Jamen jeg vil da gerne fortælle lidt mere om mine børn, og her er vel lige så godt som andre tråde
Min søn - M (4 år) har egentlig været en ganske almindelig baby - faktisk lidt sen til både at kravle og gå, men fremad kom han dog trods alt. Sprogligt var han ikke som sådan tidligt ude altså lige bortset fra at han udviklede et enormt ordforråd i løbet af ganske kort tid da han først begyndte at tale.
Sammenlignet med nogle af de ting jeg har læst om børn med særlige forudsætninger er han næsten sløv
og egentlig var der ikke noget sådan virkelig bemærkelsesværdigt før han nærmede sig de 3 år, hvor han begyndte at vise visse finurligheder. Han viste bl.a. tegn på veludviklet humor og lirrede dagligt adskillige morsomme bemærkninger og eftertænksomme kommentarer af dagligt.
F.eks. oplevede vi da han var 2 år og 8 mdr at han faldt og slog sig og græd som om verden var ved at gå under. Jeg sagde så til ham at nu kunne han da godt stoppe med at græde til hvilket han svarede: "jeg skal lige græde lidt mere". Dette oplevede både vi og vuggestuen flere gange.
En dag besluttede han sig for at udvikle det en smule og da han midt i Jem og Fix får et hysterisk anfald og bliver bedt om at stoppe med at græde, svarer han med "standardkommentaren" Far svarer igen med besked om at han kan græde færdig når han kom hjem. "ok" svarer knægten, og da vi 15-20 min senere kommer hjem går han uden opfordring direkte ind på sit værelse, lukker døren, græder i 15 sek og kommer ud og meddeler at nu er han færdig.
Kort efter sin 3 års fødselsdag meddeler han at han vil lave en perleplade til sin onkel (storesøster er igang, men det er den første perleplade han har lavet) Han bliver udstyret med en spand Hama perler og en stor rund plade, og ud af projektet kommer en fin perleplade i sirligt system hvor hver ring har sin farve. M laver stadig perleplader i stor stil, og de er aldrig vilkårlige - der er ALTID system i dem. Løber han tør for en farve han har forestillet sig at han skal bruge er hele pladen ødelagt - han kan ikke bare vælge en anden farve.
Da M er 3 år og 3 mdr viser han tydelige tegn på efterrationalisering.
F.eks.: Han har stillet en scooter på badeværelset og jeg kommer ud for at skifte en ble. Jeg slår min fod ind i scooteren og slipper en lille ed. M spørger mig hvad der er galt og jeg svarer at jeg har slået tåen på scooteren. Han svarer tilbage med en monsterlang sætning som står printet i min hjerne den dag i dag fordi jeg bare blev så imponeret... Han siger:
Undskyld mor, at jeg lod min scooter ligge der så du slog dig på den. Jeg skal huske en anden gang ikke at stille den et sted hvor du træder på den.
Han siger også hvis noget går galt: "nå det skulle jeg vist ikke have gjort"
Fra 3-årsalderen viser M tegn på et behov for at sætte ting i system. Samtidig er han socialt meget umoden og har store problemer med at forholde sig til særligt jævnaldrende - han forsøger som oftest at kommunikere med dem gennem voksne.
Det er der moren begynder at blive en smule bekymret og begynder at tænke "autist". Jeg tager det op med børnehaven som tydeligvis synes jeg er hysterisk selvom de da godt kan se at drengen ikke fungerer optimalt.
Efter langt tids hårdt arbejde bliver det bedre med det sociale, og han begynder at få venner i børnehaven.
Tilgengæld oplever vi at han bliver mere og mere uligevægtig hjemme, og vi får flere og flere konflikter med ham, fordi han slet ikke kan håndtere spontanitet. Hans liv er styret at systemer, og hvor andre børn tager en konflikt med mor om farven på dagens størmper, bare for at VINDE, så tager M konflikten fordi det rent faktisk har en betydning for ham hvilken farve strømperne har, og han bliver oprigtigt ked af det og/eller frustreret hvis han ikke får sin vilje.
ja... vi tænker stadig autisme eller måske OCD... men nej for hvor han af og til har problemer med børn, og i meget høj grad med fremmede steder og situationer, så har han tilgengæld ingen problemer med fremmede voksne, og han taler glad og gerne med "gud og hver mand" på gaden om sådan ca. alt, så "autismekassen" passer han jo tydeligvis ikke ind i... OCD... nah det er alligevel ikke vidtrækkende nok..... så en diagnose kan man ikke stemple ham med.
Både hjemme og i børnehaven oplever vi at M skal advares på forhånd hvis vi f.eks. skal "ud af huset", og vi oplever også at han nægter at gøre noget før han mener at han kan, og vi KAN ikke overbevise ham om at han er nødt til at acceptere at ting skal læres før man kan forvente at kunne dem...
Han kan godt lege med biler og bygge huler sammen med andre børn, men når han leger alene er det "konstruktionslege" som f.eks. at bygge med lego, klodser eller togbaner (han bygger dem bare - kører egentlig ikke ret meget med tog på dem). Lege med perler, lægge puslespil o.l.
Da han var 4½ kunne han stadig ikke holde på en blyant, for han nægtede at lade os lære ham det.
Da han endelig fik det lært gik der ikke en måned før han skrev sit eget navn.
Det er hårdt arbejde at løse konflikter konstant især når der er 2 børn mere med hver deres behov, som vi også skal tage hensyn til, og samtidig melder bekymringen ang. skolen sig. Der er nu 10 mdr til han skal starte i førskole SFO og hvis vi skal have udredt ham og arbejdet med hans sociale modenhed så han kan håndtere skolen, så er det da ved at være tiden. P.t. ville en lærer (især en som han dårligt kender) næppe slippe godt afsted med at bede ham om f.eks. at sætte sig ned og tegne en tegning af sit hus. Ikke fordi han ikke vil tegne, og ikke fordi han ikke kan sidde stille til det, men fordi han har meget svært ved at gøre ting som han ikke selv har fået ideen til.
Qua mine mange bekymringer og et enormt behov for at finde ud af HVORFOR min søn bare slet ikke hviler i sig selv, om det er noget vi gør galt, og ikke mindst hvad vi kan gøre for at hjælpe ham, endte jeg så til et tværfagligt møde med div. spec. pæd. sundhedsplejersker o.l. i går, og jeg kom nok om muligt endnu mere frustreret hjem fra mødet... De syntes vist jeg er lidt hys
og tager sorgerne på forskud. Jeg erfarede godt nok at vi efter deres mening gør alt efter bogen, for alle deres guldkorn var præcis det som vi allerede gør... men det er jo en ringe trøst når vi netop gør det fagpersonerne foreslår, og drengen stadig ikke trives. Vores søn er helt normal - måske med en smule større behov for stabilitet og forudsigelighed end gennemsnittet, og så skulle jeg iøvrigt glæde mig over at min søn har så mange godt kompetancer.
Nogle venner havde henledt tanken på muligheden for at han kunne være et barn med særlige forudsætninger, men vi havde slået det lidt hen... Janteloven og alt det der.....
Godt frusteret tog jeg dog alligevel -efter et besøg på hjemmesiden - i går kontakt til Bente som var sød at bruge størstedelen af sin aften på mig og min søn. Hun læste min beskrivelse af M og vi tog en lang snak...
Jeg har stadig den der.... hvad nu hvis man begynder at arbejde med det og indblande PPR og det så viser sig at drengen "bare" ER en helt normal dreng med lidt mere behov for stabilitet ot rutine end gennemsnittet.... hmmm...
På den anden side så føles det bare rigtigt, og det fedeste af alt er at jeg har fundet mennesker som kan nikke genkendende til de ting jeg fortæller, og som rent faktisk forstår hvad jeg prøver at sige, og hvorfor jeg er bekymret....
Og til slut en sjov lille historie fra i morges:
M har desværre en del uheld hvor han tisser i bukserne, og vi forsøger at løse problemerne med et belønningssystem. Her til morgen da han er ved at tage tøj på holder han pludselig hånden foran underbukserne og siger meget alvorligt til mig: "mor, jeg har tisset i bukserne" Jeg svarer alvorligt men naturligvis ikke vredt tilbage: "ej har du det?" Han kigger på mig med totalt stoneface og bryder pludselig ud i et stort grin og siger: "det var bare for sjov mor"... Det er tydeligt at han morer sig kosteligt over at han i den grad tog røven på sin mor, for jeg troede virkelig på ham
Uha det blev et langt og vist desværre meget rodet indlæg, men livet med M er til tider også en smule rodet
Håber ikke du er faldet i søvn undervejs
"Historien" om min ældste datter følger i morgen
Forumforside 
