Hej.
Allerførst tak for dette sted.
Jeg er mor til tre + en bonus, hvoraf i hvertfald et af mine børn har "særlige forudsætninger".
Alle vores børn er jo særlige
Min søn på 11 år, som har været så meget igennem i sit korte liv, er nu endelig ved at finde ro i sjælen.
Og hans familie med ham.
Ved hjælp af en dejlig, dygtig og engageret skolepsykolog, har vi nu fundet ind til kernen af det der er hans vanskeligheder.
Som lille, i vuggestue og børnehaven oplevede vi ingen problemer ud over at han var taktil sky og en meget sensitiv dreng, men i skolen har vi mødt så gevaldig meget uvidenhed og uvildighed i forhold til at se tingene på en anden måde.
I stedet for at være ressourcefindere, hvilket dybest set er deres arbejde, har lærerne kun set på det svære, problemerne.
Han er blevet mobbet, holdt uden for, er blevet gjort til et problem, en der nok var noget galt med, osv., osv.
Han har følt sig anderledes, har haft svært ved de sociale relationer til jævnaldrende, og mange andre ting springer i øjnene nu hvor jeg har læst, og læst om højt begavede børn.
Vi fik resultatet af hans WISC-IV test lige inden påske i år, og siden har tingene ændret sig dramatisk...på den positive måde.
Min søn har fundet ud af at han ikke fejler noget, at han Er lidt anderledes, og at der ER andre som han.
Nu slapper han så meget mere af...smiler igen :0)
Samtidig har skolepsykologen afsluttet ham, der er fra skolens side sat meget mere ind over for mobningen som nu næsten er ikkeeksisterende.
Men ved gud hvor er der lang vej igen.
En del lærere har stadig den holdning at det lidt er noget pjat når vi siger at hans sociale udfordringer stammer fra hans høje IQ (meget forkortet udgave :0)).
Vi har sendt breve (til lærere, skoleleder, pædagogisk leder for skolerne i kommunen og sågar til borgmesteren), kopieret materiale, anbefalet gode lærerige bøger, mm.
Pyyyha!!!
Jeg er træt, men med en gejst som jeg ikke har haft i årevis, og det er befriende dejligt.
Nu har jeg så lige et lille spørgsmål til jer derude.
I mit arbejde som mor og som Psykomotorisk Terapeut / Afspændingspædagog og Motorikvejleder, støder jeg jævnligt på børn der er taktil sky, som min egen søn er det.
Jeg plejer at forklare forældrene at de fleste af os oplever verden med et filter med en gennemtrængelighed som et kaffefilter, og at børn/mennesker der er taktil sky (ca. 15-20% af befolkningen) kun er udstyret med et dørslag eller en si som filter.
Med andre ord oplever de verden kraftigere, og mere intenst og bliver derfor også hurtigere overstimulerede.
Som spæde kan det fx. ses ved at barnet ikke er glad for tæt fysisk kontakt, ikke vil ligge på maven, er motorisk meget hurtigt udviklede fordi de simpelthen har "myrer i kroppen", mm.
Senere kan det fx. ses ved tågængeri, at have svært ved at give knus, at blive forskrækkede ved uventede berøringer, og meget, meget mere der i sidste ende påvirker udviklingen af de sociale kompetencer der er så vigtige for at kunne begå sig som menneske.
Nå jeg kunne blive ved...sorry.
Her er spørgsmålet så:
Er børn med særlige forudsætninger mere taktil sky end resten af befolkningen?
Er jeres børn taktil sky?
Jeg har jo mine formodninger :0)
Aaaah dejligt at få skrevet lidt.
Solskin og syrener
Birgitte.