Hej. Vi er forældre til en pige på 10 med særlige forudsætninger. Vejen til denne konklution har været lang og til tider besværlig, og det er den sådan set stadig på nogle områder. Vores ( lange ) historie er, at Emilia er adopteret fra Kina da hun var 11 mdr. Set i bakspejlet, så vi allerede hendes stædighed da hun var lidt over 1 år gammel. Hun havde næsten lige lært og gå, da hun en dag stod og legede med et sæt nøgler som hun tabte. Og da hun opdagede, at hun kunne gå ned i knæ og samle dem op uden at falde, så tabte hun dem igen, for at se om hun virkelig kunne samle dem op uden at falde. Dette gjorde hun så 8-10 gange i træk, samt 5-6 gange næste morgen, bare lige for at tjekke.
Da hun kom i børnehave, blev vi kontaktet af personalet, der var bekymret for hendes leg. De syntes at hun faldt ud af legen med de andre børn, samt at hun behøvede at legen var skimatiseret før start. Så de fik os overbevist om at hun var sansebarn, og skulle børstes. Dette havde lidt men ikke nogen stor effekt, udover at hun blev knyttet til sin primærpædagog, der forestod børstningen i børnehaven. Emilia havde ikke villet knytte sig til hende, da hun var nr. 3 på knapt 1 år. Voksne ville hun ikke knytte sig til, da de jo forsvandt igen. Vi var tillige en tur nede ved Vanda Hundrup i Motorikken i Aarhus. Det var ikke nogen gad oplevelse, faktisk et overgreb på Emilia. Det var nok der vi selv begyndte at se at der nok var andre ting der havde indflydelse på hendes væremåde.
Som 4 årig kunne hun skrive sit navn samt tælle og skrive tallene til 100. Når vi læste godnathistorie, blev bogen memoreret ordret, og gud nåde og tryste dig, hvis du læste bare 1 ord forkert næste gang. Skolestarten var en lettelse, da hun kedede sig bravt i det sidste år i børnehaven.
Efter ca 1-2 mdr i 1. kl læste hun selvstændigt, matematikken blev forstået næsten pr. øjeblikkeligt.
Flere venner og familiemedlemmer har igennem årene spurgt om ikke vi skulle have hende testet. Dette afviste vi i starten, da hun trivedes med veninderne og stadig gør. Hun er meget social, men meget talende og højrystet. Men da en af hendes kusiner fortalte, at hun også var bmsf, og var blevet lukket ned af uforstående lærere i folkeskolen, og først i en sen alder havde " fundet sig selv " og var begyndt at studere, mente vi at det måske ikke var så dum en ide alligevel med en test.
Jeg glemmer stadig ikke hendes daværende klasselærers lille smil da jeg kontaktede hende. Nå, så kom i endelig. En fantastis lærer som var meget god for Emilia. HUn blev indstillet til PPR og blev efter 7 mdr endelig testet sidste forår i en alder af 9 år. Det var en øjenåbner af rang for os. Hun er kognitivt på niveau med 13-14 årige og hendes IQ blev vurderet til at ligge mellem 140-150.
Der var pludselig mange ting der gav mening. Hendes bekymringer over ting vi ikke syntes at en 9-10 årig skulle spekulere på, den dag i 2. kl hvor hun fortalte, at noget af det de andre grinede af syntes hun egentlig ikke var sjovt.
Men tiden siden har været noget turbulent. Hun er kommet i mellemtrinet, hvor der er nye lærere. Overleveringen fra indskolingen har efter vores opfattelse været meget mangelfuld, på trods af at skolen er en ret lille skole.
Bægeret flød over da hun fortalte, at i matematik og dansk kunne hun sidde og tegne hvis hun kedede sig. Jeg kontaktede hendes klasselærer, som tog det meget ilde op, da jeg påpege at undervisningsdifferensering også gerne måtte gå opad. Men det hjalp, så hun må selv døje med at blive god igen.
Hun er kommet på et ekstra matematikhold 1 time om ugen, hvor der er ekstra krav, og hun har fået andre og sværere bøger i både dansk og matematik.
Tillige har det fyldt meget i hendes og vores hoveder det sidste års tid, at vores lokale skole var udset til at lukke. Hvad nu? Hvad med vennerne? Hvor skal jeg så gå i skole? Vi fortalte hende, at hvis skolen lukkede ville der blive oprettet en friskole på stedet. ( Vi var selv med i initiativgruppen ) Skolen blev reddet 3 dage før stiftende generalforsamling.
Hvad er fremtiden så? Tja, hvem ved. Så længe at hun trives socialt og hun stadig bliver udfordret bogligt bliver hun nok hvor hun er.
Der er også nogle praktiske problemer hvis hun skal flyttes. Hvor skal hun så gå? ( Vi bor lidt udenfor Hirtshals )
Vi påtænker at melde os ind i Gifted Children, for på den måde at få et netværk. Er der nogen der har gode erfaringer med det?
Det blev da vist en længere smøre end påtænkt fra starten.
Mvh Lars
Forumforside 
