sådan er det at være mig - en voksen med særlige behov

jeg hadede frikvarterer hvor bøllerne kom frem, mine lektier var altid lavet, men jeg kedede mig for det var for nemt og derfor stoppede jeg med at læse, jeg udviklede eksamensangst fordi jeg var bange for at fejle, nu som voksen fungerer jeg ikke socialt, jeg forstår ikke andre, får ingen invitationer - og kan alting selv. Jeg er højtuddannet naturvidenskabelig, renoverer mit hus, er enlig mor, kører 2 jobs og sidder stadig her efter midnat og funderer over mineralers vækst i magmakammeret.
Nu er det mine børns tur - ingen stimulering i skolen, min næsten 3 årige datter taler som en 5 årig og har forståelse som et ældre barn, min 8 årige søn kan ikke få differentieret undervisning og bliver derfor smidt uden for klassen af en lærer der ikke kan håndtere og forstå ham og hans reaktioner på en meget kedelig og understimulerende time - hvor han hjemme læser bøger på 5-6 klasses niveau skal han tvinges til i skolen at følge de andres læsning med fingrene.... for helvede hvor læser de langsomt, det er jo tortur.. Han spørger mig om alt, hun spørger mig om alt - og jeg sidder stadig og græder over at naboen ikke spurgte mig om jeg ville med til fødselsdag og det generer mig VILDT at jeg ikke kan huske dannelsesprocessen for olivin.
Andre "normale mennesker" kan ikke følge med mig. Min bedste veninde praktiserer janteloven i stor stil og fortæller mig jævnligt at andre ikke vil være sammen med mig fordi jeg er skræmmende klog - men jeg siger dem jo ikke imod, jeg diskuterer ikke selvom de tager åbenlyst fejl, jeg modsiger ikke - jeg er bare stille - så hvad er det der er så skræmmende??
Og alle deres kram, kæreste finder jeg ingen af for der er ingen mænd der vil have en kvinde der kan alting selv, en kvinde med styrke - men også en kvinde der ikke selv synes hun kan nok.

Sådan er det at være voksen med særlige behov - det er endnu værre når ens børn er det samme... man passer ikke ind og man kan ikke lære sine børn om en verden og socialiseringsmønstre man ikke selv forstår.

n

Jeg synes det er super ærgeligt at du ikke synes du er god nok. Hvor er vi henne i dag, hvor vi ikke kan tillade at være os selv.
jeg synes du må være et interessant menneske at kende.
Hvor kunne man lære meget af dig og sikke nogle samtaler

Hej Johansso.

Nu opstår der muligvis et problem, for jeg spørger til dine tanker, visioner og måske fantasier...

Du har en naturvidenskablig uddannelse. Det vil sige, du er ikkert er metodisk og struktureret. Samtidigt er du nødt til at have abstakt tænkning eller fantasi for at kunne forestille dig ting, der bliver til emner, du finder interessante!

Når man har gode evner indenfor et område, kan andre områder forekomme en dybt uinteressante; man kan slet ikke samle sig om dem, og man får aldrig taget fat i dem, selvom de måske er af dem, selvom de har stor betydning for ens daglige livsførelse.

Kan du sætte dig ned og udtænke, hvordan den perfekte verden for dig ser ud; hvad skal være anderledes, for tingene fungerer for dig?
Det, der skal lave om, hvordan kan det laves om (ingen begrænsningstænkning, det er i orden fx at ønske naboen død).

Øvelsen her er egentlig ikke at lægge planen... men optager disse ting dig, så du kan samle dig om dem og lægge en plan, eller overtager de tanker, der handler om de emner, der interesserer dig?
Hvis man ikke kan samle sig om hverdagen, men kan bygge en måneraket af 4 ruller tapet, en æske tændstikker, 2 ruller staniol og en gammel æske rustne søm, så har man brug for støtte. Hvori støtten skal bestå, afhængere af en selv; der er ingen standartløsninger.

Måske du kunne få muligheden for at møde ligesinnede i Mensa. Der er folk, der har fået nemmere ved at snakke med andre mennesker, efter de kom i Mensa. De fik muligheden for at snakke med ligesinnede, og det øgede tollerencen overfor andre udenfor...

Angående det at finde en kæreste Gode mænd er ikke bange for kvinder, der kan alting selv...men gider ikke kvinder, der ikke kan samarbejde. Hvis man forsøger at påtvinge andre ens perfektionisme, så går det galt...for det er kun godt nok, hvis det er gjort, som den ene vil (perfektionisten).

Og så et af de nysgerrige spørgsmål savner du det at blive inviteret ud/det sociale, eller er det det at være en del af "normalbilledet", du savner? Jeg kender flere, der deltager i sociale arrangementer, men som udelukkende gør det fordi andre gør det; man vil virke/se normal ud!

Det lyder som en god indgangsvinkel, at Jens kommer med. Mht. dit sidste afsnit er det selvfølgelig svært at lære sine børn spillereglerne for samspil med andre mennesker, når man ikke selv forstår dem. Hvordan med din familie, har du en mor, far, søskende, faderens familie, som kan give dine børn noget i den retning.

Det bliver jo desværre dit problem, hvis andre ikke gider at være sammen med "en skræmmende klog". Omvendt kan du ikke tage ansvaret for, at de bruger dig som et spejl - spørgsmålstegnene, som de mener at du stiller ved deres viden og kunne, er deres egne, men det er nemmere at give dig ansvaret for kritikken. For med chancen for at blive alt for lommepsykologisk, så er du jo ikke den eneste, som aldrig er tilfreds med sig selv, ville kunne noget andet, noget mere osv.

Og en anden indgangsvinkel:
Jeg tænker på en i min ydre omgangskreds. Han er voksen (sidst i 30'erne tror jeg), højtuddannet og meget intelligent. Vi kommer til de samme sammenkomster et par gange om året, nogen gange lejligheder hvor vi egentlig ikke er så mange. Som oftest forholder han sig passivt eller trækker sig helt væk fra selskabet. Jeg har aldrig ført en samtale med ham, jeg ved med mig selv at jeg helt sikkert har smilet til ham, hvis vi har haft øjenkontakt, det gør jeg altid til andre mennesker. Hvis jeg skal være helt ærlig, virker han ikke interesseret i det vi andre kan tilbyde (og apropos foregående afsnit, så gør det mig egentlig lidt usikker). Jeg kan ikke tilbyde akademiske diskussioner på højt niveau og jeg har heller ikke forventning til mig selv om, at skulle kunne samtale med ham om mineralers vækst i magmakammeret (eller hans fag;-). Hvis han kunne formidle det til mig, ville jeg dog gerne høre om det, ligesom jeg gerne vil høre om, hvordan det er at være buschauffør i København, eller landmand på Lolland eller forretningsmand i Vejle . . .
. . . , pointet er selvfølgelig åbenlys - hvad går han hjem og tænker efter en sammenkomst? Det er et tveægget sværd!

Ligesom Helene kan jeg ikke forestille mig andet, end at du ville være interessant at dele en kop kaffe med

Mange hilsner
Tina

Hej Johansso,

Hvor er jeg ked af at høre at det er så hårdt lige nu. Vidste du at der findes en børnepsykolog Ole Kyed, som specialiserer sig indenfor feltet BMSF?

Måske han kan teste dine børn og du så sammen med PPR kan gennemtrumfe nogle bedre tilbud til dine børn? Så er der foreningen Mensa, som har særlige tilbud, kurser, "hyggestunder" for børn som dine.

Og så kommer vi til dig, for "når mor ikke er glad, er ingen glade". Måske du selv kunne søge ind i nogle af de her foreningger. Som Hilde fx også foreslog, måske du så kunne møde nogle lidt mere "interessante" mennesker?

Sidst men ikke mindst:

Jeg græd næsten da jeg læste din historie. Det lyder fuldstændig som min.

Alle mænd er også flygtet fra mig af, fordi de føler mindreværd.

Og som dig, så vælger jeg også i forsamlinger ikke at sige noget, selvom jeg ved en masse om emnet og ved at de tager fejl.

Alligevel finder de ud af på en eller anden måde, at jeg er klog.

Men jeg har også opdaget, at verden bliver meget nemmere for mig selv og mine omgivelser når jeg bekender kulør.

Hvis man viser hvem man er, så bliver man heller ikke så nemt gjort til et offer og nem at tryne. Man sidder selv med lidt rankere ryg og det giver automatisk respekt.

Og når det ikke gør, vil det ikke føles som så hård et slag for dig, for du har noget vigtigere at falde tilbage på; Din selvrespekt.

Lige nu tror jeg alt virker deprimerende og hårdt for dig og derfor virker enhver afvisning også som et decideret svigt.

Jeg tror du skal finde på noget som giver dig glæde i livet...noget der ikke er intellektuelt.

Jeg har dog ikke selv de vise sten. Men jeg har siddet lidt i samme situation som dig og små tiltag gjorde en betydelig forskel.

Tak fordi du delte din historie. Det var virkelig rart at se:)

- Dobbbbeltexcp.