"Hvorfor WISC tester du ikke?".

Som jeg har skrevet et andet sted på siden, har jeg deltaget i efteruddannelse for psykologer i tolkning af WISC-III.

Efterfølgende har der været en del snak blandt de lærer, jeg omgås i forbindelse med mit arbejde. De fleste ved, og har set, jeg har en WISC-III og den påkalder sig da en del interesse. Denne interesse viser sig også ved spørgsmålet: "Hvorfor WISC tester du ikke?".

Mit svar er, at det gør jeg ikke fordi, testen ikke er anvendelig til at hjælpe barnet; den giver ikke de svar, der er brug for, for at lave pædagogisk planlægning og hjælpe barnet!

Og for god ordens skyld vil jeg lige nævne, der ikke er nogen regler eller love, der forbyder mig at anvende testen, uanset hvor "beskyttet" den er ifølge diverse psykologers udsagn...men nej, jeg bruger den ikke!

Hvordan reagerer de så når du siger den ikke duer, i forhold til de måske selv har været med til at lavet noget med nogle elever i forhold til den test.

Jeg ved ikke, om det er "bekymrende", "grinagtigt" eller "underligt", men der er jo ingen, der har anvendt WISC-III rapporterne til noget. De bruges til sortering; du skal i specialklasse, for din IK=70 minus.

Jeg spurgte på et tidspunkt, om der var interesse for, jeg anonymiserede en psykolograpport, og så blev den udleveret som grundlag for gruppearbejde. Folk skulle så lave en pædagogisk plan for undervisning ud fra psykolograpporten! Det hører jeg SAGT, man gør i stor udstrækning, men jeg oplever det IKKE SKE!

Det var der ikke stemning for! Jeg oplever folk, der når psykologen fremlægger rapporten sidder og nikker...udstøder små "Jaeee!" og smiler indforstået. Når psykologen er gået, står de som et stort spørgsmålstegn, og så kommer spørgsmålet: Hvad skal vi nu gøre?

Så kikker de på IK, og så forsøger de at forstå barnet ud fra det tal, hvilket er det samme som at beskrive en bil ud fra dens topfart! Vi kender kort sagt ikke mærke, farve, er det en varebil eller personbil osv. osv.

Der er lærer, der direkte siger, de ikke vil fremstå uvidende...

Og så har jeg lige et opkast, jeg gerne lige vil af med. Fagpersoner gentager hellere fejl (også andres) end de retter kritik/kritiske spørgsmål mod egne kolleger.
En pige bliver testet i 2006. Man finder en TIK=77. Man skriver så, at det placere hende som "Mentalt retarderet i lettere grad". Dette sker ud fra en WISC-III test. Men problemet er, at for man kan tale om denne diagnose, skal TIK være 69 eller derunder; pigen har ikke placeret sig i området "Mentalt retarderet i lettere grad".
I 2010 testes pigen igen, og her refereres gentagende gange til "mentalt retarderet i lettere grad". Pigen opnår nu en TIK=69...og ja, nu kan man begynde at snakke om diagnosen, men WISC-III er ikke et præcisionsværktøj, og man bør kikke på 90% intervallet, tidligere testresultat og øvrige beskrivelser. Pigen har haft svære personlige problemer, hvilket har gjort det svært for hende at følge med i skolen, så derfor vil IK dale i en kulturelt tung test som WISC; det er forventeligt! Men man bliver ved med at hoppe tilbage i den gamle rapport og skrive, at den nye undersøgelse bekræfter den gamle...og de sociale problemer skal forstås som problemer pga. dårlig begavelse... og det er lige omvendt! De dårlige sociale evner får pigen til ikke at tage fra, hvilket giver et dalende resultat i IK testningen... Pigen er nu fanget i en dødsspiral, hvor man bliver ved med at give hende mere og mere af det, der ikke har virket indtil nu, og som ikke kommer til at virke!

Virker det genkendeligt for jer... Det er nemlig lige omvendt for mange børn, der er rasende godt begavet... de bliver mere sociale, hvis de får mulighed for at blive kognitivt stimuleret (de får nogle gode åndehuller, hvor de kan bruge deres evner). Men her fokusere man benhårdt på at arbejde med det sociale, hvilket får børnene til at vælte!
For pigens vedkommende, vil man satse på at lære hende noget, men hun har i virkeligheden brug for social støtte. Får hun det, bliver hun nemmere at lære noget!

Enten skal man være gennemsnitlig, ellers skal man tilpasses...

Det som er vigtigt for mig uanset om det er pædagoger, pyskologer, lærere og forældre er at vi lærer at se barnet, som barnet er og ikke komme dem i kasser.
Vi bliver jo nødt til at reagere hvis vi gør noget der ikke hjælper, så må vi prøve noget andet.
Jeg mener at det er godt at man kan teste, men man kan ikke teste et barn personlighed, da det hele tiden udvikler sig.

Ja så er der dem som bare har det i sig og kan "læse" barnet og så er der dem som skal lære det.

Jeg har også sommetider den opfattelse at "voksne" omkring barnet ikke vil tage ansvaret. Hvis man har en mening, har man også en forpligelse til at gøre noget som pædagog, lærer, psykolog og forældre.
"Det er altid de andres skyld" det umådelig øv udsagn. Tag ansvar, det kan jeg gå ind for. Og det er uanset om man fejler eller ej. Vi er alle mennesker.

Vi har også fået lave Wics-III test på Patrick da han var 6 år. Den blev gennemgået sammen med hans lærere, men der blev ikke snakke om IK tal, men hvor han havde sine stærke sider og svage sider og de fik så at vide de skulle arbejde med de stærke sider da det ville udvikle ham og han derved og ville blive mere rolig og social.
Lærerne at gjort det rimelig godt indtil videre, men jeg håber at der bliver gjort mere inden for undervisningsdifferentiering inden for de nærmeste år. Det vil også hjælpe til at finde de kvikke hoveder i skolen.

Nå nok om det, ellers bliver det en roman.

Men ser du, jeg oplever, der ommer udtalelser som:
"Drengen har stærke logisk- matematiske evner, hvilket viser sig i delprøven regning".
Det kan man simpelthen ikke sige på grundlag af noget så spinkelt som WISC-III.

Jeg ville gerne vide, hvad man lægger vægt på, for en elev kan klare fx SFI indexet godt, men have behov for at få alt illustreret i form af visuelle materialer for at tilegne sig nyt abstrakt stof... Og så kan psykologen snakke nok så meget om WISC resultater, men testen kan simpelthen ikke vise den slags ting, og er derfor uegnet til den slags brug! Det bliver indenfor logisk- matematisk lidt bedre med WISC-IV.