Hvad sker der i børnhaveklassen

Som læser i dette forum har i jo nok opdaget jeg har/har haft problemer med at få børnehaveklasselæren og skolens leder til at forstå at Patrick har brug for udfordringer/undervisningsdifferentiering.

I løbet af de sidste 3 mdr. er jeg blevet kontaktet af flere forældre med børn i børnehaveklassen, hvor de har akkurat de samme "problemer" som jeg har.

Jeg spørger så mig selv, hvad er det som gør, at vi skal have disse konfrontationer med børnehaveklasselærerne. Er det fordi de er uddannede pædagoger og egentlig ikke kan/skal undervise. Urolige børn bliver af læreren vuderet til at have ADHD uden psykolog test. Har alle urolige børn ADHD?

Kan det passe man så skal sige til sig selv, det er kun et år de skal være i børnehaveklasse, så kommer det nok til at gå bedre i 1. klasse.

Børnehaveklassen hører under folkeskoleloven, hvor er så undervisningsdifferentieringen ud fra barnets særlige forudsætning.

Jeg forstår ikke hvorfor der skal være et forældresamarbejde, når de ikke vil høre på hvilke forudsætninger vores børn har, og arbejde med vores børn ud fra det.

Som mor til en livlig 6 årig pige, spørger jeg mig selv om det samme. Børnehaveklassen er noget der skal overstås, mens vi holder vejret og håber (naivt) på det nok bliver bedre i første klasse.
På min datters skole er der ingen undervisningsdifferentiering, man ønsker slet ikke at samarbejde, man skal rette ind til højre.
Min datter og jeg har været hele møllen igennem, men en lærer der mener at se adhd og et umodent barn med i bedste fald gennemsnitlig begavelse. Efter at have konsulteret Ole Kyed er det så konstateret at min datter IKKE har adhd og en begavelse der placerer hende i kategorien "børn med særlige forudsætninger". Tankevækkende ikke??
Det er som at slå i en dyne, fatter ikke man kalder det forældresamarbejde når det i virkeligheden forventes at man bare accepterer tingenes tilstand.

Ja, så var der jo en mere.
Hvad gør vi som forældre, for at få skolen til at forstå vores børn måde at være på? I mit hoved bliver vi på en eller anden må nødt til at stå sammen på landsplan over for Bertel Haarder.
Der er ved at blive gjort noget for vores børn fra ca. 5. klasse, men det er jo også før dette tidspunkt at problemerne godt kan opstå.

Jeg har lavet en underskriftsindsamling, lige nu er der omkring 400 underskrifter, men er det nok, jeg tror det ikke.

Kom med nogle bud på, hvordan vi får vækket skolerne!

[quote="Admin"]Ja, så var der jo en mere.
Hvad gør vi som forældre, for at få skolen til at forstå vores børn måde at være på? I mit hoved bliver vi på en eller anden må nødt til at stå sammen på landsplan over for Bertel Haarder.
[quote="Admin"]

Punkt 1, Bertel Haarder gør noget ! Jeg har haft skrevet adskellige gange til ham, og fået gode svar tilbage. nogle af mine forslag blev desuden taget med i talent camp 05.

Punkt 2. Ang at skolerne skal få øjnene op, så har jeg også haft skrevet til Bertel Haarder omkring det punkt, og om seminarierne kunne have det som obligatorisk fag Børn med særlige forudsætninger, og ja det kan de godt, men det afgøres ikke fra Borgen. Ergo så er det alle seminarier man skal have fat i.

Punkt 3. Mange børn med særlige forudsætninger de agere jo som børn med ADHD, så det er uvidenhed der gør at skoler gerne planter den etiket på vores børn. (Det fik vi også plantet på vores)

Punkt 4. Der er kæmpe fokus på Børn med særlige forudsætninger nu fremfor, da vi fandt ud af det da vores pige var 7 år.

Punkt 5. Psykolgerne eller retter de kommende psykologer burde også havde det som obligatorisk fag i deres undervisning, hvordan spottes børnene de er jo så forskellige, ikke alle kan læse i en alder 2-3 år osv.
Psykologforeningen er måske første skridt også skal der fokuseres i pressen på vores børns måde og tænke på fremfor et tal ! Det tal er tit med til at ødelægge alt det dejlige omkring vores børn.

Vi var selv med i Ha det godt på DR1 og desværre var vores datters tal blev sagt til pressen af skolen øv, for ellers har vi aldrig udtalt os om hendes tal, mere om hvordan hun føler sig anderledes.

Så mere fokus på følelsen af at være anderledes fremfor tallet, så får pressen også en anden opfattelse af det hele.
jo flere der nægter og sige tallet til pressen for det er ikke det afgørende, jo bedre billede skabes der af vores børn.

Lone

Hvis man sætter fokus på følelserne hos barnet. Hvem skal så fortælle at det egentlig er barnets intelligens der er for høj i forhold til at kunne indgå i "almindelig" undervisning, hvis man ikke må fortælle at barnet har en høj IQ (uden tallet).
Det er jo ofte det som er "problemet".

Når man står i selve situationen nu, hvad gør man så.
Vi valgte ikke at samarbejde med skolen ang. undervisningsdifferentiering, det går gennem PPR. Er det rimelig?

Admin skrev:

Hvis man sætter fokus på følelserne hos barnet. Hvem skal så fortælle at det egentlig er barnets intelligens der er for høj i forhold til at kunne indgå i "almindelig" undervisning, hvis man ikke må fortælle at barnet har en høj IQ (uden tallet).
Det er jo ofte det som er "problemet".

Når man står i selve situationen nu, hvad gør man så.
Vi valgte ikke at samarbejde med skolen ang. undervisningsdifferentiering, det går gennem PPR. Er det rimelig?

Ole Kyed han nævner ikke et tal, han siger barnet lægger indenfor 5% percentilen. Det kan nemt gøres for i diverse opgaver som Pernille Buch Rømer og Susanne Kutser har skrevet der nævner de aldrig tallet. Ole Gør heller ikke i hans bøger, de nævner deres anderledes måde og tænke på, og hvad deres evner er. de nævner slet ikke tallet.

Så det er simpelt nok, anderledesheden følelsen af at være den eneste der tænker sådan,Følelsen af at man bedre hører til sammen med de vo'ksne, fordi ens kammrater ikke forstår en, og ikke mindst hvad de formår med deres evner. Det kan sagtens forklares uden og nævne tallet.

Som en rigtig dejlig ven fra Mensa siger: Han har altid sagt det drejer sig ikke om tallet, det er fløjtende ligegyldigt. Det handler om jeg tænker mere logisk end flertallet af befolkningen, men ellers er jeg ikke så anderledes end andre.

Jeg kan jo kun give ham ret. Vi fik først afvide for 1½ år siden han var medlem af Mensa, og kun fordi Stina sagde der jo aldrig nogen udover mor og far der forstår mig, også sagde han jo mig. Jeg ved præcis hvordan du har det.

Lone

Lone
Det er jo godt at man kan undvære at nævne tallet, men for andre som ikke er som vores børn forstår bedre tallet.

Det store problem er jo at uanset om man nævner tallet eller man forklarer hvordan ders følelser er og hvordan de tænker kan underviserne ikke forstå dem.

Hvad skal man så gøre, når der allerede er underydere i børnehaveklassen.

Admin skrev:

Lone
Det store problem er jo at uanset om man nævner tallet eller man forklarer hvordan ders følelser er og hvordan de tænker kan underviserne ikke forstå dem.
.

det er pga uvidenhed, men det er tros alt blevet bedre end da vi fandt ud af det med Christina for 5 år siden. Dengang var der ikke så stor fokus på emnet som nu.

Men som sagt man skal have fat i de kommende pædagoer,kommende lærer og kommende psykologer, det er der indsatsen skal sættes ind.

Lone

Skal vi virkelig nogle forældre lave et show som tager ud for at forklare om vores situation. Vi kunne lave en teatergruppe, jeg vil bare ikke optræde.

Lidt mere alvorligt, det kunne være spændende at lave foredrag og tage ud på de forskellige seminarer og skoler, det er bare svært at få tid til, da de ikke har økonomiske ressourser til at hyre os.

uha fordrag ikke mig, jeg vil hellere lade dem som har arbejdet med emnet i mange år om den slags.
Tina Reifing , Pernille Buch Rømer og ole Kyed.

Man kan så let komme til at sige noget som kan misorståes og uha det vil jeg ikke være skyld i.

Medierne har jo allerede nu et forvrænget billede af det med at være et barn med særlige forudsætninger.

lone

Dem har jeg også stor respekt for, men men men!

Jeg ser også vores børn som meget forskellige personligheder, og ved at kunne komme med konkrete levende historier om vores børn, er det måske mere nærværende og virkeligt for de studerende. Vi som forældre sidder inde med en stor viden i hvordan børnene reagerer og lever i det til hverdag. Det er både de børn som fungerer godt og dem som ikke fungerer så godt. Vi kender tegnene.