Dreng på 12 måske med fejl diagnose.

m

Godt så!

Hvis man kan udtale sig om, der er noget, der ikke virker, så er det som regel fordi, man har en mening om, hvad der så virker...
Igen er vi ude i, der efterspørges ting, der kan give pædagogiske svar, men folk kikker på en faggruppe: Psykologerne. Hvis der er lavet en Raven, har man så fået noget at vide om de ting som fx en CHIPS kan svare på, eller er man spist af med en percentile??

Børn er allesammen forskellige og ingen er deres diagnose. TEACCH er fra en stor kasse, der indeholder AST specifikke værktøjer...der er mange andre værktøjer, men hvilket anbefaler psykologen, når han ikke mener, TEACCH er det rette??

Du udtaler, der ikke er nogen, der både har viden om BMSF og autisme, som om det er et faktum... Der kan sagtens sidde fagpersoner med denne viden, men som har andre opgaver, og som har fokus på helt andre ting... Jannik Beyer ville være et bud, hvis jeg skulle opsøge en fagperson i denne sag!

Skoler vil gøre meget, hvis man ikke gør tingene til en kamp og diktere, hvad de skal... det oplever jeg i mit konsulentvirke! Jeg har testet elever, hvor skolen, der har modtaget rapporten bagefter har inviteret mig ud og holde oplæg om testning...og som med kyshånd har modtaget undervisningsmaterialer, jeg har udviklet sammen med børn. Hvis jeg vil have en konflikt, så skal jeg bare starte med at fortælle lærerne, at de ikke fatter at udføre deres job, og så lyde bedrevidende, så kører tingene...

m

Kunne du ikke svare kort og godt på følgende: Hvad fik de ud af at kontakte Ole Kyed? Ud af det, jeg har kunne læse, er der intet konstruktivt fremkommet, for at få at vide, hvad der ikke virker, er ikke konstruktivt; det har forældrene hele tiden vidst.

Jeg gentager: Alle råber på pædagogiske svar, men løber et andet sted hen og spørger...eller undlader at sige, hvad de gerne vil vide!

Jeg er ikke i krig med psykolgerne og har et rigtigt fint samarbejde med de fleste; det er en meget indskrænket indgangsvinkel til min kritik.

Det er p*sse ligegyldigt om du er BMSF, AST, ADHD eller ODDèr, når der skal laves pædagogisk planlægning, for der er barnet barnet og ikke diagnosen eller hvad man vil kalde det...

m

Vi har fået det ud af at konsultere Ole Kyed at vi nu VED at vores søn er intelligent og at det er lærerne der ikke magter at motivere ham på rette vis, for at han kan få mest muligt ud af den intelligens han er blevet givet.

Men jeg er enig, det hjælper måske ikke en hujende fis, hvis de der skal forholde sig til dette faktum, er forstokkede pædagoger for hvem det evige svar er - det er ikek skolens fejl, og kommer nok når bare han bliver motiveret, Jamen så, tænk dog out of the box, hvordan end i gør det så MOTIVER HAM DOG - der er sgu da en lærers fornemste opgave .. Lad mig lige citere Dr. Phil her :

"Hvis du bliver ved med at gøre som du altid har gjort, vil du blive ved med at få det samme resultat som du altid har fået"

Og jeg ved ikke om andre her inde, der ville have lyst til at sende deres barn tilbage i et læringsmiljø, som anså barnet som problemet, HVER EVIG ENESTE FORBANDEDE GANG deres kassesystem ikke kunne rumme barnets forskellighed ..

@ Jens Buch

Jeg anser det som min pligt som mor, at gøre ABSOLUT ALT hvad jeg kan, for at min søn når så meget af hans potentiale som overhovedet muligt - og ærlig talt så har jeg mennesker nok i mit nærmiljø : Kommune, skole og PPR som modarbejder al sund fornuft, så jeg beder mig fritaget for flere spydige bemærkninger, om hvad jeg har opnået og ikke opnået.

For mig er det også et mål i sig selv, at den dag min søn er voksen, at kunne svare, når han spørger hvorfor hans liv ser ud som det gør - At jeg prøvede alt, vendte alle sten, og bankede på alle de døre jeg kunne komme i tanke om, for at holde dem åbne for ham ... Og hvis du har svært ved at se det værdifulde i det, så er du og jeg på alle måder så langt fra hinanden i denne snak, at vi ligeså godt kan stoppe den her, for så har jeg ikke mere at diskutere med dig - Så let er det.

Og så som lille N.B. så synes jeg du skal overveje hvad og hvordan du skriver til nye mennesker her på siden for da jeg i sin tid åbnede denne tråd, forventede jeg forståelse og gode råd til at komme videre, og den modtagelse du gav mig, fik mig til at bryde tudende sammen ved keyboardet for kan man ikke finde forståelse blandt ligestillede forældre hvad er mine chancer så i verden udenfor ???

Jeg er ked af, at jeg ikke kan imødekomme din forventning om at jeg er stærk og kan klare alting, som en eller anden Duracell drevet overskudsforældre, jeg har kæmpet siden min søn var 3, for at få KVALIFICERET og KORREKT hjælp til ham, og jeg har nok efterhånden måttet sande, at der er kun så meget man kan afholde af en pension, og når nu systemet er bygget op om, at man forventer at når man disker en diagnose ud, så er alle glade, og så sætter folk sig ned og holder kæft og ellers selv betaler sig vej videre i systemet, eller alternativt lader sig spise af med en løsning der tydeligvis virker forkert, for når nu Psykiatere og PPR siger det så må det jo passe - Igen må jeg skuffe - Det gør jeg ikke for det er min søns liv vi taler om...

Så ja jeg tager måske en alternativ vej, og det bliver jeg sgu nødt til, for der er ingen afmærket vej til målet brolagt med vise opmuntrende ord - og det er dem jeg søger så desperat efter ...

NjoyDK

Hvad var der sket, hvis man havde bedt psykologen svare på:

1: Hvilke helt grundlæggende behov skal tilgodses for denne elev?
2: Hvilket undervisningsmiljø er det bedste for eleven?
3: Hvordan skal undervisningen være for at tilgodese elevens opmærksomhed?
4: Hvordan husker eleven bedst?
5: Hvilken perceptionsformform er mest åben for nyindlæring?
6: Hvordan viser eleven bedst, hvordan indlært stof anvendes?

Hvis man afdækker barnets interesse (vilje), faglige niveau og kunnen + tilgodeser barnets sociale behov, har man lagt grundlaget for motivation...og kan man så ovenikøbet vise barnet, hvad tingene skal bruges til (skabe meningsfuldhed), så er man rigtigt godt på vej.

Hvis barnet afviger fra "normalsyndromet", er der brug for testning for at klarlægge disse ting... En diagnose eller lignede svarer ikke på disse spørgsmål, og det gør en Ik test i øvrigt heller ikke!
Min mission er, forældre og skoler (lærere og pædagoger) skal stille klare og tydelige spørgsmål: HVAD VIL VI/I VIDE Ikke tage til takke med, hvad der nu kommer, men gøre behovet klart.
Når en lærer glor underligt på en psykolograpport, som PPR og forældre stolt overrækker, så er det oftest fordi, der intet brugbart står i den (i forhold til skolen(og groft generaliseret)). Forældrene tror, at det, der står i rapporten, er en hjælp til skolen, for det siger psykologen, men skolen har langt mere brug for at få håndgribelige svar, for det andet svarer til at give en snedker en svensknøgle og besked på at skrue torx skruer i... det passer ikke sammen!!!

Jeg er helt enig i dine betragtninger om en forældres pligt...

Jens Buch skrev:

Hvad var der sket, hvis man havde bedt psykologen svare på:

1: Hvilke helt grundlæggende behov skal tilgodses for denne elev?
2: Hvilket undervisningsmiljø er det bedste for eleven?
3: Hvordan skal undervisningen være for at tilgodese elevens opmærksomhed?
4: Hvordan husker eleven bedst?
5: Hvilken perceptionsformform er mest åben for nyindlæring?
6: Hvordan viser eleven bedst, hvordan indlært stof anvendes?

Hvis man afdækker barnets interesse (vilje), faglige niveau og kunnen + tilgodeser barnets sociale behov, har man lagt grundlaget for motivation...og kan man så ovenikøbet vise barnet, hvad tingene skal bruges til (skabe meningsfuldhed), så er man rigtigt godt på vej.

Hvis barnet afviger fra "normalsyndromet", er der brug for testning for at klarlægge disse ting... En diagnose eller lignede svarer ikke på disse spørgsmål, og det gør en Ik test i øvrigt heller ikke!
Min mission er, forældre og skoler (lærere og pædagoger) skal stille klare og tydelige spørgsmål: HVAD VIL VI/I VIDE Ikke tage til takke med, hvad der nu kommer, men gøre behovet klart.
Når en lærer glor underligt på en psykolograpport, som PPR og forældre stolt overrækker, så er det oftest fordi, der intet brugbart står i den (i forhold til skolen(og groft generaliseret)). Forældrene tror, at det, der står i rapporten, er en hjælp til skolen, for det siger psykologen, men skolen har langt mere brug for at få håndgribelige svar, for det andet svarer til at give en snedker en svensknøgle og besked på at skrue torx skruer i... det passer ikke sammen!!!

Jeg er helt enig i dine betragtninger om en forældres pligt...

Problemet her er nok meget grundlæggende det at det ikke er mig, men snarere skolen, der forholder mig fuldstændig ukritisk til psykolograpporten.

Problemet er det, at både jeg og min søns aflastnigsfamilie - som i øvrigt arbejder med autister i læringssituationer i dagligdagen, slet ikke kan genkende min søn i de rapporter, vi får fra skolen omkring hans sociale og boglige kompetencer.

Det er min overbevisning, at hele situationene omkring skolen, er kørt så massivt i hårdknude, at det ikke kan løses ved hjælp af de små ændringer skolen måtte være villig til at foretage for på en forespørgsel på hvad skolen kunne tilbyde for at hjælpe på situationen fik vi direkte at vide at - Et barn med de diagnoser din søn har skal undervises efter TEACH princippet og i små blokke af ca 15 minutters varighed .

De små blokke er noget som slet ikke fungerer for min søn, han vender langsommere end en supertanker, og det tager tid at få startet på stoffet og fordybe sig, og i det system de pt kører med i skolen når han aldrig dertil før æggeuret ringer og han skal videre til næste opgave/emne/fag.

Vi har talt med skolen og været til et utal af møder med lærerstaben og inspektøren, og det eneste de foreslår er et belønningssystem - noget der preller af på min søn, vi har vendt og drejet alle de aspekter vi har kunnet tænke på, og bedt om hjælp og råd, fra Herodes til Pilatus uden held .

Vi har forsøgt at lave oplæg til møderne, og prøvet at få svar på specifikke spørgsmål ved møderne, præcis som den type spørgsmål du nævner, både hos Skolen, Psyk og PPR, men altid bare fået svaret :"Han er jo velplaceret så, tag du bare hjem og slap af, der er ikke noget at bekymre sig om " Jeg har følt deres opførsel som værende nedladende grænsende til latterliggørelse, og følt stor vrede, frustration og afmagt, over ikke at blive hørt - For jeg mener sgu der er noget galt når de år efter år kan sige - nåme han lærte ikke noget i år heller, men så snart vi får ham motiveret så skal det nok komme - og det afgørende er jo ikke hans boglige færdigheder men de sociale ... Fint nok hvis de så kan garantere mig, at hvis han ender på pension pga at han går ud af skolen med en halvfærdig 6. klasse, at han så ikke risikerer at købe en computer og mure sig inde på et værelse alene med sig selv, leve af grillmad og aldrig se andre mennesker - for så er hans sociale færdigheder jo dybest set ret ligegyldige ikke ??

NjoyDK

Jeg har været væk i nogle dage, men jeg har tænkt meget over dit sidste indlæg... og værrer endnu, så har jeg mødt en del forældre i går, der beskriver noget lignende

Hvis embedsværket ikke vil lytte, er man nødt til at gå til det politiske system; dem, der er folkevalgte! Så vil nogen sige, at svaret vil være, at de ikke kan gå ind i enkeltsager... jeg har været ansat i kommunen, og: BORGMESTERKLAGER RYDDER SKRIVEBORDE! De virker som dybvandsbomber, der fx tvinger sagsbehandlere til at kikke på sagen igen...uanset hvad klager så får at vide. Sværg at du op til næste valg vil skrive læserbreve og deltage i politiske møder, hvor du vil gøre alle opmærksomme på sagsbehandlingen i enkeltsagen, og hvor ligeglad (levebrødspolitikker agtig) den enkelte folkevalgte har behandlet sagen...der er ikke noget værre, end når man står og snakker om styrkelse af skolen, så sidder der en tilhører og haler det ene dårlige eksempel op efter det andet, der overbeviser resten af forsamlingen om, det bare er varm luft, man som politikker står og lukker ud...handling kommer aldrig til at følge ord! I valgkampen har jeg oplevet, at undrelige beslutninger i embedsværket med et trylleslag er ændret, da beslutningen begyndte at påvirke de folkevalgte negativt...
Gå til pressen!
Her og nu økonomi tvinger kommuner til ikke at planlægge på den lange bane...og børnene og samfundet taber på dette!

Alle disse ting kræver, man har overskud... hvilket er den største mangelvare, når man har været igennem vridemaskinen! Men jeg kender ingen genvej, og jeg kender ingen, der har fundet andre veje

Hvis:

Citat :

Et barn med de diagnoser din søn har skal undervises efter TEACCH princippet og i små blokke af ca 15 minutters varighed .

Og det eneste argument er diagnosen, så er det et meget snæversynes syn, der anlægges her. Enhver fagperson vil kunne rive den argumentation i småstykker og få dem til at fremstå som de rene amatører...for TEACCH hjælper kun, hvis der ses en positiv udvikling; ses den ikke, så virker TEACCH ikke UANSET DIAGNOSE! Tror jeg har skrevet det før: Ingen er deres diagnose!

Citat :

Vi har forsøgt at lave oplæg til møderne, og prøvet at få svar på specifikke spørgsmål ved møderne, præcis som den type spørgsmål du nævner, både hos Skolen, Psyk og PPR, men altid bare fået svaret :"Han er jo velplaceret så, tag du bare hjem og slap af, der er ikke noget at bekymre sig om"

Hvis drengen ikke lærer noget i et år, og man så udtaler: "Han er velplaceret"... Ja, så har man udstillet sin totale inkompetence for hele verden! Hvad mener man med velplaceret? At han virker glad eller hvad Eller er man så økonomisk presset, man ikke har andre tilbud! Man kan sige, det er det bedste tilbud, man har mulighed for, men det betyder ikke, eleven er VELPLACERET

Det er kun pædagogik, der virker, der er rigtigt!
Man er velplaceret der, hvor pædagogikken virker!