En trals oplevelse

Patrick lillebror Nikolaj går i børnehave (Der hvor Patrick var før han kom i skole), der var julekomsammen idag.

Vi synes at det måtte vi deltage i, og tage Patrick med i hans gamle børnehave. Vi havde forberedt ham på at der ville være mange mennesker. Det var okay med ham.

Det gik bare galt det hele. Han kendte ikke de mennesker der var og vi var blevet stoppet ind på de forskellige stuer, hvor der ingen albuerum var, så der ville han ikke være. Han synes vi skulle hjem. Hans ynglingslegetøj fra hans tid i børnehaven kunne han ikke finde, så alting var bare ØV.
vi tog så den beslutning at tage hjem. Det ville han så heller ikke, og derfor gik han total i baglås. Vi måtte bære ham ud i bilen og køre hjem. På vej ud i bilen nappede, krasede og slog om sig.
Da vi kom hjem faldt han fuldstændig til ro. PUH det er hårdt.

Er der nogle forslag til hvordan vi undgår disse situationer, hvis vi stadigvæk skal prøve at møde op til disse arrangementer.
Gode ideer modtages.

Jeg har desværre ingen ideer til, hvordan I kan håndtere Patrick i fremtidige gøremål, da min store datter aldrig har reageret på den måde. Hun ind ordner sig hele tiden, men det er tit på bekostning af hende selv.
Nogen gange kan jeg godt undre mig over hendes tilgang til andre mennesker. Hun er absolut ikke den generte type og vader ind i folk, som om det er en selvfølge at alle gider snakke. Vi kommer i familien tit på et hjem for handicappede voksne og dette elsker hun. Hun melder heller fra til en børnefødselsdag end gå glip af dette samvær med de handicappede. Det der undre mig mest er, at hun fravælger venner fra skolen, fordi de ikke tænker som hende, men samtidig så elsker hun at være sammen med de, der er i den modsatte grøft.

Ja, man undrer sig sommetider over deres valg.

Da Patrick gik i sin første børnehave, var der også en stue med fysisk- og psysisk handicappede børn, der elskede han simpelthen at være. Jeg har tit tænkt på om det var fordi disse børn også var anderledes end normen, for det er intelligente børn jo også.

Det er somme tider ærgeligt de ikke kan forklare sig, så vi forældre bedre kan forstå dem og derved handle ud fra det.

Wow sikke en sammentræf! Drengen min elskede den handicap stue da han var omkring 4, inden han flyttede til et nyt børnehave! Jeg husker en dreng med Downs som tit legede med ham.

Hvis min søn føler sig utilpads vil han reagere som Patrik da han var mindre, men det er længe siden han har gjørt den nummer. Nu ved jeg at han bliver "bare mere vildt" når der er f.eks skolefest. Det er endeligt utroligt at se: Når der ingen gæster er går det godt, når der kommer nogle han kender og er trygge ved går det også godt .... desværre når han "burde" holde lidt tilbage når der kommer en del han ikke kender så bliver han "aktiv". På den uopdraget måde ... og gøre ting han aldrig vil gøre herhjemme.

Det eneste sted han opgav strabasserne var i kirke - der sov han omgående -desværre snorkede han så også


Jeg kunne ønske at andre forstået at det var hans måde at vise utryghed - men knubs af de skæld ud han får fra "fremmede" som han er i forvejen utrygge ved arbejder vi med. At forklare dette gider jeg ikke mere - da mennesker som ikke selv har mødt det hjemme ikke forstår det. Men vi er da på rette spor - han er ved at blive mere regereligt ude.

Jeg finder mig tit i dilemmaet - hvad tænker andre, hvad de vil have jeg gøre ved dette ift. det jeg ved som virker omgående. Det kræver lidt pædagogik at jongulere alle parter.