til en situation, hvor han ikke lod et andet barn "byde ind" i en leg. Det er en specifik hændelse, hvor min søn havde brugt to dage på at lave en sandborg med voldgrav, som han så ikke tillod et andet barn at grave i. Jeg ser det ikke som noget større problem, end hvis en pige havde brugt to dage på at lave en perlekæde, hvorefter en anden ville til at binde endeknuden op for at "byde ind" og sætte perler på i den ende.

Og så nævner de, at han til tider ignorerer børn og voksne. Der ligger en slags trods i den formulering, som måske slet ikke er der. Herhjemme er han ofte bare så fordybet i egne tanker, leg, ... at han bare ikke hører, hvis man taler til ham. Men hvor han så reagerer opmærksomt, når man lige prøver lidt hårdere.

Jeg har rigtig svært ved ikke at kæmpe imod. Jeg ved, at du har ret, men det strider virkelig i mig.
Han har problemer, men jeg er så bange for, at der bliver kigget de forkerte steder, fordi indstillingen er så gennemsyret af formodninger og skæve konklusioner. Ikke så meget i forhold til om han er særligt begavet, men mere omkring de konkrete problemstillinger særligt på det sociale.

Jeg skal nok tage en dyb indånding, og tage det som en udfordring. :-) Tak for svaret, igen.

Hej
jeg har selv "kæmpet" og det meget hårdt. men jeg har lært det modsatte selv om jeg absolut og sætter hårdt mod hårdt, men pædagoger og mange psykologer kender ikke til begrebet, de skal først lære, Men når det kommer fra en forældre føler de måske man træder på deres faglighed.



Glæder mig til at høre mere,

(Nu med profil :-) )

Mødet gik rigtig godt!

Psykologen lagde ud med at ville høre, hvordan hhv. pædagogen og jeg selv tolkede de iagttagelser, der var kommet i forhold til indstillingen, og pædagogen lagde ud. Hun startede med at fortælle, at min søn jo var rigtig kvik og teknisk 'minded' og at hun ikke var bekymret på det punkt. Resten var blot en gentagelse af indstillingen, dog med det twist, at hun mente, der måtte være noget i hans hjerne, som ikke var forbundet rigtigt. (Ja, det sagde hun faktisk!)

Herefter fik jeg givet min tolkning, grundlæggende at min søn virkede på mig som enormt frustreret i institutionen, og at hans negative adfærd, som jeg ser det, sker på baggrund af det. Hun spurgte mig, om jeg havde nogle tanker om, hvor frustrationerne kunne komme fra, forklarede jeg jvnf. indstillingen, at han på mange områder måske virkelig er et "lille barn", og at det må være frustrerende at have en (for ham) naturlig reaktion, som så bliver betragtet som unormal for alle omkring ham. Og, at der bliver stillet forventninger til ham, som han måske egentlig har rigtig svært ved at leve op til.

Jeg tog pædagogens indledende bemærkning op og forklarede, at jeg ser det som lidt af et problem, at han er intelligent, dels fordi han er enormt videbegærlig og ikke får det stimuleret, og dels fordi han har rigtig svært ved at finde børn, han kan være rigtigt på bølgelængde med.

Jeg fortalte, at min søn godt kan lege med andre børn udenfor institutionen, og at det især var de lidt yngre piger.
Pædagogen afbrød mig da for dels at fortælle, at det så hun stort set ALDRIG nede i institutionen - at han faktisk slet ikke indgik i det sociale.
Og så smed hun en ny bombe, i form af at min søn var indblandet i et seksuelt overgreb på en af de lidt yngre piger. Yes.

Jeg var helt målløs, men psykologen spurgte så hurtigt ind til det. Så pædagogen fortalte om hvad forældrene havde fortalt, meget svævende, og psykologen bad da om at få de helt konkrete facts på.
Forklaringen er så, at der i institutionen hersker en tissemands-kultur mellem drengene, som pædagogerne ikke har fået helt fod på endnu. Min søn har så, sammen med en anden dreng været inde på pige-toilettet og har vist deres tissemænd til pigen. Psykologen skar ret godt igennem og sagde, at pædagogen skulle være meget påpasselig med ikke at kalde det et seksuelt overgreb - for hende lød det som om, drengene bare ville prøve at være lidt frække, og at der ikke lå noget fordækt i det.

Da jeg havde fået stemmen igen, spurgte jeg om, hvorfor jeg ikke havde fået det at vide før nu, men svaret var så, at hun først havde fundet frem til hvem det var i går, hvor min søn så har indrømmet. Jeg fik dog ikke noget at vide i går, selvom vi da snakkede sammen, da jeg var nede for at hente ham. Jeg spurgte pædagogen, om ikke det måtte være tegn på, at han trods alt har været en del af det sociale lige i den situation. Det var psykologen også meget interesseret i at vide - og supplerede op med, at det da godt kunne tænkes, at han var hoppet med på den leg simpelthen for at blive en del af "gruppen". Det blev et åbent spørgsmål.

Nåh.
En masse snak frem og tilbage omkring de lyde, han laver, om at han bliver drillet - hvilket pædagogen slet ikke havde oplevelsen af. Hun fejede det af med, at det nok var min søns skyld, fordi han selv kunne være afvisende overfor andre børns indblanding i hans lege. (Det gør det vel ikke mindre sårende for min søn?)

Konklusionen er,
Psykologens umiddelbare indtryk af min søn er, at han nok føler sig trængt lidt op af muren / han har malet sig selv ind i et hjørne. Hun beskrev, at han måske kunne være et "tunnel-barn", altså, meget målrettet, når først han er i den. Super god sammenligning, synes jeg. Og at målet for forløbet indtil videre er at få afklaret hvordan vi kan sørge for at han ikke havner i den tunnel. ...i Malene sprog: Hvordan vi kan mindske hans frustrationer.

Om hvorvidt han har en løs forbindelse i hjernen eller ej, tog hun ikke synderligt op til overvejelse. Hun nævnte for pædagogen, at det kunne man eventuelt overveje at se på, hvis der viser sig tegn på det, men det var ikke noget hun ville fokusere på her.

Vi er hæmmet af sommerferie, men hun vil observere på ham på tirsdag, hvor han er på træværksted, hvor han har det rigtig godt. Og så kommer hun hjem til mig enten fredag eller næste fredag for en snak om hans udvikling fra fødsel frem til nu.

Jeg føler, at psykologen har været meget åben overfor mine tolkninger og suppleret rigtig godt i forhold til sammenhænge. Hun har spurgt ind til nogle helt konkrete ting, både til mig og pædagogen, som har været ret afklarende, faktisk. Og nu sker der noget!

Hej malene og velkommen igen med profil.

Det lyder som en rigtig god psykolog du har dig der. Bare det at hun vil se ham hjemme også, men det er lidt ærgeligt at hun lige tager ham på en dag hvor de skal i træværkstedet.

Han er jo muligvis asynkron, som nogle hbb er.

Jeg tror at pædagogen måske føler sig forbigået på en eller anden måde, men det med tissemænd er jo bare i den alder. Det har begge mine da også været igennem, men det var da drengene som selv sagde hvad der var sket. Det skal de bare have at vide de skal lade være med og så er den ikke længe. Glad for psykologen var der.

Glæder mig til at høre mere om at de kan hjælpe ham af med hans frustrationer.

Jeg vil opfordre dig til at filme ham når han leger med andre børn også for at se om han parallel leger eller leg med dem. Det kunne jo være sjovt at se.

Knus herfra og held og lykke

Tak, Bente!

Psykologen fik at vide, at det er der, hvor han har det bedst, men fortalte, at det var slet ikke dårligt at observere på ham, der hvor han stor-trives.
Og egentlig har jeg det rigtig godt med det, fordi lige nu er jeg jo oppe imod et billede af en dreng, som laver ufrivillige lyde og har en hjerneskade, hvis man ellers skal følge pædagogens syn. Så at se ham i et miljø, hvor disse normalvis kroniske tilstande måske på magisk vis ikke er til stede, vil sikkert ikke være dårligt.
Eller sagt på en anden måde, hvis man kan definere det miljø, hvor han ikke er frustreret, kan man måske spore sig ind på, hvornår han så bliver det.

Ja, god idé at filme leg! Tak!

Malene skrev:

Tak, Bente!

Psykologen fik at vide, at det er der, hvor han har det bedst, men fortalte, at det var slet ikke dårligt at observere på ham, der hvor han stor-trives.
Og egentlig har jeg det rigtig godt med det, fordi lige nu er jeg jo oppe imod et billede af en dreng, som laver ufrivillige lyde og har en hjerneskade, hvis man ellers skal følge pædagogens syn. Så at se ham i et miljø, hvor disse normalvis kroniske tilstande måske på magisk vis ikke er til stede, vil sikkert ikke være dårligt.
Eller sagt på en anden måde, hvis man kan definere det miljø, hvor han ikke er frustreret, kan man måske spore sig ind på, hvornår han så bliver det.

Ja, god idé at filme leg! Tak!

Hej Malene og velkommen til.

Hvis jeg må kunne jeg godt tænke mig at bore lidt ind i det du skriver om ufrivillige lyde, for vi har noget af de samme problemer med vores dreng. Hvad er det for nogle lyde?

Vi fik af læreren af vide, at de mistænkte tourette, og det kunne vi bare slet ikke forstå. Hun sagde, at han rullede med hovedet og han sagde ufrivillige lyde. Disse ting gjorde sig dog ikke gældende i hele 2. klasse, så hvis han kan gå et år uden at have dem, så har han ikke tourette. Men ikke desto mindre så har jeg søgt rundt på nettet for at få det afkræftet. Og vi har også fået ham undersøgt hos Ole Kyed, men det var for høj begavelse. Han sagde dog, at han ikke mente, at vores dreng havde hverken tourette, adhd eller aspergers. De lyde han kom med, var fordi han underydede eller kedede sig. Vi har så også fundet ud af, at han har dage, hvor han godt kan holde op, og så dage, hvor han ikke rigtig føler, at han kan lade være. Vi har lavet aftale om, at han kan gå udenfor, hvis han skal sige de lyde, hvilket han har afprøvet to gange, men da først han kom derud, så havde han ikke rigtig lyst til at sige dem, og han følte det var mærkeligt at stå derude. Vi har også fundet ud af, at det som sådan ikke er lyde han siger, men derimod gentagelser af f.eks. et omkvæd fra en sang på Youtube. Jeg kontaktede en professionel på området, som fortalte, at man godt kunne have lyd tics uden at have tourette, og at man i så fald skal lade være med at fokusere på det, da det så ellers bare bliver værre. Så det har jeg videregivet til læreren. Og efter hun er startet på at udfordre ham, så har der heller ikke været så mange af dem, så det kan godt tyde på kedsomhed.

Det, som psykologen fik frem var, at lydene nok ikke var ufrivillige, men at han under visse omstændigheder virker som om han skal gennemføre at sige en serie af lyde, før han vil stoppe og lytte til hvad der bliver sagt. (Tunnel-barn) Det er ikke noget jeg oplever herhjemme, men det skulle være meget ofte under frokosten i institutionen. Jeg oplever, at han godt kan snakke og snakke og snakke som om han er nød til at få det hele ud - og så prioriterer at høre sig selv frem for at svare på et spørgsmål.

Vi snakkede meget frem og tilbage omkring det på mødet. Mit syn på det er, at han måske bruger lydene (og store armbevægelser) til at skabe et rum for sig selv, når der sker for meget omkring ham. Altså, at han simpelthen lytter til sine egne lyde for at kunne mærke sig selv. Andre gange er lydene en form for opmærksomhedssøgen, det er i hvert fald teorien, hun arbejder med lige nu, at han måske bruger de samme lyde i forskellige situationer.

Ok.

Min faster var inde på om min søn måske sad og "sang" fordi han ikke bryder sig om stilheden. Så den har jeg tænkt lidt over. Men i hans klasse kan han dog godt få nogle høretelefoner på med musik i, jeg er bare bange for, at han så for alvor vil sidde og synge med.

Ha! Jo, men så bliver det jo pludselig helt normalt.
(er faktisk lige nu ved at få nok af det ord, normalt.)

Malene skrev:

Ha! Jo, men så bliver det jo pludselig helt normalt.
(er faktisk lige nu ved at få nok af det ord, normalt.)

Ja, for hvad er normalt, når alle børn er så forskellige?

v

Jeg har også en rigtig god fornemmelse af hende. Hun virker ret nøgtern, altså, også omkring det jeg siger, hun sidder ikke bare og giver mig ret jo. :-)
Det er en stor lettelse lige nu!

Jeg har i lang tid tænkt, at jeg lige ville give en opdatering af sagen, men kom gang på gang væk fra det igen.
Jeg har for nyligt været til skole-hjem samtale med lille-manden, hvilket, tænker jeg, er en fin anledning til at runde det af.

Jeg var til flere møder, hun var nede og observere og der blev givet nogle råd til klubben i forhold til, hvordan de kunne prøve at afhjælpe/undgå de problemer, der var. Ved det sidste møde, vi havde sammen, altså både pædagog, psykolog og jeg, var min søn startet i skole.
Det jeg så, var en mere lettet dreng, som bare var mere glad, mere social (også i klubben) og træt efter en lang dag.
Det, pædagogen så, var en dreng som var blevet endnu mere ked af det, end han var, da han var i klubben som heldags-barn. Hun så absolut ingen positiv udvikling.

Jeg har haft skolen med på råd, og de fik skolepsykologen til at komme ind og observere på drenge-gruppen i hans klasse og hans samspil med dem. Hun, ligesom lærerne, fandt intet alarmerende omkring hans sociale udvikling.

Psykolog og skolepsykolog har herefter snakket sammen, og sagen er afsluttet med den begrundelse, at hans kompetencer langt overstiger hans udfordringer. I det tilfælde, at der kommer problemer ifht. skole, er det skolens psykolog, som overtager.

Til skole-hjem samtalen fik jeg at vide, at min søn er meget vellidt, og at de andre børn rigtig gerne vil lege med ham, fordi han er god til at 'finde på'.
Han er kommet i en klasse fyldt med små selvstændige, viljestærke individer, som alle godt kan lide at råbe højt og få deres vilje. Det er, ifølge lærerne, ret voldsomt, men de ser også det gode ved sammensætningen og stædigheden.
Jeg har det egentlig godt med det, da de ting han skal lære, så som at give sig, samarbejde og give plads, er noget de alle sammen skal lære. Han falder derfor ikke udenfor som værende "anderledes".

Rent fagligt ligger han fint i dansk, hvilket ikke har hans store interesse. Naturfag/matematik er hans helt store passion, men der er ikke ret mange udfordringer i det rent fagligt. Han får mange ekstraopgaver, af forskellig art, så det er ok.
Hans matematiske forståelse er på samme niveau som hans søsters. Hun går i 2. klasse og ligger lige som hun skal fagligt i matematik.

Og så har han kæmpe fornøjelse af at samle LEGO-technic!

Så det går rigtig, rigtig godt! Jeg har en glad og tilfreds dreng som, (hvis vi lige ser bort fra, at han ikke bliver udfordret helt som han kunne, og dermed keder sig lidt her i O. klasse), STOR-trives!!

Hvor er det dog dejligt med gode historier. Trivsel er det bedste ord der kan bruges. Det er i mine øjne at han bliver accepteret som den dreng han er.
Det kan være meget svært at forstå for lærerne at de kan så meget i så tidllig en alder.

knus og håber da at høre mere, også det gode