Forældres sårbarhed

Et emne jeg godt kunne tænke mig vi berørte, selv om det er meget ømtåleligt.
Jeg ved jeg på et tidspunkt efter at have "kæmpet" med børnehave for at få dem til at forstå min søn, er træt.
Der skal så ikke så meget til at man bliver vred eller ked af det når der bliver enten sagt nogle sandheder eller man føler andre kommer for tæt på.

Håber der er nogle som vil kommentere dette indlæg, for deres egen viden inden for dette emne.

Hmmm et noget modigt emne du tager op, men da også nødvendigt.

Mine erfaringer er, meget forskellige, først kæmpede vi en kamp efter skolen selv fandt udaf vores datter på dengang 7 var et BMSF, for de skulle forstå det og da også helst gerne give hende de udfordringer vi mente hun havde brug for.
Det kom der såmænd ikke noget godt ud, eller ikke med hensyn til skoleskift.

Senere prøvede vi en anden taktik, var faktisk en børnepsykolog på Sjælland der gav os det fif, I giver dem lidt(skolen) og i kan få lidt igen, det virkede okey, hvis ikke det var fordi de havde placeret vores datter i en special klasse.

Den med noget for noget, den har vi praktiseret lige siden og kan se det er mere effektivt end "bare" at kræve udfordringer og special hensyn. Desuden så er vores erfaringer med flere fra Mensa at deres skolegang forgik på samme måde og mere uproblematisk fordi man netop ikke var så fokuseret på at ens barn tænkte anderledes end flertallet.

Jeg har skrevet det før og skriver det gerne igen. En god ven fra Mensa har selv sagt. Så anderledes er jeg heller ikke, jeg tænker bare mere logisk end flertallet.

Og i bund og grund handler det bare om at kunne indordne sig når man bliver voksen,(socialt)

Selvom om vores børn de ikke er som flertallet på mange områder, så må vi ikke glemme de rent faktisk også er ganske almindelig baryler der laver ligeså meget ballade som andre børn.

Så det var mit indput og nej jeg ved godt det ikke er populært, men det er sådan vi ser på tingene nu.

P.S dog ved efterskolen vores datter skal starte på hvad de "får" og de har den holdning selvtilliden op før man kan lære, så skal det nok komme også i de fag hvor vores datter rent faktisk er bagud.

7/8 der er dælme ikke længe til, så er hun væk i 3 år, og vi skal kun se hende nogle weekender, meget underligt og vildt skræmmende. Men det er sundt:-)

Forældres sårbarhed – vores søn har på ingen måde de samme udfordringer, som flere af de andre historier, man kan læse om her i forum. De spørgsmål, som jeg stiller herinde føles også lidt i luksusklassen, i forhold til mange af de andre. Fælles for os alle er selvfølgelig at vi søger svar på, hvorledes vi bedst giver vores børn det bedste liv!

Hele omdrejningspunktet her er det dyrebareste, som vi har – vores børn. Samtidig forventes det, at vi i visse situationer kan agere objektivt

Pt. er vi i samme situation, som Lone har beskrevet, at skolen selv har foranlediget at få svar på, hvordan Malthe skal undervises. Hvor langt vi så når med WISC testen vil tiden vise, når vi efter sommerferie skal have møde med skole og PPR.
Jeg har dog også prøvet, at stå i en afleveringssituation i børnehaven og være ved at kysse min søn farvel, hvor en pædagog begynder at tale om, at min søn mobber (han var knap fyldt 4 ), at vi måske skulle inddrage PPR for at få redskaber til hvorledes han skulle håndteres, at hans temperament var et problem. Det var første gang, at vi hørte om hans temperament i relation til børnehaven. Vi talte om en dreng, som var højt elsket i familie og vennekreds for hans dejlige sind!! Jeg er lidt naiv af og til, jeg antager, at når folk siger ting og fx bruger ord som mobber, så er det alvorligt. Jeg ringede til alle min pædagog veninde, hans tidligere dagplejemor – for pludselig stod jeg midt i kærligheden til mit barn, min sunde fornuft og den der tidligere nævnte følelse af ”er jeg blind af moderkærlighed” – jeg tog mig i, at kigge vurderende på ham. Det var så grimt, men det var mit første møde med de ting, som kan blive sagt.
Og så tænker jeg ”Vores børn bliver mødt med den vurdering fra deres omgivelser – deres pædagoger, deres lærere, deres venner, deres venners forældre, sikkert for mange også familiemedlemmer etc”!
Vi bliver jo sådan set også mødt med spørgsmålstegn "Hvorfor får barnet ikke bare lov at være barn" Øhhh, det er han også, en dreng med stort D - baryler jo Jeg har været rødhåret hver evig eneste gang jeg har kigget i spejlet hele mit liv - det er mig. Hver eneste dag vores børn vågner, tænker de lidt hurtigere/anderledes/mere what ever - det er dem. Jeg pacer ikke mit barn, jeg prøver at støtte ham

Det forventes, at vi skal kunne agere objektivt. Det er fint nok, at vi selv skal være med til at søge svarene, men hvis vi bare kunne mødes der hvor vi er – som vores børns mor og far! (og sådan set har de fleste af os vel lært, at med objektivitet når vi længst, men egentlig er det grove løjer)

Vi er i den grad subjektive, vi kender ikke alle svarene, vi kender dårligt spørgsmålene altid Vi ønsker ikke at skabe problemer, vi ønsker kun at vores børn skal være glade og have et godt børneliv og skoleliv og vokse op og blive glade voksne.

Mange hilsner
Tina

P.S. En dreng på 4 år mobber jo ikke, man skulle tro at en pædagog kender både definitionen og hvornår børn er i stand til at udøve egentlig mobberi. På et senere tidspunkt viste det sig, at han "mobbede" når han tog fx en cykel fra et mindre barn, som han lige havde fået lyst at cykle på - forkert ja, mobberi nej!

(Måske har jeg mere at tilføje omkring sårbarhed, når vi har været i systemet lidt længere ;-)