Hej.
Jeg har først lige i går opdaget denne side og kunne måske ha læst mig til svarene på nogle af mine spørgsmål, men forsøger alligevel at kaste dem ud i dette forum
Min datter er 6 år og har altid været lidt sin egen. Vi har på skift forsøgt at overbevise os selv og hinanden om at ”vi jo ikke alle er ens” og ”at der findes forskellige grader af Normal" og når vi har spurgt pædagogerne og nu klasselæreren har vi også altid fået at vide at hun er "helt som hun skal være og bare har en masse krudt i rumpen". Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så har vi bare altid haft følelsen af at der er noget "galt". Det er selvfølgelig ikke fordi jeg synes det nødvendigvis er et problem at man ikke ER eller opfører sig som alle andre, problemet ligger naturligvis i at vi ikke føler at vores datter er i balance og trives.
Vi har egentligt aldrig tænkt over at hun skulle være højt intelligent, da hun ikke har vist tegn på nogle af de fantastiske evner, jeg læser beskrevet på denne side, hun har ikke kunnet hverken tal el bogstaver fra hun var baby eller andre haft andre ekstreme egenskaber der har ført vores tanker i den retning - og derfor er jeg selvfølgelig også stadig meget i tvivl, om hun overhovedet hører til under kategori, men når jeg læser de andre kendetegn for disse intelligente børn, er det nærmest som at læse en bog skrevet om min datter, så derfor tror jeg nok at mit spørgsmål på denne side må være, om andre har oplevet at have høj intelligente børn uden disse "særlige" og meget påfaldne evner?
Jeg vil forsøge at give et billede af vores datter: Hun har altid været en meget livlig og generelt glad og positiv pige. Som baby var hun virkelig en ”high in need” baby- hun gav tydeligt udtryk for sine behov, sov dårligt, ville helst være på arm, skulle hele tiden aktiveres og havde rigtig meget bru for rytme og stabilitet. Hun har aldrig haft det store søvnbehov og er altid i gang med tusind ting på én gang. Hun er åben og nysgerrig og vil gerne vide ALT, både om hvordan altid hænger sammen og skal forstås og hun ikke for alt i verden ikke gå glip af noget. Hun lærte meget hurtigt at tale og har nu et meget avanceret og nuanceret sprog. Hun har en hukommelse som en elefant og kan kopiere sætninger på en måde så vi både får tonefald, mimik og bevægelser (og nærmest historien der ligger før, under og efter med- i en enkelt sætning. Så vi ved altid hvad pædagogerne i børnehaven har sagt, gjort og tænkt, før de selv fortæller os det - ligesom de sikkert ved det om os, haha ).
Hun er ekstrem følsom, rent fysisk bliver hun meget påvirket:
Socialt: Hun kan sidde HELT roligt og spille et computer spil, tegne eller lege på værelset (hun er virkelig god til at koncentrer sig, om ting hun selv interesserer sig for og har altid været det), men ringer det på døren og naboen fx kommer for at låne en liter mælk, så kravler hun på væggene, hun kan SLET ikke stå stille, hun HOPPER og råber og hviner og løber og mosler og afbryder og hiver i os og naboen - og selv om hun fra alle sider får besked om at falde ned, tie stille, vente til det er hendes tur osv osv, så kan hun bare ikke. Hun ender så godt som altid med at blive sendt ind på værelset med lukket dør. Det samme gælder til familie-komsammen hvor det altid går galt med at sidde stille ved bordet (altså bare så stille som de andre 5-6-7årige fætre og kusiner CA kan, vi forlanger jo ikke at hun skal sidde som en voksen, men synes godt man kan forlange at man IKKE stikker fingrene i smørret, tørrer sovs af i kjolen, hoppe af og på stolen konstant, gang på gang på gang på gang ikke bruger gaflen) og selvom hun normalt er god til at lege med andre børn ender det tit med at hun ikke kan finde ud af det i uvante situationer som fx julefrokosten; hun vil bestemme det hele, da hendes måde jo er den ”rigtige”, hun skriger for højt el lign, så de andre ikke gider have hende med
Larm: Hun siger selv: ”jeg kan simpelthen ikke TÆNKE i alt den larm, vil I godt lige tie stille alle sammen” når familien der består af 5 personer fx sidder og snakker under aftensmaden
Smerte: selv det MINDSTE lille fald, så KASTER hun sig enten på gulvet eller i armene på en voksen og SKRIGER helt vildt
og også i forhold til påklædning er det som om hun har nerverne helt udenpå: i over to år gik hun KUN i kjoler, da alle typer bukser bare var stramme og irriterende hende om maven, ligesom jeg nok har købt strømper fra mindst 20 forskellige butikker, før jeg fandt nogle der ikke DRILLEDE i syningen ved tæerne. At købe fodtøj til hende kunne fylde en hel roman for sig selv.
–en rigtig lille ”drama-queen”
Denne følsomhed gælder også psykisk, hvor hun er meget perfektionistisk, hun elsker at rydde op og gøre rent og bliver ekstremt irritabel (læs HYSTERISK RASENDE) hvis tingene ikke går efter hendes hoved. Hun har altid været en regelrytter og både retter på og sladrer om alle der ikke følger REGLERNE, både børn og voksne. Hun er dog den mest betænksomme og elskværdige pige, hun har kæmpe empati og forståelse for andre. Som 3årig fortæller hun mig: ”Mor- jeg er hvid som sne og Imaz er sort som kul (bedste veninde i vuggestuen der kommer fra Etiopien), men indeni har vi begge rødt blod”. Hvis nogen er triste eller har slået sig eller er lidt stille en dag, så har hun altid opfanget det og står hun klar.
Når alle disse egenskaber lægges sammen, føler vi næsten at vi har to forskellige piger. ”den tamme og den vilde pige” som hun selv siger. Og når den tamme pige ligger og skal sove om aftenen, så er hun ved at gå i stykker indeni af ulykkelighed over hvad den ”vilde” har forpurret i dagens løb. Over de ting hun gjorde, som hun godt vidste hun ikke måtte, over de grimme ting hun fik vrisset til lillebroren, over de kammerater hun har raget uklar med og som tit har fået sagt nogle hårde ting tilbage til hende, fordi hun (sikkert) har været strid og jo virkelig har ordet i sin mund og argumenterer sig fra alt når hun står i situationen. Hun græder som pisket og ”mor, jeg LOVER at jeg aldrig gør det mere”- uden vi overhovedet har bedt hende love noget som helst. Og hun LOVER sig selv nærmest ugentligt at ”fra i morgen gider jeg ikke være den vilde pige mere” osv osv. Det er en KÆMPE konflikt hun kører med sig selv og som vi selvfølgelig tildels er med til at forværre, fordi vi roser de positive og bandlyser de negative egenskaber –og det synes jeg jo et eller andet sted at vi skal, for hun blir jo nødt til at vide at der bare ER ting vi ikke kan acceptere, hverken i vores familie eller i den virkelige verden. Men hendes perfektionisme gør hende jo til en forfærdelig hård dommer overfor sig selv og hun lider tydeligvis meget. Og jeg ved ærlig talt ikke hvordan vi hjælper hende bedst… synes at vi har forsøgt mange taktikker gennem årerne..
Da hun i sommers begyndte i skole, var vi ikke et sekund i tvivl om at hun var klar til det og sikker ville blive super dygtig til det. Men samtidig var vi ret spændte på om hun ville falde mere til ro og om hun kunne sidde stille osv. Til det ene forældremøde der indtil nu har været, har klasselæreren og pædagogen fra sfoén kun fortalt positivt om vores datter. I skolen er hun IKKE urolig og er meget imødekommen, har lyst til at lære og er åben for nye ting. De andre børn vil gerne lege med hende og hun har en bred venneflok. I sfoén kunne de lidt bedre kende den vildbasse som vi beskrev, men så det slet ikke som et stort problem –og det er vi selvfølgelig MEGET MEGET glade for at høre. Men det er som om hun har fået det værre med sig selv over de sidste mdr og hun fortæller selv om flere og flere konflikter med vennerne i skolen og det føles lidt som om hun måske forsøger at holde alle følelserne ”inde” mens hun er på udebane og når hun så kommer hjem, så får det hele bare LOS. For vi har aldrig set hende så meget OPPE OG NEDE på en gang før, det er virkelig fra minut til minut –og hun kører helt i højeste gear.. puha. Desuden har vi bemærket at det er som om hun ikke rigtigt GIDER det med skolebøgerne, selvom hun fx er meget DYGTIG til at male indenfor stregerne, så har hun altid lige kradse 4 tegninger igennem på samme tid som de andre har lavet 1 og skriver hun forkert, så GIDER hun ikke viske det ud men skriver hellere oveni (og det hænger jo slet ikke sammen med den der naturlige perfektionisme vel). Hun er ikke noget super geni til hverken tal el bogstaver. Hun synes det er sjovt at øve sig i at stave, hvis vi siger et ord og hun skal høre bogstaverne, men hun gider ikke lave de lektier som man må (men ikke behøver) i bøgerne. Dette får mig selvfølgelig også til at tænke at hendes problemer ikke skyldes høj intelligens for hun er på ingen måde ”foran” de andre i klasse, hun er vist meget middel- men jeg synes jeg læste et eller andet sted at nogle af jeres børn egentligt reagerede lidt på samme måde fordi de kedede sig i skolen, har jeg forstået dette rigtigt?
Noget andet der slog mig da jeg læste nogle indlæg her på siden, var at mange beskriver hvordan børnene KNUSER meget voldsom- det gør vores datter også. Hun har altid haft meget hurtige og voldsomme bevægelser. Hun har en bror der kun er 1 år, som hun slet ikke kan se hvornår siger fra. Hun elsker ham bare så meget og klemmer han så inderligt og hårdt, at han er begyndt at skrige bare hun kommer imod ham nu. Vi har forsøgt at forklare og hjælpe hende til at stoppe i tide, men der tager den ”vilde pige” over og vil slet ikke vises noget som helst. Samtidig bliver hun jo bundulykkelig over hvorfor han bedre kan lide os og hellere vil lege med hendes anden lillebror, der har et helt anderledes og meget roligt gemyt.
Jeg kan også se at flere beskriver problemer med fin motorikken- så snart vores datter kom i skole, fik hun sådan en skrive-dut med hjem, da hun holder forkert på blyanten.. desuden har jo altid haft meget svært at få fx lave perlehalskæder da hun ikke kan sidde stille til det (er det sådan noget i mener med FINMOTORIK?) men efter hun er begyndt i sfo er hun blevet helt vild med at SY puder og tøj til dukker osv, så når det interesserer hende KAN hun altså godt koncentrerer sig..
Jeg kan godt høre at alt dette her vist er blevet lidt rodet og jeg ved heller ikke helt selv hvor jeg vil hen med det. Dybest set håber jeg bare, at der måske er en der kan genkende nogle af disse træk og kan fortælle mig hvordan vi kan hjælpe hende. Jeg kan høre, at der er en masse forskellige diagnoser i luften på siden og måske der var et eller andet sted hun hørte til? Jeg må til slut sige at jeg selvfølgelig er meget opmærksom på at der måske slet ikke ER noget, måske har vi for høje forventninger til hvor ”let” livet skal være, måske er det bare en del af at være barn- som jeg startede med at skrive så ER mennesker jo også forskellige og normal kan være mange ting, jeg men hæfter mig bare igen og igen ved at hun dybest set er en meget ulykkelig pige og det føler jeg bare at jeg MÅ reagere på..
Jeg modtager meget gerne tanker og ideer!
Mange tak fordi du læste med.
Katie
Forumforside 
)