Overspringshandlinger

Jeg har simpelthen i hele sidste uge været ekspert i overspringshandlinger. Jeg har ikke den store interesse i historie, men havde et historie aflevering, som skulle laves til den 15-10 men bliver først afleveret den 18-10. Ja så sidder jeg her med dårlig samvittighed.
Det må jeg så lære at leve med.

Hvordan kan det være, du laver overspringshandlingerne?

ja det er jo det, hvordan kan det være!!!
For det første skal mit projekt helst være perfekt og det skal også helst afleveres til tiden (hvilket det ikke blev).

Når jeg nu har det hele i hovedet og i dette tilfælde skal fravælge noget materiale, (må højst fylde 4-8 sider) er det endnu sværere at lave, derfor vil det være "nemmere" ikke at lave det for det bliver ikke perfekt efter mit hoved.

N

Det er ikke altid nemt at lytte til læren, når man også vil være tilfreds.
Jeg ved det jo godt, men det er jo også et af de problemer HBB sommetider må slås med.



Andre der kender det enten fra børnene eller dem selv.?????

Jeg havde en kollega, der sagde, at tingene ikke behøves være perfekte...

Det kræver 90% ekstra indsats at opnå 5% forbedring!!!

Jeg ved det jo godt, men sommetider falder jeg i.

Jeg havde også lige 2 fremlæggelser i sidste uge også. Det kan godt kræve meget, ikke at falde i. jeg er også næsten ovre mit stress, som jeg har haft i 1½ år osv. osv. osv.

Men nu er den afleveret og så må jeg se.

Admin skrev:

Andre der kender det enten fra børnene eller dem selv.?????

Jep jep både Stina Jan og jeg laver overspringshandlinger hele tiden. Egentligt ret dumt, men det er noget med den perfektionisme og gøre. Tror ikke det forbedrer sig med årene.

Man kan godt forbedre sig, men det er hårdt arbejde.

Jeg er også perfektionist, og jeg ender tit med overspringshandlinger, simpelthen fordi jeg ofte finder det, jeg skal lave, for kedeligt. Jeg er i gang med at opgradere fysik fra intet niveau og til B-niveau, og bare det at jeg ved, at jeg skal sidde og skrive det ind på computer i word, der er meget drilsk, kan få mig til at lave diverse overspringshandlinger.
På lærerseminariet laver jeg aldrig andet end mine afleveringer og kommer til timerne - eller det har jeg ikke gjort det sidste halve år.

I dansk og didaktik får jeg ingen modspil og det er ikke andet end repetitation, så jeg keder mig vildt. I matematik er det, fordi jeg synes, at bogen er for tung at læse. Den er rigtig dårligt skrevet. Heldigvis har min underviser givet holdet ret i det, da jeg langt fra var den eneste, der syntes det. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne følge med i, hvad der stod, men jeg syntes, at det krævede for meget arbejde at sidde med, når det meste af det også var irrelevant. Heldigvis holder min underviser timerne relevante, varierede og jeg er lige en tand længere bagud, end jeg nogensinde har prøvet i matematik, så jeg er nødt til at følge med

Jeg er led og ked af min dansk og didaktikundervisning. Jeg føler ikke, at jeg kan bruge det til noget som helst, og niveauet er samtidig alt, alt for lavt til mig. Desuden er det frustrerende hele tiden at skulle sidde og bide sig selv i tungen, fordi jeg ikke må stille spørgsmål - min lærer sørger i hvert fald for at undgå at svare på dem -.-'' Og så har jeg en dårlig vane med at påpege de fejl, mine undervisere laver på tavlen. Det bliver man ikke just populær på heller...

Jeg ender nok med at følge min mors foreslag om, at jeg bare skal tage en bog med, jeg finder relevant i forhold til mit fag, og så sidde og læse den i de timer Indtil videre har jeg ikke gjort det, da jeg har tænkt, at det ville virke provokerende, men hvis jeg intet svar får fra min dansklærer på den mail, jeg sendte i sidste uge, så gør jeg det nok.

Mailen indeholdt en masse spørgsmål til, hvorfor vores undervisning er skruet sammen som den er, og spørgsmål til, hvad jeg mener, der mangler i undervisningen.

Hvad bilder du dig ind og blande dig i hvordan der undervises og hvad der undervises i, det kan du kan ikke have forstand på.



Hvor er det fedt. !!!!!!!

God fornøjelse det kræver mange kræfter at lave om på systemet, det er godt fasttømret i "det plejer vi at gøre".

Ærligt talt tror jeg ikke, at min underviser tager det så pænt
Han er jo ikke vant til at få andet end forståelsesspørgsmål og så er han universitetsuddannet... så... jeg skal jo ikke komme og spille klog, vel? forsøger virkelig at holde min mund, men det er altså nemmest bare ikke at være der, når det skal være sådan o.o

ja det er nemmest ikke at være der, men du har jo også ret til at få din uddannelse, uanset hvilke spørgsmål du har til ham. Det er noget han skulle kunne håndtere.

Jeg har min computer med på vuc af den simple årsag at tingene går meget langsomt og jeg keder mig, den bruger jeg så til at underholde mig.
Jeg tænker hurtigt og det er jo ikke det tempo skolen har, og de skal jo også tage hensyn så alle kan være med.



Det er jo lige så slemt for dem som ikke forstår første gang.
Ved du at et barn med høj begavelse forstår mange ting første gang de hører det og kan huske det, normal begavede skal have gemtaget tingene mellem 12 og 20 gange. Tænk så på dem som ikke forstår men skal lære tingene på en hel anden måde end den som folkeskolen bruger. God fornøjelse med at blive lærer.

Mine undervisere plejer at hade mig for at sidde med næsen i computeren eller andet. Jeg har enkelte gange haft undervisere, der har opfordret mig til at undersøge mine egne metoder i matematik f.eks. og gå andre veje ved at give små hints, men har jeg ikke gjort som resten, så blev der talt ned til mig. Det værste, jeg har oplevet, gennem de seneste år, det var da jeg opgraderede matematik fra C til B niveau. Jeg havde to undervisere. Den første syntes, at det var sjovt, når jeg sad og legede med matricer og blev ved med at spørge til vinkler på stoffet - den anden hadede det. Den første var ligeglad med, at jeg måske sad og tegnede og skrev, eller sad med mobilen. Den anden syntes, at det var sk*de irriterende. Jeg kom op til eksamen og trak (heldigvis) et emne fra den første underviser. Der var et par enkelte ord, jeg havde glemt, hvad hed, man jeg kunne forklare, hvad det var, og så gik jeg kold et sted, da min underviser kom til at forvirre mig ved et spørgsmål, jeg ikke lige havde set komme. Min karakter: 10. De var ikke i tvivl om, at jeg var god nok til 12, men for min præstation lige den dag kunne de ikke give mere. Min anden underviser, der ikke måtte være med i voteringen, reagerede med: "Så meget ville jeg ikke have givet for den præstation". Han mente, at selv 7 var højt for det, jeg havde præsteret. Men han talte også hele tiden nedladende til mig og sukkede i frustration, når han skulle tage mig i timerne, fordi jeg var den eneste, der kunne svare, selvom jeg ikke havde set op på tavlen det sidste kvarter og stadig var foran resten af klassen.


Folkeskolen får jo færre og færre ressourcer, desværre. Og jeg synes, at det er en mærkelig udvikling, når man tænker på, at man har fundet ud af, hvor godt det fungerer for eleverne, når de kan lære sammen men på forskellige måder. Det er en udfordring i sig selv - og en jeg faktisk gerne vil arbejde med. Men om man vil have tiden og overskuddet, når man først står ude i skolen, og man skal tage af sin egen tid og ikke den, man bliver givet fra skolen af, så risikerer man, at det til sidst bliver glemt :/ Omvendt tror jeg, at der vil gå længe for mig, for jeg keder mig, hvis jeg skal lave noget, der bliver for ensformigt. Som underviser kan jeg trods alt give mig selv skylden, hvis mit arbejde i klasserne er kedeligt

Jeg fik lavet en fantastisk aktivitet med børnene i klassen i går. Det var et stafetløb med navneord og udsagnsord. De skulle løbe op til et bord og trække en seddel. Hvis det var et navneord, skulle de råbe 'navneord', før de bevægede sig på den beskrevne måde tilbage. Råbte de navneord, når det var et udsagnsord eller glemte at råbe på navneordene, skulle de tage en ekstra runde med bevægelsen, før den næste måtte løbe. Alle eleverne fandt det vildt morsomt. De var engagerede, grinede, heppede på hinanden, og da vi var færdige første gang tiggede og bad de i kor om, om de ikke nok måtte prøve igen. Og det galt både den svageste og stærkeste i klassen. Og det var udfordrende for alle, for selvom de dygtige godt vidste, hvornår det var navneord eller udsagnsord, så skulle de huske at sige det på de rigtigste tidspunkter, foruden at de alle var i gang og fik rørt sig. I torsdags lavede vi rollespil over et emne - det var de alle også vilde med. Lærerigt og sjovt Og det galt jo både for den stærke og svage elev. SKØNT!
Og elevernes glæde og entusiasme smitter jo ^^

Du bliver guld i vores skolesystem, hvis du kan overkomme dette arbejde og blive accepteret af skolen også.

Tak *rødme*

det er nok det sidste, der bliver det sværeste. For bare det at finde en skole, hvor man føler sig tilpas, kan være rigtig svært :/
Og hvis elever med stærke ressourcer bliver ved med at blive fjernet fra folkeskolen, så vil arbejdet med klasserne også blive svære. Specielt fordi det ofte er de elever af forældre, der ser ned på lærerjobbet og skolen, og det går igen i børnene. De andre vedkender vores rolle på en anden måde.

Som lærer må man dog holde fast i, at det er ikke forældrene, vi er undervisere for, men deres børn. Og vi kan ikke bare give op, fordi forældresamarbejdet ikke virker. Gør vi det, så taber vi børnene, og så er vi først dårlige lærere...

Eleven er det vigtigste. Det er eleven, man er der for.

Noget som lærerne og pædagogerne skal huske, det er at høre hvad forældrene siger om deres børn og tager højde for det, for det er næsten altid forældrene som kender deres børn bedst.

Det har været det største problem for mig at få lærerne til at forstå, hvem mine børn er som person og deres måde at reagerer på, og det tror jeg faktisk gælder alle børn, ikke kun de intelligente børn.

jeg ved det er svært, men bare det barnet føler sig forstået, men derfor behøves der ikke tages specielle hensyn, da alle børn skal lære fællesskabet.

N

Jeg kan godt se, at den formulering var uheldig Jeg tænker på de få tilfælde, hvor forældrene læsser alting over på læreren/pædagogen og end ikke vil indgå i dialog. Jeg har desværre mødt den slags forældre :/ Der, hvor skole og sfo bliver et sted, hvor de bare afleverer børnene ved åbningstid og henter dem ved lukketid, selvom den ene går hjemme det meste af dagen.
Der kan selvfølgelig være ting, vi ikke har set, men når man ikke engang kan tale med forældrene om, hvad deres børn har fået sådan en dag til at gå med, og de aldrig har noget at fortælle om hjemmefra, så vil jeg hellere bare fokusere på barnet. Måske en svaghed, ja, men det er næppe noget, jeg kan arbejde med, før jeg har ansvaret og står i problemet igen - sidst kunne jeg 'smyge mig udenom', da jeg var ny- og midlertidig ansat. Jeg ville ikke rigtig ane, hvordan jeg ellers skulle tackle det. Den slags lærer vi intet om på seminariet. Jo, vi har lært, at vi skal lytte til forældrene, for det fælles mål er barnets bedste, og de ved mest om barnet, og vi kender kun eleven. Men hvordan kan man lære det hele barn at kende, hvis man ikke kan komme i dialog?

N

Der fokuseres alt, alt for meget på, hvem, der har skylden. Og alt for ofte har skolen/sfo'en en tendens til at læsse skylden over på hjemmet, uden de har nogen reel chance for at vide, om der virkelig er noget hjemmefra, der kan forklare, hvad der opleves i institutionen. Nogle gange er det forældrenes skyld, men jeg ved da, at det mindst ligeså ofte er skolens (læs en eller flere undervisere eller andre elever). Det virker bare som om, at de helst vil smide skylden på hjemmet, så de kan trække på skuldrene og erklære, at de intet kan gøre. Men selv hvis det er hjemme, at der er noget galt, så kan man jo som lærer/pædagog stadig gøre meget. Det virker bare ikke som om, at alle lærere/pædagoger har fået det ind på lystavlen :/ og jeg vil næsten vove den påstand at sige, at det er mere udbredt blandt lærere end pædagoger.

Jeg synes, at den mudderkastning er forfærdelig Skolen skal også kunne indrømme, at de har fejl og mangler, så de kan arbejde med dem. Og man kan ikke kaste manglende disciplin fra elevernes side over på forældrene. Jeg har jo set de samme klasser med forskellige undervisere. Med en underviser kan de sidde stille, række hånden op, tale pænt. Med den anden er det et kaos uden lige. Forskellen? Intet andet end selve læreren. Børn kan sagtens finde ud af, at der er forskellige regler forskellige steder - kun få kan ikke, og det er vist også dem, der har brug for meget faste og kendte rammer.

- er dette en overspringshandling fra at diskutere trådens egentlige emne??

Der skal ikke skydes skylden på nogen hverken forældre eller skole. Det er noget med at kommunikerer og lytte og forståelse, Det kan være svært at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Lærerne skal rumme 20-25 elever hver time og dobbelt så mange forældre. Forældrene har hver deres mening og læreren og skolen en anden. Hvem har skylden for at tingene ikke fungerere.????? Ingen og alle. Samarbejde, forståelse og tilgivelse hvis der sker nogle fejl, og så skal der rettes op fra alle sider for barnets skyld.

Det eneste man ikke kan give skylden er BARNET .

Helt enig. Jeg synes bare, at det er synd og skam at høre, hvordan 'skylden' er blevet det vigtige, i stedet for at arbejde på løsningen.

Det er jo så også det der gør det spændende, at vi mennesker er så forskellige af livsopfattelse, miljø og personlighed. så det er virkelig guld med de mennesker der evner at få tingene til at hænge sammen og få det bedste ud af det enkelte menneske.

skylden - er ikke vejen, men måske del af forståelsen

overspringshandlinger - når der skal laves "rugbrødsarbejde". Og hvorfor er det så kedeligt? jo jo ... "kedeligt", nogengange (man skal jo slide for at få det til at blive til et for andre forståeligt resultat. ...hvis det super-gode bare bliver siddende i eget hovede, er det jo ikke særlig virkeligt super - men bare tanker, ønsker, intentioner. Og de er ikke helt nemme at realisere ud fra

Og så længe det "kun" er tanker, og "forholden sig til" (analysere, sætte i kontekst, forstå på andre måder), er det også uangribeligt - det ukonkret kan altid forandres videre, udvikles dybere. Men altså ikke "behandles"... konkret...

...ergo - overspringning, prokrastineren, af konkretiseringen (~udskydelse til det er pinsomt sent).


.............

Mht. at mene at nogle andre, måske pga anderledes intelligens er keeeedelige, er mig ret megt imod. Ok... kan godt frustrers over, at jeg skal huske at give alle mellemregningerne (tankespringene i mellem) med, hvis "alle" skal følge mine slutninger. Men .... det er nu engang ret intelligent, at kommunikere så man får sit budskab igennem!

På samme måde, uden at det skal ses 'Rasmus Modsatsk', kan det være rigtig rigtig hensigtsmæssigt, ligefrem klogt, f.eks. at tåle, at en lærer udlægger stoffet på sin måde - han/hun har sandsynligvis en fornuftig dagsorden med den måde & indhold (at eleven føres gennem pensum på en måde der sandsynliggør beståelse af examen f.eks).

...og så kan det være ret smart, at udholde at vente med at (ende)vende undervisningen/ perspektivere dens potentialer, mangler mv, til EFTER timen er slut/ opgaven bestået.

Sometimes less is more. - det komme meget an på hvad du vil i (og med) en given situation.

Og, de som "kommer igennem", bliver hørt, er nu engang de som formår at blive konkrete.
...så alt efter formål, kan det være ganske konstruktivt (klogt )at vælge at "følge"/ acceptere (både form & indhold) i stedet for primært at forholde sig. Hver ting til sin tid