Jeg slog og sparkede. Jeg kæmpede, jeg rev og jeg bed. Og uanset hvad så var tingene altid min fejl. Om jeg startede eller ej blev der aldrig diskuteret. Trods jeg stod med skrammer og blå mærker, så blev min historie aldrig hørt. Det var mig, der var den forkerte.
Jo, vi havde da mobbepolitik. Du skal sige stop, hvis du ikke vil have det, var en af reglerne, og vi havde undervisning om mobning. At sige, råbe, skrige eller tude stop fik det ikke stoppet, og historierne om mobning var bare brænde på bålet. Teksterne kom med masser af gode idéer til, hvordan jeg kunne blive generet. De andre fik trods alt aldrig skæld ud over, at jeg blev mobbet. Nej, hvis nogen blev straffet, så var det mig, der blev sendt udenfor døren eller på kontoret. Og skulle det absolut op til forældremøderne, så blev det lagt ud som, at jeg var nærtagende med et heftigt temperament, og jeg var helt ustyrlig i timerne. Så fik man skæld ud på hjemvejen, for jeg kunne jo bare ignorere de andre. Tja, jeg sagde ikke mine forældre imod, men jeg tænkte i mit stille sind: "Det er ikke nemt at ignorere dem, der følger efter dig og slår og sparker og tvinger dig til ting, du ikke vil".
Det blev min mor, der til sidst fik nok, og den eneste løsning var at rykke mig. Jeg kom heldigvis over i en klasse med stor tolerance og tålmodighed. Det var et par gode år, hvor jeg fik lov at udvikle mig og finde mig selv. Jeg fik lov at opdage, at folk ikke altid var efter mig, og der faktisk var nogen, der ville mig det godt. Min tillid til folk var dog mange flere år om at komme. Den er faktisk først kommet her indenfor de seneste år, og den er stadig noget shacky, selvom den bliver mere og mere stabil som tiden går.
Man opsøger bare ikke de voksne, når man mødes med ord som, at man bare kan gå, ignorere dem, eller man skal forstå, hvorfor de andre gør som de gør, eller man skal huske dit og dat. Man har jo bare brug for, at de andre lader være, og de holder sig fra en, så man ikke skal drilles og generes. Og så siger man det derhjemme - hvad hjælper det? Pædagogerne og lærerne gør deres bedste for enten at gemme det eller vende skylden tilbage mod en selv. Så holder man også op med at sige noget der. For hvordan skal man som forælder kæmpe mod en mur af voksne, der siger, at det er barnet, der er noget galt med? Det er stærkt, dem, der kan.
Min mor tog den nemme løsning, da min lærer ville begynde på en belønningspolitik overfor mig. Jeg kunne få en slikkepind for hver uge, jeg ikke blev vred. Der var gået over fire år på den skole, og den havde været gal lige fra start af. Jeg er bare så glad for, at min mor satte foden ned og sagde fra på mine vegne. Jeg havde givet op for længst og bare lagt mig ned og givet igen, når det hele blev for meget... Og jeg har nok aldrig været så ofte syg og 'syg' som dengang...
Hvorfor greb min mor ikke ind før? Måske fordi min far troede på, hvad lærere og pædagoger sagde, og hun ikke havde andre beviser end mine ord for, hvad der foregik, og jeg sagde sjældent noget. Jeg havde for hurtig mistet tilliden til, at nogen kunne og ville hjælpe...
Forumforside 
