BBC-udsendelse

Hejsa og god aften.

I det andet forum for høj begavede blev der sat nogle link op til en udsendelse om børn i toppen af intelligens-skalaen. Den blev meget diskuteret, jeg er spændt på hvad i synes om den, når i har tid til at se den. De to dele er hver ca. på 50 min. Den første lidt mere endda.
God fornøjelse:

Første del:

• Første del 1
  
• Første del 2
  
• Første del 3

Anden del:
Anden del

Mange hilsner
Jan

Det er nogle fascinerende klip og alligevel ikke ukendt. Jeg har lige set dem og skal lige have lagt det ind i hjernemassen sammen med så meget andet viden.

Men spændende var det.
Kunne du også kende dig selv i disse udsendelser? Børnenes tanker og følelser.

Takker ... en dejlig udsendelse af mange forskellige familier. Jeg kun nu godt tænke mig havd sker med de børn der ikke har bøger derhjemme?

Har hørt meget godt om Joan Freeman via en veninde der har taget hendes børn til Joan. Det vi skal huske at Joan tester med en Stanford Binet test og der er tallene højere end hvis hun testet med en WISC eller RAVENS test. Jeg tror en WISC tal på ca. 131 svarer til SB tal 151 har jeg læst et eller andet sted.

tabel

Det vigtige, hvis man skal sammenligne iq-tal er standard-afvigelsen.

Standford Binet bruger en standard-afvigelse på 16. Til sammenligning bruges der i 'Mensa-testen' (FRT og tidligere Ravens) en
standard-afvigelse på 15. Jeg har ikke hørt om tests, der anvender en mindre standard-afvigelse end dette.

Der er en tabel på denne side, som viser sammenhængen mellem iq-tal beregnet med standard-afvigelserne 15, 16 og 24:

www.mensa.dk/faq.php

(Beklager - jeg kan stadig ikke få det til at fungere med links i det her forum. Der skal selvfølgelig ikke være mellemrum i linket!)

Som det kan ses, svarer et Raven-tal på 131 til et Standford-Binet-tal på 133 (eller en placering blandt de øverste 2%, ca.)
Et Standford-Binet-tal på 159 svarer til et Raven-tal på 156 (øverste promille).

Mvh. Joan - jeg så udsendelserne for et stykke tid siden og var fascineret og lidt ærgerlig over, at Channel 4 ikke
vil vise fortsættelserne til folk, der bor uden for England/Irland...

Linket skal bare skrives, så fungerer det. Jeg har rettet det for dig.

Mener du virkerlig det? Det er jeg nødt til at teste... :-) Her skal følge et par links til Google:




De forsvinder altså i previews af teksten (jeg kan kun se blank plads, der hvor mine links
skulle have været)? Men det kan selvfølgelig være, de dukker op igen, når jeg nu sender teksten alligevel...

Mvh. Joan

Det virker altså ikke for mig. Hvis nogen andre kan se mine to links i ovenstående indlæg,
beklager jeg ulejligheden - så er det mig (eller min browser), der er tosset...

Sidste indlæg var skrevet med Firefox. For en ordens skyld ville jeg også lige prøve med Internet Explorer:


...Og nu skal jeg nok stoppe. Det er ikke min mening at spamme forummet.
Det er bare lidt interessant, hvorfor jeg ikke kan få det her til at fungere, når
I åbenbart ikke oplever nogen problemer med det ellers...

- Joan

Hej Jaon
Det kan være fordi du er gæst.

Du kan også sende linkene til mig på besked, så kan jeg se om jeg kan få det til at fungere, helene@post.opasia.dk

Hej Bente.
Jeg genkender mig lidt i det, men meget værre er det at jeg var helt nedslået da jeg så det for første gang, fordi jeg lige for tiden føler at jeg ikke gør noget for at fordre mine evner og ikke får dem perfektioneret. Jeg er bare en eller anden, som ikke er vigtig for et eller andet, og vil aldrig blive rigtig god.
Det var min første reaktion på udsendelsen, dyb frustration og fortvivlelse over min ikke tilstedeværende værdi. Et gennemsnitsmenneske, som afsluter sin uddannelse, går til arbejde hver dag, går på pension og dør og er så forsvundet, ud af verdenen ud af sindet på enhver. Det var og er en smadrende følelse, ikke at komme nogle steder med det taltent som man egentlig har fået.
Sådanset genkender jeg mig ikke, fordi jeg ikke (kan) gør(e) brug af mine evner og de har sucess...

Sjovt nok har forældrene i det tyske forum reageret meget kraftigt på forældrenes måde at forholde sig til deres børn. Mange har kritiseret at børnene pushes til disse imponerende ydelser uden at børnene virklig vil det og derved går glip af en normal barndom uden at lære social kompetence. Så var der en moder, som påpegede, hvordan vi mon var blevet vist, hvis man havde lavet reportagen med vores børn og familien. Medierne tager det ud som er mest anderledes og dermed opstår virkningen som om børnene bliver pushet. Det er også det jeg synes, at man skal differencere mellem udsendelsen og virkligheden. (Men det ændrer ikke noget på at jeg føler mig skide dumt.)
Jeg var lidt chokeret over den manglende tolerence i det andet forum. Det er opdelt i forældre og elever, og eleverne var meget mere relaxed og beundrede de viste børn, mens de fleste forældre som sagt trampede rundt på de viste familiers opdragelsesmetoder.
Hvordan virkede familierne på jer i forhold til jeres eget familieliv?
Mange hilsner
Jan

Nu bliver jeg nysgerrig... Har du mulighed for at poste et link til det tyske forum,
du omtaler, Jan?

Mvh. Joan

Som du har det lige nu, kan jeg godt følge. Er det mon fordi, du ikke får nok udfordringer eller går tingene bare for langsom. Det kan også være følelsen af ikke at blive forstået og respekteret for det du kan.

I mit tilfælde er jeg heller ikke særlig social, for jeg gider ikke snakke om "ingenting". Sådan er min verden. Andre forstår det ikke og det må jeg så acceptere. Det kan godt tage tid.

Udsendelsen var god. Den viser jo mest at de er begavede og hvor børnene er og hvad problemerne kan være. Jeg ved fra egne børn at de gerne vil have viden og lære bare lige lidt mere, hele tiden. De voksne jeg har snakket med om Patrick, synes han skal have de udfordringer han har brug for, både i skole og uden for skolen. Noget som de voksne skal forstå er at børnene selv vil lære, ellers keder de sig. Patrick har aldrig leget med traditionelt legetøj, det har været bøger, dinoer, computer og så videre. Jeg kan ikke tvinge ham til at lege med dyr og bondegård eller biler for den sags skyld.
Problemet i skolerne er mest at når barnet er så intelligent, så kan barnet sagtens klare sig selv. De glemmer at viden og følelser ikke passer overens. Vi giver Patrick noget in put når han selv opsøger det.
Skolerne i DK har også travlt med det sociale. Jeg ved, når børnene har fået hjernefoder nok, er de meget bedre til at være sociale.
Patricks sociale liv i fritiden, er sammen med nogle børn som ligger så tæt op af ham som muligt og så går legen meget bedre. Det vil sige de fælles interesser er vigtige.
Sådan er det i vores familie.

@Naoj:
Siden selv hedder logios: http://www.logios.de
Her et link til elev-froumet: http://forum.mysnip.de/list.php?10755
og et link til forældre-forumet: http://forum.mysnip.de/list.php?10520
Hvis du har spørgsmål til enkelte ting kan jeg prøve at oversætte enkelte passager.

@Bente:
Tak for din skildring. Hos mig er det nok en blanding af for langsmt og manglende udfordringer, det ene følger jo det andet. Jeg kan selv skabe mig udfordringer, men det har jeg simelthen ingen tid til. Jeg giver lektiehjælp hver dag fordi vi om næsten en uge har skriftlig studentereksamen og alle er helt nervøse. I skolen kan der ikke være tale om langsomt, vi er nu bare gået helt i stå, fordi lærerne ikke tager nyt stof op før prøven og kun gentager det gamle. Jeg er udlastet hele tiden med spørgsmål af de andre, så jeg keder mig ikke. Men det er spørgsmål som jeg kan svare på uden at tænke over det. Jeg har bare ingen tid for mig selv mere. Når jeg kommer hjem skal jeg lave lektier, som jeg allerede kunne løse nogle år siden, men da vi skal aflevere dem skal jeg alligevel lave dem og svare på spørgsmål af de andre. Jeg kunne godt tænke mig at læse om noget som jeg kan lide, men det har jeg som sagt ingen tid til, og min hjerne står helt af for tiden...da jeg kun sover 3-4 timer hver nat i skoletiden for overhovedet at have lidt tid for mig selv, fordi jeg for det meste laver lektier og forbereder min undervisning til klokken 1 om natten. I skolen er det ikke slemt, jeg skal jo alligevel ikke være koncentreret (men er det for det meste alligevel.
Jeg kan heller ikke lide at tale om ingenting, men jeg gør det alligevel når nogen kommer og taler med mig, fordi jeg får dårlig samvittighed af at afvise ham eller hende. Det er bare en meget trist situation lige for tiden. Jeg bliver respekteret af min årgang især pga. lektiehjælpen og den store indsats som jeg yder for undervisningen, lektiehjælpen og elevrådet, men de accepterer mig for noget som jeg har meget let ved. Det som jeg selv synes er svær ved de næsten ikke noget om eller kan ikke forstå det.
Jeg kan godt forstå at Patrick har mere lyst til at lave noget med andre børn når han også får udfordringen. Det kunne jeg også godt tænke mig, men jeg prøver også at være lidt social når jeg ikke er udfordret, men jeg lægger mærke til at jeg aldrig rigtig har lært det. Jeg deltager i et dannelsesprojekt, som omhandler historie og literatur. Jeg er lidt ene der fordi jeg er naturvidenskablig oriernteret mens de andre alle er sproglig begavet. Selv om jeg er udfordet der, fordi jeg skal lære meget og bruge mit hovede lægger jeg mærke til at være meget anderledes og ikke kan integrere mig i gruppen. Jeg er stadigvæk outsider, men her uden at være nørd, for det er de andre...
Mange hilsner
Jan

Naoj skrev:

Det vigtige, hvis man skal sammenligne iq-tal er standard-afvigelsen.

Standford Binet bruger en standard-afvigelse på 16. Til sammenligning bruges der i 'Mensa-testen' (FRT og tidligere Ravens) en
standard-afvigelse på 15. Jeg har ikke hørt om tests, der anvender en mindre standard-afvigelse end dette.

Der er en tabel på denne side, som viser sammenhængen mellem iq-tal beregnet med standard-afvigelserne 15, 16 og 24:

www.mensa.dk/faq.php

(Beklager - jeg kan stadig ikke få det til at fungere med links i det her forum. Der skal selvfølgelig ikke være mellemrum i linket!)

Som det kan ses, svarer et Raven-tal på 131 til et Standford-Binet-tal på 133 (eller en placering blandt de øverste 2%, ca.)
Et Standford-Binet-tal på 159 svarer til et Raven-tal på 156 (øverste promille).

Mvh. Joan - jeg så udsendelserne for et stykke tid siden og var fascineret og lidt ærgerlig over, at Channel 4 ikke
vil vise fortsættelserne til folk, der bor uden for England/Irland...

præcis hurtige forklaringer duer ikke altid sammenlignet og glemt SA

Tak for links'ne, Jan! Det må jeg tage et kig på.

Mange tak også for tilbudet om oversættelse - men jeg kan nu godt læse tysk, så
det skulle gå helt fint :-)

Det bliver interessant at se, hvordan de tyske forældre der ser på ting. Det er
ganske spændende at sammenligne, hvordan folk forskellige steder håndterer 'giftedness'
(eller lader være med at håndtere det...)

For tiden bor jeg i Norge, og det er tydeligt, at der er langt mere fokus på emnet i Danmark end her.
USA har til sammenligning selvfølgelig en helt andet tradition for at pleje 'talenter' af enhver slags,
end danskerne (på godt og ondt). Indtil videre har jeg haft indtryk af, at tyskernes/østrigernes fokus
i højere grad drejer sig om karakterer og resultater og "hvordan skal jeg dog få mit højtbegavede men
umotiverede barn til at præstere efter evne, så det får gode karakterer i skolen?", mens danskerne i
højere grad er optaget af spørgsmålet om, hvorvidt den almindelige folkeskole overhovedet
lever op til de begavede børns behov og beskæftiger sig langt mere med spørgsmål som "hvordan
skal jeg få mit barn til at trives og opleve sig selv som vellidt og velfungerende?".
...Mit indtryk af tyskernes forhold til emnet kan selvfølgelig være helt forkert og er primært baseret på
et ret "blandet" østrigsk forum, jeg fandt på et tidspunkt - her: http://forum.klugekinder.at/index .php
- jeg har ikke haft så meget held før med at finde gode tysksprogede sider, så tak igen, nu må jeg se,
om dine links rykker ved mit indtryk ;-)

Mvh. Joan

Hej Naoj.
Dit indtryk er vist ikke helt forkert. Jeg skal først engang selv tænke over hvad der egentlig karakteriserer situationen i Tyskland. Jeg synes at der er en alt for stærk tendens til at give skolen, og lærerne specielt, al skyld i børnenes frustration og problemer. Mentaliteten af forældrene er oftest: "Skolen har pligten til at tage sig af mit barn, opdrage det og give dem et godt liv. Hvis børnene har problemer er det altid skolens skyld."
Ofte ligger problemet selvfølgeligt i skolen, men det er for generelt at give skolen skylden. Forældrene skal også medvirke i vilkårene, men for det ene mangler det på viden om højbegavelsen og børnenes behov, for det andet får børnene så ikke den opmærksomhed og særbehandling som de skulle bruge. Måske er det et forkert indtryk, fordi jeg selv synes at der mangler på differenceret opdragelse herhjemme. Men for lige at rette lidt op på indtrykket af situationen herhjemme må det siges, at jeg og min søster har store friheder, så vi selv kan gøre det som vi har brug for at føle os tilpas, vi skal bare bruge denne frihed.
Mange hilsner
Jan

Så har jeg fået kigget lidt på det tyske forum, og jeg tænkte, jeg ville kommentere lidt på
det oprindelige emne i den her tråd, BBC-udsendelsen om "Child Genius"...

Som nævnt, så var jeg fascineret, da jeg så udsendelsen første gang. Det er jeg stadig.
Det er børn, som er så anderledes, at det er vanskeligt at forstå, selv når man kender mange
'almindelige højtbegavede'. Det er nærliggende at se på dem og ønske sig, at man kunne de ting,
de kan. Se verden på den måde, de ser den. Og så alligevel. For se bare på den reaktion, folk
møder dem med - selv på et forum som det tyske forum for forældre til højtbegavede børn, som det,
Jan henviste til.

Én ting er, at flere af børnene virkede pressede, især Grafton-Clarke-børnene; dem havde jeg
virkelig ondt af. Men det slår mig, at det ikke var dem, der var i centrum i den tyske diskussion.
Måske fordi de så åbenlyst var ofre for noget, der nærmede sig børne-mishandling- Nej, den
af børnene, som virkelig lader til at være faldet nogle for brystet, det var Michael Dowling,
forfatterspiren:

"Ham Michael er så arrogant", siger de - jo, ja, jeg kan da godt se, hvad de mener: Han skiller sig klart
ud med sin voksne måde at tale på, og med sin selvtillid - ja han ser ikke engang ud til at
være ked af sin anderledeshed... Faktisk virker han glad og velafbalanceret. Han nyder
livet, som han mod alle odds får lov at leve på sine vilkår. Han har en mor, som faktisk deler
hans intense interesser, og han formulerer klart sit skeptiske forhold til folks forventninger til
sådan nogle som ham. ...Selvfølgelig nyder han det også lidt at være i centrum og selvfølgelig
overdriver han det lidt - han er 11!

Så hvad er det egentlig, der gør ham så uudholdeligt 'arrogant'? Han har ikke udtalt et ondt ord
om nogen. Han har ikke forsøgt at tage æren for noget, han ikke rent faktisk har gjort.
Han har udgivet en bog som 8-årig. Han elsker ord, og bruger udtryk mange voksne ikke kender,
og hverken han eller hans forældre forsøger at skjule det. Hvad kan man gøre ved det?

Når jeg læser de tyske indlæg får jeg det indtryk, at mange af de forældre, der skriver, trods
deres egne erfaringer med 'almindelige højtbegavede børn' tror, at han blot er en forkælet dreng,
der i øvrigt blot er 'almindeligt højtbegavet'. Det virker tydeligt, at de personligt ville have været
mere trygge ved situationen, hvis et barn som ham lagde bånd på sig selv. Eller hvis hans forældre
lagde bånd på ham. Man kunne næsten fristes til at sige, at det han bliver bebrejdet, ikke er
at han er for 'voksen' for sin alder - men at han ikke er 'voksen' nok til at vælge at skjule det...

Jeg spekulerer på, om dem, der kritiserer ham for at være arrogant, har overvejet, hvad han skulle gøre ved
sig selv og sin personlighed for at komme til at virke mere 'normal'?


Hm. Jeg blev faktisk lidt forarget over nogle af de udtalelser, jeg læste på det tyske forum. Ikke
overrasket, men indigneret. Og så må jeg sige - inspireret af en anden helt anden sag, jeg blev
gjort opmærksom på i dag - at det af og til er nogle mærkelige ting, som får nogle mennesker
til at blive vrede og kalde andre arrogante:

Det er i mine øjne ikke arrogant at være sig selv, heller ikke når man kan ting, andre ikke kan, og slet
ikke, når man er 11 og slet ikke burde være nødt til at bekymre sig om andres evner men blot nyde livet
og dets forskellige udtryk. - Arrogance det er f.eks., når man som det mandlige overhovede for den
katolske kirke i Danmark med al den pondus, der følger med posten udtaler, at det er helt på sin plads,
når en brasilliensk mor bliver ekskommuniceret for at have hjulpet sin 9-årige datter til en abort efter
at pigen gennem flere år er blevet misbrugt af sin stedfar og nu er blevet gravid med tvillinger.

http://jp.dk/indland/article1628620.ece

...Måske lidt uvedkommende for dette forum. Men man kan ofre liv for tro og livsanskuelser på mange måder,
og det forekommer mig, at den danske biskop og de, der kritiserer Michael Dowling for at være arrogant,
har én ting til fælles, nemlig at de foretrækker at forlange, at offervilligheden skal komme fra andre...

Uden sammenligning i øvrigt, naturligvis.

Hej Naoj
Det er interessant at læse en mening om det skrevne af en, der kommer udefra. Som sagt var jeg chokeret over reaktionerne. Kun én voksen havde korage nok og en indsigt, at det for det første er en udsendelse der er meget koncentreret, og at de unge måske bare er sådan. Men den mening blev ikke diskuteret alt for meget og den gamle mening om, at han bliver presset til at være sådan, blev videre bibeholdt. Det er det triste. Jeg håber at i hvert fald elev-forumet har gjort et bedre indtryk, med vores lidt...melankoliske kommentarer ;-)

Jeg kan forstå når man synes at nogen er arrogant når han eller hun taler meget indviklet, for jeg er selv nogle gange lidt intens i min udtryksmåde, men så ønsker jeg mig at man differentierer mellem åben arrogance på den ene side og så et alment mere indviklet sprog. Michael har helt klart et indviklet sprog, og det skulle normalt senest være klart, at det ikke er arrogance, når han også taler på den måde i situationer hvor han slet ikke er nødt til at imponere nogen. (Normalt bruges arrogance når man vil fremhæve sig selv i bestemte situationer, men det er kun korte perioder hvor man taler på den måde.) Michael har en god måde at udtrykke sig på og gennem sit store ordforråd en meget klar form at udtrykke sine tanker på. Men desværre opfattes nok denne blanding af 'stort ordforråd' og 'indviklede tanker' som arrogance.

Mange hilsner
Jan