Dobbelt exceptional plus diagnose *slettet*

Slettet

Hej og velkommen til dette forum

Hvor er du sej at stå frem og jeg håber der er andre der kontakter dig.
Ja jante er for meget at sige i Danmark og forstår så sandelig godt din udlængsel.

Det er lidt svært at sige noget, kun at jeg tager hatten af for dig og ønsker virkelig du får noget ud af at skrive her.

Tak Bente for de dejlige ord. Det varmer

Hej Dobbeltexcp.
Jeg synes jeg kan genkende meget i det du skriver. Du kan evt. også læse min instruktionspost, hvis du vil se, om du har det på samme måde. Jeg kan især genkende det med at stå i den absurde situation, at føle sig ensom, selvom man har mange omkring sig. Jeg har mødt mange mennesker, men det er meget få som jeg har kunnet knytte tætte bånd til og som jeg har følt mig på bølgelængde med. På papiret har vi det nok lidt på samme måde, da jeg udover at være højtbegavet også er meget sensitiv, om jeg også er HSP er jeg faktisk ikke klar over(det bør jeg nok få undersøgt), men jeg har i hvert tilfælde nogle lave latente hæmninger.

Vil du uddybe det med, at folk bliver skræmt af din styrke? Jeg går ud fra at du referere til din begavelse, men jeg er ikke sikker på, hvad du mere præcist mener med det.

m

creative man skrev:

Hej Dobbeltexcp.
Jeg synes jeg kan genkende meget i det du skriver. Du kan evt. også læse min instruktionspost, hvis du vil se, om du har det på samme måde. Jeg kan især genkende det med at stå i den absurde situation, at føle sig ensom, selvom man har mange omkring sig. Jeg har mødt mange mennesker, men det er meget få som jeg har kunnet knytte tætte bånd til og som jeg har følt mig på bølgelængde med. På papiret har vi det nok lidt på samme måde, da jeg udover at være højtbegavet også er meget sensitiv, om jeg også er HSP er jeg faktisk ikke klar over(det bør jeg nok få undersøgt), men jeg har i hvert tilfælde nogle lave latente hæmninger.

Vil du uddybe det med, at folk bliver skræmt af din styrke? Jeg går ud fra at du referere til din begavelse, men jeg er ikke sikker på, hvad du mere præcist mener med det.

Hej creative man,

Tak for dit svar:) Det er dejligt at møde folk der minder om én selv.

Jeg har læst din introduktion. Og jeg håber for dig, at du får luftet "formel-1 bilen" bare engang i mellem

Dog tror jeg også vi er hinandens diametrale modsætninger i de fleste andre sammenhænge.

Jeg er faktisk meget social og elsker mennesker og har meget brug for mennesker omkring mig. "mennesker" og "jeg" er dog ikke altid helt enige om hvordan og hvor slaget skal stå.
Jeg griner meget, smiler meget og er egentlig en "lattermild" person.

Jeg er sådan en der har mange forskellige venner, fordi jeg har brug for de mange forskellige personligheder, da det er sjældent jeg møder én person som kan rumme det jeg er. Så jeg er nok forskellig alt efter hvem jeg er sammen med. Ikke sådan a jeg skifter grundholdning eller en skizofrenisk essens. Jeg nyder bare at få lov til at folde mig ud forskellige steder, på forskellige måder.

Creative Man skrev:

Vil du uddybe det med, at folk bliver skræmt af din styrke?

Joe... Det er mest i forhold til kærester, hvor det jo er vigtigt i et parforhold at man er hinandens ligemænd. Det er vi bare aldrig...

De fleste mænd får mindreværdskomplekser og går, eller også begynder de at spille med musklerne i form af mærkelige ting. Én insisterede på at lære mig brydeteknikker... så følte han at han da i det mindste kunne bidrage med noget...
Og så er det at jeg går.

I forhold til venner/veninder har jeg så mange at jeg aldrig tror at én person opdager alt hvad jeg rummer, fordi jeg spreder det ud over mange, som er eksperter i hver deres ting. På den måde får jeg bedst muligt mine behov dækket.

Men det er bare ikke særlig tilfredstillende. Jeg tror jeg mangler at møde nogen (venner/veninder/kærester) som er rigtig gode til det de laver. Så jeg føler deres intensitet, spejler den hos mig selv, og føler at jeg kan lære noget af dem menneskeligt. Ofte synes jeg (og nu prøver jeg at lyde så lidt arrogant så muligt) at de fleste mennesker er farveløse, mangler dybde og er lidt, blah...sagt meget artikuleret

De fleste mennesker bliver skræmt af min intensitet og føler sig utilstrækkelige. Eller også er jeg en de læner sig op af. Men hvor er dem som jeg kan læne mig op af?

Det er det jeg mener, hvis det giver mening?

Tak Hilde for velkomsten

- Dobbbbeltexcp

Okay. Nu satte jeg mig lige lidt mere ind i det at være HSP og jeg må sige, at det er meget rammende. Det er helt sikkert noget som jeg vil læse mere om. Jeg tror om muligt det er lige så kendetegnende for min person som det at jeg er højtbegavet. Et eller andet sted har jeg nok været bekendt med min sensitive side, men jeg har altid forsøgt at gemme den væk, da jeg har set den som - hvad folk nu engang har en tilbøjelighed til at gøre - et svaghedstegn.

Men umiddelbart synes jeg ikke at HSP virker særligt rammende for dig? Det virker jo som om at du er opsøgende ift. at få indtryk - og hvis du er HSP tænker jeg, at du i stedet vil værne dig mod indtryk(som jeg eksempelvis gør)? Det er måske en mere fysisk form for sensibilitet du har eller hvordan hænger det sammen?

slettet

Just beam me up Scotty, i think i found the mothership *laver en start-trek hilsen med fingrene*.

Puha, specielt den røde tekst ramte lige i solar plexus. De fleste mænd bliver også skræmte af mig. Jeg ved ikke om det her er godt eller dårligt. Jeg føler mig ikke mindre isoleret af den grund. Faktisk bare enormt udstillet. Mon uvidenhed nogengange er bedre...

Det kunne være spændende hvis der kunne samles nogle voksen historie, men det er ikke nemt, for man vil vel ikke føle sig for anderledes.

Helt personlig har jeg heller ikke haft det nemt med forhold, jeg får altid at vide jeg er for hurtig og for kvik med mine udtalelser.
Så tier man stille, så er det f.... også galt.
Jeg er 50 år og enlig til 4 børn der er mellem 7 og 30 år, men vi skal selvfølgelig lige huske de gode historier også.

Ang. vores sensitivitet: Okay, det giver meget bedre mening nu. Det gør nok også, at jeg ift. det at være sensitiv er mere gennemført, hvorimod du er noget sværere at sætte i bås, da din sensitivitet(eller måske rette sagt: dit manglende filter), skal ses som et genetisk tilfælde, der tilfældigvis ikke falder i synergi med din (ekstroverte) personlighed.

Men selvom vores sensitivitet har rod i noget helt forskelligt, kan jeg sagtens genkende det. Det hænger nok også sammen med, at jeg ikke bare er lidt sensitiv, men meget. Hvis jeg hører til de 2 % mest begavede, hvad jeg gør, er jeg også ret sikker på, at jeg ligeledes gør det mht. at være sensitiv.

Ang. det at skrue ned for blusset og passe ind – det kender jeg! Eller rettere sagt kendte. Da jeg startede i 1g gjorde jeg alt for at passe ind. Jeg kæmpede for at være social og fik da også en del venner, jeg gik i det moderige tøj(endda tøj med farver!), tog til en masse fester osv.

Men da jeg kom i 2g fik jeg bare nok. Jeg gad ikke længere leve efter nogen konventioner, var træt af at spille skuespil og jeg havde i bund og grund fået nok af almindelig mennesker…

Jeg blev meget foragtende. Hvor jeg hele livet igennem har tænkt, at det var mig den var gal med og at jeg burde være som andre, begyndte jeg at se det omvendt; at det var alle andre den var gal med og dem, der burde være som mig. Det gjorde naturligvis også, at jeg fik det bedre med mig selv.
Jeg begyndte at se det sådan, at folk måtte være ofre for en fordummende og ensrettende popkultur, at der måtte være et eller andet galt siden de ikke syntes at TÆNKE. At der måtte være noget galt siden de ikke syntes at have behov for at være kreative, for at filosofere, for at læse bøger osv.

Den anden dag så jeg en video med Michael Strunge og det slog mig, at jeg mindede meget om ham på det tidspunkt. Hvis du vil se videoen, kan du nok få et godt billede af, hvordan jeg var: https://www.youtube.com/watch?v=sJgKID09SdI (det er især del 3 og 4)
Det skal dog lige bemærkes, at jeg ikke vil psykologisere Michael Strunge, det er ikke pænt at psykologisere andre end sig selv(hvad jeg som sagt heller ikke gør). Bare fordi nogen minder om hinanden, er det ikke ensbetydende med at det skyldes det samme(det har vi jo begge to konkluderet mht. det med vores sensitivitet).

I dag giver jeg ikke længere popkulturen skylden eller giver det en eller anden mærkelig socialkonstruktivistiske forklaring, men jeg ser det derimod ud fra et genetiske perspektiv. I dag kan jeg se, at der ikke er noget decideret galt med hverken almindelige mennesker eller mig; vi er bare meget forskellige fra naturens hånd.

Ang. det at være en del af flokken. Ja, det vil vi alle sammen. Jeg tror ALLE raske mennesker har brug for at være sociale. Men det er bare lidt svært. Hvis jeg skal være social med almindelige mennesker, bliver jeg meget let uautentisk, fordi jeg skal tilpasse mig. Og man kan ikke rigtig være social uden at være autentisk. Derfor giver det at være social mig sjældent set noget. Det har også gjort, at jeg er begyndt at lede efter folk, der også er højtbegavede, fordi jeg tror chancen for at finde nogle gode venskaber, er bedre, hvis jeg gør det på den måde. Jeg er blevet for gammel til at opføre mig anderledes end jeg i bund og grund er, jeg gider ikke længere tilpasse mig...

I øvrigt: Skal lige siges, at jeg ikke er specielt logiske/matematisk begavet, jeg er i udpræget grad en højrehjerne/humanist. Ved jeg ikke, hvorfor du konkludere?