Hej alle herinde!
Først vil jeg udtrykke stor lettelse over, at dette forum findes, for indtil for meget nylig var jeg og min søn noget alene om fornemmelsen af, at "der var noget galt... eller godt" alt efter hvilket lys det ses i :-)
Siden han var helt lille, har jeg haft en "anderledes fornemmelse" med min søn; på godt og ondt. Han var mere krævende og aktiv end sine søskende (han er nummer 3 ud af 4), men også et barn, som på en eller anden måde gjorde, at man synes han var noget særligt. (udover det, man som forældre altid synes;-)
Min søn er nu 14 år og kort fortalt, så har han store problemer med skrivning, stavning og en stor ulyst til at læse. Tidligere beskrev han læseprocessen som, at det hele flød sammen for ham og at han efter læsning af en side ikke havde andet end en tåget forestilling om, hvad det handlede om. Hans håndskrift er på det nærmeste ulæselig, ovenikøbet for ham selv, han er meget forhastet og forkrampet og nærmest kaster bogstaver og tal ned på siden i en hurtig, nærmest ufrivillig krampagtig bevægelse (det ser ihvertfald ikke spor afslappet ud).
Han er oftest vred, vrissen og utålmodig med sig selv og resultatet, og han nægter at fungere i gruppesamarbejde i skolen, fordi det betyder, at de andre skal se hans skrift og ringe stavning.
Hans store fjende er nok hans forjaget-hed og utålmodighed; han kan slet ikke give sig selv tid og ro til at forsøge at løse læse-opgaver, så det er nærmest opgivet på forhånd.
Beder man ham derimod om at løse opgaven mundtligt går det straks så meget bedre, at man ikke tror, det er den samme person.
Et eksempel: i skolen bad læreren eleverne om i grupper af to om at forfatte en historie; een person skulle fortælle og den anden skulle skrive ned. Min søn valgte selvfølgelig at være fortælleren, og iflg. læreren fik han ud af det rene ingen ting forfattet en krimiroman, som var udgivelse værdig. Hun var meget imponeret over hans overblik, opbygning af historien og mente, at han var meget mere moden end sine år. Så han kan altså godt! Og hvorfor går det så så skidt for ham og hvorfor skal han slæbe rundt på den ringe selvagtelse, som han pålægger sig selv?
Han er meget afhængig af en stram struktur i sin hverdag og tåler ikke særlig godt uforudsete ting og hændelser. Han skal vide nøjagtig, hvilke bukser og bluse, han skal have på næste dag, hvor bøgerne ligger, buskort, penge osv osv og han foretager alle de forberedelser, han overhovedet kan komme i tanke om for at kunne klare situationen.
Han flipper decideret ud, bliver meget ophidset og vred (og bliver ved og ved og ved og ved og ved med at skælde ud over det.....kender I andre dette?)hvis et eller andet glipper. Der må ikke være den mindste plet på hans tøj eller noget andet, der kan blive årsag til bemærkninger. Han kan ikke tage situationen med ro og forsøge at finde en udvej, nej, det hele ramler bare!
I skolen føler han sig oftest forvirret og synes ikke, at han har fået de informationer, de andre har fået (selv om han opholder sig i samme rum og ikke er kendt for at forstyrre eller snakke), hvilket hele tiden fører til, at han er usikker på, hvilke lektier han har fået for og hvad han skal gøre med dem.
Han er begavet på så mange andre punkter: han er meget charmerende og har helt klart et komisk talent og jonglerer med ord og udtryk, bevægelser og mimik så man må grine så tårerne triller. han kan spidde en situation lige på kornet og er vældig god til efterligninger. På negativsiden af dette er han heller aldrig sen til at lange ubehagelige sandheder ud til folk omkring sig. Det kan være så sandt, så sandt, men måske lige præcis den ting, der bare IKKE skulle have været sagt i situationen.
Han forsvarer sig altid med, at det jo er sandheden, hvilket er svært at argumentere imod, men det er også umuligt at få ham til at forstå dette med situationsfornemmelse.
Han besidder en nærmest sygelig retfærdighedssans, og han kan forfølge et emne langt ud over, hvor andre forlængst er hoppet af. Den gælder dog mest alle andre og ikke ham selv.
Han er meget rytmisk (så ulig situationen, når han skriver!) og meget musikalsk (spiller trommer og vil igang med guitar). Han er også dygtig til sejlsport, fluefiskeri, naturvidenskab, akvariefisk osv. osv. og ved rigtig meget om mange emner.
Han blev testet som 10-årig og kom ud med et resultat, der viste manglende færdighed i boglige fag, men en paratviden, der svarede til en 16-17-årigs.
Han har svært ved at få venner og synes, at han er anderledes end de andre drenge. Han har altid haft nemmest ved at få pigevenner, både som helt lille og nu. Han føler sig desværre meget ensom, utryg og anderledes og utilfreds med sig selv og sit liv.
I 5./6. klasse blev han grovt mobbet og det skete desværre i en periode, hvor jeg var i behandling for kræft, så han var meget alene med sine trængsler, før jeg vågnede op og forsøgte i samråd med skolen at hjælpe ham. Skaden var desværre sket, og han lider idag meget under de følelser af mindreværd, som mobberiet gav ham. Vi har forsøgt med samtaler hos skolepsykologen, hvor jeg også har nævnt min fornemmelse af, at der måske også var noget andet i min søn, der gjorde, at han reagerede så anderledes. Dette var dog ikke psykologens konklusion; hun mente, min søn var stresset af de hardships, han har været igennem (mobberi, mors sygdom, og ja, skilsmisse og flytning; det er også meget at håndtere for et tryghedssøgende barn!)
Han er fornylig blevet testet i skolen for ordblindhed, men den viste ingen tegn på dette.
Mit spørgsmål er: hvor går jeg hen og får ham testet med henblik på stealth dyslexia? Jeg går ud fra, at det skal være nogle personer, der har erfaring med netop dette, da almindelig ordblindhedstest som nævnt ikke viste noget.
Jeg står lidt alene med dette og har en fornemmelse af, at skole og skolepsykolog egentlig mener, at jeg partout VIL have ham diagnosticeret med bare et eller andet. Det er selvfølgelig ikke min hensigt; jeg vil helst have en sund og rask dreng, men har han nogle specielle udfordringer, vil jeg have det frem i lyset, så han kan hjælpes, så der ikke skal lægges unødige hindringer i vejen for en ellers intelligent dreng.
Jeg håber at få lidt response på mit indlæg,
mange hilsner til jer alle,
Kirsten (mor til Asbjørn 14 år)
Forumforside 
