Hej!
Jeg skriver her, fordi jeg lige nu simpelthen ikke ved, hvad jeg skal gøre.
Jeg har en datter på lige knap 2½. Og måske jeg skal starte med at beskrive hende, for det er omdrejningspunktet for det hele. Min datter har altid været hurtig til at lære noget og har også altid været foran sine jævnaldrende med sprog og motorik. Lige nu har hun et meget stort ordforråd og er fuldt ud i stand til at argumentere, når vi diskuterer med hende om noget, hun gerne vil, men som hun ikke må for eksempel. Jeg kan blive helt overvældet til tider. F.eks. kan hun starte morgenen med at sige, at hun ikke vil i vuggestue idag - hun vil holde fri. Når jeg så siger, at hun da skal i vuggestue og lege med sin veninde X, siger hun: Nej, X savner mig ikke i dag, så jeg vil være hjemme. Eller hun kan sige: Nej, det larmer i mine ører i vuggestuen. Hun har altid et argument klar for det, hun siger - og det er jo brugbare argumenter. Det er det samme, hvis hun vil have sin sut midt på dagen. Enten er hendes argument, at hun elsker sin sut og skal have den, eller hun er træt, eller hun fremviser en gammel skade som argument.
Da hun var et år, kunne hun samtlige kropsdele på kroppen - tilmed armhuler og albuer. Hun kunne også farverne og havde nok styr på dem til, at hun også synes, det var rigtig sjovt at sige den forkerte farve for så at grine og sige den rigtige farve. Og den humor har hun stadig den dag idag:-)
Lige nu laver hun puslespil fra 4 år. Men hun kan dem alle udenad nu.
Hun bruger meget tid på at kigge i bøger, og vi læser nu de store og lange bøger fra Disney (Disneys bogklub - det er bøger fra, da jeg var barn), og hun forstår dem og kender handlingen efter få oplæsninger. Hun ser rigtig meget "Da Lotte blev usynlig" og forstår den også.
Hun kan lege rollelege og har kunnet det længe. Hun kan fortælle, hvem hun leger, at hun er, og lever sig helt ind i det. Da hun var lidt over et år, begyndte hun at lege meget komplicerede rollelege med sine dukker, hvor hun brugte mange forskellige redskaber i sin leg. Hvis dukken var syg, så brugte hun både termometer, panodil, medicin, sut, sutteflaske, sang sange for den osv.
Hun har en fantastisk hukommelse! Hun har været i Odense zoo to gange i sit liv, men da vi var der anden gang, kunne hun huske, hvilke dyr vi kom til på ruten, inden vi nåede frem - det kunne vi altså ikke huske! Hun har til tider nævnt ting, vi har sagt eller som hun har set, som vi ikke for godt kunne huske mere. Her forleden var vi til hendes fætters fødselsdag, og han klædte sig ud som spiderman. Så siger hun: Der var også en spiderman på sygehuset. Og jeg sad lidt og grublede over det, indtil at det slog mig, at for et par måneder siden, havde vi faktisk passeret en dreng på sygehuset, som var klædt ud som spiderman! Men hun bider fast i de mindste detaljer, og kan med det samme se, om hendes bedstemor har fået nyt sengetøj, siden hun sidst besøgte hende for en måned siden osv. Mange i familien bliver tit chokerede over, at det de havde sagt for lang tid siden, stadig er i hendes hukommelse og bliver trukket frem igen af hende i en eller anden sammenhæng, der passer med det.
Hun kan rigtig mange børnesange. Hun smed bleen på hendes 2-års fødselsdag, og der havde vi endda trukket den i noget tid, fordi vi synes, det var lidt tidligt.
Hun har så mange antenner ude, at hun hører og ser alt, hvad der sker omkring hende og tager det til sig. Hun kan tælle og har styr på, hvor meget der er af noget.
Hun har en lillesøster på et år, og hun er virkelig som en mor for hende, selvom vi prøver at få hende til at fralægge sig ansvaret. Men hvis lillesøster græder, er hun lynhurtig til at prøve at løse det. Hun finder en sut, smider alt, hvad hun har i hænderne og råber: jeg kommer nu, to sekunder osv. Og hvis lillesøster virker ked, så er hun f.eks. hurtig til at sige til mig, at hun tror, at lillesøster har lavet pølser.
Ja, der er sikkert endnu flere ting, men jeg må vel videre til selve problemet.
Problemet er nemlig, at jeg ikke ved, om hun er mere intelligent end andre børn. Men jeg er desværre blevet smerteligt klar over, at hun ikke er som alle andre - og det er vendt på den dårlige måde. Og derfor står jeg nu og er meget ked af det og frustreret.
Hun har været meget harmonisk i vuggestuen, men efter der pludselig var nogle store personaleudskiftninger i vuggestuen, ændrede hun adfærd og begyndte at ligge sig på de små børn og slå dem eller skubbe. Lillesøster var for kort tid siden døden nær pga infektion i en udposning hvor der var en form for koldbrand og blodforgiftning samt tarmslyng. Dette forløb har hun desværre været så kvik omkring, at hun har forstået alt for meget af det hele og har fået det rigtig svært psykisk efterfølgende. Så det har forværret hendes opførsel i vuggestuen.
Personalet er meget bange for, hvad hun kan gøre ved de små og derfor var vi indkaldt til møde med konsulent og psykolog. Vi har før været til mange samtaler, da de har meget svært ved at forstå hende. Hun har stort behov for struktur og for at vide, hvad der skal ske hvornår. Hun er asocial - men er dog endelig begyndt at lege med to jævnaldrende, men det er mest for at bestemme, hvad de skal lege og styre legen. Hun er hyperaktiv. Hun kan ikke fungere ret godt i store grupper - hun bliver udadreagerende og ligger sig på de små børn. Hun bliver vred når nogen bryder ind i hendes leg.
Der er simpelthen så mange problemer at de snakker om, at hvis det fortsætter, skal man overveje en diagnose. Men jeg forstår ikke, hvad der sker, for jeg har aldrig set noget af det, de fortæller om hende, nogen som helst andre steder. Har endda spurgt ved de familiemedlemmer, der passer hende. Jeg har før sagt til dem, om de stimulerer hende nok. Det mener de, at de gør. Men hun sidder og laver puslespil der er langt under det niveau, som hun laver selv herhjemme. Og de siger tit, at de misforstår hendes hensigter, fordi de ikke spørger inden de reagerer og finder først ud af bagefter, at de havde taget fejl, når de snakker med hende om det.
Da vi var til mødet prøvede jeg at fortælle om, hvad hun kan men får at vide, at det kan hun ikke, for det er hun ikke gammel nok til at kunne osv. F.eks. var jeg ved at fortælle, at hun har okay styr på når noget er sket, og hvornår noget skal ske, men nej, det kan hun åbenbart ikke. Og jeg fik at vide, at hun ikke forstår ret meget, for det gør børn ikke i den alder selvom de måske har et stort ordforråd. Det snyder åbenbart. Men jeg fører de samme samtaler med hende som jeg gør med hendes nevøer på 4 og 6.
Det jeg prøver at finde ud af er, hvad jeg kan gøre nu? Lyder hun som autist eller Asperger? Jeg er bare så ked af at hun har det så dårlig derhenne.
De vil lave en vurdering af om hun er særlig sensitiv. Jeg ved hun er lydfølsom. Jeg er bare bange for, om hun bliver misforstået og hvad det så kan betyde for hende, for når hun i forvejen har det så svært efter al den sygdom (Vi var indlagt on and off i tre måneder med tre operationer) så kan jeg bare ikke bære, hvis hun skal kæmpe med noget der. Eller om jeg bare er blind for at hun fejler noget, selvom jeg ikke kan finde nogen der har set den adfærd udenfor institutionen.
Forumforside 
