At have sensitive børn er godt nok hårdt

Jeg er nu helt sikker på, at BEGGE mine børn er det man kalder sensitive børn, og det er godt nok hårdt til tider. :-(

Min datter er jeg overhovedet ikke i tvivl om, da hun har et par punkter hun er MEGET sensitiv overfor, f.eks. tøj og det, at man skælder hende ud. Nøj, hvor kan man nogle gange bare få fnidder over så lidt der skal til at vælte deres verden. Jeg tænker nogle gange, hvordan mon det skal gå hende i fremtiden. Men når jeg sådan tænker tilbage på min egen barndom, så havde jeg jo lidt af det samme, og jeg har da formået at få det rimelig godt. :-)

Så er der min søn, hold da op, hvor er det svært at få noget frem overfor de lærere, som kun kan fokusere på en ting - at få ham diagnotiseret for noget han ikke har. Vi skal til endnu et møde her den 9. februar, og jeg har allerede meldt ud, at det bliver det sidste, for nu må det altså stoppe. Jeg har længe været i tvivl om min søn som sådan fejler noget, og alle siger til mig, at der ikke er noget galt, men efter jeg er blevet mere obs på datteren, så har jeg indset, at sønnike har noget af det samme. Dog er det ikke tøjet, men derimod lyde. Han bliver så irriteret, hvis folk sidder og snøfter eller hvis datteren smasker ved aftensmaden. Eller hvis hun sidder og spiller på sin nintendo eller computer, så kan lydene irritere ham. Der er ikke noget galt, når han selv gør disse ting. I skolen har han formået at bilde folk ind, at hvis de må snøfte og komme med andre lyde, så er det også ok at han sidder og siger lyde (jeg har skrevet om det før). Hvad de andre må, det må han også, og vi prøver at forklare ham, at man skal have respekt for andre mennesker, så hvis han genere andre med hans lyde, så skal han fandme lade være. Men så bliver han sådan helt retfærdighedsvis, og prøver at fremføre sin sag som legitimt. Og hvor kan man bare også nogle gange diskutere med ham om helt banale ting, som han prøver så ihærdigt, at retfærdighedgøre.

Puha, det er godt nok ikke nemt at være forældre, når de er så sarte. Og jeg prøver så ihærdigt på at være virkelig dådyragtig, når jeg hjælper datteren efter et flip. Jeg har bare lyst til at skælde endnu mere, men ved godt, at så bliver hun bare endnu mere hysterisk og løber på værelset.

Nå, jeg skulle bare lige af med lidt galde.

Jeg læser nu glædeligt med

Jeg kender selv det med at være sensitiv. Specielt omkring den der retfærdighedssans. Avs, jeg kan virkelig gå helt i sort og nedenom, hvis jeg føler mig uretfærdig behandlet o.o Det er noget træls, når man er 22 :/ Jeg lærte nu allerede i de små klasser i folkeskolen, at det var bedre bare at gå, når det var i klassen, end at diskutere med læreren. Det fik man ikke noget ud af alligevel. Og jeg er desværre aldrig blevet trøstet, mens jeg har været nede over det, så jeg synes det er dejligt at høre din historie også selvom det må være mega hårdt at være mor til børn, der har det sådan O.o Altså det jo på sin vis både rigtig og forkert at give efter og fortsætte, når det f.eks. er din datter, der bliver hysterisk af at blive skældt ud. Eller hvad? Som forælder må man vel bare gøre, som man føler er det bedste?

Jeg har ingen børn, så jeg aner det jo ikke ^^

Men når jeg møder børn, der bliver hysteriske eller lignende, ude i skolen/SFO'en, så plejer jeg at lade dem løbe, hvis de løber, og så får de lov at sidde lidt, før jeg sætter mig hos dem. Så når de som regel lige at køle af, og det gør man også selv, hvorefter snakken går lidt bedre. Måske fordi man så samtidig halvtrøster? O.o
Det er i hvert fald en metode, der har virket for mig de sidste fire år, men der er selvfølgelig en verden til forskel på, når det er andres og ens egne børn

Vi plejer også at lade hende løbe ind på værelset, men det er frustrende, at der ikke skal så meget til. En hue, som ikke lige vil sidde og hun smider den på gulvet, hvorefter hun stormer ind og smækker døren. Jeg vil dog sige, at det er blevet bedre med alderen. I børnehaven var de meget bekymret om hun ville egne sig til skole, men da jeg spurgte dem (på det tidspunkt kendte jeg ikke til sensitive børn) om de kunne ændre det i løbet af det næste år, svarede de nej, og jeg endte med at sende hende i skole. Hun var 5½ år.

Nu er det så snart tid for at overveje om hun skal videre i 1 klasse eller om hun skal gå et år om. De snakker igen om, at hun socialt ikke er helt med, og især kan hun stå og skabe sig i garderoben over tøjet. Og de siger, at sådan noget kan de ikke have i 1.klasse, hun skal være bedre til at hente hjælp hos en lærer. Men problemet er jo, at hun gerne vil klare det selv, og det er jo også det de siger, at de skal være selvhjulpende, så jeg kan godt forstå, at man som forældre bliver frustrerede over deres udsagn. Lige så siger de, at man skal passe på med at sammenligne børn, men hvem er det lige, som putter dem i kasser hele tiden!?!

Læreren er meget i tvivl om hun skal videre eller blive, fordi den pigegruppe hun er i nu er rigtig gode til at rumme hende, men samtidig leger hun ofte parallelt ved siden af, når de leger. Og læreren er bange for, at en ny pigegruppe ikke ville kunne tage hende ind på samme måde. Hvorfor skal man absolut være som flertallet!? Hvorfor må de ikke godt være selvstændige, så længe de bare trives!? Kristine er glad for at gå i skole, hun leger med sin bedste veninde, men også meget med drengene. I weekenden har hun været hjemme hos to af drengene fra klassen, og vi skal selvfølgelig også være mere obs på at få hende ud og lege i weekenderne.

Men i bund og grund føler jeg, at hun stortrives. De mener i skolen, at hun er indesluttet, mens vi ser en helt anden pige herhjemme. Når de spørger hende - uden at hun har rakt hånden op - så virker hun forskrækket og gibber lidt i det. Det vil de gerne have gjort noget ved. Jeg har forsøgt at snakke lidt med hende om det, hvor meget man nu end kan det, og hun siger så til mig "Jamen mor, må jeg ikke godt lige tænke". Og selvfølgelig skal der da være plads til det. Hun kan ellers fint finde ud af at række hånden op og svare, men nogengange så tager de hende også selvom hun ikke gør, og så skal man jo selvfølgelig tænke over sit svar. Altså...

Nå, men den kommende tid bliver spændende - med begge børn.

Hvor jeg dog ofte synes, at lærere er selvmodsigende o.o

Jeg ville jo helt klart mene, at hvis hun kan følge med fagligt, og hun faktisk trives, sådan som det ser ud nu, så skal hun da ikke gå en klasse om. Det ville da være direkte tåbeligt o.o Problematikkerne ændrer sig jo ikke af den grund, og hvis hun allerede er blevet bedre til at styre sine udbrud, så skal hun da bare have lov at fortsætte - specielt når hun har venner, der har plads til hende. Det er klart bedre, at hun leger ved siden af, end at hun sidder alene og føler sig ensom. Det var i hvert fald sådan, at jeg selv havde det. Jeg var hellere en stol i hjørnet, end jeg fik at vide, at jeg ikke måtte være med.

Det kan selvfølgelig være et problem, hvis det virker som om, at hun altid leger parallelt, men det kan jo være, at hun bare skal have mere tid til at se legene og dets regler an, før hun føler sig sikker på, at hun kan deltage på lige fod, og så kommer det nok ligeså stille, når hun genkender 'reglerne' fra gang til gang ^^

Jeg synes da også, at det er lidt for meget at forvente, at hvis lærerne harpunerer hende, at hun så bare skal kunne svare uden videre O.o
Lærere kan virkelig være underlige nogen gange... øj, jeg håber ikke, at jeg bliver sådan o.o Og hvis jeg gør, så håber jeg, at der er nogle forældre, der lige beder mig om at tage mig sammen og komme på rette spor

Haha Neko, ja, det vil jeg håbe, at skulle du ende som sådan en lærer, at der så er nogle som lige hanker op i dig. Meeen, jeg tror nu nok, at du selv ville få fingeren langt mere på pulsen end visse andre. Du lyder til at have en god grobund.

Som vi har fået fortalt er hun hellere tanten eller onklen, end hun vil være mor/far/barn i en leg, hvis du forstår. Men hun er blevet bedre til at spørge om hun må være med. Og hun er også blevet bedre til at spørge om hjælp, men der er stadig lidt vej endnu.

Det som godt kan vække min harme er lærernes idé om at problemet må ligge på hjemfronten, og man bliver tilbudt familiehus og vurdering til højre og venstre, når vi jo helt klart mærker en anden pige hjemme end de gør i skolen. Ville det ikke virke mærkeligt om vi kom og fortalte, at vores barn er yderst indesluttet derhjemme og vi kan ikke komme igennem til hende, mens de over på skolen siger, jamen hun er da så udadvendt og glad så det kan vi da ikke forstå. Jeg vil vædde en tusse på, at udmeldingen ville stadig være den samme, at så måtte der være problemer i hjemmet. Vi oplever det pt. med begge børn, at det er hjemme, at problemet ligger. Men vi kan overhovedet ikke genkende det billede de tegner for os fra skolens side. Selvfølgelig er der et par ligheder, men det har hidtil været som om, at vi snakker om to forskellige piger/drenge. Sjovt, som det altid er hjemme, at problemet ligger - i følge skolen.

Jeg har også tænkt meget over det med 1. klasse. Jeg kan godt følge den der med, at hvis hun tog et år mere, så ville hun være tryg idet hun har været igennem det før. Men hvad så, når det år er gået? Så bliver hun alligevel utryg fordi hun så skal igang med noget nyt. Så om hun er utryg nu eller om et år, det giver sig vel på en eller anden måde samme problemstilling. Jeg er ikke i tvivl om, at hun bare skal videre, og det tror jeg heller ikke, at læreren er så meget, men hun er ihvertfald obs på det, og vi har forsøgt at lægge en plan - dog før vi fandt ud af, at hun er sensitiv, og nu skal vi om en måned have et nyt møde, hvor jeg vil bringe det på banen. Men jeg holder stadig på, at vi skal sende hende videre, og så må den nye lærer bare sættes ind i, hvordan hun skal takles.

Hejsa

Det er bare hårdt at være forældre til sensitive børn. Jeg har selv 2 stk særligt sensitive børn, som på én gang er meget forskellige og på samme tid meget ens. *Den ene flipper mest herhjemme og er blid som et lam ude, den yngste, Nikolaj er meget temperamentsfuld i vuggestuen og roligst herhjemme.
Ved den første kan børnehaven ikke forstå, at hun kan opføre sig så vildt herhjemme og ved den yngste kan familien ikke forstå, hvorfor vi har ham under udredning i vuggestuen.

Tror ikke man kan forestille sig, hvor hårdt det er, før man står midt i det hele. På én gang kærlighed og frustration, bekymring og begejstring, lykke og sorg, usikkerhed og målfasthed, glæde og vrede over at have fået så på én gang fantastiske, særlige, kvikke, udfordrende, bestemte, temperamentsfyldte unger. De følelser jeg har gennemgået de sidste 5 år rummer hele spektret fra uigenkaldelig lykke til vild vrede og frustratrion, nogle gange indenfor et tidsrum på 5 minutter Derfor er det så ufattelig skønt at høre om andre der står med de samme udfordringer.

Min datter er blevet 5 år i December og vi har valgt, at hun skal vente et år med at komme i skole. Det kan sagtens være at dette år ikke kan fjerne hendes sommetider hysteriske pernippenhed med alt hvad der hedder overdreven retfærdighedsans, kradsende tøj, strømper der irriterer osv osv osv. Men jeg tror det kan modne hende og give hende noget mere erfaring til at håndtere dette på en mere hensigtsmæssig måde og forhåbentlig finde sig selv, istedet for at se op til de ældre piger. De store som snart bliver 6. For det gør hun, hun vil så gerne være stor, men er følelsesmæssigt bare ikke ret gammel.

Jeg var nøjagtig ligesom hende og jeg kunne godt have undet mig selv lidt mere ballast følelsesmæssigt inden jeg blev kastet i skole. Jeg kunne sagtens følge med fagligt ind til en vis grænse. Jeg var usikker, ville helst ikke blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, selvom jeg nu er sikker på at jeg ofte sad med de rette svar....
Børnehaven sagde også at de var slet ikke i tvivl om at Caroline er klar til skolen, men at de var mere i tvivl om hvorvidt skolen er klar til Caroline. Og de er bange for at hun kommer til at kæmpe for meget for det sociale. Jeg har aldrig været i tvivl om hvorvidt Caroline skal blive i børnehave eller ej. Det har hendes far derimod og nu må vi se hvordan det går...

Men det er en svær beslutning, der er ingen der har det rette svar på om børn er klar eller ej. Tror man må følge sin egen intuition, den mavefornemmelse, som jeg efterhånden har lært at støtte mig til og følge. Det er det eneste jeg kan sige... Følg din mave

Men held og lykke med begge børn.

Varme hilsner rikke

god grobund = egne erfaringer, og endelig en forståelse af dem Og herigennem og via teori håber jeg på, at jeg får en endnu større forståelse - ikke mindst også fra forældresiden af Jeg aner jo netop intet om, hvordan det er at være forældre, så jeg må jo bare lytte ^^

Jeg synes, at det er et typisk problem, at skolen lægger ansvaret på forældrene o.o Det har jeg vist også nævnt herinde et sted: at det virker som om, at skolen bare siger, at det er i hjemmet, at der er problemer, og så kan de 'legitimt' aflægge deres ansvar. Komplet latterlig holdning -.- Så sent som i dag har jeg hørt lærerne på lærerværelset tale om to forskellige børn, hvor 'det er hjemmet' de mener, at den er gal med. Jeg kender ikke børnene, så jeg kan ikke sige det, men jeg savner virkelig nogen gange at høre: "Er det mon noget, vi gør eller ikke gør, der skaber de problemer?"

Lad os håbe, at lærerne i første klasse er åbne og lydhør, og de er med på at hjælpe, så hun kan blive ved med at udvikle sig i samme gode retning ^^

og hej Pjevsen
Jeg får helt lyst til at spørge min mor, hvor umulig jeg var O.o Jeg tror dog, at det var værst i skolen, fordi min far bare smed mig ind på værelset og lod mig tude, indtil jeg 'kunne opføre mig ordentligt', hvis jeg blev hysterisk på nogen måde... Og hjemme blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, at jeg var mig selv, så der var ikke de samme konflikter, som jeg konstant havde i skolen. Meeen, jeg tror, at jeg skal spørge min mor, næste gang jeg taler med hende ^^

Jeg vil sammenligne højt begavede børn og sensetive børn med hinanden her. Jeg har selv to drenge som er hbb og samtidig er de meget følelsesmæssige sensetive.
Der siges at børn med særlige forudsætninger bare er meget mere af det hele.
Eksempler:
Sur på mig f.eks. = Jeg er den med onde og lede mor, der kan gå på 2 ben her i DK.
Glad over et eller andet = Jubler rundt i hele lejligheden og hopper.
Ked af det = Så orker de simpelthen ikke at leve mere.
Sagt noget forkert til dem = Jeg er bare så uretfærdig og træls.
Hvis der er noget tøj de ikke kan lide af udseendet = Hvordan jeg dog kan finde på at købe det mest afskyelige tøj til dem og det vil de på ingen måde tage på.

sådan kan jeg blive ved, mit råd. RUM det også selv om det er svært, det kræver overskud. Jeg synes dog når man ved hvad det er så pyt.

Jeg glemte lige at fortælle at jeg flytter den midste nu, altså til den skole den store går på. Der klarer de simpelthen den udfordring med hbb virkelig godt og det kunne jeg også unde den mindste.



Det er en folkeskole skal lige siges.

Jeg er på vej i seng, men ville lige sige dette her - ikke at det på nogen måde rykker ved noget, eller som sådan har betydning, men det er alligevel noget jeg tænker lidt over - Kristine er højdemæssigt ikke helt "normal". Og jeg tænker bare, at hvis hun f.eks. blev holdt tilbage et år, så tør jeg slet ikke tænke på, hvilke ting hun skal mobbes med, når det kommer til hendes højde - hun er på nuværende 6 år og 132 cm, bruger tøj alderssvarende til 9-10 årige. Det giver mig altså nogle lidt anderledes tanker, og selvom de har en mobbepolitik, så ved jeg, at hun vil få det ekstra svært, hvis hun så også skal kæmpe mod små bitte tøser, når hun så selv er en "kæmpe". Ikke noget som lægger til grund for hendes fremtid - men så igen....

Min folkeskole havde mobbepolitik, og det hjalp da ingenting O.o Ligesom jeg har været på en praktikskole, der havde mobbepolitik, men hvor ingen af lærerne rigtig kunne informere mig om, hvad den indeholdte O.o så.. jeg er med på bekymringen :/ Jeg har en stærk mistillid til lærere, skoler og mobning...

Neko, jeg vil nu sige, at de har en rimelig god mobbepolitik i min søns klasse. Klasselæreren slår MEGET hårdt ned - når hun vel og mærke opdager, hvad der foregår.

Vi var til møde, hvor jeg kom til at undskylde for min søns opførsel ved at sige, at han måske mobber for at forsvare sig selv. (han drillede en af pigerne), og her sagde hun prompte, at hvis det var rigtig, så ville hun straks hive fat i ham og sætte ham på plads. Om hvorvidt hun har gjort det ved jeg ikke, men jeg har ikke siden hørt om, at han har drillet nogen - og jeg tog selv en snak med ham om det.

Men nu skal vi til møde igen om 14 dage, dog om noget lidt andet, men jeg vil alligevel slå ned på deres mobbepolitik, for vi får nemlig sedler med hjem om, at han har gjort dit og dat, og nogle af dem har været på opfordring af en anden elev. Så hvis han gør noget de andre beder ham om, så er det vel også en form for mobning. Jeg tog en snak med ham om det og at stjæle i en butik, men den har han helt styr på, og kunne aldrig finde på at gøre. Men jeg er meget spændt på det møde, hvor vi skal snakke om et seksuelt mønster de prøver at tillægge ham. De mener jo, eller rettere nu er det kun skolelæreren som mener det, at han må have tourette. Vi er dog mere og mere overbevist om, at det har han ikke, og efter han blev WISC-testet er skolepsykologen også vendt til vores side. Jeg kan næsten ikke vente til det møde.

Bente, hvad er det for en skole?

Jeg prøver også ihærdigt, at rumme det hele, men nogle gange så kan det bare blive for meget, så manden er nødt til at træde ind, og jeg lige skal ud og have et pusterum.

Og ja, når tøsen er ked, så er hun klar til at flytte til Mallorca, og vil bare slet ikke bo hos os mere.

Pjevsen, min dreng er stort set mild og glad hele tiden, men når han så får et føl, så er det som regel hjemme, og mest over enten søsteren eller fordi han skal hjælpe til. Sidstnævnte vil jeg dog sige er generelt for børn. Men min datter, hun er godt nok hidsig lige meget hvor hun befinder sig. Jeg vil dog sige, at de begge generelt opfører sig rigtig pænt når vi er ude - det er ihvertfald det vi får ros for.

Og det er rigtig, man kan til tider kun følge sin mavefornemmelse. Vi fik af vide med begge børn, at de socialt ikke var klar til skole, mens de på det faglige var klar. Nicholaj som kom i skole først endte med at indfri alle deres mål for ham i løbet af 3 måneder, og siden har han bare fået mega ros på det faglige. Som læreren siger, er han en mønsterelev. Men samtidig er der nogle problemer hos ham, som vi dog ikke ser som problemer, men mere en dreng, som bare skal modnes noget mere.

Med Kristine var det samme melding, at hun ikke er klar socialt, men fagligt. Og min mavefornemmelse sagde, at vi skulle sende hende afsted. Og det går hende også rimelig godt fagligt, og vi føler også, at det går hende godt socialt - vi har lige været til møde i SFO'en, hvor hun ikke fik andet end stor ros. Hun havde tilmeldt sig MGP, hvilket i den grad kom bag på os, men hun klarede det fint (som danser i baggrunden). I skolen er de så bare bekymret for at hun leger parallelt - og må jeg lige skynde mig at tilføje, at hun har været til tjek hos ørelægen, væske på begge ører, så det kan jo også være en grund til hendes tilbagetrukkenhed. Og så er de bekymret for hendes gibben ved spørgsmål, som de mener, at vi skal arbejde på at få hende til at føle sig mere sikker i klassen. Men det er jo som sådan ikke noget vi kan arbejde på, da vi ikke oplever det hjemme.

Nå, det bliver vist et spændende år.

Hej Nette72
Det er rønde skole på djursland.

Du skal da være glad for du har en mand der træder til.

Jeg er alene med mine en uge af gangen og eksmanden ligeså, så det kræver overskud.

Sådan ser jeg sommetider ud efter en uge.

Admin skrev:

Hej Nette72
Det er rønde skole på djursland.

Du skal da være glad for du har en mand der træder til.

Jeg er alene med mine en uge af gangen og eksmanden ligeså, så det kræver overskud.

Sådan ser jeg sommetider ud efter en uge.

Ok, det kan jeg godt se, så skal jeg ikke klage. Men jeg er selvfølgelig også glad for, at vi er to om dem. Det har dog mest været mig, som har været på fra de var små, og det er jo først for nyligt, at det er gået op for mig, hvad de står overfor. Så jeg har lidt dårlig samvittighed overfor især Kristine.

Hvordan skulle du kunne gøre noget, når du ikke vidste hvad det var. Nej du skal ikke have dårlig samvittighed, det hjælper ikke dine børn.
din dårlige samvittighed kan derimod ødelægge det for dine børn, væk med den og lev fra nu af, hvor du ved hvad det er.
Vi gør det alle så godt vi kan i forhold til hvad vi ved og vores erfaringer.
Du fandt ud af det, og det kan du absolut være glad for.

Nette, det lyder til, at du har et godt overblik og overskud til at holde boldene i luften og stadig holde øje med det hele og være nærværende ^^ Super fedt de børn har været heldige med deres mor

Neko skrev:

Nette, det lyder til, at du har et godt overblik og overskud til at holde boldene i luften og stadig holde øje med det hele og være nærværende ^^ Super fedt de børn har været heldige med deres mor

Åhh hvor er du sød.